Zenbuddhismens højborg

For et års tid siden blev der i Antons børnehave kørt et projekt, hvor børnene én gang om ugen over en periode på et par måneder, blev ledt gennem en guidet meditation. Anton var – modsat hvad jeg havde forventet – ret vild med det, og jeg besluttede mig for, at vi skulle prøve der derhjemme.

Som så ofte før blev det ved de gode intentioner, fordi hverdagen var, som hverdagen er, og vi kom aldrig igang, men for en måned siden, syntes jeg, at der nu endelig var så meget ro på, at vi kunne starte op, fordi det var realistisk, at vi kunne gøre det fast et par gange om ugen.

Jeg gik på YouTube, søgte på “kropsscanning, børn” og valgte den første, der kom frem. Jeg forklarede Anton, hvad der skulle ske, vi lagde os, side om side, under hver sit tæppe og det tegnede sådan set meget godt.

Efter 3 minutter var det blevet så for meget for Anton, at han kastede sig over mig og bed mig i næsen.

– hvilket nok mere var den reaktion, jeg i tidernes morgen havde forventet i børnehaven.

Nå, men al den snak om meditation fik mig til at savne at gøre det selv. For mange år siden gik jeg ind i mellem et sted på Kystvejen i Aarhus, hvor der var en slags drop-ind meditation. Jeg har for længst erkendt, at jeg ikke kommer til at være sådan én, der sætter mig i lotusstilling og slukker min hjerne, og selvom alle meditationer starter med “ – og kommer der tanker, er det ok. Registrér dem, og slip dem igen” forestiller jeg mig stadig, at det er bedst, hvis den procentvise fordeling mellem tanker/ikke-tanker ikke er 98/2.

Så. Jeg er bedst til, at nogen tager mig i hånden og giver mig noget at tune ind på, så jeg kan fokusere på dét.

I et anfald af “NU skal det være!!” besluttede jeg mig derfor for at sætte en måned af til projektet, for lige at komme igang. Aftalen med mig selv var, at jeg hver aften skulle bruge 15-20 minutter på det, og så, når måneden var gået, skulle tage stilling til, hvor ofte, jeg havde lyst til fortsætte.

Første aften oprandt. Jeg gentog, fuld af optimisme, rammesætningen fra den mislykkede session med Anton. Ned på gulvet. Dæmpet lys. Tæppe på. Og *play*.

Efter 4 minutter havde jeg lyst til at bide mig selv i næsten. Hold nu kæft, hvor er det svært, når man ikke er i form. Min bevidsthed klør, som har den fået nældefeber, og jeg kan pludselig mærke ALT. Er det her gulv ikke lidt hårdt? Hov, min ene fod stikker lidt ud under tæppet. Hvad var det for en lyd? Skal jeg egentlig ikke pudse næse, av, min hårelastik strammer, den pære (i gadelampen, ffs!) er lidt skarp osv. osv. osv.

En ekstra udfordring, jeg havde glemt, jeg har, er også, at min tolerancetærskel for det alternative er voldsomt lav. I det sekund vi kører krystalmarker og engle i stilling, afblæser mit overjeg hele missionen.

Til mit forsvar er jeg nødt til at sige, at internettet ikke arbejder sammen med mig her. iTunes har kun 4 hits, når man søger på guidet meditation, og You Tube har en million, men af VIRKELIG svingende kvalitet. Herunder følger et lille udpluk af mine aftener under tæppet den seneste uge:

1) Hmm.. Yogainstituttet? Det lyder lovende. *klik*

“Træk vejret dyyyyyhhhhbt ind. Og puuuuuuhhhst ud. Det er ok, hvis du går i trance” 

Øhm.. wft? Efter 20 sekunder? Er det også ok, hvis man ikke gør? (Dumt spørgsmål. AAAAAHHLT er ok på yogainstituttet.)

2) Hvad med hende der? Hun ser dejlig almindelig ud. *klik*

Blablabla om dybe indåndinger og tanker. “Nyd at du er en junik sjæl, i en junik krop (pls stop). Din junikke skæbne er en del af Guds junikke plan med dig”

Aaaaand we’re up.

Nå. Hvad fanden så?

3) Noget mindfullness? *klik*
“SÆT! DIG! GODT! TIL! RETTE! (ok, han virker lidt ..bestemt..) TRÆK! VEJRET! HELT! NED! I! MAVEN! OG! PUST! UD!”

Det er jo ligesom at få tæsk med en sten af en 67-årig kar-kirurg, det her.

Måske noget engelsk? Jeg er da ok god til engelsk, og hvor svært kan det være at slappe af på udenlandsk?

4) ‘A spoken guided medtitiation’. Det lyder dejlig konkret. *klik*
Aaaah. Deeejlig musik. Dejlig stemme. Det tegner godt… Det er da lige det her, jeg har ledt efter. Han er virkelig god! Hvor gammel mon han er? Han lyder som en på .. 55? Hov. Tanke. Giv slip. Puuuust ud.

Hold kæft, perseverance er et fedt ord! Udholdenhed? Vedholdende? Hvilket tegn ville man egentlig bruge, hvis man skulle tolke det? Tegnet for ‘fortsætte’? ‘prøve igen-igen-igen’? Neeeej, ikke helt det samme. Hvad med –  Interpersonel er også fedt! Kunne man slippe afsted med bare at udtale det på dansk? Eller er det træls?

Suk.

Hvad så med sådan noget natur-noget? Noget med nogle træer og sådan?

5) En mental skovvandring? Det kan jeg godt være med til. *klik*
“Hello-ohohoh. And welcome-ome-ome-ome”. (står hun inde i en tom fabrikshal og råber det, eller hvad?) (Ej, Linda. Ikke så sur nu. Giv det en chance)

“Over-er the-e next-xt-xt half hour-our-our, we-e-e will explore-re-re your inner-er godess-es-es-es” 

Det bliver et stort nej tak herfra. Jeg tror, jeg taler for os alle, når jeg siger, at det er vi ikke klar til.

Jeg vil gerne tildeles point for ikke at give op.

Langt om længe er jeg landet hos én, der hedder Lykke Emilie, som jeg – hvis jeg skal være ærlig – valgte, fordi hendes bud på en meditation var 14 minutter langt. Ja, undskyld. Jeg ved godt, at det cirka er verdens dårligste argument, når vi bevæger os i den her genre. Men den har faktisk vist sig at være ret god. Der er ingen gudinder eller solopgange, man skal “tage ind” (but how??) og hun har gemt yogastemmen, til man er droslet så langt ned, at man ikke føler sig slikket i øregangene.

Her, halvanden uge inde i mit projekt, har jeg fået det ud af det, at jeg sover virkelig godt. Som i: VIRKELIG godt. For første gang i 7 år, vågnede jeg forleden af mig selv og følte mig udhvilet. Måske er det tilfældigt, måske er det ikke, men jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte måneden ud, og se, om det bliver ved.

Og lige præcis idag, kan man ikke sige ‘måned’, uden at smide den her:

Glædelig 1. maj.