Jeg har i alle mine voksne år været sådan én, der har haft en stor omgangskreds, fordi jeg i mine jobs er i kontakt med mange mennesker, og derfor ofte er så priviligeret at støde på interessante typer, jeg over tid lærer at kende privat.
Jeg har også i alle mine voksne år været sådan én, der altid har (lidt for) mange jern i ilden. Jeg vil det hele, og hvis det kniber med tiden, stirrer jeg på den, til den giver sig.
Derfor ved jeg, at når jeg i dagens indlæg peger, så er der virkelig tale om en af de situationer, hvor der er 3 fingre, der peger på mig selv.
40+ kan jeg nemlig mærke, at jeg bliver mere og mere optaget af at skære det overflødige fra. Både i tøjskabet, i hovedet, i mine relationer og i min kommunikation. Ikke sådan helt Morten Albæk’sk (#love), hvor man stille og roligt fortæller sine artists formerly known as friends, at man ikke længere synes, at relationen bidrager med noget, så tak for idag og hav et godt liv, men mere på den måde, at jeg faktisk lægger mærke til, hvad jeg siger og bliver sagt til, og gerne vil holde niveauet af floskler på et minimum.
Da jeg boede i Aarhus, var jeg slem til at planlægge mine besøg hos folk, når jeg var hjemme i Esbjerg, så jeg nåede 3-4 stykker på en dag. Jeg må have været verdens mest ufede gæst, for jeg var slet ikke til stede de par timer, jeg pitstoppede i køkkenet, men var hele tiden i tankerne på vej videre. Og hvis nogen spurgte, om jeg ikke kiggede forbi, og de ikke allerede var lagt ind i tourplanen, skrev jeg en 6000 anslag lang sms, hvori jeg opremsede alt det, jeg skulle, som undskyldning for, at jeg ikke kunne nå forbi.
Fordi jeg selv har været sådan, forstår jeg godt, at det ikke er ond vilje, der ligger bag, når nogen skriver: “Vi skal snart ses” eller: “Kaffe snart?” uden nogensinde at følge op på det med et konkret forslag til dato. Men vi er ikke 20 år længere, og jeg synes egentlig godt, at vi kan tillade os at stille lidt større krav til både os selv og hinanden nu end det, fordi de fleste af os efterhånden har lært, at græsset kun bliver grønt, hvor du vander det.
Det er en træningssag, fordi det er en refleks; “Ses snart?” er tænkt som et signal til, at vi gerne vil se den anden, men det får et umiskendeligt skær af grace-you-with-my-presence/fuck-boy-friend-edition, hvis man kun tapper ind, for at blive på kortet, og ikke fordi man vil noget med relationen.
Lad endelig falde, hvad ikke kan stå; hvis et venskab er under afvikling, synes jeg virkelig, at man bør afstå fra sporadiske genoplivningsforsøg, som kun har til formål at iscenesætte et virkelighedsbillede, hvor den, der skriver, er den travle prima ballerina, og omgangskredsen bliver tvunget ind i rollen som den og dem, der sidder på kanten af stolen og venter med længsel på det næste besøg.
Jeg har opdaget, at man sagtens kan vise omsorg og interesse ved bare at sende en “Hvordan går det med xxx?”-besked. Det fungerer præcis ligeså godt. Når jeg selv har modtaget beskeder af den type, har jeg aldrig – ikke én eneste gang – tænkt: “Det er da mærkeligt, at hun ikke spørger, om vi snart skal have kaffe??” Jeg har til gengæld taget mig selv i at blive irriteret over det, når de samme mennesker igen og igen skriver: “Vi skal snart ses!”, men som altid lige “vender tilbage” hvis man sender konkrete dato-forslag.
Jeg tror, at jeg selv er ved at have aflagt mig uvanen. Nu mangler jeg bare at opbygge mod til, næste gang jeg modtager en “Vi skal snart ses!” besked, oprigtigt og ikke-fjentligt at svare:
“Så må du prioritere det. Kærligst. Linda”
Åh, hvor er jeg enig!
Og så kan der være de der relationer hvor man/jeg har brugt tid på at komme ud af det på en sober måde, fordi det var havnet i et virkelig dumt hjørne, og tiden går og det er okay, og så mødes man helt tilfældigt og snakker høfligt og hyggeligt og tænker at det her er okay, og så siger den anden part; "vi må finde ud af noget med en kop kaffe en dag, da". Og så smiler jeg helt akavet og tænker "run Forest, ruuuun!" fordi jeg ikke skal starte forfra med at bakke. Hvis du forstår? Så jeg skal ikke have noget kaffe, nej. For vi skal ikke starte relationen op igen. Og måske tænker hun det samme, men sagde det bare fordi det virkede for fesent bare at sige "hav det godt & hils!". Men det ville faktisk have været helt fint.
Det ér nemlig fint! Jeg er enig i, at der er situationer, hvor det simpelthen bliver *for* akavet at undgå høflighedsfraser, men i 90 % af tilfældene har jeg opdaget, at hvis jeg stopper med at tale, når jeg har sagt: "Det var hyggeligt at løbe på dig – hav det rigtig godt!" – så er alt godt. Det er virkelig bare en vanesag, men den er svær at bryde, fordi man de første 54 gange føler sig vældig uhøflig.
Jeg ved ikke om det her er off-topic, men jeg har to egentlig gode veninder, som jeg i skræmmende mange år ikke har synes prioriterede at ses (os alle). Heller ikke før vi fik børn. Men har sidenhen accepteret, at sådan var de bare – at de havde travlt. Så prøvede jeg forsigtigt at spørge ind til om vi kunne ses en enkelt gang om måneden, hvor vi kunne mødes os alene uden mænd og børn. Og tænk sig, det holdte 1-2 gange og siden begyndte undskyldningerne at melde sig. Så det er droppet igen og gået i glemslen. Det er sært, for når vi så endelig er sammen, så føles det som om de er helt enormt glade for at ses og er altid interesserede og meget til stede. Men – Jeg har sgu givet op. Nu er der efterhånden ret lidt kontakt både på sms og ude i virkeligheden. Og jeg er bare typen, der ikke synes det er fedt – måske er det bare mig. Men nu har jeg prøvet at gøre noget ved det og så kan jeg ikke rigtig gøre mere. Så må det forblive sådan. Eller skal man bryde helt op… Jeg synes faktisk det nogle gange kan være svært. Jeg ved jo det er et spm om prioritering…
Lika
Jeg oplevede faktisk i forbindelse med min kræft, at det var virkelig dejligt, når folk lige tjekkede ind på sms med en 'hvordan går det med dig'. Helt uden forpligtelser om aftaler eller noget.
Jeg har til gengæld også stået i lignende situation som Lika, hvor jeg skulle være opsøgende på datoer altid. Og oplevede at blive aflyst pga. en date eller lign. Så det har jeg lige så stille ladet glide ud. Jeg skriver ikke og da de heller ikke gør, ja, så når vi mødes er det præcis 'hav det godt'. Kh. Birgitte