Youth is wasted on the young
Forleden overhørte jeg på en uddannelse to piger i start-tyverne snakke om en fyr, den ene var interesseret i. (Ja, jeg lytter. Helt vildt. Kan jo ikke få alle de gode ideer selv) Problematikken gik på, om hun kunne sige det til ham, og hvad hun i givet fald skulle sige. Emnet fyldte en del, men da jeg havde hørt ca. 4 minutter af samtalen, kunne jeg mærke min opmærksomhed give slip, fordi den havde travlt med at begejstres over nogle af de fordele, der trods alt kommer med alderen.
For hvis jeg kan mærke, at jeg er interesseret i en mand – og det ikke er er i arbejdsregi, jeg støder på ham, vel at mærke – så er jeg ikke det fjerneste bange for at sige det til ham. Jeg tror, at nøglen er at rykke på det, inden man i fantasien har giftet sig med ham, og indrettet 3 børneværelser i det fælles hus. Så længe man kan sige “Hej. Jeg synes, du virker skidespændende. Her er mit nummer. Ring, hvis du har lyst til en kop kaffe” og det ikke stikker dybere end dét, synes jeg, hånden på hjertet, at det er fuldstændig ufarligt at gøre.
Og det må være alderens visdom, der kommer én til gode, for i starttyverne var jeg præcis ligesom de to piger, for hvem Skam & Pinlighed er det værst tænkelige, man kan blive udsat for. I starttrediverne var jeg begyndt at finde ud af, at hvis man taber ansigt, så samler man det bare op igen, men i sluttrediverne havde jeg endelig lært, at andre mennesker ikke kan give din en rolle, du ikke tager imod: Hvis du lader være med at opføre dig som om, noget er pinligt, så ER det ikke pinligt. Langt de fleste gang, vil den, man spørger, både have ret stor respekt for, at man bare gør det, og samtidig også blive smigret over komplimenten, men skulle det ske, at den fyr, du henvender dig til, takker nej og derefter opfører sig som om, han har the upper hand, er det ligemeget: Hvis dit fokus er på, at det faktisk er ret fedt at være sådan én, der bare går efter det, hun gerne vil have, i stedet for at være flov over at have fået et nej, så bliver upperhandsfølelsen lynhurtigt forvandlet til en jakke, som ikke får en krog at hænge på.
Min erfaring er i øvrigt, at det gør sig gældende i alle relationer, både venskaber, arbejdsforhold, parforhold osv. Det er så utrolig nemt at tage den ledige rolle på sig; hvis én i en relation gør sig til offer, må det betyde, at man selv er skadesvolderen, og så begynder man automatisk at opføre sig derefter, og være undskyldende og kompenserende i ét fucking væk. Men hvis man i det store og hele gør sig umage for at være et ordentligt menneske, og med at være ærlig (uden at være brutal), så er det faktisk muligt at nå til et punkt, hvor det ikke længere er relevant for én selv, hvilke ledige roller omgivelserne forsøger at caste én til.
Gid man havde vidst det, da brysterne sad oppe på plads.
24. april 2017 @ 12:19
It's all about the attitude! Det er på samme måde folk kan bluffe sig igennem en eksamen.
Der er noget jeg har tænkt på, Linda – jeg har tænkt på, at du ret ofte er meget mandig! Forstå mig ret, for det er på ingen måde ment negativt, det er ment som en stor kompliment. Du kalder en spade for en spade – bum. Det er ved at være noget tid siden jeg først tænkte tanken, og nu kan jeg ikke helt slippe den. Du har så meget power på en meget maskulin måde, men det har du sikkert også lært på den hårde måde. Og så hyler du ikke (modsat visse andre *host*!).
Alt hvad der er skrevet i denne kommentar er som sagt ment kærligt og som en stor kompliment – mange af os kunne lære meget af din tilgang til tilværelsen!
24. april 2017 @ 16:58
Det er bestemt noget, jeg er klar over – og på samme måde som man kan have gode og dårlige dage med sin hår- og øjenfarve, eller sin højde, har jeg dage, hvor jeg er virkelig tilfreds med, at jeg er skruet sådan sammen, og andre dage, hvor jeg kun kan se alle de steder, det spænder ben for mig.
For hvor det er meget praktisk ift. at nå mange forskellige typer af mål i livet, kan det virkelig være en udfordring ift. kærlighed og venskaber.
Så jeg øver mig i at bruge det, de steder jeg kan, samtidig med at jeg forsøger at tage ved lære af dem/jer, der har en anden, mere "blød" tilgang til tingene, end mig:)
Kh
Linda
24. april 2017 @ 13:30
Hej Linda. Fint indlæg, og noget jeg, som gymnasielærer, kender alt for godt. De unge (gezzzz – JEG er de unge) er simpelthen så bange for at tabe ansigt! Når jeg fjoller rundt (og fx tager rødt tøj og nissehue på til jul – ja, jeg ved du ikke er fan af voksne mennesker med nissehue), er de ved at omkomme af pinlighed på mine vegne … mens jeg selv bare synes jeg er skide sjov! Det er så fedt, og lidt sørgeligt, for tænk hvad de kunne udrette, hvis de ikke var så bange ….
24. april 2017 @ 17:00
Det er simpelthen så rigtigt. Og jeg kan tage mig selv i at tænke det ift. mange ting. Prøv at forestille dig, at du tog din uddannelse nu – altså, din studentereksamen eller min HH. Er du SVIMMEL, et snit man kunne gå derfra med, når 3/4 af éns hjernekapacitet ikke skulle gå med at dannes som menneske.
25. april 2017 @ 06:22
Lige præcis. Og alt deres drama er bare så offentligt nu, ikke? Jeg har fx en pige som lige er blevet droppet af kæresten, og så stryger hun ind på sin blog og skriver at det er hans skyld hvis hun ikke består studentereksamen, hans skyld hvis hun begår selvmord og hans skyld hvis hun bliver mentalt skadet for life! Jeg tror slet ikke hun forstår blogmediets tilgængelighed. Alt det drama og alt for mange muligheder for at ØRLE det ud over hele verden …
24. april 2017 @ 13:48
Er enig. Meget !
Men jeg glæder mig også helt tosset til at læse dit take på den her, når dine børn begynder at synes, at ALT hvad du gør, er pinligt. Og ikke er bange for at sige det
24. april 2017 @ 17:01
Lad mig starte med at sige, at jeg er vild med, at du antager, at jeg stadig ævler løs, når mine børn er så store, at de synes, jeg er pinlig:-D
Men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad du mener? Tænker du, at man som forælder kommer i tvivl om, om børnene har ret, når de synes, man er pinlig?
Kh
Linda
24. april 2017 @ 17:12
Ehm…her vil jeg godt lige indskyde et ja. Det kan faktisk godt forekomme. Især hvis man kommer til at bytte lidt rundt og forestille sig at man er sin egen mor når hun er pinlig.��
24. april 2017 @ 15:20
Word Linda! Og godt lige at få reminder med, at det gælder i venskaber, jobsammenhænge, dating, alle steder ����
24. april 2017 @ 17:01
Selv word, søde Mette:-*
25. april 2017 @ 07:03
Nu ville alt jo være nemmere, hvis man fik lov til at gøre det igen. Tænker fx, at jeg ikke ville bruge så meget energi på kærestesorger, men på den anden side er de erfaringer, man gjorde sig vel også med til netop at gøre en klogere.
Og når en gang vores børn bliver ældre, vil vi også ryste på hovedet af vores 30+ jeg, der var så bekymrede for de små pus.
Det er lidt fortærsket, men det er nok noget af det Kierkegaard mente med at 'livet skal leves forlæns, men forstås baglæns'.
Og når det så er sagt, så gad jeg edder godt læse medicin med de erfaringer og kompetencer, jeg har nu. Nøj, hvor ville jeg ikke bruge så utåleligt mange timer på at lære alt muligt ubrugeligt udenad! 😉
Og så kan man jo ikke give erfaringer videre, men man kan måske præge sit yngel så meget, at de ikke bliver rystende usikre på sig selv og derfor ikke tør vise hvem de er og hvem de godt kan lide? Man kan da prøve i hvert fald.
25. april 2017 @ 13:39
Hvor har du ret! Man kan nemlig ikke få en rolle, man ikke tager imod. Har i øjeblikket udfordringen med en veninde, der spiller passivt-aggressivt fornærmet over noget, jeg har gjort, men som nægter at tale om det når jeg bringer det på bane (nej – nej nej, der er ikke noget). Så har bare måttet indse, at selvom hun spiller offer, så nægter jeg at kompensere. Jeg vil ikke lokkes ind i den rolle! Enten taler vi om det som voksne mennesker – eller også er vi bare ikke en integreret del af hinandens liv mere. Det kan aldrig gøre en glad at bruge tid på nogen, der ikke vil en det bedste 🙂
28. april 2017 @ 15:31
Word up, Linda! Der er mange ting der havde været fede at vide, mens brysterne sad oppe på plads. Men altså – måske spærrede de bare så tilpas meget for udsynet, så man alligevel først kan se det nu. 🙂