Hvornår får de stillekupeer på sygehusene?

Forleden var jeg på hospitalet for at få lavet en sukkerbelastningstest, fordi jeg – ligesom da jeg ventede Anton – er lidt for dygtig til at blive tyk.

Skulle man være lykkelig uvidende om, hvad en sådan test går ud på, følger forklaring her: Man faster fra midnat (altid træls, men grænser til tortur, når man er preggo), og næste morgen stempler man ind hos enten egen læge eller på sygehuset, får taget en blodprøve, nedsvælger et par deciliter af noget virkelig vammeltsødt stads, sidder helt stille i 2 timer og venter, får taget en ny blodprøve, og så må man gå.

I Aarhus fik jeg den lavet hos egen læge, og jeg kan huske, at jeg sad på sygeplejerskens kontor i dejlig, ophøjet ensomhed og strikkede, mens jeg ventede på, at de to timer skulle gå. Jeg fandt det voldsomt kedeligt, men ak, havde jeg bare vidst…

For denne gang skulle den laves på sygehuset, og i optimeringens navn, blev vi placeret 3 tykke damer på rad og række, og så sad vi dér.

Når jeg er gravid, er jeg grund-rasende, jeg er aldrig ret god til ventetid, og når jeg så oveni har fastet 12 timer, bliver jeg nærmest dødbringende. Havde derfor for en sikkerheds skyld iført mig min helt, helt stille og sammenbidte personlighed, og det var kun på grund af den, at jeg ikke kom til at snerre, da hele undersøgelsen blev skubbet en halv time, fordi en af de andre damer kom for sent.

Under normale omstændigheder synes jeg, at small talk er ret hyggeligt, og jeg er ikke superstram ift. hvilke emner, jeg snakker med relativt fremmede mennesker om. Jeg er socialt anlagt, og vil faktisk betegne mig selv som rimelig åben, både som taler og som lytter. Men en sjælden gang møder jeg mennesker, som jeg, helt instinktivt, har lyst til at kvæle.

Som f.eks. min sidemand.

Og det er sgu ikke for at være tarvelig, vel? Men der er virkelig nogen, der lige burde løbe deres valg af emner igennem i hovedet, inden de åbner munden og delagtiggør resten af verden i dem.

Hun lagde hårdt ud med at fortælle om sin kæreste, og hvor svært det havde været, da de ventede det første barn, fordi han “var kommet til at lave en baby på to forskellige damer med 3 måneders mellemrum.” Det havde været en svær tid, ikke mindst fordi han “samtidig gik og ventede på sin dom for uagtsom manddrab.”

Jeg ville ønske, det her var noget, jeg fandt på.

Herefter gik den muntre rute gennem samtlige medlememmer af hendes mødregruppe, hendes fødsel, hvordan hendes søn havde fået svamp i hele tarmsystemet, fordi hun havde fået svamp i brysterne (med hertilhørende grafisk fremstilling af, hvordan den slags ser ud), og hvordan hun under sin indlæggelse lige havde sat samtlige sygeplejesker og et par jordemødre på plads *knips-knips*.

Desværre var jeg her nødt til at afbryde hende, fordi jeg havde noget arbejde, jeg simpelthen var nødt til at lave. *Holder-telefonen-op-med-beklagende-ansigtsudtryk*

Har dog skam nok i livet til at ønske, at jeg havde justeret volumen inden, så de ikke 3 stuer henne havde kunne høre mig blive budt “VELKOMMEN TIL P3 PODCASTS MED MADS & MONOPOLET!”

På den anden side: Hvis man lever fint med utroskab og uagtsomme manddrab, tilgiver man nok også de små, hvide løgne.