Angst æder sjæle op
Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, ikke at have skrevet graviditetsindlæggET. Da jeg ventede Anton, bloggede jeg vist nærmest ikke om andet end det, og jeg kan mærke, at kontrasten giver mig dårlig samvittighed, fordi det kommer til at føles/lyde som om, den her graviditet ikke er lige så inderligt ønsket, som den sidste.
Intet kunne ligge længere fra sandheden.
Sagen er bare, at det først er inden for de sidste 4-5 uger, hvor jeg virkelig er begyndt at mærke hende, at jeg er begyndt at turde tro på, at der kommer et barn til sommer. Måske I føler, at vi har snakket nok om alt det der pletblødning, men i forhold til, hvad det fylder i hovedet, når det foregår flere gange om ugen, kan jeg forsikre om, at vi ikke er i nærheden af at have snakket nok om det. De første 5 måneder har derfor været ét langt loop af hurra-jeg-er-gravid/fuck-nu-går-det-galt, og for ikke at smadre min forstand fuldstændigt imod det, kan jeg mærke, at jeg nærmest har lukket mentalt ned for det. Hvor jeg med Anton ikke kunne knytte mig hurtigt nok til ham, har jeg med Frida været så bange for at miste hende, at jeg næsten ikke har turde forholde mig til hende. Det har jeg grædt mange tårer over, for det var jo slet ikke sådan, det skulle være. Denne graviditet skulle være den, hvor jeg vidste, hvad det hele handlede om; som jeg sejlede afslappet igennem, med overskud i rigelige mængder som naturlig følge, og det har faktisk været en meget bitter pille for mig at sluge, at den sidste graviditet, jeg kommer til at gå igennem, har været nærmest det stik modsatte af det.
Derudover er der en del fysiske skavanker, der er fulgt med denne gang, som har fået lov at fylde mere, end de er berettiget til, fordi al mit overskud er ædt væk af at være bange. I starten var kvalmen virkelig slem, dernæst kom den uendelige halsbetændelse og forkølelsen, som jeg stadig ikke er sluppet af med. Jeg har ikke kunne mærke min højre arm siden starten af december, og min højre hånd har lige siden summet og prikket så voldsomt, at du ville kunne skære mig i fingrene, uden jeg kunne mærke det. Jeg bøvler meget med hovedpine, som flere gange har været så slemt, at jeg har kastet op af det, den seneste urinprøve viste, at jeg skal være blandt de 10-30 % gravide kvinder, der har fået Gruppe B Streptokokker, og så har jeg taget ca. 1000 kilo på, selvom jeg virkelig tænker over, hvad jeg spiser.
Og hvor jeg med Anton udelukkende var opfyldt af den boblende glæde, der følger med ideen om, at et barn er en slags avanceret accessorie, som i overført betydning bare kræver lidt omrokering af møblerne i et af værelserne i livets hus, er jeg denne gang virkelig bevidst om, at det sidste gang endte med, at vi rev hele huset ned, og byggede et nyt og meget anderledes et af slagsen, hvor det gamle havde stået.
Jeg glæder mig ligeså meget som sidst, men jeg kan mærke, at glæden går hånd i hånd med nervøsiteten, for når jeg har født, er der to børn, der er afhængige af mig, og som jeg har så mange ideer om, hvordan jeg gerne vil gøre livet godt for. Denne gang er det ikke en mulighed at blive så chokeret, at jeg bare sidder på en stol i hele dage af gangen og græder. Ud over en baby, kommer der også til at være en lille mand, som de sidste 4 år har udgjort hele min verden, som jeg gerne vil passe på, og sikre, at han ved og forstår, at der aldrig nogensinde vil blive mindre kærlighed til ham, selvom vi pludselig er 3 i stedet for 2.
Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har tænkt de her ting igennem inden jeg valgte at sætte skibet i søen, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her på lang sigt er den største gave, jeg kan give Anton – men jeg skal stadig forholde mig til, at det menneske, jeg elsker allerhøjest i hele verden om 3 måneder skal igennem en fase, der i bøgerne bliver beskrevet med ord som: “tab, sorg og vrede” .
Når ALT det er sagt, forsøger jeg at huske, at jeg er sindssyg af hormoner, og at der er omstændigheder, der er anderledes – og langt mere optimale – denne gang. Vi er tæt på det helt nære netværk, og der er nogen, der kan køre på apoteket for os, hvis vi bliver syge. Vi har bil, bor i hus og ikke i lejlighed, og vi skal ikke til at rykke livet op med rode med al den sorg og fortvivlelse dét medfører. Mit liv idag er indrettet efter børn, og jeg skal ikke først komme mig over forskrækkelsen over, hvor lidt tid, man pludselig har til sig selv, at aftensmad er noget, der foregår senest kl.17, og at nattesøvn er en sjælden luksus. Frida er et sommerbarn, og jeg har en ide om, at det måske bliver marginalt lettere at klare de første måneders mangel på søvn, når det trods alt er lyst, når man står op, og kroppens energiniveau ikke går ned kl. 16 sammen med solen. Min kommende sundhedsplejerske er den samme, som jeg fik tildelt, da vi flyttede herned, og hun er fantastisk, og indtil videre er min oplevelse af sygehuset hernede langt mere positiv, end min oplevelse af Skejby.
Så. Jeg kan mærke, at sindsstemingen er mere koncenteret og fokuseret end sidst, og at jeg forsøger at ruste mig til det, der kommer, men samtidig begynder jeg også endelig at mærke, at al den opsparede frygt og ængstelse jo i virkeligheden bare er kærlighed, der har længtes efter at få lov at folde sig ud.
27. februar 2015 @ 09:30
Jeg kan SÅ meget forstå dig! Jeg har i dag heldigvis en helt og aldeles fantastisk dreng på 11 år, men jeg havde gentagende blødninger i gennem hele graviditeten – ikke pletblødninger, men noget der mindede om små styrtblødninger. Lægerne forsikrede mig hver gang om, at det er helt normalt for nogen kvinder, men det bliver angsten ikke mindre af. Og som du også beskriver – vægten af ansvaret. Jeg var 22 år da jeg fik mit første barn, 25 da jeg fik nr 2 – og vægten af ansvaret og manglen på hænder blev for tungt, så jeg endte med en massiv depression (som jeg heldigvis kom over igen). Jeg bliver stadig somme tider bange for, om jeg gør det godt nok 🙂 Heldigvis har jeg 2 store dejlige velfungerende drengene, som kan give mig et signal om, at helt galt står det ikke til 🙂
27. februar 2015 @ 10:12
Mon ikke de fleste mødre kan nikke genkendende til dine tanker (ikke at det er nogen trøst!), men alligevel.
Jeg har 3 børn og der har ingen problemer været med jalousi, vrede og angst mm. Vi gjorde ret meget ud af at inddrage. Læse historier under amning, have en stol stående ved puslebordet, så vi kunne hjælpes ad med at skifte baby osv.
Tror måske også, at der er en tendens til, at kun de "frygtelige" historier ryger ud i æteren. Succeshistorierne er måske ikke nær så spændende.
Pøj, pøj med det.
27. februar 2015 @ 11:37
Som Mette vil jeg sige, at jeg heller ikke har oplevet den jalousi, mine børn er så tættere på hinanden end dine bliver. Der er 16 måneder mellem mine,jeg er sikker på at 4 år er en perfekt alder til at blive storebror, og når han får lov at være med, når han vil og også kan få alenetid med nogen, så bliver han en stolt storebror 🙂
Og det er da også hårdt, som du har været plaget af skavanker denne gang. Jeg håber, at du er blevet undersøgt for dine føleforstyrrelser? Håber den sidste del af graviditeten går godt og at du kan nyde forårets komme sammen med storebror 🙂
27. februar 2015 @ 20:56
Årrh Linda kæmpe krammer fra mig!! Kan sagtnes sætte mig ind i din angst og din glæde! Det blir godt, når lille Frida er ude i det fri?. Pas fortsat på dig/jer, mærk efter som jeg ved du gør ???
27. februar 2015 @ 22:45
Hej Linda. Gode tanker herfra. Flere oven for skriver, at de ikke har oplevet søskende jalousi. Det har vi! Og det tænker jeg er helt fint. De er vilde med hinanden, men når en græder skal den anden helst helt op på mor samtidig og det er tit uretfærdigt, hvad den anden må. Men det bekymre os nu ikke det mindste – sådan var min søster og jeg også. Sammen i tykt og tyndt med daglige småskænderier. Så for mig er det en helt naturæig og lærerig del af det tætte bånd. Det lærer man såmend også rigtig meget af. Alt i alt blot tanken om, at jalusien er både naturlig og produktiv -selvom den da kan være noget belastende en torsdag morgen. Alt godt til dig, Anton og lille Frida.
1. marts 2015 @ 15:50
Kære Linda. Også gode tanker herfra! Jeg kender dig jo ikke men er bare SÅ imponeret af dig. Du er så god til at sætte ord på, og hvor ville jeg ønske, at jeg boede tæt på dig. Så havde du i hvert fald et hold babysittere, græd-ud skuldere etc….. Du må sige, når du trænger til ferie…så får du adressen hertil;-)
Jeg er ikke alene mor, så jeg ved ikke, om mine råd kan hjælpe…jeg tror bare på, at dine børn er SÅ heldige at have dig som mor..også i situationer, hvor der er træthed, jalousi etc. I tre er sgu en guld-treer!!
Held og lykke med den sidste del af graviditeten!
1. marts 2015 @ 16:40
Der er knap fire år mellem min søn og datter og det er, og har altid været, perfekt !! Kan sgu' godt forstå du synes det er lidt hårdt at være gravid….. synes du er hårdt ramt.! Kan godt huske hvordan det var når nogen sagde "graviditet er ikke en sygdom"…. Hmmmffff…. Det kan bestemt føles sådan 😉
8. marts 2015 @ 20:55
Jeg tror ikke på det der med tab, sorg og vrede. Jeg tror på 'nå, ok, fint nok, hvad så?' eller på 'heeeyyyy, børnemagt!' Sådan har det været her hos mig. Anton kommer (for det meste) til at elske at børnene er i flertal. I starten er han måske lidt ligeglad (indtil han finder ud af omfanget af frihed man har mens mor ammer). Alt bliver godt. Tak fordi du deler. Og du skal nok blive tynd og lækker igen. Det lover jeg.
13. marts 2015 @ 19:02
Kære Linda
Jeg hepper på dig. Sikke meget der går igennem dig af tanker og graviditetssymptomer.
Man kommer tæt på døden, når et lille barn kommer til verden(jeg gjorde i hvert fald, selvom der intet dramatik var over det). Og med dig der har oplevet døden så brutalt for kort tid siden, så rumler der sikkert endnu flere ting. Om lidt er du så langt, at der forhåbentligt kommer ro på.
Til sidst: Hvis du havde en veninde, der fortalte dette: 'Jeg har ikke kunne mærke min højre arm siden starten af december, og min højre hånd har lige siden summet og prikket så voldsomt, at du ville kunne skære mig i fingrene, uden jeg kunne mærke det. Jeg bøvler meget med hovedpine, som flere gange har været så slemt, at jeg har kastet op af det.'
Hvad ville du så råde hende til?
Mange kærlige hilsener
Liv