I kommentarfeltet til mit ferieindlæg, var der en læser, der spurgte lidt ind til det med, at vi herhjemme er en skønsom blanding af introverte og ekstroverte typer. Jeg begyndte at svare, men det blev langt, og så fik jeg lyst til at konvertere det til et indlæg, for jeg kan godt selv lide at læse beskrivelser af familiedynamikker, hvor jeg somme tider føler genkendelsens lettelse og andre gange bliver klogere. Uanset hvad, får jeg altid noget ud af det, når jeg læser beretninger om andre menneskers forsøg på at gøre udfordringer til livslektier uden at være aggressivt positive omkring det.
For mig er forståelsen af min egen personlighedstype kommet med mine børn. Inden jeg fik Anton havde jeg aldrig tænkt på mig selv som introvert, fordi jeg – selvvalgt – altid var omkring mennesker. Temmelig mange af dem, faktisk. Både i mit job som fitnessinstruktør, underviser og tolk.
Men når jeg i dag kigger på de roller, kan jeg se, at grunden til, at jeg trive(de)s så godt i dem, handler om, at det i det ene tilfælde var mig, der satte rammerne og at der i alle tilfælde er et armslængde-princip, som betyder, at jeg ikke slider på den del af gulvtæppet, der ligger helt inde ved møblerne. I alle situationer gælder, at jeg kender sluttidspunktet, og ved, hvornår jeg har fri og dermed kan lukke døren bag mig og lade op.
Med den gryende forståelse var der mange andre ting, der også faldt på plads. F.eks. forstod jeg pludselig, hvorfor jeg altid bliver mere presset, end jeg egentlig ville forvente, hvis en opgave trækker ud; den manglende bagkant stresser mig og jeg bruger uforholdsmæssig meget energi på at tænke på, hvornår jeg så kan forvente, at den ligger.
Det gav også pludselig mening, hvorfor jeg aldrig har været ret god til at gå i byen eller have mange aftaler om aftenen. I mange år syntes jeg, at det var et underligt paradoks, at jeg på den ene side elskede at være sammen med mennesker, og opsøgte det helt vildt – mens jeg samtidigt gerne ville undgå det. Det handler om tidspunktet, har jeg lært. Der er ganske enkelt ikke mere strøm på mit social-batteri, når jeg har brugt af det hele dagen.
Jeg tror altid, at jeg har været sådan og haft det sådan, men af en eller anden grund kunne jeg først se det, da jeg så det optræde hos Anton. Til gengæld var det så nærmest latterlig nemt at drage parallellen til mig selv.
For Frida gælder, at hun larmer mere og mere i takt med, at hun bliver træt, fordi hun forsøger at holde sig i gang, mens både Anton og jeg bliver mere og mere lydsensitive. Det er.. uheldigt.
F.eks. havde vi for et par måneder siden besøg af nogle mennesker, som jeg virkelig, virkelig godt kan lide. Det var en spontan opstået aftale, og af forskellige årsager trak besøget ud og endte med at vare næsten dobbelt så længe, som jeg egentlig havde forestillet mig. Da gæsterne var gået, kom mine forældre for at passe børnene, fordi jeg skulle på job, og min far startede med at tænde fjernsynet for at have cykelløb kørende i baggrunden. Frida ræsede rundt og havde en kæmpefest, men da hende og Anton midt i alt det kom op at skændes, var jeg så presset, at jeg var lige ved at græde – for selvom lyd og larm måske ikke som sådan hænger sammen med, hvor mange mennesker, man trives med at være omkring, så oplever jeg, at jeg næsten bliver desperat ift. lyde, når jeg har nået min menneskekvote.
Men at være introvert at ikke det samme som at have brug for at sidde stille. For mig forstærker min introverthed faktisk de udfordringer, der kommer med at være sådan én, der tænker over tingene, til min hjerne er i fare for at brænde sammen, for i fravær af mennesker skal jeg kun forholde mig til mig selv og mit eget hoved, med mindre jeg sørger for at holde mig selv beskæftiget og afledt. Derfor er jeg næsten altid i gang med et eller andet. Derfor har jeg det svært, når vi bare er herhjemme alt for lang tid ad gangen, og derfor synes jeg – paradoksalt nok – at det er svært, at vi ikke har flere relationer.
For efter jeg har fået børn kan jeg jo ikke længere 100% bestemme, hvornår vi skal have pauser, og hvornår vi kan fylde på, og et kompromis, der fungerer godt for os alle 3 er, når vi laver noget ude med andre. På den måde har jeg lidt at skulle have sagt ift. bagkant, jeg ved, at mit hus, fuldt af stilhed og døre, står som en tryg havn og venter på mig derhjemme, Anton kan gå til og fra, som han har behov for, og Frida kan rive skoven eller forlystelserne fra hinanden med sine kumpaner. Med en familiekonstellation, hvor én gerne vil lave noget og være ude og i gang, mens en anden gerne vil pusle med lego og YouTube i fred og ro på sit værelse, og tredjemandens sjæl visner, hvis der ikke er mennesker, musik og fest og ballade i alt, hvad vi gør, er det umuligt at tage lige meget hensyn til alles behov hele tiden. Uanset hvor kreativ jeg er, kommer det aldrig til at gå op, og fordi vi ikke har en far, der kan tage børnene med i skoven, så jeg kan skrige ind i puderne i fred, skal jeg også være mor for mine børn, når jeg er så sansemæssig overstimuleret, at jeg tror, mit hoved skal eksplodere. Det er måske det sted i mit moderskab, hvor jeg er allermest udfordret.
Jeg prøver at løse det ved at tale åbent med børnene om det, på dét niveau, det nu giver mening for dem, fordi jeg håber, at de dels bliver bedre til at tage vare på sig selv, end jeg har været, og dels forstår, at jeg ikke er sur. Jeg er bare færdig.
Så efterhånden ved de begge, at Frida *får* energi af at være sammen med mennesker, mens Anton og jeg *bruger* af den, og derfor har vi brug for en tur i opladeren, når vi har været sammen med mange, længe.
Jeg sætter ord på, når vi skal noget, den ene ikke har lyst til, fordi det er vigtigt for den anden, og prøver også at inddrage det, når vi taler om lukkede døre og søskende, der vil kramme og larme og ind til dig, Anton.
Jeg taler med dem om, at en lukket dør hos Anton ikke er en afvisning af Frida og al hendes kærlighed, mens Fridas insisteren på at interagere med Anton ikke er et forsøg på at drille. At det kan føles træls og uretfærdigt, men at vi alle sammen har ret til at have det, som vi har det – og samtidig kan være nødt til at hjælpe hinanden ved nogle gange at strække os lidt længere, i både den ene og den anden retning, end vi egentlig kan overskue.
Hvis jeg lykkes med at lære dem det, synes jeg, at jeg har forvandlet noget, der somme tider er rigtig svært, til et livsredskab, de kan tage med sig videre. På den lange bane vil det komme til at gøre mange ting nemmere for dem, hvis de forstår, at man godt kan kombinere hensyn til andres grænser med respekt for sine egne.
For et par uger eller tre siden, anbefalede jeg podcasten ‘Alenemor &’, og skrev i den forbindelse, at der både var overvejelser og problemstillinger jeg genkendte, men også nogle, hvor min situation var anderledes, fordi jeg er selvvalgt alenemor. En uges tid senere efterspurgte en læser i kommentarfeltet et indlæg, hvori jeg prøvede at sætte ord på, hvor min situation er forskellig fra skilsmisse-alenemødre, og det er det, du er faldet over her.
I første omgang havde jeg egentlig besluttet at poste det af to omgange, for det er L-A-N-G-T, men fordi der emnemæssigt er overlap, nåede jeg frem til, at der potentielt ville komme spørgsmål og kommentarer til første del, som ville blive besvaret i anden del, og derfor endte jeg med at beslutte at poste hele svineriet samlet. Det er måske for langt for nogle og helt irrelevant for andre, men som altid er vi lige gode venner, hvis I stopper halvvejs eller helt hopper over.
Under nogle afsnit har jeg linket til andre indlæg, hvor jeg har skrevet mere i dybden om de enkelte emner. Dette er til dem, der går med overvejelser om at få børn selv, og gerne vil have (endnu) flere ord sat på.
Jeg har holdt mig til nogenlunde de samme overskrifter, som podcasten er bygget op omkring, og inden vi starter, kommer jeg lige med en håndfuld disclaimere:
*Jeg har skrevet det hele før. Ikke samlet og ikke så tematiseret som her, men jeg har været omkring 90% af indholdet i andre indlæg. Dette indlæg bliver dog rigeligt langt, som det er, og derfor skipper jeg alle ‘som jeg tidligere har været inde på’-formuleringer.
*Jeg ved godt, at ingen familier kan sammenlignes, og jeg er fuldt ud bevidst om, at selvom jeg er alene, så er jeg stadig priviligeret ift. at have mine forældre, ikke at være kronisk syg osv.
*Jeg skriver med udgangspunkt i mig selv og mit eget forældreskab, og prøver ikke på nogen måde at gøre mig til talsperson for selvvalgte alenemødre generelt.
Yes?
Så mangler vi vist bare, at alle mand tanker op på kaffe, og så er vi ellers klar til at gå igang.
Graviditet og ensomhed
I podcasten er emnerne her to separate afsnit; ét, der handler om graviditet (den ene blev ups-gravid med én, hun lige havde mødt, den anden fik barn i et parforhold, der siden gik i stykker), og ét, der handler om ensomheden, der fulgte med at blive alene med et meget lille barn.
Jeg har valgt at slå dem sammen, fordi de for mig lå i umiddelbar forlængelse af hinanden.
Når man bliver gravid alene, er der jo tale om et ret aktivt tilvalg, og derfor tror jeg, at der er mange tanker, man som solomor gør sig inden graviditeten, som andre måske først gør sig, når de står med to streger på testen.
Jeg havde brugt lang tid på at tænke min beslutning igennem, og jeg var forbi både læge og bank, inden jeg satte projektet i søen. Jeg er opdraget til at gå efter det, der er vigtigt for mig, så jeg tror egentlig aldrig, jeg forholdte mig til, at jeg kunne risikere at møde modstand mod projektet, og jeg har da også kun mødt opbakning. Faktisk var det min oplevelse, at der var mere undren over, at jeg valgte at navngive børnene i stedet for at døbe dem, end over, at jeg valgte at få dem alene.
Jeg har aldrig mødt fordomme eller fordømmelse over mit valg – eller måske har jeg, men så har jeg ikke opfattet det. (Eller også tør folk ikke sige det til mit åbne ansigt?)
Uden at gå i detaljer, har jeg selv (planlagt og med vilje) lavet begge mine børn, og de er lavet på egen hånd. (Altså, ikke *helt* selv, vel? Men udenom en klinik). Inden jeg undfangede Anton, havde jeg fået at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne få børn; noget med en lukket æggeleder, hvis jeg husker rigtigt. Det viste sig jo så ikke at passe. Men derfor gik der noget tid, før jeg opdagede, at jeg var gravid, og fordi mit udgangspunkt var, at jeg ikke kunne blive det, så var mine tanker, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, faktisk på IVF osv. Men forud for hele projektet, havde jeg tænkt meget på, om jeg mon ville føle mig ensom i min graviditet. Om det ville føles mærkeligt at være på vej ind i noget, som de fleste andre var to om, og hvor systemet – mere dengang end idag – konstant tog udgangspunkt i Mor, Far & Børn. Overraskende nok var det ikke tilfældet, men måske det hænger sammen med, at jeg, inden Anton kom til, jo egentlig bare levede, som jeg havde gjort hele tiden. Jeg trænede, var sammen med vennerne, hang ud på cafeerne og gik lange ture. Alt det, jeg plejede, bare tilsat en kæmpe forventningens glæde over det lille liv i maven.
Til gengæld ramte ensomheden som et godstog, da jeg fik ham. For pludselig var mit liv ændret så radikalt, at jeg ikke længere kunne være med på singlelivets præmisser. Ikke at vennerne forsvandt, men jeg kunne ikke lige smutte forbi centret, jeg kunne ikke være med, når de andre brunchede i timevis og alt, hvad der hed spontane aftaler var udelukket. Modsat mine venner i parforhold, der havde andre venner i parforhold, hvor børnene kom til simultant over hele linjen, og deres relationer derfor bare udviklede sig til nu også at omfatte børn, så klippede jeg 90% af snorene til mit netværk fra den ene dag til den anden. Læg dertil, at jeg var vågen nærmest hele døgnet, og på det tidspunkt boede 150 km. fra min familie. Det var helt åndsvagt hårdt, og jeg tror aldrig, jeg har følt mig mere alene i mit liv.
Min graviditet med Frida var meget præget af, at jeg blødte hele vejen igennem den. Jeg var simpelthen så bange for at miste hende, at jeg ikke købte et eneste stykke tøj, før sundhedsplejersken i 7. måned aede mig på hånden og sagde: “Du må godt begynde at forholde dig til hende. For hun kommer ud til dig” og jeg tudbrølede i flere timer. Det er en underlig tilstand at være i, fordi man hele tiden forsøger at forberede sig på to mulige fremtidsscenarier; ét med en baby og ét med en kæmpe sorg.
Men gudskelov blev hun derinde, og da hun endelig kom ud, kunne jeg se, at det, der havde været allersværest, da Anton kom, var skiftet fra et liv uden børn til livet med. Man tror, man skal lave lidt om på et værelse i et hus man allerede bor i, og så viser det sig, at en bulldozer jævner det med jorden, og man skal til at bygge et helt nyt hus, og man aner ikke, hvor man skal starte, eller hvordan det skal se ud. Anden gang boede vi allerede i det, og det gjorde alting nemmere. Fordi mit eget netværk denne gang var et, hvor der var børn, og vi desuden havde fået familien tæt på, udeblev den ensomhedsfølelse, jeg havde kæmpet sådan med første gang.
(Læs om overvejelser ift. at træffe beslutningen om at få børn alene her, her, her og her. Læs om graviditet her)
Kernefamilien
I afsnittet i podcasten, der handler om kernefamilien, taler værterne om misundelsen vs. lettelsen over at være tilskuer til andre menneskers kernefamilie. Om ønsket om at have én at dele kærligheden til barnet med og om lettelsen over friweekender.
Den her har jeg tygget lidt på. For jeg tror egentlig, at jeg tog afsked med ideen om kernefamilien, da jeg besluttede, at jeg ville prøve at få børn alene. Når jeg kigger på familier udefra, tror jeg, at der er dele af den, jeg savner – men faktisk ikke hele pakken. I dét regnskab hører det helt sikkert historien til, at jeg er så heldig at have mine forældre, for jeg har aldrig savnet nogen at dele kærligheden med. Til gengæld savner jeg ind i mellem én, der har samme aktier i børnene, som jeg har, specielt når det er svært. For i *de* situationer er der ingen, der står samme sted, som jeg gør. Mine forældre er børnenes bedsteforældre, og som alle andre bedsteforældre, er der nuancer af børnenes liv, som de ikke kender til, fordi de ikke er en del af børnenes skoleliv, fritidsinteresser osv. Og de er naturligvis også farvet af, at jeg er deres datter, så når noget i forældreskabet er svært for mig, så er det dobbelt svært for dem, og derfor ville det være for meget at bede om, at de skulle kunne være objektive. Så når jeg skal vurdere, om børnene skal udredes for X eller Y, når jeg skal tage kampen med systemet om det ene eller det andet; så savner jeg somme tider én i mit ringhjørne, der har præcis det samme udgangspunkt, som jeg har, nemlig at ville give mine børn redskaberne til på lang sigt at skabe de bedste betingelser for et godt liv for dem selv – også når det er svært.
Fordi vi er flyttet fra mit “voksne” netværk, savner jeg også det, der følger med en kernefamilie, nemlig muligheden for in house voksent selskab, og muligheden for at tage hjemmefra og pleje egne interesser, uden at have dårlig samvittighed og/eller at skulle have børnene passet. For jeg savner en fast træningsrutine så meget, at jeg næsten har blodsmag i munden, og jeg savner at kunne lave en cafeaftale eller sige ja til en ekstraopgave om aftenen, uden at det medfører logistikhelvede galore.
Og som vi har snakket om før, så betyder min status som single, at jeg bare ikke bliver inddraget i samme omfang, som par gør, når andre kernefamilier skal lave noget. Der er flere faktorer, der spiller ind her, men alene det, at vi “kun” har et halvt netværk af mostre, fastre og bedsteforældre, der holder fødselsdage og påskefrokoster, betyder, at vi allerede dér har færre sociale arrangementer i kalenderen. Og fordi de andre kører dobbelt op, og derfor har brug for familietid derhjemme, når der endelig ikke er konfirmationer og julefrokoster på programmet, så betyder det, at vi står mere udenfor de sociale familiecirkler, end jeg på forhånd havde forventet.
Dating og mænd
Den helt indlysende udfordring ift. dating, når man er alene med sine børn 24/7, er jo selvfølgelig, at der ikke er et oplagt tidspunkt at date på. Hvor de to podcastdamer i dette afsnit fortæller, at de dater i deres friweekender, og stadig har så små børn, at de kan lave sene aftendates, fordi der ikke pludselig står et barn i hverken stue eller soveværelse, så er der ikke noget af det første her, og mine børn er for store til det sidste. Når det er sagt, så er der jo vej, hvor der er vilje, og man kan nå langt med mellemtimer og barnepiger.
Men ligesom i podcasten har det også for mig ændret sig markant, hvad mit mål med dating er. For hvor jeg inden børn havde en forestilling om, at dating et sted ude i fremtiden skulle munde ud i en kernefamilie, så er der jo kommet en masse overstregninger og fodnoter i dén fortælling. Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke tror, at jeg kommer til at blive ligeså stormende forelsket igen efter mine børn er kommet til, som jeg kunne blive inden. Ikke, at det bliver praktik og venner-med-fordele det hele, men den der altopslugende måde, jeg kunne blive forelsket på før, er jeg i hvert fald ikke stødt på efter børn. Jeg tror, det handler om, at en eventuel kæreste nu for altid vil komme ind på en 3. plads, og det tror jeg gør, at forbindelsen knyttes så meget løsere, at den aldrig bliver helt så intens og altopslugende, som jeg oplevede inden.
Jeg er ikke sikker på, at jeg gerne vil have en kæreste. Faktisk. Det ville være godt for mig, det er der ingen tvivl om, for det ville være både sundt og tiltrængt for mig at få lidt bedre fat i min egen sårbarhed og ikke altid være så skide tough og selvkørende, men jeg synes, det kan være svært med regulær dating, fordi man der mødes som neutrale og så skal forelskelsen vokse frem – og inden den gør det, kan jeg nå at skabe alt for mange forhindringer og forbehold, og få øje på tusind ting, jeg ikke lige orker at rode med. Men når det er sagt, så trives jeg stadig fantastisk i selskab med mænd, og de gange, benene er blevet fejet væk under mig, har jeg jo været i stand til at arbejde rundt om det meste.
Jeg tror ikke, at jeg i fremtiden kommer til at bo med en kæreste. Jeg kunne komme med mange, lange forklaringer, men den mest oplagte er også den mest rigtige: Jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til konflikter om opvaskemaskiner, og om, hvem der har taget det sidste kaffe, og jeg har i perioder et inderligt behov for at kunne trække mig tilbage fra verden og fordøje den. Jeg har været noget for nogen i døgndrift siden jeg fik Anton, og det er en kæmpe gave og det største privilegium, der nogensinde er blevet mig skænket. Men det betyder også, at jeg somme tider *næsten* ikke kan holde det ud, når der er flere, der stiller sig op i køen med behov, jeg skal dække og dagsordener, jeg skal forholde mig til.
Jeg skal ikke have flere børn, og det letter selvfølgelig praktikken en del. Men hvor jeg tidligere var sikker på, at jeg helst ville ende med en kæreste uden børn, så hælder jeg faktisk idag til det modsatte. For hvor man i vennerelationer og løse forbindelser kan have glæde af de forskellige livsbetingelser og perspektiver, der kommer af at leve hhv. med og uden børn, så er min oplevelse, at det simpelthen er for svært at have en tæt relation med én, der ikke til fulde forstår, hvad det vil sige at have børn. Dermed ikke sagt, at der er noget som helst forkert i ikke at have børn – det vil jeg gerne slå fast med 7 tommer søm – men at have børn alene, er en ekstremsports-version af forældreskabet, og derfor kan jeg ikke se mig selv dele hverdag og weekender med én, der tror, at man kan opdrage sig ud af alt, og at spisetid er noget, man kan flytte frem og tilbage efter forgodtbefindende.
Hverdagen
Værterne i podcasten arbejder væsentligt anderledes, end jeg gør. Den ene har et job, hvor hun arbejder et døgn, og så har fri i 6, mens den anden er på nedsat tid. Derudover har de ét barn hver, hvor jeg har to. Disse to vilkår er så grundlæggende for, hvordan man indretter sin hverdag, at det nok var her, jeg mindst kunne identificere mig med dem.
Når det er sagt, var der også masser af overvejelser, jeg genkendte. Et par eksempler er, at børnene kun kan gå til ting, der logistisk kan lade sig gøre ift. arbejdstider, og at man, når man er alene med små børn, uanset antal, er meget lidt fri til at tage ud. Her tænker jeg ikke på fester og byture, for i de situationer kan man hive en barnepige ind, men mere, at man ikke lige kan gå en tur en aften, eller få sig en løberutine, hvis man har lyst.
Og den observation, jeg ubetinget følte mig allermest spejlet i, var snakken om, at der aldrig er nogen til at afbryde konflikter eller til at grine af tingene sammen med, når det hele ender i hat og briller. Det har jeg snakket rigtig meget med mine andre veninder, som er alene med børn, om. At det kan være SÅ! UDFORDRENDE!, at man selv skal tage hver eneste konflikt og ikke halvvejs kan sige ‘Du er simpelthen lige nødt til at tage over’. Det tror jeg somme tider giver flere og længere konflikter, end hvis man havde været to (hvor man så til gengæld kan have konflikter om ikke at være enige, I know), men når mine børn danser stepdans på mine nerver, så sker det også på dage, hvor jeg er træt, hvor mit arbejdet har kostet ekstra, eller hvor jeg er ked af det, bare fordi. Og derfor møder jeg ikke ind til samtlige konflikter, fuld af pædagogik og overskud, og det betyder, at vi somme tider bliver virkelig sure på hinanden herhjemme. Jeg synes selv, jeg er god til at tale med mine børn om det umiddelbart efter, for jeg tænker stadig, at man kan gøre det til en situation, hvor man giver dem nogle livsværktøjer, men hvor børnene så er klar på, at nu skal vi hygge og du skal lige hjælpe mig med at give dukken ble på, og hvorfor må jeg ikke få en is!? under 4 minutter efter, kan det for mig være svært at omstille mig mentalt og være klar til at glemme og nulstille, når sidste vredesudbrud over lektierne var det 7. på en time, og jeg har det, som om jeg har fået tæsk. Det er ubetinget her, jeg oftest mangler en far til dem, som kan sende mig ud at gå en tur, eller køre med dem, så jeg lige får det break, der gør, at jeg kan trække vejret igen.
Jeg har fra starten valgt, at mine børn kender deres respektive historier 100%, så der er fuld transparence ift. hvordan de er blevet til, og hvad deres biologiske bagland består af. Det giver selvfølgelig spørgsmål fra tid til anden, men ikke andet og mere, end jeg forestiller mig, at enebørn spørger til, ift. hvorfor de ikke har søskende. Det er nok også her, forklaringen ligger på, at jeg ikke identificerer mig med de solomødre, der er gået den traditionelle vej, og på at vi ikke har hylderne fulde af bøger om Ida, der er blevet til i et reagensglas. Jeg ville utrolig gerne have givet mine børn hele pakken, med dobbelt op på indkomst, bedsteforældre og overskud, men det scenarie var aldrig i spil, og havde jeg ventet på det, var jeg ikke blevet Anton og Fridas mor. Og når regnestykket sættes sådan op, synes jeg, at mit valg var det bedste, jeg kunne træffe. Tiden vil vise om børnene er enige, men jeg tror, at de fleste børn opfatter deres barndom som ‘bare sådan det er’, så jeg gætter på, at mine også grundlæggende opfatter deres livsbetingelser som normale, men at der måske hen ad vejen vil komme flere spørgsmål. De broer må vi krydse, når vi når dem.
Lykke & Sorg
I podcasten tales der i disse afsnit om tanker, jeg også selv har gjort mig: Kan man være lykkelig, når man er alene med sit/sine barn/børn? Bør man få mere end ét barn, når man er selv, så barnet ikke efterlades helt alene, når man ikke selv er her mere? Og hvordan tackler man sorg, når man ikke kan gennemleve den uden små tilskuere?
For at tage det i den rækkefølge, jeg har stillet det op: Ja. Man kan sagtens være lykkelig, selvom man er alene med sine børn. Jeg tror, at lykke er en sindstilstand, som selvfølgelig hjælpes godt på vej af privilegier, men jeg tror også, at den er et mindset, der handler om at være, hvor man er. Jeg tænker ofte på et udtryk, som jeg ikke længere kan huske, hvor jeg har fra, nemlig, at man godt kan elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. For det er præcis sådan, jeg har det. Og jeg er super bevidst om, at selvom der i mit liv er elementer, som jeg oplever som udfordrende, så er der også masser af problemer, jeg ikke har. Jeg skal ikke enes med én om opdragelsen af mine børn, eller forhandle om, hvilke værdier, der er vigtige. Jeg har ikke børn med én, jeg troede ville være der, men som aldrig er, eller med én, jeg skilles fra, som flytter til en anden landsdel – eller som har verdens mest irriterende familie. Ikke, at jeg advokerer for, at min løsning er bedre end den traditionelle. Hvis man på nogen måde har mulighed for at give sine børn to forældre, så synes jeg ubetinget, at det er den bedste løsning, men derfor tror jeg stadig, at det har betydning for lykkefølelsen, at man husker, hvor man med sit valg har spillet sig selv bedre kort på hånden, end så mange andre har.
For mig var det en faktor i ligningen ift. at give Anton søskende, at han ikke kommer til at være alene i verden, når jeg ikke længere er her. Men synes jeg, at det er den rigtige løsning for alle? Nej. På ingen måde. Man skal stoppe, når det føles rigtigt, og hvornår det gør det, er forskelligt fra person til person. Jeg er umådelig taknemmelig over, at jeg har haft mulighed for at give mine børn livsvidner, og at de har hinanden at læne sig op ad, både nu og på sigt, men det er ikke derfor, jeg har fået to. Den vigtigste årsag for mig var også den mest simple: Jeg ville gerne have et barn mere, og selvom det sgu somme tider trækker tænder ud, så er det også så utrolig fint at få lov at se de sider af Anton, som rollen som storebror har givet ham mulighed for at vise.
Ift. sorg og gråd tror jeg, at mine børn måske ser hele registret hos mig mere, end børn med to forældre gør, for når man er alene, er det ikke en mulighed at lukke sig ude på badeværelset eller køre en tur, hvis man har brug for at græde. Jeg tror ikke, at børn går i stykker af at se deres forældre være kede af, men det er selvfølgelig en balance, for de skal jo stadig helst være trygge i forvisningen om, at deres forælder kan tackle hverdagen og livet, helt generelt.
Når natten er allersortest her, så fylder det meget for mig, hvad der kommer til ske, den dag, vi mister mine forældre. For mine børn har, naturligt nok, et helt særligt bånd til dem, og jeg har svært ved at se, hvordan vi skal komme igennem den sorg, når jeg skal trøste i en situation, hvor jeg selv vil være helt ødelagt af sorg. I et forhold har man altid én forælder, der trods alt har en smule distance til den bedsteforælder, der ikke er mere, og som derfor kan gå et gear op i at passe på børnene, mens den, der har mistet en forælder, kan synke ind i sorgen. Den situation frygter jeg meget, for den ved jeg simpelthen ikke, hvordan vi kommer igennem den.
Og fordi jeg har oplevet at miste en veninde til kræft, er tanken om, at jeg kan dø fra mine børn, før de er klar til at klare sig selv, også én, jeg aktivt skal holde på afstand, hvis ikke jeg skal blive skør. Den angst er blevet tifold værre over tid, og jeg tror, at både den aldersrelaterede skrøbelighed, og empirien ift. at det faktisk *kan* ske, er medvirkende til den meget uvelkomne eskalering af frygten. Som alle andre velfungerende voksne holder jeg tankerne nede med lige dele eskapisme og fornægtelse, for fremtidige sorger bliver jo ikke mindre af at tage dem på forskud. Men det kan, på de dårlige dage, være virkelig svært at lade være.
Så there you have it. Hvis du nåede hele vejen igennem, så tak og godt gået. Jeg håber, at alle ordene kan være med til at kaste lidt lys over en måde at være alenemor på, som måske ikke er den mest gængse, men som stadig indeholder de samme elementer, som alle andre typer af forældreskab.
For et års tid siden blev jeg kontaktet af en sød journalist, der gerne ville lave en artikel om at få børn alene, men med en lidt anden vinkel, end den sædvanlige “Pernille ventede forgæves på mand og børn – men så besluttede hun at tage sagen i egen hånd!” Journalistens fokus var bedsteforældrenes rolle, når kvinder som mig vælger at få børn alene.
Jeg takkede nej til deltagelse, men hendes henvendelse og vinkel gjorde mig alligevel glad, for den betyder, at der begynder at ske noget ift. den historiefortælling om emnet, som finder vej til blade og aviser – hvor der ellers indtil nu har været en ret væsentlig forskydningstid mellem den italesatte og den reelle virkelighed.
Det er ikke engang 10 år siden, jeg selv søgte nettet tyndt i håbet om at finde historier og erfaringer fra kvinder, der havde fået børn alene, men dengang var der nærmest intet at finde.
Siden jeg fik Anton, har masser af fortællinger fundet vej til det store, vide net, men 9 ud af 10 gange, er det fiktive Pernilles historie, der bliver fortalt.
Det betyder, at nogle overvejelser, som f.eks. økonomi og netværk, på nuværende tidspunkt er fint beskrevet; uden at man nødvendigvis kender til detaljerne, har antallet af historier gjort, at de fleste idag ved, at det er muligt at få børn alene og klare sig fint.
Silas Holst-vinklen er også formidlet så mange gange, at de fleste kommende alenemødre gør sig overvejelser omkring, om de gerne vil co-parente, enten med en enkelt mand, de ikke er kærester med, eller med et homoseksuelt par, der også har et ønske om børn, men som pga. en kombination af biologi og lovgivning ikke selv kan få.
Den del af historien er fortalt og fortalt og fortalt igen – men der er mange vinkler, der ikke berøres derude, og det er en skam, for det betyder, at det stadig er svært for dem, der overvejer at få børn alene at forholde sig til ting, vi *er* blevet klogere på, og til de etiske problemstillinger, der er opstået i kølevandet på, at vi bliver flere og flere selvvalgte alenemødre.
I public servicens hellige navn vil jeg derfor gerne bruge min platform her til at prøve at opliste et par af de udfordringer, jeg efter 9 år i denne verden har set/hørt om/oplevet, i håbet om, at de kan give debatten lidt flere nuancer.
Som f.eks:
* At det i en regnbuefamilie kan være virkelig svært at undvære sit barn halvdelen af tiden, selvom man selv er arkitekt på idéen, og den i sin tid virkede god.
* At man som forælder dagligt skal træffe beslutninger om sine børn og sin opdragelse, og at alle disse valg bygger på menneskesyn og værdier. Og det kan være næsten umuligt at forudsige, om man er enig med mennesker, man mødte for et halvt år siden på regnbuebarn.dk, uanset hvor meget kaffe man drikker inden. Man kan være heldig, at det bare fungerer – det er der heldigvis mange der er. Men når man idag har kunne etableret rådgivningsfirmaet Aftalt Forældreskab, som arbejder med de udfordringer der kan opstå i lige præcis den her konstellation, så fortæller det også en historie om, at gode intentioner ikke altid er nok.
* At det ofte har konskvenser for mænd, der udenom systemet hjælper kvinder med at blive gravide. Det er stadig meget tabuiseret, at man som mand ikke optændes af en hellig far-ild, når man ser sit yngel, men fortsat trives med den aftale, man i sin tid lavede med den nu glade og tilfredse alenemor. Jeg kender til et par mænd, der har mistet kærester på denne konto, fordi disse ikke kunne leve med den karakterbrist, det i *deres* øjne var, at man kan leve fint uden at være far for sit barn.
* At der, i de tilfælde, hvor man får hjælp af en kammerat til at blive gravid, sidder et sæt bedsteforældre længere ude, som man også træffer et valg på vegne af. Selvom du og din kammerat er enige om, at han egentlig bare er at betragte som en slags kendt donor, kan det være virkelig svært at have et barnebarn, man ikke kan få lov at være bedsteforældre for.
* At man som bedsteforældre til et donorbarn ofte får en anden rolle, end traditionelle bedsteforældre har, fordi man er primært netværk. For det første prikker det til den naturlige autoritetsfordeling, for hvem må opdrage på barnet, når man er sammen med bedstemor og bedstefar? Hvis barnet er hos dem oftere, end børnebørn normalt ville være, må og skal bedsteforældrene jo også have en opdragende rolle, for ellers bliver der simpelthen for stor en del af tiden, hvor børnene tumler rundt uden grænsesætning – men hvad, hvis man som mor ikke er enig med sine forældre? En alenemor vil meget sjældent sætte hælene i – for hvem skal så hjælpe, når det brænder på?
* At de fleste bedsteforældre gerne vil forkæle deres børnebørn – men hvis de ser deres donor-barnebarn 2-3 gange om ugen, og deres andre børnebørn 2 gange om måneden – hvordan undgår man så som bedsteforældre at føle, at man gør forskel?
* At man, som Eske Willerslev i Mads og Monopolet tog op, ved meget lidt om, hvilke konsekvenser det på lang sigt har, når man laver en graviditet i et reagensglas, fordi der ikke er naturlig selektion på samme måde, som ved en naturlig graviditet, hvor det vil være den hurtigste/stærkeste sædcelle, der befrugter ægget
* At der i dag er der strammet op på, hvor mange børn, en donor må bruges til at sætte i verden; idag må han levere sæd til 12 familier (før 2012 var tallet 25) – men der er ikke begrænsning på, hvor mange børn, disse familier hver især må få. I Danmark sælger vi ret meget sæd til udlandet. Det betyder, at du som donorbarn ikke kun har de søskende og halvsøskende, du har i Danmark, men potentielt også en betragtelig flok i både nabolande og resten af verden. Og hvis vi prøver at kigge 15 år frem i tiden, og forestille os, at nogle af disse børn, *selv* bliver sæddonorer – hvilken betydning får dét så?
Hvis andre selvvalgte alenemødre derude har rettelser/erfaringer, de har lyst til at byde ind med, så skriv dem endelig i kommentarfeltet, så der er samlet lidt nyere stof til eftertanke her.
I sidste uge skrev Rasmus Ulstrup Larsen (gymnasielærer og medlem af Konservativ Ungdom) et debatindlæg i Berlingske med titlen “Singlemødre – et forfærdeligt moderne fænomen” og jeg er siden blevet tagget under det en håndfuld gange. Som svar på indlægget skrev Ditte Degnbol, som selv har 2 donorbørn, et andet indlæg, hvori hun forsøgte at redegøre for, hvorfor hun mente at Rasmus U.L. var galt på den. Det indlæg har jeg også fået tilsendt et par gange.
Først havde jeg egenlig besluttet, at jeg bare ville lade det fare, simpelthen fordi jeg ikke mener, at det første indlæg fortjener så meget som 4 sekunders ekstra opmærksomhed, og jo flere, der hidser sig op over det, des længere når det ud, og jo mere raseri skaber det.
Men efter et par dages betænkningstid har jeg alligevel besluttet at byde ind med mit synspunkt, primært fordi det ikke decideret går på artiklens indhold, men fordi det, der optager mig mest her, er hvordan vi stille og roligt får gjort aviserne til et sted, man går hen for at blive dummere.
Jeg ville sådan ønske, at vi ville gøre os mere umage med at forholde os bare en lille smule kildekritisk til de artikler, vi læser, før vi trykker “del” og sender elendigheden videre ud i hovedet på andre, der så også kan bruge tid på at blive rasende og smide yderligere brænde på bålet.
Jeg håber, at alle, der kender mig, både via bloggen og personligt, ved, at jeg er både den skrevne og den verbale samtales største tilhænger.
Jeg håber også, at I ved, at jeg, hånden på hjertet og Ama’r halshug, er fuldstændig ok med, at nogle mennesker synes, at det valg, som jeg har truffet, er etisk uforsvarligt. Jeg er selvfølgelig ikke enig, men jeg bøjer mig uden tøven for, at verden også kan se sådan ud. Etik er for de fleste af os summen af, hvad vi kommer fra, hvad vi har været udsat for, og hvad vi helt grundlæggende tror på, og det kan alverdens logik og saglige argumenter meget sjældent flytte på. Og det er ok.
Men hvis man er stor nok til at læse Berlingske, så skal man simpelthen også være stor nok til at gennemskue, at når man læser en tekst, der primært består af sætninger som: “I tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn, fordi man ikke gad dele det med en mand” og “Hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er én, der ikke byder andre mennesker noget godt, så er det selvsagt svært at få en partner”, så er der ikke tale om et oplysende bidrag til debatten. Så er der tale om clickbait.
Hvis Rasmus UL ville diskutere det her emne, fordi han reelt mente, der var et problem, havde han gjort sig den ulejlighed at formulere sig på en saglig og ordentlig måde, så retorikken ikke overskyggede indholdet. Manden er gymnasielærer. Man må formode, han mestrer disciplinen.
Hvis jeg må ønske noget for 2018, så er det, at aviserne (for helvede!) stopper med at lave den her form for artikler, som de forsvarer som værende “debatskabende”, men som reelt bare skal være raseri- og forargelsesskabende. Jeg har været enlig mor i 7 år, snart 8, hvis man tæller min graviditet med, og jeg er aldrig – ikke en eneste gang – stødt på nogen, der har givet udtryk for den her holdning. Det betyder selvfølgelig ikke, at den ikke er der, men jeg noterer mig, at der i kommentarfeltet under artiklen faktisk kun er én, der igen og igen og igen puster til ilden ved at bakke Rasmus UL. op.
Hvis jeg havde været gymnasielærer, og havde givet min klasse den her tekst til analyse, ville jeg have bedt dem lave et baggrundstjek på profilen på ham, der kommenterer. Jeg ville også have bedt dem om at grave nogle tal frem på, hvordan de konservative ligger i meningsmålingerne, og om at kigge lidt på, hvordan de har klaret sig de senere år, både på mærkesager og synlighed.
Der må simpelthen være en nedre grænse for, hvor dum, den offentlige debat må blive, og hvor meget enkeltmands-ærinde, det er tilladt at gå i debattens navn.
Ved at klikke på de her artikler, fortæller vi dagbladene, at det er denne form for indhold, vi ønsker mere af. Ved at kommentere og dele det her crap, skaber vi en skyttegravskrig, som ikke på nogen måde afspejler virkeligheden, og det er spild af god debat, godt humør, og spalteplads som rent faktisk kunne bruges til at gøres os klogere.
I kommentarfeltet til forrige indlæg nævnte et par stykker, at de gerne ville høre lidt om, hvad jeg har gjort mig af overvejelser ift. at børnene kommer til at vokse op uden en far og dermed ikke i det daglige har en mandlig kønsrollefigur at spille bold op af.
Faktisk er det det ene af to spørgsmål, jeg oftest får, når folk hører, at jeg har fået børn alene. Når vi er forbi “Ej, Gud er det ikke hårdt?!”-fasen i samtalen, er dette ofte det næste på listen, sammen med spørgsmålet om, om der ikke også er fordele ved at gøre det alene. Derfor synes jeg, det er oplagt at prøve at skrive lidt om.
For at tage det fra toppen, vil jeg gerne sige det, så der ikke er noget at misforstå: Jeg synes, at børn, hvis det overhovedet er muligt, skal have både en mor og en far, og der er, i hvert fald for mit vedkommende, ikke tale om en form for rabiat feminisme, hvor jeg har fravalgt at få børn med en mand, for at bevise, at jeg kan.
Når man får dem alene, kommer de til verden til et halvt netværk, hvor der kun er ét sæt bedsteforældre, onkler og tanter. (Og jeg er med på, at der findes masser af mennesker, også i par-konstellationer, som af den ene eller den anden grund lever med dette vilkår, men vi er nødt til at male med den store pensel her, for ellers bliver billedet simpelthen for gnidret.) Deres risiko for at blive forældreløse i en tidlig alder er dobbelt så høj, fordi der kun er halvt så mange af tage af, og de er også, allerede inden de er trådt ind på arenaen, bagud ift mange af deres jævnaldrende, når det kommer til husstandens samlede indkomst. Når man er to, har man sådan rundt regnet dobbelt så lidt eller meget på lønkontoen hver måned, og det giver selvsagt nogle muligheder ift. fritidsaktiviteter, haver, værelser og ferier, som jeg ikke kan give mine børn. ( – med mindre jeg gør brug af det der sugardaddy-dating, der bliver ved med at dukke op i mine feeds rundt omkring #wtf?)
Inden jeg går videre, læner jeg mig op af min erfaring, der siger mig, at nogenlunde her i samtalen, plejer vi at skulle runde skilsmisser, sygdomsforløb osv. som betyder, at folk, der har valgt at få børn sammen, også kan risikere at skulle leve på en enkelt indkomst, og at børn, når det kommer til stykket, ikke går op i ferier osv. Begge dele er fuldstændig rigtigt, men når man bevæger sig ind i den her samtale, tager den jo udgangspunkt i en stereotyp forestilling om, hvad en familie er, og derfor er mine svar nødt til at bygge på samme forestilling, hvis snakken skal give mening.
Det materielle er én ting, og det er noget af det, jeg tror de fleste, der vælger at få børn alene, har forholdt sig til på forhånd.
Noget andet er, at der ikke kommer til at være en far læne sig op af i hjemmet, og for mit eget vedkommende tænkte jeg meget over dette, inden jeg traf beslutningen første gang. Da jeg så fandt ud af, at jeg ventede en dreng, fik jeg stress og angst og hedeture ved tanken om, hvordan fanden jeg skulle hjælpe ham med alt det, der drøner rundt i knolden på én, hele livet igennem, når jeg kun havde min egen kvindelige erfaring at byde ind med, og jeg gik så langt, at jeg i slutningen af graviditeten var igang med at undersøge, om en af mine veninders kærester måske kunne fungere som en slags “mentor” for Anton, når han kom til verden.
Men det sjove er, at det faktisk ikke lader til at fylde noget, nu hvor de er her. Det er på en eller anden måde et teoretisk spørgsmål, for det er jo er bare livet, som det ser ud for dem, og de kender ikke til andet. Jeg tror måske, at det bedst kan sammenlignes med at være enebarn kontra at have søskende. Hvis man er enebarn, kan man formentlig godt have tidspunkter, hvor man ønsker sig søskende, men jeg forestiller mig, at det måske er på en lidt tåget måde, hvor man egentlig ikke helt er sikker på, hvad det er, man savner. Modsat fx. adoptivbørn eller børn i meget konfliktramte skilsmisser, er det ikke en del af donorbørns historie, at nogen har fået dem, og så valgt/været tvunget til at give dem fra sig. Og jeg famler i blinde her, for jeg har en søster, mine forældre er gift på ca. fyrretyvende år, og jeg er ikke adopteret – men jeg forestiller mig, at det måske i den situation kan være noget, man savner; fordi man ved, at man i udgangspunktet havde det. Giver det mening?
Det sidste punkt under dette emne, jeg gerne vil runde, kommer let til at lyde lidt offensivt, og det er ikke ment sådan; men det undrer mig ofte, at kvinder, der vælger at få børn alene forventes at have forholdt sig til – og løst – alle udfordringer på forhånd. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ville spørge en kvinde, der sad alene tilbage med to børn, fordi hendes mand og børnenes far var blevet slået ihjel i en trafikulykke, hvad hun gjorde sig af forestillinger om børnenes mangel på mandlige identifikationsfigurer i hjemmet. Det er et af de eneste steder, hvor jeg synes, jeg oplever … fordomme, i mangel af et bedre ord. For slutresultatet i min og frit-opfundne ovenstående kvindes situation er det samme: Børn, der skal vokse op uden en far. Men det er som om, det ikke er et issue, hvis man som udgangspunkt har lagt op til noget andet, og Gud/skæbnen/tilfældet så bare har leget ikke-alligevel med én. Dét er lidt mærkeligt, synes jeg.
Når alt det er sagt og skrevet, ender jeg altid, efter at have været en tur omkring emnet “Den Manglende Far” med at stå og kigge på mine to små mirakler, som ikke ville være blevet til, hvis jeg havde ventet på den rette at få dem med, og så kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke er i tvivl: Vi finder ud af det. Sammen.
I forlængelse af sidste indlæg fik jeg følgende kommentar: Hvordan så med beslutningen om barn nr. 2?? Jeg har set meget information om enlige mødre med et barn, men meget lidt om enlige mødre med to børn. Jeg tænker, at dem med to ikke har tid til at publicere noget… Jeg mener at huske, at du på et tidspunkt nævnte, at du havde troet, det skulle ske tidligere, men da var du alligevel ikke klar. Må jeg spørge, om du vil fortælle lidt om, hvilke overvejelser, du var igennem?
Jeg begyndte at skrive et svar, men da jeg tog hul på den 3. A4-side, besluttede jeg at konvertere svaret til et indlæg i stedet. Det kommer her: (Advarsel: Langt indlæg forude. Træf de nødvendige, koffeinbaserede forholdsregler før læsning påbegyndes.)
Jeg husker stadig, da jeg fik Anton, og pludselig var fuldstændig på røven af respekt over folk med mere end ét barn. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan det var fysisk muligt, hverken at gøre eller at overleve, og jeg kan også stadig huske, da Anton var 1 måned gammel, og min veninde sendte mig en sms om, at de ventede nummer to. For første gang i mit liv følte jeg ikke så meget som et lillebitte gran af misundelse, kun inderlig, oprigtig medlidenhed, og jeg vidste uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig ville nå til et punkt, hvor jeg fik overskud nok til et barn mere.
Jeg ved faktisk ikke, hvornår det begyndte at ændre sig, for jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt kiggede mig omkring i mit liv og tænkte: “Så! Så er der masser af luft og overskud – flere børn til mig!” Men jeg tror, at Anton var omkring 1 1/2 år, da jeg alligevel vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt ville forsøge at få et barn mere.
Når jeg fortæller, hvorfor det var rigtigt for mig, at Anton skulle være storebror, oplever jeg somme tider, at nogen føler, at jeg dermed siger, at deres valg er egoistiske eller forkerte, så derfor vil jeg gerne understrege, at dette på ingen måde er tilfældet.
For mig var den vigtigste grund også den mest indlysende: Jeg ville gerne have et barn mere. Helt enkelt. Men hen ad vejen kunne jeg også mærke, at jeg gerne ville give Anton en familie, og ikke bare en mor. Hvis der sker noget med mig, har mine børn hinanden, og bliver ikke “bare” koblet på andres eksisterende familier som små, ensomme satelitter. Det er en tanke, jeg får ondt i maven over at dvæle ved, men det er også én af de vægtigste grunde til, at jeg har valgt at få to. (Jeg ved godt, at intet i livet kan forudsiges. Fly falder ud af himlen, og om tyve minutter er Donald Trump præsident, og så kan det hele alligevel være ligemeget, for det overlever racen ikke – men stadig.)
Jeg synes også, at Anton ville have godt af at få søskende (nu bliver isen virkelig tynd…); efter jeg har fået Frida, er det i hvert fald blevet tydeligere for mig, i hvor høj grad hverdagen bliver på barnets præmisser, når man kun er ét barn og én voksen. Fx. er der sjældent mulighed for at lære dem at dele. Eller ikke at afbryde. Der er masser af tid til at følge *alle* opdragelsesmæssige tiltag op med mange ord og lange forklaringer, og alle praktiske gøremål kan rettes ind efter barnets tempo, eller mangel på samme. Når man har to, skal vi oftere ud af døren til en bestemt tid, fordi den ene af dem skal noget. Der er nogle ting, man ikke må, fordi jeg siger det, og når jeg er igang med noget med den ene, må den anden affinde sig med at vente. Også selvom det er dødhamrende træls, og mor er dum og tarvelig.
Egentlig troede jeg, at jeg gerne ville have nummer to, når Anton var omkring tre et halvt, men det år, hvor han i november var fyldt tre, kan jeg huske, at jeg nytåraften stod og kiggede ud over det kommende år og kunne mærke, at vi ikke var klar. Anton skal ikke gøres mere særlig, end han er, men de præmaturudfordringer, han har haft (som heldigvis stille og roligt tager af) betød, at fx. dét, at jeg tog ham ud af den vuggestue han gik i, og flyttede ham til en anden institution, da han skulle i børnehave, kostede mange kræfter for os begge. For udenforstående kan det lyde som om, jeg er pylret og pakker ham ind i vat, men hvis jeg skal give et lille, konkret eksempel på, hvordan det påvirkede 3-årige Anton, når der skete et skift i de ydre rammer, så skreg han de første måneder i den nye børnehave så inderligt af rædsel, når han skulle skiftes, at mange af de voksne nærmest ikke turde gøre det, fordi det føltes som et overgreb. Han blev også fuldstændig panisk, hvis de voksne gik fra ham, når han skulle sove til middag. Jeg vidste på forhånd, at det ville få konsekvenser at flytte ham, og derfor var det en beslutning, jeg havde brugt lang tid på at træffe, men selvom jeg ikke var i tvivl om, at den var rigtig, var det første halve år herhjemme hårdt, fordi det for mig var svært at se ham have det svært, og fordi der bare ikke var mere tilbage i Anton, når jeg hentede ham. Derudover var det også begyndt at blive tydeligt, hvor meget sproget drillede ham, og jeg syntes simpelthen ikke, at jeg kunne byde nogen af os flere forandringer eller udfordringer, før vi havde haft fodfæste for en stund.
Til gengæld vidste jeg året efter, at nu var det nu. Ikke nu-nu men stadig nu. Både fordi der var faldet ro på mange ting, men også fordi jeg blev ældre, og det samme gjorde Anton. Jeg havde ikke lyst til at få mine børn med så mange år imellem, at der i realiteten blev tale om to enebørn. Endelig var det også med i mine overvejelser, at mine forældre, som jo er dem, der hjælper os, når det brænder på, heller ikke blev yngre.
På en mærkelig måde var beslutningen anden gang faktisk ligeså svær at effektuere, som den var første gang. Jeg blev ved med at veje for og imod; hvornår var PRÆCIS det rigtige tidspunk, og hvor længe ville det tage at blive gravid denne gang? Det fyldte også meget for mig, at det første gang havde været langt, langt hårdere, end jeg havde forventet, for hvad, hvis jeg oplevede det på samme måde igen? Hvordan skulle jeg kunne tage mig ordentligt af to børn, hvis jeg blev slået i gulvet én gang til? Hvordan skulle jeg kunne give et lille nyt menneske en god og kærlig start på livet, hvis Anton gik helt i baglås over det, når jeg kom hjem med en baby? I alle bøgerne var rådet mod søskendejalousi, at “far skal sørge for at lave noget med den store, så der stadig er ro og alenetid, og mulighed for at snakke om det, der er svært” – hvilket jo efterlod os et ret kedeligt sted.
Men. Som de kloge siger: Hvis man skal vente med at gøre noget, til man føler sig klar, får man aldrig udrettet noget, så jeg gentog succesen fra sidst med bare at tage en dyb indånding, og gøre det uden at tænke mere over det – og blev i første omgang ikke gravid. Hvilket viste sig at være virkelig godt, for hvis jeg før havde været i tvivl, var jeg det pludselig ikke længere: Jeg blev INDERLIGT skuffet, da testen var negativ.
Det tog 5 forsøg at lave hende, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var et forsøg for hvert år, jeg var blevet ældre.
Jeg er ofte blevet spurgt, om ikke det var hårdt at være gravid, når der var et barn i forvejen, og ikke var en far til at tage over, når man trængte til en pause, men det var egentlig ikke min oplevelse. Jeg er sikker på, at jeg, hvis vi havde været to, da jeg var gravid første gang, ville have oplevet det anderledes, men for mig var det jo bare hverdagen, som den altid var og er. Selvfølgelig var jeg besværet af maven, kvalmen og de mange andre fornøjelser en graviditet medfører, og selvfølgelig var der dage, hvor lunten var kortere – men jeg synes ikke, at det var et stort problem. Samtidig medførte graviditeten også nogle gode grin, som fx. da Anton meget alvorligt informerede mig om, at hvis det var en pige, skulle hun hedde Barbie, eller når han dagligt nærmest besvimede af begejstring, fordi jeg gag’ede, når jeg skulle drikke fiskeolien, og jeg derfor hver morgen havde mit eget heppekor, der hoppede begejstret op og ned og råbte: “Igen, mor! Gør det igen!!”
Da min lille Frida kom, fandt jeg ud af to ting: 1) At en del af dét, der havde været så svært første gang, var omvæltningen og 2) at det ikke 4 år tidligere var mig, der var fuldstændig uegnet til at få børn: Anton *var* ikke, som bøgerne ellers beskrev at babyer ville være. Frida var bagt færdig, da hun kom (så godt og vel..!), og der var en helt anden ro over hende, end der var over ham. Dermed ikke være sagt, at det bare var en slentretur på et solbeskinnet fortov en forårsdag i maj – men til forskel fra sidst var dét, der var hårdt denne gang, arbejdet. Det helt konkrete arbejde, der er ved at få en baby, når man er alene. Stressen, angsten og usikkerheden var væk, og mit liv var indrettet efter børn, og det gjorde en verden til forskel. Da jeg fik Anton føltes det som en fejl, at jeg skulle op og give mad så mange gange i løbet af en nat; jeg opfattede det som et problem, der skulle løses HURTIGST muligt. Denne gang vidste jeg – på den måde, man kan vide ting i kroppen – at sådan er det bare. Og at det går over. Dét der med, at alting er en fase, som man har lyst til at skrige, når man får at vide første gang – det véd man 2. gang. Selv. Og derfor giver det ro.
Jeg skal ikke male det mere lyserødt, end det var: De første 4 måneder var seje. Det engelske udtryk “Hit the ground running” beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg oplevede det. At lære et nyt, lille menneske at kende og samtidig holde båden flydende, mens trætheden blev mere og mere massiv, var åndssvagt hårdt, og det ville være løgn at påstå andet.
Men til gengæld oplevede jeg, at der langt hurtigere kom en rytme, ganske enkelt fordi der var en rytme for Frida at falde ind i, og jeg er meget enig med dem, der siger, at det selvfølgelig er hårdere at have to børn end ét – men det er ikke dobbelt så hårdt. Aftenerne, hvor jeg sang godnatsange med en skrigende Frida på armen, mens jeg travede op og ned af gulvet, og sveden haglede af mig, var ingen fornøjelse, men til gengæld putter jeg dem idag lige i forlængelse af hinanden – hvilket jeg naturligvis klapper mig selv på skulderen over. Alle ved, at de ting, der fungerer, skyldes god og kompetent opdragelse mens det, der ikke fungerer, er uforskyldte resultater af barnets personlighed. Som de har fra deres far.
Jeg kan tydeligt se, at for os er tid den knappe faktor. Det ville fx. være oplagt, at jeg som tegnsprogstolk brugte babytegn til Frida, men der er ganske enkelt ikke timer i døgnet til det. Jeg er igang fra kl. 5 til kl. 20, og det er bare med det mest nødvendige; det er ikke, fordi jeg insisterer på at lave al mad helt fra bunden, fordi vi alle skal sidde vandkæmmede om bordet til alle måltider, eller fordi min gulve skal være skinnende rene. Og stadig er der opgaver, der bliver sorteret fra, fordi jeg ikke kan nå det. Min far bliver fx. helt trist i blikket, når han ser min bil. Sådan er det bare lige nu, og for det meste er det ok, men det siger sig selv, at der ikke skal komme meget ekstraarbejde ind fra højre, før den skøbelige økobalance forstyrres. Sygdom, ting, fra det offentlige, man skal forholde sig til, eller børn, der pludselig vokser ud af alt deres tøj fra den ene dag til den anden, er alt sammen eksempler på opgaver, der kræver ekstra timer og opmærksomhed, som vi ikke har på lager endnu.
Når alt det ovenstående er sagt og skrevet, så slog kærligheden benene noget så eftertrykkeligt væk under mig. Både at det var muligt at elske et barn mere præcis lige så højt, som jeg elsker det første, men også hvordan kærligheden til Anton fik mange flere nuancer. Dels fordi han pludselig fik en ny rolle, men også fordi en lille ny baby gav et nyt perspektiv på, hvem min lille store dreng også var. Og når jeg ser dem grine sammen, eller hører Anton begynde at bruge Frida som partner in crime (“Mig og Frida vil gerne se mere Batman”), tror jeg fandme nogle gange jeg skal dø, lige på stedet over, hvor afsindigt højt jeg elsker dem.
Om 10 dage er Frida 9 måneder gammel, og har dermed været ude i verden lige så længe, som hun har ligget i min mave. Det har været en vej med huller og bump, men også med en fantastisk udsigt og to forrygende codrivere. På intet tidspunkt har det være så svært, at jeg haft lyst til at give op, og jeg er inderligt glad for, at jeg valgte at gøre det.
I kommentarfeltet til forrige indlæg spurgte Pernille, om ikke jeg kunne prøve at skrive lidt om de tanker, jeg gjorde mig, da jeg besluttede at få børn alene, og gerne lidt om, hvordan jeg oplevede vennernes reaktioner på det.
Selvfølgelig vil jeg det.
Som de fleste andre kvinder i 30’erne, har jeg gennem tiden haft kærester med børn, og ham, der skulle ende med at blive den sidste, jeg havde, inden jeg gik ombord i soloprojektet, havde en pige på 4 år. Måske var det fordi, jeg på det tidspunkt var blevet 32 år, og min biologi så småt begyndte at tune ind på hele ideen om forplantning; i hvert fald kan jeg huske, at jeg for første gang lagde mærke til, hvor mange udfordringer det gav at have et barn sammen, når man ikke længere var kærester. De var ret uenige om nogle helt grundlæggende ting ift børneopdragelse; fx. mente den ene, at barnet sagtens kunne være alene hjemme, mens man smuttede i Netto, mens den anden var ved at få en blodstyrtning af raseri, da vedkommende fandt ud af, at dette blev praktiseret. Jeg begyndte at tænke på, hvordan det ville have været, hvis jeg havde været bundet for livet til de mænd, jeg igennem tiden havde været sammen med, og nogle ting begyndte at forskubbe sig i min hjerne.
Da vi endte med at gå fra hinanden, begyndte jeg derfor så småt at lege med tanken om, at jeg måske skulle prøve at få børn alene. Jeg ville stadig allerhelst have haft hele pakken med mand og svigerfamilie og juleaftener i nybyggede huse i forstæder, hvor det var ok at lade ungerne øve sig i at cykle på vejen, men jeg begyndte også at acceptere, at dét løb var kørt. Jeg var 32 år, og den fælles historie, det kræver at etablere et sådan liv, tager i de flestes tilfælde lang tid. Jeg begyndte at kigge på årene frem med objektive øjne, og erkendte stille og roligt, at jeg ikke var klar til at satse på, at den næste, jeg mødte ville være ham, jeg skulle stifte familie med. Jeg havde ikke på noget tidspunkt fornemmelsen af at have travlt. Jeg var bare ret usentimental ift til, at baseret på min historie, ville der formentlig komme flere mænd, men også flere brud, og for hver gang jeg gik eller blev gået fra, ville jeg være blevet et par år ældre.
Jeg vågnede ikke en morgen og tænkte: “Jeg gør det!” Min hjerne har det bedst, når vi spiser livets elefanter bid for bid, og ikke forsøger at overskue hele måltidet på én gang, så jeg bestilte tid hos min læge, og var oppe at snakke med hende. Jeg var et smut forbi banken og vende min økonomi, og jeg begyndte at læse, hvad jeg kunne finde af litteratur om kvinder, der havde fået børn alene, selvom der ikke var skrevet ret meget om kvinder, der demografisk lignede mig. Enten var de omkring de 40, og havde truffet beslutningen, fordi det var nu eller aldrig, eller også var det Betina Aller-typer, der – uden at jeg kender hendes økonomi i detaljer – formentlig har en løn, der muliggør en au pair eller to. Jeg syntes, det var svært at finde nogen at spejle sig i, og det fyldte en del for mig. Det er faktisk derfor, jeg et par gange sidenhen har sagt ja til at medvirke i forskellige artikler i aviser og dameblade; jeg vil gerne vise dem, der går med overvejelserne, men som er bange for, at det ikke er praktisk muligt, at det her godt kan lade sig gøre, selvom man er en virkelig almindelig type med et almindeligt netværk og en almindelig løn.
Efter et lille år med forskellige former for research løb jeg tør for grød at danse om. Jeg vidste godt, at jeg havde belyst samtlige af de vinkler, det kunne lade sig gøre at forholde sig til på forhånd, men derfra og så til aktivt at beslutte, at nu er det nu – der er alligevel et stykke. Men som de siger hos Nike: Just do it. Så det gjorde jeg. Slog hjernen fra, lukkede øjnene og sprang, og lavede Anton i første forsøg.
Undervejs i processen snakkede jeg selvfølgelig en del med både familie og venner om det. Jeg ved ikke, om det er mig, der er forvænt, men jeg havde ikke forventet andet end opbakning, og det var også det eneste, jeg fik. Reaktionerne hos veninderne faldt i to kategorier: Dem, der selv havde børn, spurgte typisk ind til det praktiske, f.eks. hvad jeg havde tænkt med netværk, sene dage på job osv., mens veninderne uden børn ofte var mere nysgerrige på “vi sender en pionér afsted, og afventer spændt rapport. Hvis det viser sig at være en farbar vej, er vi flere, der er klar til at følge efter”-måden. Begge dele var brugbart, fordi det gav mig mulighed for at snakke om stort set alt, hvad jeg havde af tanker. Når man ikke har børn, kan det godt være lidt intimiderende at snakke børn med dem, der har, for man aner jo ikke, hvad det rent praktisk vil sige, og ved derfor ikke, hvornår man udtaler sig himmelråbende naivt. På den anden side er det også herlig nemt at blive enige med de andre uden børn om, at barnepiger og konsekvent opdragelse løser alt.
Jeg synes, at de fleste spørgsmål jeg fik, var relevante og gode, men der var alligevel nogle få, som gjorde mig en smule irriteret: Dem, der fik mig til at føle mig dum, desperat eller som om, jeg var forpligtet til at have tænkt ALLE scenarier igennem på forhånd, inden jeg fik et barn alene.
Når jeg fx. blev spurgt, om jeg havde tænkt på, at det var hårdt at få børn. Virkelig? Og her gik jeg bare sammen med Malou Stella, og troede, at børn bare var sjove accessories, jeg kunne lege klæd-ud med. (De Gamle Mødre, Kaare Sand. Make it happen)
Eller når de spurgte: “Har du råd til det?” Det syntes jeg sgu også var lidt groft, for jeg har aldrig hørt mine parforholdsvenner blive spurgt om det samme. Jeg er med på, at jeg som enkeltindkomst selvfølgelig står et andet sted end man gør, hvis man er to – men det fik mig stadig til at føle mig som et barn, der stod for at flytte hjemmefra, og planlagde at købe en patriciervilla på strandvejen.
Jeg blev også over tid lidt træt af det, når velmenende mennesker udbrød: “Ej, men du har da masser af tid! Vent da og se, om ikke du finder én!” Igen: Jeg har sjældent hørt andre blande sig i, hvornår parforholdsvenner vælger at få deres børn. Vent 8 år? Come on. Jeg er ikke idiot; jeg kan godt regne ud, at de spurgte, fordi de ville mig alt det bedste, og derfor undte mig både kærlighed og børn, men det kom til at føles som om, de så mig som en desperat Bridget Jones-type, hvis biologiske ud tikkede så højt, at jeg, hvis jeg bare datede, ville være helt ukritisk med, hvem jeg fik børn med; bare *nogen* ville have mig.
(Jeg tror, det er meget forskelligt, hvordan man har det med at fortsætte med at date, når man planlægger at få et barn alene. Jeg kunne ikke. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle forene det. Børnebeslutningen var en proces for mig; en klippeblok, der rullede, som jeg ikke bare kunne bringe til standsning for derefter at puffe igang igen efter forgodtbefindende. Jeg syntes også, at jeg havde et helt forkert udgangspunkt for at møde en mand, for det kunne ikke falde mig ind at få et barn med én, jeg havde kendt i 20 minutter – men hvor længe skal man vente? Hvornår skal man tage snakken om, *om* begge parter vil have børn, for et nej-tak er en lidt træls overraskelse at få efter et år, hvis man regner med at være på vej mod hele pakken. Men hvis man bringer det op efter en måned, kan man jo ligeså godt sende “det er ikke dig, det der mig”-beskeden, for hvem ville *ikke* tage benene på nakken efter sådan et spørgsmål? Jeg har selv været ude med mænd, hvor jeg efter et par dates sad tilbage med en klar fornemmelse af, at de havde en ledig brik på pladen, som de så gerne ville have i spil, at det var ligemeget, hvem der blev hyret til jobbet. Ingen gider at vælges til på dét grundlag.)
Og når jeg blev spurgt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev syg, fik jeg altid lyst til at spørge, om de selv havde forholdt sig til ALT, inden de valgte at få børn. Der gives ingen garantier i livet for nogen, og hvad, hvis de blev syge? Hvis de blev skilt? Hvis den ene af dem døde, og den anden fandt en kæreste, der ikke brød sig om deres børn? Jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det har altid undret mig, at jeg forventes at have svar på alt, fordi jeg gør det selv, ligesom jeg også, efter jeg har fået børnene, jævnligt har mulighed for at undre mig over kommentaren om, at jeg “jo selv har valgt det.” Det kan du lige tro, jeg har, og jeg ville vælge at gøre det forfra igen og igen og igen. Men derfor kan jeg godt have dage, hvor jeg synes, det er hårdt, ligesom alle andre normale mennesker med børn – og de har også selv valgt det.
Så. For mig var det klart fedest, når venner og bekendte mødte mig med reaktioner á la: “Kæft, det lyder spændende! Hvad gør man sig af overvejelser, når man planlægger dén slags?” Det gav en samtale, der tog udgangspunkt i mig og min virkelighed, og det gav mig lyst til at sparre med dem, og bruge deres erfaringer, fordi samtalen blev jævnbyrdig.
Og i sidste ende er det vel den type samtaler, der giver begge parter mulighed for at gå klogere fra bordet.
En af fordelene ved ikke at sove er, at der så er ekstra tid til at tænke. Jeg ved det. Jeg er så skideskæg. Men det er ikke desto mindre sandt, og her den anden nat kom jeg til at tænke over noget, som egentlig irriterer mig lidt.
Da jeg for snart 5 år siden fik Anton, trådte jeg ind i en verden, som på alle måder var ny, og med den fulgte nye ting både at glædes over, undres over og frustreres over. Meget af det både var og er kæmpestort, mens andet hører til i småtingsafdelingen, og det her falder klart i den sidste kategori. Men allerede dengang kunne jeg mærke, at når velmenende kvinder, jeg mødte i forskellige sammenhænge, fandt ud af, at jeg var selvvalgt alenemor, kvitterede med: “Jeg kender det godt – mange uger er jeg alene med børnene i dagtimerne, fordi Frans arbejder meget” – så blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg næsten ikke kunne holde ansigtsmimikken i Neutralt Lyttende.
Det er, som skrevet, 5 år siden, jeg første gang skar tænder over kommentaren, og så sent som i forgårs fik jeg lejlighed til at konstatere, at den stadig går lige i gebisset. Og jeg ved faktisk ikke hvorfor? Det handler efter min bedste overbevisning ikke om, at jeg gerne vil have medlidenhed, for hånden på både hjerte og bibel, så synes jeg virkelig, VIRKELIG ikke, at det er synd for mig, at jeg har fået mine børn alene. Ville jeg gerne have haft dem i en traditionel familiekonstellation? Ja. Men det er lidt på samme måde, som jeg også gerne ville være rig og tynd; det er ikke sådan virkeligheden ser ud, og det er bare i orden. Om det er synd for børnene, at jeg har valgt at få dem alene, synes jeg også er en no-brainer, for alternativet for lige præcis disse to pragteksemplarer ville have været ikke at blive til. Den etiske diskussion om børn med én forælder må andre tage, for jeg er selvsagt så partisk, at ingen af mine ord kan tillægges nogen særlig værdi.
Men dér lå jeg i nattens mulm og mørke og agerede buffet, mens jeg spekulerede på, hvorfor jeg ikke bare kan trække mentalt på skulderen over kommentaren. Jeg kan ikke komme i tanke om andre ‘det kender jeg godt fra mig selv, bare meget værre’-kommentarer, som har samme effekt på mig. De sidste par uger har det f.eks. haft god underholdningsværdi, når andre har fortalt sympatihistorier om, hvordan de bøjede sig ned for at snøre deres sko, og da de kiggede op, havde de brækket begge ben og trukket den ene skulder ad led i processen. I forhold til mit arbejde og de udfordringer, det somme tider kan give at have skiftende arbejdstider, generer det mig heller ikke, at folk drager paralleller, som måske ikke – i min optik – er helt gangbare.
Så det undrer og irriterer mig, at det her irriterer mig.
Jeg går sjældent ind i den. Dels fordi jeg ikke har lyst til at sidde og remse grunde op til, at det IKKE er det samme, for det kommer til at lyde som om, jeg synes, at mine børn er et problem, hvilket både er usandt og giver mig ondt i maven, og dels gider jeg ikke være stemningsseriemorder. Men jeg *har* virkelig lyst til at sige, at det svarer til at sige til en arbejdsløs, at du godt ved, at det er svært at være ledig, for du har også prøvet at have ferie engang.
Anne har flere gange skrevet om, at det for hende er svært, når folk fejer hendes sclerose udtrættethed af med, at de ved præcis hvordan hun har det, for de havde også et par uger sidste år, hvor de sov virkelig dårligt. En anden veninde har gentagne gange været behandlet for depressioner, og hun spænder lidt om kæben, når folk præcis ved, hvordan hun har det, fordi de også har prøvet at være i dårligt humør, så måske vi bare alle har én plet i psyken, der altid vil være blød og øm, når den bliver trykket på.
Jeg elsker, når bloggen giver mulighed for at blive klogere, og for at undgå spinatbede, som man ellers har omdannet til dansegulve, så hvis du har tid og lyst, og du godt kender det fra dig selv – bare værre, selvfølgelig – så smid lige en kommentar om, hvad der får dig til at indstille blikket på uendeligt, og lave den mentale Just Smile And Wave.
På onsdag er Frida 8 uger gammel, og efter små 2 måneder i karrusellen, er det efterhånden tydeligt, både hvor store forskelle og ligheder, der er på at blive mor for hhv. første og anden gang.
Det første bevis på, hvor meget der er sket med mig, fik jeg allerede torsdag morgen på hospitalet, hvor Frida kun var et halvt døgn gammel. Mens jeg gik på stuen og samlede de ting sammen, jeg skulle have med i bad, gik mine tanker 4 år tilbage i tiden, for det var netop morgenen efter Anton blev født, at det begyndte at gå op for mig, hvor stor en omvæltning dette lille væsen bragte med sig. Jeg kan huske, at jeg kiggede ned i vuggen på lillebitte Anton, der havde skreget så inderligt hele natten, at jeg næsten ikke troede, at mit hjerte kunne holde til det, og som nu endelig var faldet i søvn. Jeg tænkte, at det var min chance for at komme i bad – og blev ramt af den første af mange erkendelser af, at livet fremadrettet ville blive noget helt andet, end det jeg var vant til. For hvordan fanden skulle det kunne lade sig gøre at komme i bad? Hvis jeg tog ham med, ville han vågne, og hvis jeg lod ham stå, ville jeg ikke kunne høre, hvis han vågnede og begyndte at græde. Det var dér opgavens omfang begyndte at gå op for mig, og der, hvor jeg begyndte at få fornemmelsen af, at det med at få et barn selv måske ikke kun var et spørgsmål om metervis af kærlighed, timevis af stunder, hvor jeg skulle sidde og amme, mens jeg kiggede drømmende ud på snevejret, og at dét at få en hverdag til at hænge sammen, ikke kun ville være et spørgsmål om at få en barnepige til at passe ham, når jeg skulle ned og undervise.
Denne gang pakkede jeg tingene, trillede Frida med, badede og det var dét. Mens jeg bagefter sad i min seng og drak kaffe, tænkte jeg, at hvis kvantefysikerne har ret, og alle virkeligheder foregår parallelt, ville jeg ønske, jeg kunne sende en flaskepost på tværs af lagene til mit 4 år yngre selv og skrive, at det bliver nemmere. En del, faktisk. At jeg – trods alt – ville ende med at få styr på det.
Denne gang er der som udgangspunkt meget mere ro på, fordi jeg ikke skal igennem “Det kan ikke være rigtigt!?”-fasen, hvor man skal have hjernen til at begribe, at 1) ja – du skal op om natten 2) ja – det bliver man latterligt træt af og 3) ja – dine behov placeret på alfabetlisten ligger og roder rundt nede omkring Å. Ikke (kun) fordi man vil ofre alle sine lemmer og organer 5 gange for sine børn, men også fordi det simpelthen ikke er dét værd at trodse barnets natur og tvinge det med til brunch eller hvad det nu er, lige præcis ens eget barn ikke vil. Heller ikke selvom ALLE de andre har fået børn, der kan sidde i timevis og dimse med en legoklods, mens deres mødre drikker litervis af latte og sludrer sammenhængende med venner og veninder. Det var en dyr og tårevædet lektie at lære, men jeg har lært den, og mit liv har været nemmere siden.
Jeg kan også mærke, at det denne gang er mig ret magtpåliggende ikke at spilde tiden på at jagte løsninger på alle små skævheder, hvor barnets adfærd afviger fra den i bøgerne beskrevne. Hvilket bliver lettere af, at alle bøgerne for længst er brændt i et kæmpebål i haven. Men hvor jeg sidste gang forsøgte at løse ALLE udfordringer i det sekund de opstod, har jeg lovet mig selv at have en langt mere oh-well-agtig tilgang til tingene denne gang. 80% af det, jeg stressede over sidst, var ting, der endte med at løse sig selv, og fordi jeg prøvede 17 forskellige ting samtidig, endte jeg altid med ikke at vide, om det var noget af det, jeg havde gjort, der havde hjulpet (og i givet fald hvad) eller om det ville være gået over af sig selv, hvis jeg havde sat mig på mine hænder.
Jeg er også markant mere tydelig i aftegningen ift. omverdenen og de gode råd. Da jeg fik anbefalet at malke ud for at afhjælpe Fridas uendeligt lange spiseseancer, var jeg ikke engang i tvivl om, at det ikke ville komme til at ske. Hvis det dagligt skulle koste 3 x 40 minutters irriterende arbejde med tysk, belastende plastikprodukt og aflange bananbryster at amme barnet, ville jeg ikke have det *fjerneste* problem med at skifte til erstatning.
Det Uendelige Måltid viste sig i øvrigt at være en fase, der gik over af sig selv.
Jeg ved denne gang, at man godt lige kan nå at starte vaskemaskinen, selvom de vågner og begynder at bjæffe lidt, og jeg er langt bedre til at tage dagene en for en, i stedet for at lede med lys og lygte efter rytmer og mønstre i ALT.
Men nogle ting er også som de var, selvom det er anden gang jeg gør det. F.eks. den SINDSSYGE frustration, når man ikke kan få barnet til at sove. Jeg nåede lige at tænke, at det gad jeg simpelthen ikke stresse over, før jeg blev overfaldet af virkeligheden og kom i tanke om, at det jo ikke bare var et spørgsmål om, at barnet så er mere vågent, men at overtræthed betyder, at INTET fungerer. For nogen. F.eks. har den forgangne uge været et helvede, fordi jeg ikke har kunne få hende fældet i løbet af dagen, så alle går simultant ned i brølende flammer lige omkring kl. 5, hvor der skal bades, laves aftensmad, smøres madpakke osv. Her har jeg også skulle kæmpe lidt med mine egne forventninger, for jeg har været så fokuseret på, hvor meget nemmere det hele ville blive, når vi bare lige kom igennem ferien, at jeg *virkelig* blev taget med bukserne nede over, hvor umuligt det hele bliver, når man har et overtræt, grædende spædbarn hængene på skulderen 12 timer i døgnet, og dagligt bruger 2 x 3 timer på at få hende til at sove bare lidt.
Men til forskel fra sidst, så ved jeg denne gang – ved-ved – at det bare er en fase. Sidst fik jeg nærmest en blodstyrtning af raseri, når folk sagde det, men denne gang har jeg erfaringen at trække på, og det gør en verden til forskel.
Ligesom sidst er der også mange tanker om at være sådan en, der gør det selv. Egentlig er det, jeg savner mest Den Gode Tid. Når man gør det selv-selv, bliver al tid brugt på enten at servicere eller at ordne praktiske ting, og når vi er hos mine forældre, og jeg pludselig har god tid til at putte Anton, eller sidde og nusse Frida, mens hun sover, niver det lidt i hjertet. Det ville jeg virkelig gerne have mere af. Det ville heller ikke gøre noget at have en herhjemme, så jeg kunne komme lidt ud. Jeg har været klar til at begynde at undervise igen i et par uger nu, og jeg savner det meget, ligesom mit hår virkelig, VIRKELIG gerne ville forbi en frisør. Det ville også være rart med en at bytte med, når vi tager aftenskrigeturen – eller i det mindste en at være enig med om, at det sgu trækker tænder ud. At gøre det igen har bekræftet, hvad jeg også tænkte første gang: Det ER den næstbedste løsning at få sine børn selv – men skulle jeg have haft dem med nogen, ville jeg stadig have bedt om at få lige præcis de to, jeg har fået.
PS: Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Jeg bliver så glad, når I pipper med, og lige i disse dage er high-fives og hep ekstra velkomment. Og til dig, Anne: Jeg er klar på kaffe anytime. Send en mail på blogsbjerg@gmail.com, så finder vi ud af noget:)
Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, ikke at have skrevet graviditetsindlæggET. Da jeg ventede Anton, bloggede jeg vist nærmest ikke om andet end det, og jeg kan mærke, at kontrasten giver mig dårlig samvittighed, fordi det kommer til at føles/lyde som om, den her graviditet ikke er lige så inderligt ønsket, som den sidste.
Intet kunne ligge længere fra sandheden.
Sagen er bare, at det først er inden for de sidste 4-5 uger, hvor jeg virkelig er begyndt at mærke hende, at jeg er begyndt at turde tro på, at der kommer et barn til sommer. Måske I føler, at vi har snakket nok om alt det der pletblødning, men i forhold til, hvad det fylder i hovedet, når det foregår flere gange om ugen, kan jeg forsikre om, at vi ikke er i nærheden af at have snakket nok om det. De første 5 måneder har derfor været ét langt loop af hurra-jeg-er-gravid/fuck-nu-går-det-galt, og for ikke at smadre min forstand fuldstændigt imod det, kan jeg mærke, at jeg nærmest har lukket mentalt ned for det. Hvor jeg med Anton ikke kunne knytte mig hurtigt nok til ham, har jeg med Frida været så bange for at miste hende, at jeg næsten ikke har turde forholde mig til hende. Det har jeg grædt mange tårer over, for det var jo slet ikke sådan, det skulle være. Denne graviditet skulle være den, hvor jeg vidste, hvad det hele handlede om; som jeg sejlede afslappet igennem, med overskud i rigelige mængder som naturlig følge, og det har faktisk været en meget bitter pille for mig at sluge, at den sidste graviditet, jeg kommer til at gå igennem, har været nærmest det stik modsatte af det.
Derudover er der en del fysiske skavanker, der er fulgt med denne gang, som har fået lov at fylde mere, end de er berettiget til, fordi al mit overskud er ædt væk af at være bange. I starten var kvalmen virkelig slem, dernæst kom den uendelige halsbetændelse og forkølelsen, som jeg stadig ikke er sluppet af med. Jeg har ikke kunne mærke min højre arm siden starten af december, og min højre hånd har lige siden summet og prikket så voldsomt, at du ville kunne skære mig i fingrene, uden jeg kunne mærke det. Jeg bøvler meget med hovedpine, som flere gange har været så slemt, at jeg har kastet op af det, den seneste urinprøve viste, at jeg skal være blandt de 10-30 % gravide kvinder, der har fået Gruppe B Streptokokker, og så har jeg taget ca. 1000 kilo på, selvom jeg virkelig tænker over, hvad jeg spiser.
Og hvor jeg med Anton udelukkende var opfyldt af den boblende glæde, der følger med ideen om, at et barn er en slags avanceret accessorie, som i overført betydning bare kræver lidt omrokering af møblerne i et af værelserne i livets hus, er jeg denne gang virkelig bevidst om, at det sidste gang endte med, at vi rev hele huset ned, og byggede et nyt og meget anderledes et af slagsen, hvor det gamle havde stået.
Jeg glæder mig ligeså meget som sidst, men jeg kan mærke, at glæden går hånd i hånd med nervøsiteten, for når jeg har født, er der to børn, der er afhængige af mig, og som jeg har så mange ideer om, hvordan jeg gerne vil gøre livet godt for. Denne gang er det ikke en mulighed at blive så chokeret, at jeg bare sidder på en stol i hele dage af gangen og græder. Ud over en baby, kommer der også til at være en lille mand, som de sidste 4 år har udgjort hele min verden, som jeg gerne vil passe på, og sikre, at han ved og forstår, at der aldrig nogensinde vil blive mindre kærlighed til ham, selvom vi pludselig er 3 i stedet for 2.
Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har tænkt de her ting igennem inden jeg valgte at sætte skibet i søen, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her på lang sigt er den største gave, jeg kan give Anton – men jeg skal stadig forholde mig til, at det menneske, jeg elsker allerhøjest i hele verden om 3 måneder skal igennem en fase, der i bøgerne bliver beskrevet med ord som: “tab, sorg og vrede” .
Når ALT det er sagt, forsøger jeg at huske, at jeg er sindssyg af hormoner, og at der er omstændigheder, der er anderledes – og langt mere optimale – denne gang. Vi er tæt på det helt nære netværk, og der er nogen, der kan køre på apoteket for os, hvis vi bliver syge. Vi har bil, bor i hus og ikke i lejlighed, og vi skal ikke til at rykke livet op med rode med al den sorg og fortvivlelse dét medfører. Mit liv idag er indrettet efter børn, og jeg skal ikke først komme mig over forskrækkelsen over, hvor lidt tid, man pludselig har til sig selv, at aftensmad er noget, der foregår senest kl.17, og at nattesøvn er en sjælden luksus. Frida er et sommerbarn, og jeg har en ide om, at det måske bliver marginalt lettere at klare de første måneders mangel på søvn, når det trods alt er lyst, når man står op, og kroppens energiniveau ikke går ned kl. 16 sammen med solen. Min kommende sundhedsplejerske er den samme, som jeg fik tildelt, da vi flyttede herned, og hun er fantastisk, og indtil videre er min oplevelse af sygehuset hernede langt mere positiv, end min oplevelse af Skejby.
Så. Jeg kan mærke, at sindsstemingen er mere koncenteret og fokuseret end sidst, og at jeg forsøger at ruste mig til det, der kommer, men samtidig begynder jeg også endelig at mærke, at al den opsparede frygt og ængstelse jo i virkeligheden bare er kærlighed, der har længtes efter at få lov at folde sig ud.
