Donorbørn og konsekvenser

For et års tid siden blev jeg kontaktet af en sød journalist, der gerne ville lave en artikel om at få børn alene, men med en lidt anden vinkel, end den sædvanlige “Pernille ventede forgæves på mand og børn – men så besluttede hun at tage sagen i egen hånd!” Journalistens fokus var bedsteforældrenes rolle, når kvinder som mig vælger at få børn alene. 

Jeg takkede nej til deltagelse, men hendes henvendelse og vinkel gjorde mig alligevel glad, for den betyder, at der begynder at ske noget ift. den historiefortælling om emnet, som finder vej til blade og aviser – hvor der ellers indtil nu har været en ret væsentlig forskydningstid mellem den italesatte og den reelle virkelighed.

Det er ikke engang 10 år siden, jeg selv søgte nettet tyndt i håbet om at finde historier og erfaringer fra kvinder, der havde fået børn alene, men dengang var der nærmest intet at finde.

Siden jeg fik Anton, har masser af fortællinger fundet vej til det store, vide net, men 9 ud af 10 gange, er det fiktive Pernilles historie, der bliver fortalt. 

Det betyder, at nogle overvejelser, som f.eks. økonomi og netværk, på nuværende tidspunkt er fint beskrevet; uden at man nødvendigvis kender til detaljerne, har antallet af historier gjort, at de fleste idag ved, at det er muligt at få børn alene og klare sig fint. 

Silas Holst-vinklen er også formidlet så mange gange, at de fleste kommende alenemødre gør sig overvejelser omkring, om de gerne vil co-parente, enten med en enkelt mand, de ikke er kærester med, eller med et homoseksuelt par, der også har et ønske om børn, men som pga. en kombination af biologi og lovgivning ikke selv kan få.

Den del af historien er fortalt og fortalt og fortalt igen – men der er mange vinkler, der ikke berøres derude, og det er en skam, for det betyder, at det stadig er svært for dem, der overvejer at få børn alene at forholde sig til ting, vi *er* blevet klogere på, og til de etiske problemstillinger, der er opstået i kølevandet på, at vi bliver flere og flere selvvalgte alenemødre. 

I public servicens hellige navn vil jeg derfor gerne bruge min platform her til at prøve at opliste et par af de udfordringer, jeg efter 9 år i denne verden har set/hørt om/oplevet, i håbet om, at de kan give debatten lidt flere nuancer.

Som f.eks:

* At det i en regnbuefamilie kan være virkelig svært at undvære sit barn halvdelen af tiden, selvom man selv er arkitekt på idéen, og den i sin tid virkede god.

* At man som forælder dagligt skal træffe beslutninger om sine børn og sin opdragelse, og at alle disse valg bygger på menneskesyn og værdier. Og det kan være næsten umuligt at forudsige, om man er enig med mennesker, man mødte for et halvt år siden på regnbuebarn.dk, uanset hvor meget kaffe man drikker inden. Man kan være heldig, at det bare fungerer – det er der heldigvis mange der er. Men når man idag har kunne etableret rådgivningsfirmaet Aftalt Forældreskab, som arbejder med de udfordringer der kan opstå i lige præcis den her konstellation, så fortæller det også en historie om, at gode intentioner ikke altid er nok.

* At det ofte har konskvenser for mænd, der udenom systemet hjælper kvinder med at blive gravide. Det er stadig meget tabuiseret, at man som mand ikke optændes af en hellig far-ild, når man ser sit yngel, men fortsat trives med den aftale, man i sin tid lavede med den nu glade og tilfredse alenemor. Jeg kender til et par mænd, der har mistet kærester på denne konto, fordi disse ikke kunne leve med den karakterbrist, det i *deres* øjne var, at man kan leve fint uden at være far for sit barn.

* At der, i de tilfælde, hvor man får hjælp af en kammerat til at blive gravid, sidder et sæt bedsteforældre længere ude, som man også træffer et valg på vegne af. Selvom du og din kammerat er enige om, at han egentlig bare er at betragte som en slags kendt donor, kan det være virkelig svært at have et barnebarn, man ikke kan få lov at være bedsteforældre for.

* At man som bedsteforældre til et donorbarn ofte får en anden rolle, end traditionelle bedsteforældre har, fordi man er primært netværk. For det første prikker det til den naturlige autoritetsfordeling, for hvem må opdrage på barnet, når man er sammen med bedstemor og bedstefar? Hvis barnet er hos dem oftere, end børnebørn normalt ville være, må og skal bedsteforældrene jo også have en opdragende rolle, for ellers bliver der simpelthen for stor en del af tiden, hvor børnene tumler rundt uden grænsesætning – men hvad, hvis man som mor ikke er enig med sine forældre? En alenemor vil meget sjældent sætte hælene i – for hvem skal så hjælpe, når det brænder på?

* At de fleste bedsteforældre gerne vil forkæle deres børnebørn – men hvis de ser deres donor-barnebarn 2-3 gange om ugen, og deres andre børnebørn 2 gange om måneden – hvordan undgår man så som bedsteforældre at føle, at man gør forskel?

* At man, som Eske Willerslev i Mads og Monopolet tog op, ved meget lidt om, hvilke konsekvenser det på lang sigt har, når man laver en graviditet i et reagensglas, fordi der ikke er naturlig selektion på samme måde, som ved en naturlig graviditet, hvor det vil være den hurtigste/stærkeste sædcelle, der befrugter ægget 

* At der i dag er der strammet op på, hvor mange børn, en donor må bruges til at sætte i verden; idag må han levere sæd til 12 familier (før 2012 var tallet 25) – men der er ikke begrænsning på, hvor mange børn, disse familier hver især må få. I Danmark sælger vi ret meget sæd til udlandet. Det betyder, at du som donorbarn ikke kun har de søskende og halvsøskende, du har i Danmark, men potentielt også en betragtelig flok i både nabolande og resten af verden. Og hvis vi prøver at kigge 15 år frem i tiden, og forestille os, at nogle af disse børn, *selv* bliver sæddonorer – hvilken betydning får dét så?

Hvis andre selvvalgte alenemødre derude har rettelser/erfaringer, de har lyst til at byde ind med, så skriv dem endelig i kommentarfeltet, så der er samlet lidt nyere stof til eftertanke her.

Man må gerne være anonym

Dyret må ikke fodres

I sidste uge skrev Rasmus Ulstrup Larsen (gymnasielærer og medlem af Konservativ Ungdom) et debatindlæg i Berlingske med titlen “Singlemødre – et forfærdeligt moderne fænomen”  og jeg er siden blevet tagget under det en håndfuld gange. Som svar på indlægget skrev Ditte Degnbol, som selv har 2 donorbørn, et andet indlæg, hvori hun forsøgte at redegøre for, hvorfor hun mente at Rasmus U.L. var galt på den. Det indlæg har jeg også fået tilsendt et par gange.

Først havde jeg egenlig besluttet, at jeg bare ville lade det fare, simpelthen fordi jeg ikke mener, at det første indlæg fortjener så meget som 4 sekunders ekstra opmærksomhed, og jo flere, der hidser sig op over det, des længere når det ud, og jo mere raseri skaber det.

Men efter et par dages betænkningstid har jeg alligevel besluttet at byde ind med mit synspunkt, primært fordi det ikke decideret går på artiklens indhold, men fordi det, der optager mig mest her, er hvordan vi stille og roligt får gjort aviserne til et sted, man går hen for at blive dummere.

Jeg ville sådan ønske, at vi ville gøre os mere umage med at forholde os bare en lille smule kildekritisk til de artikler, vi læser, før vi trykker “del” og sender elendigheden videre ud i hovedet på andre, der så også kan bruge tid på at blive rasende og smide yderligere brænde på bålet.

Jeg håber, at alle, der kender mig, både via bloggen og personligt, ved, at jeg er både den skrevne og den verbale samtales største tilhænger.

Jeg håber også, at I ved, at jeg, hånden på hjertet og Ama’r halshug, er fuldstændig ok med, at nogle mennesker synes, at det valg, som jeg har truffet, er etisk uforsvarligt. Jeg er selvfølgelig ikke enig, men jeg bøjer mig uden tøven for, at verden også kan se sådan ud. Etik er for de fleste af os summen af, hvad vi kommer fra, hvad vi har været udsat for, og hvad vi helt grundlæggende tror på, og det kan alverdens logik og saglige argumenter meget sjældent flytte på. Og det er ok.

Men hvis man er stor nok til at læse Berlingske, så skal man simpelthen også være stor nok til at gennemskue, at når man læser en tekst, der primært består af sætninger som: “I tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn, fordi man ikke gad dele det med en mand” og “Hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er én, der ikke byder andre mennesker noget godt, så er det selvsagt svært at få en partner”, så er der ikke tale om et oplysende bidrag til debatten. Så er der tale om clickbait.

Hvis Rasmus UL ville diskutere det her emne, fordi han reelt mente, der var et problem, havde han gjort sig den ulejlighed at formulere sig på en saglig og ordentlig måde, så retorikken ikke overskyggede indholdet. Manden er gymnasielærer. Man må formode, han mestrer disciplinen.

Hvis jeg må ønske noget for 2018, så er det, at aviserne (for helvede!) stopper med at lave den her form for artikler, som de forsvarer som værende “debatskabende”, men som reelt bare skal være raseri- og forargelsesskabende. Jeg har været enlig mor i 7 år, snart 8, hvis man tæller min graviditet med, og jeg er aldrig – ikke en eneste gang – stødt på nogen, der har givet udtryk for den her holdning. Det betyder selvfølgelig ikke, at den ikke er der, men jeg noterer mig, at der i kommentarfeltet under artiklen faktisk kun er én, der igen og igen og igen puster til ilden ved at bakke Rasmus UL. op.

Hvis jeg havde været gymnasielærer, og havde givet min klasse den her tekst til analyse, ville jeg have bedt dem lave et baggrundstjek på profilen på ham, der kommenterer. Jeg ville også have bedt dem om at grave nogle tal frem på, hvordan de konservative ligger i meningsmålingerne, og om at kigge lidt på, hvordan de har klaret sig de senere år, både på mærkesager og synlighed.

Der må simpelthen være en nedre grænse for, hvor dum, den offentlige debat må blive, og hvor meget enkeltmands-ærinde, det er tilladt at gå i debattens navn.

Ved at klikke på de her artikler, fortæller vi dagbladene, at det er denne form for indhold, vi ønsker mere af. Ved at kommentere og dele det her crap, skaber vi en skyttegravskrig, som ikke på nogen måde afspejler virkeligheden, og det er spild af god debat, godt humør, og spalteplads som rent faktisk kunne bruges til at gøres os klogere.

Stop feeding the troll.

Også selvom den er forklædt som debattør.

Venter på far

I kommentarfeltet til forrige indlæg nævnte et par stykker, at de gerne ville høre lidt om, hvad jeg har gjort mig af overvejelser ift. at børnene kommer til at vokse op uden en far og dermed ikke i det daglige har en mandlig kønsrollefigur at spille bold op af.

Faktisk er det det ene af to spørgsmål, jeg oftest får, når folk hører, at jeg har fået børn alene. Når vi er forbi “Ej, Gud er det ikke hårdt?!”-fasen i samtalen, er dette ofte det næste på listen, sammen med spørgsmålet om, om der ikke også er fordele ved at gøre det alene. Derfor synes jeg, det er oplagt at prøve at skrive lidt om.

For at tage det fra toppen, vil jeg gerne sige det, så der ikke er noget at misforstå: Jeg synes, at børn, hvis det overhovedet er muligt, skal have både en mor og en far, og der er, i hvert fald for mit vedkommende, ikke tale om en form for rabiat feminisme, hvor jeg har fravalgt at få børn med en mand, for at bevise, at jeg kan.

Når man får dem alene, kommer de til verden til et halvt netværk, hvor der kun er ét sæt bedsteforældre, onkler og tanter. (Og jeg er med på, at der findes masser af mennesker, også i par-konstellationer, som af den ene eller den anden grund lever med dette vilkår, men vi er nødt til at male med den store pensel her, for ellers bliver billedet simpelthen for gnidret.) Deres risiko for at blive forældreløse i en tidlig alder er dobbelt så høj, fordi der kun er halvt så mange af tage af, og de er også, allerede inden de er trådt ind på arenaen, bagud ift mange af deres jævnaldrende, når det kommer til husstandens samlede indkomst. Når man er to, har man sådan rundt regnet dobbelt så lidt eller meget på lønkontoen hver måned, og det giver selvsagt nogle muligheder ift. fritidsaktiviteter, haver, værelser og ferier, som jeg ikke kan give mine børn. ( – med mindre jeg gør brug af det der sugardaddy-dating, der bliver ved med at dukke op i mine feeds rundt omkring #wtf?)

Inden jeg går videre, læner jeg mig op af min erfaring, der siger mig, at nogenlunde her i samtalen, plejer vi at skulle runde skilsmisser, sygdomsforløb osv. som betyder, at folk, der har valgt at få børn sammen, også kan risikere at skulle leve på en enkelt indkomst, og at børn, når det kommer til stykket, ikke går op i ferier osv. Begge dele er fuldstændig rigtigt, men når man bevæger sig ind i den her samtale, tager den jo udgangspunkt i en stereotyp forestilling om, hvad en familie er, og derfor er mine svar nødt til at bygge på samme forestilling, hvis snakken skal give mening.

Det materielle er én ting, og det er noget af det, jeg tror de fleste, der vælger at få børn alene, har forholdt sig til på forhånd.

Noget andet er, at der ikke kommer til at være en far læne sig op af i hjemmet, og for mit eget vedkommende tænkte jeg meget over dette, inden jeg traf beslutningen første gang. Da jeg så fandt ud af, at jeg ventede en dreng, fik jeg stress og angst og hedeture ved tanken om, hvordan fanden jeg skulle hjælpe ham med alt det, der drøner rundt i knolden på én, hele livet igennem, når jeg kun havde min egen kvindelige erfaring at byde ind med, og jeg gik så langt, at jeg i slutningen af graviditeten var igang med at undersøge, om en af mine veninders kærester måske kunne fungere som en slags “mentor” for Anton, når han kom til verden.

Men det sjove er, at det faktisk ikke lader til at fylde noget, nu hvor de er her. Det er på en eller anden måde et teoretisk spørgsmål, for det er jo er bare livet, som det ser ud for dem, og de kender ikke til andet. Jeg tror måske, at det bedst kan sammenlignes med at være enebarn kontra at have søskende. Hvis man er enebarn, kan man formentlig godt have tidspunkter, hvor man ønsker sig søskende, men jeg forestiller mig, at det måske er på en lidt tåget måde, hvor man egentlig ikke helt er sikker på, hvad det er, man savner. Modsat fx. adoptivbørn eller børn i meget konfliktramte skilsmisser, er det ikke en del af donorbørns historie, at nogen har fået dem, og så valgt/været tvunget til at give dem fra sig. Og jeg famler i blinde her, for jeg har en søster, mine forældre er gift på ca. fyrretyvende år, og jeg er ikke adopteret – men jeg forestiller mig, at det måske i den situation kan være noget, man savner; fordi man ved, at man i udgangspunktet havde det. Giver det mening?

Det sidste punkt under dette emne, jeg gerne vil runde, kommer let til at lyde lidt offensivt, og det er ikke ment sådan; men det undrer mig ofte, at kvinder, der vælger at få børn alene  forventes at have forholdt sig til – og løst –  alle udfordringer på forhånd. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ville spørge en kvinde, der sad alene tilbage med to børn, fordi hendes mand og børnenes far var blevet slået ihjel i en trafikulykke, hvad hun gjorde sig af forestillinger om børnenes mangel på mandlige identifikationsfigurer i hjemmet. Det er et af de eneste steder, hvor jeg synes, jeg oplever … fordomme, i mangel af et bedre ord. For slutresultatet i min og frit-opfundne ovenstående kvindes situation er det samme: Børn, der skal vokse op uden en far. Men det er som om, det ikke er et issue, hvis man som udgangspunkt har lagt op til noget andet, og Gud/skæbnen/tilfældet så bare har leget ikke-alligevel med én. Dét er lidt mærkeligt, synes jeg.

Når alt det er sagt og skrevet, ender jeg altid, efter at have været en tur omkring emnet “Den Manglende Far” med at stå og kigge på mine to små mirakler, som ikke ville være blevet til, hvis jeg havde ventet på den rette at få dem med, og så kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke er i tvivl: Vi finder ud af det. Sammen.

(Foto: Fotograf Anja)

Gode spørgsmål og store beslutninger, vol. II.

I forlængelse af sidste indlæg fik jeg følgende kommentar: Hvordan så med beslutningen om barn nr. 2?? Jeg har set meget information om enlige mødre med et barn, men meget lidt om enlige mødre med to børn. Jeg tænker, at dem med to ikke har tid til at publicere noget… Jeg mener at huske, at du på et tidspunkt nævnte, at du havde troet, det skulle ske tidligere, men da var du alligevel ikke klar. Må jeg spørge, om du vil fortælle lidt om, hvilke overvejelser, du var igennem?

Jeg begyndte at skrive et svar, men da jeg tog hul på den 3. A4-side, besluttede jeg at konvertere svaret til et indlæg i stedet. Det kommer her: (Advarsel: Langt indlæg forude. Træf de nødvendige, koffeinbaserede forholdsregler før læsning påbegyndes.)

Jeg husker stadig, da jeg fik Anton, og pludselig var fuldstændig på røven af respekt over folk med mere end ét barn. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan det var fysisk muligt, hverken at gøre eller at overleve, og jeg kan også stadig huske, da Anton var 1 måned gammel, og min veninde sendte mig en sms om, at de ventede nummer to. For første gang i mit liv følte jeg ikke så meget som et lillebitte gran af misundelse, kun inderlig, oprigtig medlidenhed, og jeg vidste uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig ville nå til et punkt, hvor jeg fik overskud nok til et barn mere.

Jeg ved faktisk ikke, hvornår det begyndte at ændre sig, for jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt kiggede mig omkring i mit liv og tænkte: “Så! Så er der masser af luft og overskud – flere børn til mig!” Men jeg tror, at Anton var omkring 1 1/2 år, da jeg alligevel vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt ville forsøge at få et barn mere.

Når jeg fortæller, hvorfor det var rigtigt for mig, at Anton skulle være storebror, oplever jeg somme tider, at nogen føler, at jeg dermed siger, at deres valg er egoistiske eller forkerte, så derfor vil jeg gerne understrege, at dette på ingen måde er tilfældet.

For mig var den vigtigste grund også den mest indlysende: Jeg ville gerne have et barn mere. Helt enkelt. Men hen ad vejen kunne jeg også mærke, at jeg gerne ville give Anton en familie, og ikke bare en mor. Hvis der sker noget med mig, har mine børn hinanden, og bliver ikke “bare” koblet på andres eksisterende familier som små, ensomme satelitter. Det er en tanke, jeg får ondt i maven over at dvæle ved, men det er også én af de vægtigste grunde til, at jeg har valgt at få to. (Jeg ved godt, at intet i livet kan forudsiges. Fly falder ud af himlen, og om tyve minutter er Donald Trump præsident, og så kan det hele alligevel være ligemeget, for det overlever racen ikke – men stadig.)

Jeg synes også, at Anton ville have godt af at få søskende (nu bliver isen virkelig tynd…); efter jeg har fået Frida, er det i hvert fald blevet tydeligere for mig, i hvor høj grad hverdagen bliver på barnets præmisser, når man kun er ét barn og én voksen. Fx. er der sjældent mulighed for at lære dem at dele. Eller ikke at afbryde. Der er masser af tid til at følge *alle* opdragelsesmæssige tiltag op med mange ord og lange forklaringer, og alle praktiske gøremål kan rettes ind efter barnets tempo, eller mangel på samme. Når man har to, skal vi oftere ud af døren til en bestemt tid, fordi den ene af dem skal noget. Der er nogle ting, man ikke må, fordi jeg siger det, og når jeg er igang med noget med den ene, må den anden affinde sig med at vente. Også selvom det er dødhamrende træls, og mor er dum og tarvelig.

Egentlig troede jeg, at jeg gerne ville have nummer to, når Anton var omkring tre et halvt, men det år, hvor han i november var fyldt tre, kan jeg huske, at jeg nytåraften stod og kiggede ud over det kommende år og kunne mærke, at vi ikke var klar. Anton skal ikke gøres mere særlig, end han er, men de præmaturudfordringer, han har haft (som heldigvis stille og roligt tager af) betød, at fx. dét, at jeg tog ham ud af den vuggestue han gik i, og flyttede ham til en anden institution, da han skulle i børnehave, kostede mange kræfter for os begge. For udenforstående kan det lyde som om, jeg er pylret og pakker ham ind i vat, men hvis jeg skal give et lille, konkret eksempel på, hvordan det påvirkede 3-årige Anton, når der skete et skift i de ydre rammer, så skreg han de første måneder i den nye børnehave så inderligt af rædsel, når han skulle skiftes, at mange af de voksne nærmest ikke turde gøre det, fordi det føltes som et overgreb. Han blev også fuldstændig panisk, hvis de voksne gik fra ham, når han skulle sove til middag. Jeg vidste på forhånd, at det ville få konsekvenser at flytte ham, og derfor var det en beslutning, jeg havde brugt lang tid på at træffe, men selvom jeg ikke var i tvivl om, at den var rigtig, var det første halve år herhjemme hårdt, fordi det for mig var svært at se ham have det svært, og fordi der bare ikke var mere tilbage i Anton, når jeg hentede ham. Derudover var det også begyndt at blive tydeligt, hvor meget sproget drillede ham, og jeg syntes simpelthen ikke, at jeg kunne byde nogen af os flere forandringer eller udfordringer, før vi havde haft fodfæste for en stund.

Til gengæld vidste jeg året efter, at nu var det nu. Ikke nu-nu men stadig nu. Både fordi der var faldet ro på mange ting, men også fordi jeg blev ældre, og det samme gjorde Anton. Jeg havde ikke lyst til at få mine børn med så mange år imellem, at der i realiteten blev tale om to enebørn. Endelig var det også med i mine overvejelser, at mine forældre, som jo er dem, der hjælper os, når det brænder på, heller ikke blev yngre.

På en mærkelig måde var beslutningen anden gang faktisk ligeså svær at effektuere, som den var første gang. Jeg blev ved med at veje for og imod; hvornår var PRÆCIS det rigtige tidspunk, og hvor længe ville det tage at blive gravid denne gang? Det fyldte også meget for mig, at det første gang havde været langt, langt hårdere, end jeg havde forventet, for hvad, hvis jeg oplevede det på samme måde igen? Hvordan skulle jeg kunne tage mig ordentligt af to børn, hvis jeg blev slået i gulvet én gang til? Hvordan skulle jeg kunne give et lille nyt menneske en god og kærlig start på livet, hvis Anton gik helt i baglås over det, når jeg kom hjem med en baby? I alle bøgerne var rådet mod søskendejalousi, at “far skal sørge for at lave noget med den store, så der stadig er ro og alenetid, og mulighed for at snakke om det, der er svært” – hvilket jo efterlod os et ret kedeligt sted.

Men. Som de kloge siger: Hvis man skal vente med at gøre noget, til man føler sig klar, får man aldrig udrettet noget, så jeg gentog succesen fra sidst med bare at tage en dyb indånding, og gøre det uden at tænke mere over det – og blev i første omgang ikke gravid. Hvilket viste sig at være virkelig godt, for hvis jeg før havde været i tvivl, var jeg det pludselig ikke længere: Jeg blev INDERLIGT skuffet, da testen var negativ.

Det tog 5 forsøg at lave hende, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var et forsøg for hvert år, jeg var blevet ældre.

Jeg er ofte blevet spurgt, om ikke det var hårdt at være gravid, når der var et barn i forvejen, og ikke var en far til at tage over, når man trængte til en pause, men det var egentlig ikke min oplevelse. Jeg er sikker på, at jeg, hvis vi havde været to, da jeg var gravid første gang, ville have oplevet det anderledes, men for mig var det jo bare hverdagen, som den altid var og er. Selvfølgelig var jeg besværet af maven, kvalmen og de mange andre fornøjelser en graviditet medfører, og selvfølgelig var der dage, hvor lunten var kortere – men jeg synes ikke, at det var et stort problem. Samtidig medførte graviditeten også nogle gode grin, som fx. da Anton meget alvorligt informerede mig om, at hvis det var en pige, skulle hun hedde Barbie, eller når han dagligt nærmest besvimede af begejstring, fordi jeg gag’ede, når jeg skulle drikke fiskeolien, og jeg derfor hver morgen havde mit eget heppekor, der hoppede begejstret op og ned og råbte: “Igen, mor! Gør det igen!!”

Da min lille Frida kom, fandt jeg ud af to ting: 1) At en del af dét, der havde været så svært første gang, var omvæltningen og 2) at det ikke 4 år tidligere var mig, der var fuldstændig uegnet til at få børn: Anton *var* ikke, som bøgerne ellers beskrev at babyer ville være. Frida var bagt færdig, da hun kom (så godt og vel..!), og der var en helt anden ro over hende, end der var over ham. Dermed ikke være sagt, at det bare var en slentretur på et solbeskinnet fortov en forårsdag i maj – men til forskel fra sidst var dét, der var hårdt denne gang, arbejdet. Det helt konkrete arbejde, der er ved at få en baby, når man er alene. Stressen, angsten og usikkerheden var væk, og mit liv var indrettet efter børn, og det gjorde en verden til forskel. Da jeg fik Anton føltes det som en fejl, at jeg skulle op og give mad så mange gange i løbet af en nat; jeg opfattede det som et problem, der skulle løses HURTIGST muligt. Denne gang vidste jeg – på den måde, man kan vide ting i kroppen – at sådan er det bare. Og at det går over. Dét der med, at alting er en fase, som man har lyst til at skrige, når man får at vide første gang – det véd man 2. gang. Selv. Og derfor giver det ro.

Jeg skal ikke male det mere lyserødt, end det var: De første 4 måneder var seje. Det engelske udtryk “Hit the ground running” beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg oplevede det. At lære et nyt, lille menneske at kende og samtidig holde båden flydende, mens trætheden blev mere og mere massiv, var åndssvagt hårdt, og det ville være løgn at påstå andet.

Men til gengæld oplevede jeg, at der langt hurtigere kom en rytme, ganske enkelt fordi der var en rytme for Frida at falde ind i, og jeg er meget enig med dem, der siger, at det selvfølgelig er hårdere at have to børn end ét – men det er ikke dobbelt så hårdt. Aftenerne, hvor jeg sang godnatsange med en skrigende Frida på armen, mens jeg travede op og ned af gulvet, og sveden haglede af mig, var ingen fornøjelse, men til gengæld putter jeg dem idag lige i forlængelse af hinanden – hvilket jeg naturligvis klapper mig selv på skulderen over. Alle ved, at de ting, der fungerer, skyldes god og kompetent opdragelse mens det, der ikke fungerer, er uforskyldte resultater af barnets personlighed. Som de har fra deres far.

Jeg kan tydeligt se, at for os er tid den knappe faktor. Det ville fx. være oplagt, at jeg som tegnsprogstolk brugte babytegn til Frida, men der er ganske enkelt ikke timer i døgnet til det. Jeg er igang fra kl. 5 til kl. 20, og det er bare med det mest nødvendige; det er ikke, fordi jeg insisterer på at lave al mad helt fra bunden, fordi vi alle skal sidde vandkæmmede om bordet til alle måltider, eller fordi min gulve skal være skinnende rene. Og stadig er der opgaver, der bliver sorteret fra, fordi jeg ikke kan nå det. Min far bliver fx. helt trist i blikket, når han ser min bil. Sådan er det bare lige nu, og for det meste er det ok, men det siger sig selv, at der ikke skal komme meget ekstraarbejde ind fra højre, før den skøbelige økobalance forstyrres. Sygdom, ting, fra det offentlige, man skal forholde sig til, eller børn, der pludselig vokser ud af alt deres tøj fra den ene dag til den anden, er alt sammen eksempler på opgaver, der kræver ekstra timer og opmærksomhed, som vi ikke har på lager endnu.

Når alt det ovenstående er sagt og skrevet, så slog kærligheden benene noget så eftertrykkeligt væk under mig. Både at det var muligt at elske et barn mere præcis lige så højt, som jeg elsker det første, men også hvordan kærligheden til Anton fik mange flere nuancer. Dels fordi han pludselig fik en ny rolle, men også fordi en lille ny baby gav et nyt perspektiv på, hvem min lille store dreng også var. Og når jeg ser dem grine sammen, eller hører Anton begynde at bruge Frida som partner in crime (“Mig og Frida vil gerne se mere Batman”), tror jeg fandme nogle gange jeg skal dø, lige på stedet over, hvor afsindigt højt jeg elsker dem.

Om 10 dage er Frida 9 måneder gammel, og har dermed været ude i verden lige så længe, som hun har ligget i min mave. Det har været en vej med huller og bump, men også med en fantastisk udsigt og to forrygende codrivere. På intet tidspunkt har det være så svært, at jeg haft lyst til at give op, og jeg er inderligt glad for, at jeg valgte at gøre det.

Gode spørgsmål og store beslutninger

I kommentarfeltet til forrige indlæg spurgte Pernille, om ikke jeg kunne prøve at skrive lidt om de tanker, jeg gjorde mig, da jeg besluttede at få børn alene, og gerne lidt om, hvordan jeg oplevede vennernes reaktioner på det.

Selvfølgelig vil jeg det.

Som de fleste andre kvinder i 30’erne, har jeg gennem tiden haft kærester med børn, og ham, der skulle ende med at blive den sidste, jeg havde, inden jeg gik ombord i soloprojektet, havde en pige på 4 år. Måske var det fordi, jeg på det tidspunkt var blevet 32 år, og min biologi så småt begyndte at tune ind på hele ideen om forplantning; i hvert fald kan jeg huske, at jeg for første gang lagde mærke til, hvor mange udfordringer det gav at have et barn sammen, når man ikke længere var kærester. De var ret uenige om nogle helt grundlæggende ting ift børneopdragelse; fx. mente den ene, at barnet sagtens kunne være alene hjemme, mens man smuttede i Netto, mens den anden var ved at få en blodstyrtning af raseri, da vedkommende fandt ud af, at dette blev praktiseret. Jeg begyndte at tænke på, hvordan det ville have været, hvis jeg havde været bundet for livet til de mænd, jeg igennem tiden havde været sammen med, og nogle ting begyndte at forskubbe sig i min hjerne.

Da vi endte med at gå fra hinanden, begyndte jeg derfor så småt at lege med tanken om, at jeg måske skulle prøve at få børn alene. Jeg ville stadig allerhelst have haft hele pakken med mand og svigerfamilie og juleaftener i nybyggede huse i forstæder, hvor det var ok at lade ungerne øve sig i at cykle på vejen, men jeg begyndte også at acceptere, at dét løb var kørt. Jeg var 32 år, og den fælles historie, det kræver at etablere et sådan liv, tager i de flestes tilfælde lang tid. Jeg begyndte at kigge på årene frem med objektive øjne, og erkendte stille og roligt, at jeg ikke var klar til at satse på, at den næste, jeg mødte ville være ham, jeg skulle stifte familie med. Jeg havde ikke på noget tidspunkt fornemmelsen af at have travlt. Jeg var bare ret usentimental ift til, at baseret på min historie, ville der formentlig komme flere mænd, men også flere brud, og for hver gang jeg gik eller blev gået fra, ville jeg være blevet et par år ældre.

Jeg vågnede ikke en morgen og tænkte: “Jeg gør det!” Min hjerne har det bedst, når vi spiser livets elefanter bid for bid, og ikke forsøger at overskue hele måltidet på én gang, så jeg bestilte tid hos min læge, og var oppe at snakke med hende. Jeg var et smut forbi banken og vende min økonomi, og jeg begyndte at læse, hvad jeg kunne finde af litteratur om kvinder, der havde fået børn alene, selvom der ikke var skrevet ret meget om kvinder, der demografisk lignede mig. Enten var de omkring de 40, og havde truffet beslutningen, fordi det var nu eller aldrig, eller også var det Betina Aller-typer, der – uden at jeg kender hendes økonomi i detaljer – formentlig har en løn, der muliggør en au pair eller to. Jeg syntes, det var svært at finde nogen at spejle sig i, og det fyldte en del for mig. Det er faktisk derfor, jeg et par gange sidenhen har sagt ja til at medvirke i forskellige artikler i aviser og dameblade; jeg vil gerne vise dem, der går med overvejelserne, men som er bange for, at det ikke er praktisk muligt, at det her godt kan lade sig gøre, selvom man er en virkelig almindelig type med et almindeligt netværk og en almindelig løn.

Efter et lille år med forskellige former for research løb jeg tør for grød at danse om. Jeg vidste godt, at jeg havde belyst samtlige af de vinkler, det kunne lade sig gøre at forholde sig til på forhånd, men derfra og så til aktivt at beslutte, at nu er det nu – der er alligevel et stykke. Men som de siger hos Nike: Just do it. Så det gjorde jeg. Slog hjernen fra, lukkede øjnene og sprang, og lavede Anton i første forsøg.

Undervejs i processen snakkede jeg selvfølgelig en del med både familie og venner om det. Jeg ved ikke, om det er mig, der er forvænt, men jeg havde ikke forventet andet end opbakning, og det var også det eneste, jeg fik. Reaktionerne hos veninderne faldt i to kategorier: Dem, der selv havde børn, spurgte typisk ind til det praktiske, f.eks. hvad jeg havde tænkt med netværk, sene dage på job osv., mens veninderne uden børn ofte var mere nysgerrige på “vi sender en pionér afsted, og afventer spændt rapport. Hvis det viser sig at være en farbar vej, er vi flere, der er klar til at følge efter”-måden. Begge dele var brugbart, fordi det gav mig mulighed for at snakke om stort set alt, hvad jeg havde af tanker. Når man ikke har børn, kan det godt være lidt intimiderende at snakke børn med dem, der har, for man aner jo ikke, hvad det rent praktisk vil sige, og ved derfor ikke, hvornår man udtaler sig himmelråbende naivt. På den anden side er det også herlig nemt at blive enige med de andre uden børn om, at barnepiger og konsekvent opdragelse løser alt.

Jeg synes, at de fleste spørgsmål jeg fik, var relevante og gode, men der var alligevel nogle få, som gjorde mig en smule irriteret: Dem, der fik mig til at føle mig dum, desperat eller som om, jeg var forpligtet til at have tænkt ALLE scenarier igennem på forhånd, inden jeg fik et barn alene.

Når jeg fx. blev spurgt, om jeg havde tænkt på, at det var hårdt at få børn. Virkelig? Og her gik jeg bare sammen med Malou Stella, og troede, at børn bare var sjove accessories, jeg kunne lege klæd-ud med. (De Gamle Mødre, Kaare Sand. Make it happen)

Eller når de spurgte: “Har du råd til det?” Det syntes jeg sgu også var lidt groft, for jeg har aldrig hørt mine parforholdsvenner blive spurgt om det samme. Jeg er med på, at jeg som enkeltindkomst selvfølgelig står et andet sted end man gør, hvis man er to – men det fik mig stadig til at føle mig som et barn, der stod for at flytte hjemmefra, og planlagde at købe en patriciervilla på strandvejen.

Jeg blev også over tid lidt træt af det, når velmenende mennesker udbrød: “Ej, men du har da masser af tid! Vent da og se, om ikke du finder én!” Igen: Jeg har sjældent hørt andre blande sig i, hvornår parforholdsvenner vælger at få deres børn. Vent 8 år? Come on. Jeg er ikke idiot; jeg kan godt regne ud, at de spurgte, fordi de ville mig alt det bedste, og derfor undte mig både kærlighed og børn, men det kom til at føles som om, de så mig som en desperat Bridget Jones-type, hvis biologiske ud tikkede så højt, at jeg, hvis jeg bare datede, ville være helt ukritisk med, hvem jeg fik børn med; bare *nogen* ville have mig.

(Jeg tror, det er meget forskelligt, hvordan man har det med at fortsætte med at date, når man planlægger at få et barn alene. Jeg kunne ikke. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle forene det. Børnebeslutningen var en proces for mig; en klippeblok, der rullede, som jeg ikke bare kunne bringe til standsning for derefter at puffe igang igen efter forgodtbefindende. Jeg syntes også, at jeg havde et helt forkert udgangspunkt for at møde en mand, for det kunne ikke falde mig ind at få et barn med én, jeg havde kendt i 20 minutter – men hvor længe skal man vente? Hvornår skal man tage snakken om, *om* begge parter vil have børn, for et nej-tak er en lidt træls overraskelse at få efter et år, hvis man regner med at være på vej mod hele pakken. Men hvis man bringer det op efter en måned, kan man jo ligeså godt sende “det er ikke dig, det der mig”-beskeden, for hvem ville *ikke* tage benene på nakken efter sådan et spørgsmål? Jeg har selv været ude med mænd, hvor jeg efter et par dates sad tilbage med en klar fornemmelse af, at de havde en ledig brik på pladen, som de så gerne ville have i spil, at det var ligemeget, hvem der blev hyret til jobbet. Ingen gider at vælges til på dét grundlag.)

Og når jeg blev spurgt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev syg, fik jeg altid lyst til at spørge, om de selv havde forholdt sig til ALT, inden de valgte at få børn. Der gives ingen garantier i livet for nogen, og hvad, hvis de blev syge? Hvis de blev skilt? Hvis den ene af dem døde, og den anden fandt en kæreste, der ikke brød sig om deres børn? Jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det har altid undret mig, at jeg forventes at have svar på alt, fordi jeg gør det selv, ligesom jeg også, efter jeg har fået børnene, jævnligt har mulighed for at undre mig over kommentaren om, at jeg “jo selv har valgt det.” Det kan du lige tro, jeg har, og jeg ville vælge at gøre det forfra igen og igen og igen. Men derfor kan jeg godt have dage, hvor jeg synes, det er hårdt, ligesom alle andre normale mennesker med børn – og de har også selv valgt det.

Så. For mig var det klart fedest, når venner og bekendte mødte mig med reaktioner á la: “Kæft, det lyder spændende! Hvad gør man sig af overvejelser, når man planlægger dén slags?” Det gav en samtale, der tog udgangspunkt i mig og min virkelighed, og det gav mig lyst til at sparre med dem, og bruge deres erfaringer, fordi samtalen blev jævnbyrdig.

Og i sidste ende er det vel den type samtaler, der giver begge parter mulighed for at gå klogere fra bordet.

Hashtag I-landsproblemer

En af fordelene ved ikke at sove er, at der så er ekstra tid til at tænke. Jeg ved det. Jeg er så skideskæg. Men det er ikke desto mindre sandt, og her den anden nat kom jeg til at tænke over noget, som egentlig irriterer mig lidt.

Da jeg for snart 5 år siden fik Anton, trådte jeg ind i en verden, som på alle måder var ny, og med den fulgte nye ting både at glædes over, undres over og frustreres over. Meget af det både var og er kæmpestort, mens andet hører til i småtingsafdelingen, og det her falder klart i den sidste kategori. Men allerede dengang kunne jeg mærke, at når velmenende kvinder, jeg mødte i forskellige sammenhænge, fandt ud af, at jeg var selvvalgt alenemor, kvitterede med: “Jeg kender det godt – mange uger er jeg alene med børnene i dagtimerne, fordi Frans arbejder meget” – så blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg næsten ikke kunne holde ansigtsmimikken i Neutralt Lyttende.

Det er, som skrevet, 5 år siden, jeg første gang skar tænder over kommentaren, og så sent som i forgårs fik jeg lejlighed til at konstatere, at den stadig går lige i gebisset. Og jeg ved faktisk ikke hvorfor? Det handler efter min bedste overbevisning ikke om, at jeg gerne vil have medlidenhed, for hånden på både hjerte og bibel, så synes jeg virkelig, VIRKELIG ikke, at det er synd for mig, at jeg har fået mine børn alene. Ville jeg gerne have haft dem i en traditionel familiekonstellation? Ja. Men det er lidt på samme måde, som jeg også gerne ville være rig og tynd; det er ikke sådan virkeligheden ser ud, og det er bare i orden. Om det er synd for børnene, at jeg har valgt at få dem alene, synes jeg også er en no-brainer, for alternativet for lige præcis disse to pragteksemplarer ville have været ikke at blive til. Den etiske diskussion om børn med én forælder må andre tage, for jeg er selvsagt så partisk, at ingen af mine ord kan tillægges nogen særlig værdi.

Men dér lå jeg i nattens mulm og mørke og agerede buffet, mens jeg spekulerede på, hvorfor jeg ikke bare kan trække mentalt på skulderen over kommentaren. Jeg kan ikke komme i tanke om andre ‘det kender jeg godt fra mig selv, bare meget værre’-kommentarer, som har samme effekt på mig. De sidste par uger har det f.eks. haft god underholdningsværdi, når andre har fortalt sympatihistorier om, hvordan de bøjede sig ned for at snøre deres sko, og da de kiggede op, havde de brækket begge ben og trukket den ene skulder ad led i processen. I forhold til mit arbejde og de udfordringer, det somme tider kan give at have skiftende arbejdstider, generer det mig heller ikke, at folk drager paralleller, som måske ikke – i min optik – er helt gangbare.

Så det undrer og irriterer mig, at det her irriterer mig.

Jeg går sjældent ind i den. Dels fordi jeg ikke har lyst til at sidde og remse grunde op til, at det IKKE er det samme, for det kommer til at lyde som om, jeg synes, at mine børn er et problem, hvilket både er usandt og giver mig ondt i maven, og dels gider jeg ikke være stemningsseriemorder. Men jeg *har* virkelig lyst til at sige, at det svarer til at sige til en arbejdsløs, at du godt ved, at det er svært at være ledig, for du har også prøvet at have ferie engang.

Anne har flere gange skrevet om, at det for hende er svært, når folk fejer hendes sclerose udtrættethed af med, at de ved præcis hvordan hun har det, for de havde også et par uger sidste år, hvor de sov virkelig dårligt. En anden veninde har gentagne gange været behandlet for depressioner, og hun spænder lidt om kæben, når folk præcis ved, hvordan hun har det, fordi de også har prøvet at være i dårligt humør, så måske vi bare alle har én plet i psyken, der altid vil være blød og øm, når den bliver trykket på.

Jeg elsker, når bloggen giver mulighed for at blive klogere, og for at undgå spinatbede, som man ellers har omdannet til dansegulve, så hvis du har tid og lyst, og du godt kender det fra dig selv – bare værre, selvfølgelig – så smid lige en kommentar om, hvad der får dig til at indstille blikket på uendeligt, og lave den mentale Just Smile And Wave.

Tak!:-*

Forskellen på 1. og 2. gang, og dét med at gøre det alene

På onsdag er Frida 8 uger gammel, og efter små 2 måneder i karrusellen, er det efterhånden tydeligt, både hvor store forskelle og ligheder, der er på at blive mor for hhv. første og anden gang.

Det første bevis på, hvor meget der er sket med mig, fik jeg allerede torsdag morgen på hospitalet, hvor Frida kun var et halvt døgn gammel. Mens jeg gik på stuen og samlede de ting sammen, jeg skulle have med i bad, gik mine tanker 4 år tilbage i tiden, for det var netop morgenen efter Anton blev født, at det begyndte at gå op for mig, hvor stor en omvæltning dette lille væsen bragte med sig. Jeg kan huske, at jeg kiggede ned i vuggen på lillebitte Anton, der havde skreget så inderligt hele natten, at jeg næsten ikke troede, at mit hjerte kunne holde til det, og som nu endelig var faldet i søvn. Jeg tænkte, at det var min chance for at komme i bad – og blev ramt af den første af mange erkendelser af, at livet fremadrettet ville blive noget helt andet, end det jeg var vant til. For hvordan fanden skulle det kunne lade sig gøre at komme i bad? Hvis jeg tog ham med, ville han vågne, og hvis jeg lod ham stå, ville jeg ikke kunne høre, hvis han vågnede og begyndte at græde. Det var dér opgavens omfang begyndte at gå op for mig, og der, hvor jeg begyndte at få fornemmelsen af, at det med at få et barn selv måske ikke kun var et spørgsmål om metervis af kærlighed, timevis af stunder, hvor jeg skulle sidde og amme, mens jeg kiggede drømmende ud på snevejret, og at dét at få en hverdag til at hænge sammen, ikke kun ville være et spørgsmål om at få en barnepige til at passe ham, når jeg skulle ned og undervise.

Denne gang pakkede jeg tingene, trillede Frida med, badede og det var dét. Mens jeg bagefter sad i min seng og drak kaffe, tænkte jeg, at hvis kvantefysikerne har ret, og alle virkeligheder foregår parallelt, ville jeg ønske, jeg kunne sende en flaskepost på tværs af lagene til mit 4 år yngre selv og skrive, at det bliver nemmere. En del, faktisk. At jeg – trods alt – ville ende med at få styr på det.

Denne gang er der som udgangspunkt meget mere ro på, fordi jeg ikke skal igennem “Det kan ikke være rigtigt!?”-fasen, hvor man skal have hjernen til at begribe, at 1) ja – du skal op om natten 2) ja – det bliver man latterligt træt af og 3) ja – dine behov placeret på alfabetlisten ligger og roder rundt nede omkring Å. Ikke (kun) fordi man vil ofre alle sine lemmer og organer 5 gange for sine børn, men også fordi det simpelthen ikke er dét værd at trodse barnets natur og tvinge det med til brunch eller hvad det nu er, lige præcis ens eget barn ikke vil. Heller ikke selvom ALLE de andre har fået børn, der kan sidde i timevis og dimse med en legoklods, mens deres mødre drikker litervis af latte og sludrer sammenhængende med venner og veninder. Det var en dyr og tårevædet lektie at lære, men jeg har lært den, og mit liv har været nemmere siden.

Jeg kan også mærke, at det denne gang er mig ret magtpåliggende ikke at spilde tiden på at jagte løsninger på alle små skævheder, hvor barnets adfærd afviger fra den i bøgerne beskrevne. Hvilket bliver lettere af, at alle bøgerne for længst er brændt i et kæmpebål i haven. Men hvor jeg sidste gang forsøgte at løse ALLE udfordringer i det sekund de opstod, har jeg lovet mig selv at have en langt mere oh-well-agtig tilgang til tingene denne gang. 80% af det, jeg stressede over sidst, var ting, der endte med at løse sig selv, og fordi jeg prøvede 17 forskellige ting samtidig, endte jeg altid med ikke at vide, om det var noget af det, jeg havde gjort, der havde hjulpet (og i givet fald hvad) eller om det ville være gået over af sig selv, hvis jeg havde sat mig på mine hænder.

Jeg er også markant mere tydelig i aftegningen ift. omverdenen og de gode råd. Da jeg fik anbefalet at malke ud for at afhjælpe Fridas uendeligt lange spiseseancer, var jeg ikke engang i tvivl om, at det ikke ville komme til at ske. Hvis det dagligt skulle koste 3 x 40 minutters irriterende arbejde med tysk, belastende plastikprodukt og aflange bananbryster at amme barnet, ville jeg ikke have det *fjerneste* problem med at skifte til erstatning.

Det Uendelige Måltid viste sig i øvrigt at være en fase, der gik over af sig selv.

Jeg ved denne gang, at man godt lige kan nå at starte vaskemaskinen, selvom de vågner og begynder at bjæffe lidt, og jeg er langt bedre til at tage dagene en for en, i stedet for at lede med lys og lygte efter rytmer og mønstre i ALT.

Men nogle ting er også som de var, selvom det er anden gang jeg gør det. F.eks. den SINDSSYGE frustration, når man ikke kan få barnet til at sove. Jeg nåede lige at tænke, at det gad jeg simpelthen ikke stresse over, før jeg blev overfaldet af virkeligheden og kom i tanke om, at det jo ikke bare var et spørgsmål om, at barnet så er mere vågent, men at overtræthed betyder, at INTET fungerer. For nogen. F.eks. har den forgangne uge været et helvede, fordi jeg ikke har kunne få hende fældet i løbet af dagen, så alle går simultant ned i brølende flammer lige omkring kl. 5, hvor der skal bades, laves aftensmad, smøres madpakke osv. Her har jeg også skulle kæmpe lidt med mine egne forventninger, for jeg har været så fokuseret på, hvor meget nemmere det hele ville blive, når vi bare lige kom igennem ferien, at jeg *virkelig* blev taget med bukserne nede over, hvor umuligt det hele bliver, når man har et overtræt, grædende spædbarn hængene på skulderen 12 timer i døgnet, og dagligt bruger 2 x 3 timer på at få hende til at sove bare lidt.

Men til forskel fra sidst, så ved jeg denne gang – ved-ved – at det bare er en fase. Sidst fik jeg nærmest en blodstyrtning af raseri, når folk sagde det, men denne gang har jeg erfaringen at trække på, og det gør en verden til forskel.

Ligesom sidst er der også mange tanker om at være sådan en, der gør det selv. Egentlig er det, jeg savner mest Den Gode Tid. Når man gør det selv-selv, bliver al tid brugt på enten at servicere eller at ordne praktiske ting, og når vi er hos mine forældre, og jeg pludselig har god tid til at putte Anton, eller sidde og nusse Frida, mens hun sover, niver det lidt i hjertet. Det ville jeg virkelig gerne have mere af. Det ville heller ikke gøre noget at have en herhjemme, så jeg kunne komme lidt ud. Jeg har været klar til at begynde at undervise igen i et par uger nu, og jeg savner det meget, ligesom mit hår virkelig, VIRKELIG gerne ville forbi en frisør. Det ville også være rart med en at bytte med, når vi tager aftenskrigeturen – eller i det mindste en at være enig med om, at det sgu trækker tænder ud. At gøre det igen har bekræftet, hvad jeg også tænkte første gang: Det ER den næstbedste løsning at få sine børn selv – men skulle jeg have haft dem med nogen, ville jeg stadig have bedt om at få lige præcis de to, jeg har fået.

PS: Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Jeg bliver så glad, når I pipper med, og lige i disse dage er high-fives og hep ekstra velkomment. Og til dig, Anne: Jeg er klar på kaffe anytime. Send en mail på blogsbjerg@gmail.com, så finder vi ud af noget:)

Angst æder sjæle op

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, ikke at have skrevet graviditetsindlæggET. Da jeg ventede Anton, bloggede jeg vist nærmest ikke om andet end det, og jeg kan mærke, at kontrasten giver mig dårlig samvittighed, fordi det kommer til at føles/lyde som om, den her graviditet ikke er lige så inderligt ønsket, som den sidste.

Intet kunne ligge længere fra sandheden.

Sagen er bare, at det først er inden for de sidste 4-5 uger, hvor jeg virkelig er begyndt at mærke hende, at jeg er begyndt at turde tro på, at der kommer et barn til sommer. Måske I føler, at vi har snakket nok om alt det der pletblødning, men i forhold til, hvad det fylder i hovedet, når det foregår flere gange om ugen, kan jeg forsikre om, at vi ikke er i nærheden af at have snakket nok om det. De første 5 måneder har derfor været ét langt loop af hurra-jeg-er-gravid/fuck-nu-går-det-galt, og for ikke at smadre min forstand fuldstændigt imod det, kan jeg mærke, at jeg nærmest har lukket mentalt ned for det. Hvor jeg med Anton ikke kunne knytte mig hurtigt nok til ham, har jeg med Frida været så bange for at miste hende, at jeg næsten ikke har turde forholde mig til hende. Det har jeg grædt mange tårer over, for det var jo slet ikke sådan, det skulle være. Denne graviditet skulle være den, hvor jeg vidste, hvad det hele handlede om; som jeg sejlede afslappet igennem, med overskud i rigelige mængder som naturlig følge, og det har faktisk været en meget bitter pille for mig at sluge, at den sidste graviditet, jeg kommer til at gå igennem, har været nærmest det stik modsatte af det.

Derudover er der en del fysiske skavanker, der er fulgt med denne gang, som har fået lov at fylde mere, end de er berettiget til, fordi al mit overskud er ædt væk af at være bange. I starten var kvalmen virkelig slem, dernæst kom den uendelige halsbetændelse og forkølelsen, som jeg stadig ikke er sluppet af med. Jeg har ikke kunne mærke min højre arm siden starten af december, og min højre hånd har lige siden summet og prikket så voldsomt, at du ville kunne skære mig i fingrene, uden jeg kunne mærke det. Jeg bøvler meget med hovedpine, som flere gange har været så slemt, at jeg har kastet op af det, den seneste urinprøve viste, at jeg skal være blandt de 10-30 % gravide kvinder, der har fået Gruppe B Streptokokker, og så har jeg taget ca. 1000 kilo på, selvom jeg virkelig tænker over, hvad jeg spiser.

Og hvor jeg med Anton udelukkende var opfyldt af den boblende glæde, der følger med ideen om, at et barn er en slags avanceret accessorie, som i overført betydning bare kræver lidt omrokering af møblerne i et af værelserne i livets hus, er jeg denne gang virkelig bevidst om, at det sidste gang endte med, at vi rev hele huset ned, og byggede et nyt og meget anderledes et af slagsen, hvor det gamle havde stået.

Jeg glæder mig ligeså meget som sidst, men jeg kan mærke, at glæden går hånd i hånd med nervøsiteten, for når jeg har født, er der to børn, der er afhængige af mig, og som jeg har så mange ideer om, hvordan jeg gerne vil gøre livet godt for. Denne gang er det ikke en mulighed at blive så chokeret, at jeg bare sidder på en stol i hele dage af gangen og græder. Ud over en baby, kommer der også til at være en lille mand, som de sidste 4 år har udgjort hele min verden, som jeg gerne vil passe på, og sikre, at han ved og forstår, at der aldrig nogensinde vil blive mindre kærlighed til ham, selvom vi pludselig er 3 i stedet for 2.

Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har tænkt de her ting igennem inden jeg valgte at sætte skibet i søen, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her på lang sigt er den største gave, jeg kan give Anton – men jeg skal stadig forholde mig til, at det menneske, jeg elsker allerhøjest i hele verden om 3 måneder skal igennem en fase, der i bøgerne bliver beskrevet med ord som: “tab, sorg og vrede” .

Når ALT det er sagt, forsøger jeg at huske, at jeg er sindssyg af hormoner, og at der er omstændigheder, der er anderledes – og langt mere optimale – denne gang. Vi er tæt på det helt nære netværk, og der er nogen, der kan køre på apoteket for os, hvis vi bliver syge. Vi har bil, bor i hus og ikke i lejlighed, og vi skal ikke til at rykke livet op med rode med al den sorg og fortvivlelse dét medfører. Mit liv idag er indrettet efter børn, og jeg skal ikke først komme mig over forskrækkelsen over, hvor lidt tid, man pludselig har til sig selv, at aftensmad er noget, der foregår senest kl.17, og at nattesøvn er en sjælden luksus. Frida er et sommerbarn, og jeg har en ide om, at det måske bliver marginalt lettere at klare de første måneders mangel på søvn, når det trods alt er lyst, når man står op, og kroppens energiniveau ikke går ned kl. 16 sammen med solen. Min kommende sundhedsplejerske er den samme, som jeg fik tildelt, da vi flyttede herned, og hun er fantastisk, og indtil videre er min oplevelse af sygehuset hernede langt mere positiv, end min oplevelse af Skejby.

Så. Jeg kan mærke, at sindsstemingen er mere koncenteret og fokuseret end sidst, og at jeg forsøger at ruste mig til det, der kommer, men samtidig begynder jeg også endelig at mærke, at al den opsparede frygt og ængstelse jo i virkeligheden bare er kærlighed, der har længtes efter at få lov at folde sig ud.

Sig det så: Hvem *ER* det, man skal stalke for at komme med i Mads & Monopolet?

Som jeg vist før har nævnt, hører jeg ofte podcasts, når jeg kører bil. Lige for tiden er det Mads & Monopolet, og i går hørte jeg udsendelsen fra sidste lørdag, hvor en kvinde på 31 år havde skrevet ind. Kort fortalt overvejede hun, om hun skulle få et barn alene nu, eller om hun skulle vente, og forsøge at finde kærligheden og dermed en mand at få dem med.

Monopolets svar var, skåret ind til benet: ”Vent. Du har stadig masser af tid, så se, om ikke du kan finde en mand at få dem med.”

Normalt styrer jeg udenom lige præcis dette spørgsmål; simpelthen fordi det er umuligt for mig at være objektiv, men i dette dilemma, ville jeg alligevel ønske, at jeg havde fået lov at sidde med i panelet.

Det ville have været som at få lov at gå tilbage i tiden, og rådgive en 6 år yngre version af mig selv.

Jeg var også 31, da jeg seriøst begyndte at overveje at få et barn selv. Jeg oplevede også, at halvdelen af omgangskredsen bakkede op, mens den anden halvdel mente, at jeg var blevet vanvittig. Og jeg var også meget i tvivl om, om ikke Den Rigtige Løsning ville være at vente på Den Rigtige Mand og få børn med ham, for jeg havde jo – også – tiden for mig.

Hvis jeg havde fået lov at svare hende, ville jeg have sagt:

Gør det. Nu. Når du først i dine overvejelser er nået så langt, som du er, er du langt forbi point of no return. Og jeg *lover* dig: Du fortryder det aldrig.

Ligesom hende fik jeg ofte, når folk hørte om mine planer, at vide, at jeg jo bare kunne date lidt ved siden af alle mine overvejelser; hvis kærligheden så pludselig sparkede døren ind, var alt godt. Win-win. Det, jeg tilsyneladende hverken formår eller formåede er at forklare folk, så de forstår det, er, at det kan man ikke. Det svarer til at have planlagt menuen til dit bryllup, have indkøbt alle råvarerne og lagt en plan for, hvordan du vil gribe hele projektet an – og så blive ved med at browse kogebøger og madblade, og være åben for nye ideer.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at spalte sindet, og lade to så forskellige projekter udvikle sig sundt og levedygtigt samtidig. Heller ikke selvom det, down the line, giver dig det samme resultat. Når først man har besluttet, at man er klar til få børn nu, så tuner hele systemet ind på den ide. Det er jo for fanden derfor, kvinder bliver sindssyge af frustration, hvis det tager for lang tid for dem at blive gravide. Og den parathed kan man ikke bare tænde og slukke for efter forgodtbefindende. For hvad, hvis du møder en, der er sød? Skal du så pause dit projekt? Hvor længe? Skal du fortælle ham om det? Er det fair at lade være? Hvad hvis det ikke går med ham? Og er det fair at lægge den form for pres på et helt nyt og spædt forhold? Selvom man kunne ønske det anderledes, er det at forberede sig på (forhåbentligt) at få et barn, en stor, tung bold, der ruller, og som ikke bare kan bringes til midlertidig standsning.

Jeg ville også have sagt til hende, at man lærer at leve med, at der findes mennesker, som Annette Heick, der kun synes, at det her er acceptabelt som nødløsning; at det kun er i orden at gøre det, når du er så gammel, at alle har opgivet dig og dine æg er halvrådne. I starten er man bange for dem. Det går over. De har ret til deres holdning, og det er primært i starten, man bliver vred over, at folk med deres på det tørre, mener at de har ret til at bestemme, at manglen på kærlighed også skal medføre manglen på børn.

Man lærer også at lade være med at hidse sig op over, at vi, der gør det selv, åbenbart må krydsforhøres om vores økonomi og tanker om fremtiden af folk, vi knap nok kender, og at vi af uforklarlige årsager skal vide mere om, hvad fremtiden bringer, end folk i parforhold. Tilsyneladende er vi – modsat folk, der bliver gift, får børn, bliver skilt og får nye partnere og børn med disse – ikke i stand til at blive ved med at elske det første barn, hvis drømmen går i opfyldelse, og vi får barn nummer 2 med en mand. Så er barn nummer 1 udenfor, fordi vi nu har fået den familie, vi drømte om. Åbenbart.

Jeg ville fortælle hende, at hun skal gøre det. Nu. For når barnet er her, får hun et familieliv fuldstændig ligesom alle andre, med de hverdagsglæder og -sorger, det medfører. Jeg vågner jo ikke hver morgen, og bruger timer på at forholde mig til, at jeg er selvvalgt alenemor. Det er jo for fanden bare virkeligheden som den ser ud for mig. Jeg mangler ikke en far til Anton, ganske enkelt fordi der aldrig har været en.

Og jeg ville fortælle hende, at der er god fornuft i ikke at være alt for gammel, når man begynder at prøve at blive gravid og er alene om projektet. Dels fordi det jo kunne være, at ønsket om et barn mere kom snigende med tiden (også selvom Annette siger, at vi kun må få et), og dels fordi det har betydning, at minimere risikoen for (alvorlige) sygdomme, når man er alene med et barn.

Så. Just do it, som de siger hos Nike.

Det ville jeg have sagt til både hende og mig selv, hvis jeg havde fået lov at svare.

Bedre sent end aldrig

For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig forsinkelse på et halvt år, indlægget:

Do’s and don’ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.
Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene; bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen… #præstationsangst

Men nuvel – lad os prøve at kaste os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for jer også.

Jeg er 36 år og selvvalgt alenemor til Anton på 2 år. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7 verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs inderlighed at være tæt på min familie igen.

Men I er jo ikke her på siden, fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg – fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet. Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.

Så her følger 5 do’s and don’ts til samtalen med alenemoderen.

1) Det må gerne være hårdt for dig også.
Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi fik børn.

2) Det ville til gengæld være superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer mig til 3. punkt:

3) Hold lidt igen med at spørge: ”Kan dine forældre ikke tage ham?”
Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem bliver valgt fra.

4) Af den grund er jeg også vild med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger, mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch. Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole: Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen, hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du, når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med familien.

5) Bare spørg. Om alt, egentlig. For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget tidspunkt at blive trætte af det.

Ok. Så tror jeg, at jeg har været omkring det vigtigste.

Er I her endnu? Ja? Godt hængt på!

Tilbage er der vist bare at sige tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.