Longread: ‘Alenemor &’, soloedition

For et par uger eller tre siden, anbefalede jeg podcasten ‘Alenemor &’, og skrev i den forbindelse, at der både var overvejelser og problemstillinger jeg genkendte, men også nogle, hvor min situation var anderledes, fordi jeg er selvvalgt alenemor. En uges tid senere efterspurgte en læser i kommentarfeltet et indlæg, hvori jeg prøvede at sætte ord på, hvor min situation er forskellig fra skilsmisse-alenemødre, og det er det, du er faldet over her. 

I første omgang havde jeg egentlig besluttet at poste det af to omgange, for det er L-A-N-G-T, men fordi der emnemæssigt er overlap, nåede jeg frem til, at der potentielt ville komme spørgsmål og kommentarer til første del, som ville blive besvaret i anden del, og derfor endte jeg med at beslutte at poste hele svineriet samlet. Det er måske for langt for nogle og helt irrelevant for andre, men som altid er vi lige gode venner, hvis I stopper halvvejs eller helt hopper over.

Under nogle afsnit har jeg linket til andre indlæg, hvor jeg har skrevet mere i dybden om de enkelte emner. Dette er til dem, der går med overvejelser om at få børn selv, og gerne vil have (endnu) flere ord sat på. 

Jeg har holdt mig til nogenlunde de samme overskrifter, som podcasten er bygget op omkring, og inden vi starter, kommer jeg lige med en håndfuld disclaimere:

*Jeg har skrevet det hele før. Ikke samlet og ikke så tematiseret som her, men jeg har været omkring 90% af indholdet i andre indlæg. Dette indlæg bliver dog rigeligt langt, som det er, og derfor skipper jeg alle ‘som jeg tidligere har været inde på’-formuleringer. 

*Jeg ved godt, at ingen familier kan sammenlignes, og jeg er fuldt ud bevidst om, at selvom jeg er alene, så er jeg stadig priviligeret ift. at have mine forældre, ikke at være kronisk syg osv. 

*Jeg skriver med udgangspunkt i mig selv og mit eget forældreskab, og prøver ikke på nogen måde at gøre mig til talsperson for selvvalgte alenemødre generelt.

Yes?

Så mangler vi vist bare, at alle mand tanker op på kaffe, og så er vi ellers klar til at gå igang. 

Graviditet  og ensomhed 

I podcasten er emnerne her to separate afsnit; ét, der handler om graviditet (den ene blev ups-gravid med én, hun lige havde mødt, den anden fik barn i et parforhold, der siden gik i stykker), og ét, der handler om ensomheden, der fulgte med at blive alene med et meget lille barn.

Jeg har valgt at slå dem sammen, fordi de for mig lå i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Når man bliver gravid alene, er der jo tale om et ret aktivt tilvalg, og derfor tror jeg, at der er mange tanker, man som solomor gør sig inden graviditeten, som andre måske først gør sig, når de står med to streger på testen. 

Jeg havde brugt lang tid på at tænke min beslutning igennem, og jeg var forbi både læge og bank, inden jeg satte projektet i søen. Jeg er opdraget til at gå efter det, der er vigtigt for mig, så jeg tror egentlig aldrig, jeg forholdte mig til, at jeg kunne risikere at møde modstand mod projektet, og jeg har da også kun mødt opbakning. Faktisk var det min oplevelse, at der var mere undren over, at jeg valgte at navngive børnene i stedet for at døbe dem, end over, at jeg valgte at få dem alene. 

Jeg har aldrig mødt fordomme eller fordømmelse over mit valg – eller måske har jeg, men så har jeg ikke opfattet det. (Eller også tør folk ikke sige det til mit åbne ansigt?)

Uden at gå i detaljer, har jeg selv (planlagt og med vilje) lavet begge mine børn, og de er lavet på egen hånd. (Altså, ikke *helt* selv, vel? Men udenom en klinik). Inden jeg undfangede Anton, havde jeg fået at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne få børn; noget med en lukket æggeleder, hvis jeg husker rigtigt. Det viste sig jo så ikke at passe. Men derfor gik der noget tid, før jeg opdagede, at jeg var gravid, og fordi mit udgangspunkt var, at jeg ikke kunne blive det, så var mine tanker, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, faktisk på IVF osv. Men forud for hele projektet, havde jeg tænkt meget på, om jeg mon ville føle mig ensom i min graviditet. Om det ville føles mærkeligt at være på vej ind i noget, som de fleste andre var to om, og hvor systemet – mere dengang end idag – konstant tog udgangspunkt i Mor, Far & Børn. Overraskende nok var det ikke tilfældet, men måske det hænger sammen med, at jeg, inden Anton kom til, jo egentlig bare levede, som jeg havde gjort hele tiden. Jeg trænede, var sammen med vennerne, hang ud på cafeerne og gik lange ture. Alt det, jeg plejede, bare tilsat en kæmpe forventningens glæde over det lille liv i maven.

Til gengæld ramte ensomheden som et godstog, da jeg fik ham. For pludselig var mit liv ændret så radikalt, at jeg ikke længere kunne være med på singlelivets præmisser. Ikke at vennerne forsvandt, men jeg kunne ikke lige smutte forbi centret, jeg kunne ikke være med, når de andre brunchede i timevis og alt, hvad der hed spontane aftaler var udelukket. Modsat mine venner i parforhold, der havde andre venner i parforhold, hvor børnene kom til simultant over hele linjen, og deres relationer derfor bare udviklede sig til nu også at omfatte børn, så klippede jeg 90% af snorene til mit netværk fra den ene dag til den anden. Læg dertil, at jeg var vågen nærmest hele døgnet, og på det tidspunkt boede 150 km. fra min familie. Det var helt åndsvagt hårdt, og jeg tror aldrig, jeg har følt mig mere alene i mit liv. 

Min graviditet med Frida var meget præget af, at jeg blødte hele vejen igennem den. Jeg var simpelthen så bange for at miste hende, at jeg ikke købte et eneste stykke tøj, før sundhedsplejersken i 7. måned aede mig på hånden og sagde: “Du må godt begynde at forholde dig til hende. For hun kommer ud til dig” og jeg tudbrølede i flere timer. Det er en underlig tilstand at være i, fordi man hele tiden forsøger at forberede sig på to mulige fremtidsscenarier; ét med en baby og ét med en kæmpe sorg.

Men gudskelov blev hun derinde, og da hun endelig kom ud, kunne jeg se, at det, der havde været allersværest, da Anton kom, var skiftet fra et liv uden børn til livet med. Man tror, man skal lave lidt om på et værelse i et hus man allerede bor i, og så viser det sig, at en bulldozer jævner det med jorden, og man skal til at bygge et helt nyt hus, og man aner ikke, hvor man skal starte, eller hvordan det skal se ud. Anden gang boede vi allerede i det, og det gjorde alting nemmere. Fordi mit eget netværk denne gang var et, hvor der var børn, og vi desuden havde fået familien tæt på, udeblev den ensomhedsfølelse, jeg havde kæmpet sådan med første gang.

(Læs om overvejelser ift. at træffe beslutningen om at få børn alene her, her, her og her. Læs om graviditet her)

Kernefamilien

I afsnittet i podcasten, der handler om kernefamilien, taler værterne om misundelsen vs. lettelsen over at være tilskuer til andre menneskers kernefamilie. Om ønsket om at have én at dele kærligheden til barnet med og om lettelsen over friweekender.

Den her har jeg tygget lidt på. For jeg tror egentlig, at jeg tog afsked med ideen om kernefamilien, da jeg besluttede, at jeg ville prøve at få børn alene. Når jeg kigger på familier udefra, tror jeg, at der er dele af den, jeg savner – men faktisk ikke hele pakken. I dét regnskab hører det helt sikkert historien til, at jeg er så heldig at have mine forældre, for jeg har aldrig savnet nogen at dele kærligheden med. Til gengæld savner jeg ind i mellem én, der har samme aktier i børnene, som jeg har, specielt når det er svært. For i *de* situationer er der ingen, der står samme sted, som jeg gør. Mine forældre er børnenes bedsteforældre, og som alle andre bedsteforældre, er der nuancer af børnenes liv, som de ikke kender til, fordi de ikke er en del af børnenes skoleliv, fritidsinteresser osv. Og de er naturligvis også farvet af, at jeg er deres datter, så når noget i forældreskabet er svært for mig, så er det dobbelt svært for dem, og derfor ville det være for meget at bede om, at de skulle kunne være objektive. Så når jeg skal vurdere, om børnene skal udredes for X eller Y, når jeg skal tage kampen med systemet om det ene eller det andet; så savner jeg somme tider én i mit ringhjørne, der har præcis det samme udgangspunkt, som jeg har, nemlig at ville give mine børn redskaberne til på lang sigt at skabe de bedste betingelser for et godt liv for dem selv – også når det er svært. 

Fordi vi er flyttet fra mit “voksne” netværk, savner jeg også det, der følger med en kernefamilie, nemlig muligheden for in house voksent selskab, og muligheden for at tage hjemmefra og pleje egne interesser, uden at have dårlig samvittighed og/eller at skulle have børnene passet. For jeg savner en fast træningsrutine så meget, at jeg næsten har blodsmag i munden, og jeg savner at kunne lave en cafeaftale eller sige ja til en ekstraopgave om aftenen, uden at det medfører logistikhelvede galore. 

Og som vi har snakket om før, så betyder min status som single, at jeg bare ikke bliver inddraget i samme omfang, som par gør, når andre kernefamilier skal lave noget. Der er flere faktorer, der spiller ind her, men alene det, at vi “kun” har et halvt netværk af mostre, fastre og bedsteforældre, der holder fødselsdage og påskefrokoster, betyder, at vi allerede dér har færre sociale arrangementer i kalenderen. Og fordi de andre kører dobbelt op, og derfor har brug for familietid derhjemme, når der endelig ikke er konfirmationer og julefrokoster på programmet, så betyder det, at vi står mere udenfor de sociale familiecirkler, end jeg på forhånd havde forventet. 

Dating og mænd

Den helt indlysende udfordring ift. dating, når man er alene med sine børn 24/7, er jo selvfølgelig, at der ikke er et oplagt tidspunkt at date på. Hvor de to podcastdamer i dette afsnit fortæller, at de dater i deres friweekender, og stadig har så små børn, at de kan lave sene aftendates, fordi der ikke pludselig står et barn i hverken stue eller soveværelse, så er der ikke noget af det første her, og mine børn er for store til det sidste. Når det er sagt, så er der jo vej, hvor der er vilje, og man kan nå langt med mellemtimer og barnepiger. 

Men ligesom i podcasten har det også for mig ændret sig markant, hvad mit mål med dating er. For hvor jeg inden børn havde en forestilling om, at dating et sted ude i fremtiden skulle munde ud i en kernefamilie, så er der jo kommet en masse overstregninger og fodnoter i dén fortælling. Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke tror, at jeg kommer til at blive ligeså stormende forelsket igen efter mine børn er kommet til, som jeg kunne blive inden. Ikke, at det bliver praktik og venner-med-fordele det hele, men den der altopslugende måde, jeg kunne blive forelsket på før, er jeg i hvert fald ikke stødt på efter børn. Jeg tror, det handler om, at en eventuel kæreste nu for altid vil komme ind på en 3. plads, og det tror jeg gør, at forbindelsen knyttes så meget løsere, at den aldrig bliver helt så intens og altopslugende, som jeg oplevede inden.

Jeg er ikke sikker på, at jeg gerne vil have en kæreste. Faktisk. Det ville være godt for mig, det er der ingen tvivl om, for det ville være både sundt og tiltrængt for mig at få lidt bedre fat i min egen sårbarhed og ikke altid være så skide tough og selvkørende, men jeg synes, det kan være svært med regulær dating, fordi man der mødes som neutrale og så skal forelskelsen vokse frem – og inden den gør det, kan jeg nå at skabe alt for mange forhindringer og forbehold, og få øje på tusind ting, jeg ikke lige orker at rode med. Men når det er sagt, så trives jeg stadig fantastisk i selskab med mænd, og de gange, benene er blevet fejet væk under mig, har jeg jo været i stand til at arbejde rundt om det meste. 

Jeg tror ikke, at jeg i fremtiden kommer til at bo med en kæreste. Jeg kunne komme med mange, lange forklaringer, men den mest oplagte er også den mest rigtige: Jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til konflikter om opvaskemaskiner, og om, hvem der har taget det sidste kaffe, og jeg har i perioder et inderligt behov for at kunne trække mig tilbage fra verden og fordøje den. Jeg har været noget for nogen i døgndrift siden jeg fik Anton, og det er en kæmpe gave og det største privilegium, der nogensinde er blevet mig skænket. Men det betyder også, at jeg somme tider *næsten* ikke kan holde det ud, når der er flere, der stiller sig op i køen med behov, jeg skal dække og dagsordener, jeg skal forholde mig til. 

Jeg skal ikke have flere børn, og det letter selvfølgelig praktikken en del. Men hvor jeg tidligere var sikker på, at jeg helst ville ende med en kæreste uden børn, så hælder jeg faktisk idag til det modsatte. For hvor man i vennerelationer og løse forbindelser kan have glæde af de forskellige livsbetingelser og perspektiver, der kommer af at leve hhv. med og uden børn, så er min oplevelse, at det simpelthen er for svært at have en tæt relation med én, der ikke til fulde forstår, hvad det vil sige at have børn. Dermed ikke sagt, at der er noget som helst forkert i ikke at have børn – det vil jeg gerne slå fast med 7 tommer søm – men at have børn alene, er en ekstremsports-version af forældreskabet, og derfor kan jeg ikke se mig selv dele hverdag og weekender med én, der tror, at man kan opdrage sig ud af alt, og at spisetid er noget, man kan flytte frem og tilbage efter forgodtbefindende.

Hverdagen

Værterne i podcasten arbejder væsentligt anderledes, end jeg gør. Den ene har et job, hvor hun arbejder et døgn, og så har fri i 6, mens den anden er på nedsat tid. Derudover har de ét barn hver, hvor jeg har to. Disse to vilkår er så grundlæggende for, hvordan man indretter sin hverdag, at det nok var her, jeg mindst kunne identificere mig med dem. 

Når det er sagt, var der også masser af overvejelser, jeg genkendte. Et par eksempler er, at børnene kun kan gå til ting, der logistisk kan lade sig gøre ift. arbejdstider, og at man, når man er alene med små børn, uanset antal, er meget lidt fri til at tage ud. Her tænker jeg ikke på fester og byture, for i de situationer kan man hive en barnepige ind, men mere, at man ikke lige kan gå en tur en aften, eller få sig en løberutine, hvis man har lyst. 

Og den observation, jeg ubetinget følte mig allermest spejlet i, var snakken om, at der aldrig er nogen til at afbryde konflikter eller til at grine af tingene sammen med, når det hele ender i hat og briller. Det har jeg snakket rigtig meget med mine andre veninder, som er alene med børn, om. At det kan være SÅ! UDFORDRENDE!, at man selv skal tage hver eneste konflikt og ikke halvvejs kan sige ‘Du er simpelthen lige nødt til at tage over’. Det tror jeg somme tider giver flere og længere konflikter, end hvis man havde været to (hvor man så til gengæld kan have konflikter om ikke at være enige, I know), men når mine børn danser stepdans på mine nerver, så sker det også på dage, hvor jeg er træt, hvor mit arbejdet har kostet ekstra, eller hvor jeg er ked af det, bare fordi. Og derfor møder jeg ikke ind til samtlige konflikter, fuld af pædagogik og overskud, og det betyder, at vi somme tider bliver virkelig sure på hinanden herhjemme. Jeg synes selv, jeg er god til at tale med mine børn om det umiddelbart efter, for jeg tænker stadig, at man kan gøre det til en situation, hvor man giver dem nogle livsværktøjer, men hvor børnene så er klar på, at nu skal vi hygge og du skal lige hjælpe mig med at give dukken ble på, og hvorfor må jeg ikke få en is!? under 4 minutter efter, kan det for mig være svært at omstille mig mentalt og være klar til at glemme og nulstille, når sidste vredesudbrud over lektierne var det 7. på en time, og jeg har det, som om jeg har fået tæsk. Det er ubetinget her, jeg oftest mangler en far til dem, som kan sende mig ud at gå en tur, eller køre med dem, så jeg lige får det break, der gør, at jeg kan trække vejret igen.

Jeg har fra starten valgt, at mine børn kender deres respektive historier 100%, så der er fuld transparence ift. hvordan de er blevet til, og hvad deres biologiske bagland består af. Det giver selvfølgelig spørgsmål fra tid til anden, men ikke andet og mere, end jeg forestiller mig, at enebørn spørger til, ift. hvorfor de ikke har søskende. Det er nok også her, forklaringen ligger på, at jeg ikke identificerer mig med de solomødre, der er gået den traditionelle vej, og på at vi ikke har hylderne fulde af bøger om Ida, der er blevet til i et reagensglas. Jeg ville utrolig gerne have givet mine børn hele pakken, med dobbelt op på indkomst, bedsteforældre og overskud, men det scenarie var aldrig i spil, og havde jeg ventet på det, var jeg ikke blevet Anton og Fridas mor. Og når regnestykket sættes sådan op, synes jeg, at mit valg var det bedste, jeg kunne træffe. Tiden vil vise om børnene er enige, men jeg tror, at de fleste børn opfatter deres barndom som ‘bare sådan det er’, så jeg gætter på, at mine også grundlæggende opfatter deres livsbetingelser som normale, men at der måske hen ad vejen vil komme flere spørgsmål. De broer må vi krydse, når vi når dem. 

Lykke & Sorg

I podcasten tales der i disse afsnit om tanker, jeg også selv har gjort mig: Kan man være lykkelig, når man er alene med sit/sine barn/børn? Bør man få mere end ét barn, når man er selv, så barnet ikke efterlades helt alene, når man ikke selv er her mere? Og hvordan tackler man sorg, når man ikke kan gennemleve den uden små tilskuere?

For at tage det i den rækkefølge, jeg har stillet det op: Ja. Man kan sagtens være lykkelig, selvom man er alene med sine børn. Jeg tror, at lykke er en sindstilstand, som selvfølgelig hjælpes godt på vej af privilegier, men jeg tror også, at den er et mindset, der handler om at være, hvor man er. Jeg tænker ofte på et udtryk, som jeg ikke længere kan huske, hvor jeg har fra, nemlig, at man godt kan elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. For det er præcis sådan, jeg har det. Og jeg er super bevidst om, at selvom der i mit liv er elementer, som jeg oplever som udfordrende, så er der også masser af problemer, jeg ikke har. Jeg skal ikke enes med én om opdragelsen af mine børn, eller forhandle om, hvilke værdier, der er vigtige. Jeg har ikke børn med én, jeg troede ville være der, men som aldrig er, eller med én, jeg skilles fra, som flytter til en anden landsdel – eller som har verdens mest irriterende familie. Ikke, at jeg advokerer for, at min løsning er bedre end den traditionelle. Hvis man på nogen måde har mulighed for at give sine børn to forældre, så synes jeg ubetinget, at det er den bedste løsning, men derfor tror jeg stadig, at det har betydning for lykkefølelsen, at man husker, hvor man med sit valg har spillet sig selv bedre kort på hånden, end så mange andre har. 

For mig var det en faktor i ligningen ift. at give Anton søskende, at han ikke kommer til at være alene i verden, når jeg ikke længere er her. Men synes jeg, at det er den rigtige løsning for alle? Nej. På ingen måde. Man skal stoppe, når det føles rigtigt, og hvornår det gør det, er forskelligt fra person til person. Jeg er umådelig taknemmelig over, at jeg har haft mulighed for at give mine børn livsvidner, og at de har hinanden at læne sig op ad, både nu og på sigt, men det er ikke derfor, jeg har fået to. Den vigtigste årsag for mig var også den mest simple: Jeg ville gerne have et barn mere, og selvom det sgu somme tider trækker tænder ud, så er det også så utrolig fint at få lov at se de sider af Anton, som rollen som storebror har givet ham mulighed for at vise. 

Ift. sorg og gråd tror jeg, at mine børn måske ser hele registret hos mig mere, end børn med to forældre gør, for når man er alene, er det ikke en mulighed at lukke sig ude på badeværelset eller køre en tur, hvis man har brug for at græde. Jeg tror ikke, at børn går i stykker af at se deres forældre være kede af, men det er selvfølgelig en balance, for de skal jo stadig helst være trygge i forvisningen om, at deres forælder kan tackle hverdagen og livet, helt generelt. 

Når natten er allersortest her, så fylder det meget for mig, hvad der kommer til ske, den dag, vi mister mine forældre. For mine børn har, naturligt nok, et helt særligt bånd til dem, og jeg har svært ved at se, hvordan vi skal komme igennem den sorg, når jeg skal trøste i en situation, hvor jeg selv vil være helt ødelagt af sorg. I et forhold har man altid én forælder, der trods alt har en smule distance til den bedsteforælder, der ikke er mere, og som derfor kan gå et gear op i at passe på børnene, mens den, der har mistet en forælder, kan synke ind i sorgen. Den situation frygter jeg meget, for den ved jeg simpelthen ikke, hvordan vi kommer igennem den.

Og fordi jeg har oplevet at miste en veninde til kræft, er tanken om, at jeg kan dø fra mine børn, før de er klar til at klare sig selv, også én, jeg aktivt skal holde på afstand, hvis ikke jeg skal blive skør. Den angst er blevet tifold værre over tid, og jeg tror, at både den aldersrelaterede skrøbelighed, og empirien ift. at det faktisk *kan* ske, er medvirkende til den meget uvelkomne eskalering af frygten. Som alle andre velfungerende voksne holder jeg tankerne nede med lige dele eskapisme og fornægtelse, for fremtidige sorger bliver jo ikke mindre af at tage dem på forskud. Men det kan, på de dårlige dage, være virkelig svært at lade være.

(Læs om at gå fra ét til to børn her)

_________________________________

Så there you have it. Hvis du nåede hele vejen igennem, så tak og godt gået. Jeg håber, at alle ordene kan være med til at kaste lidt lys over en måde at være alenemor på, som måske ikke er den mest gængse, men som stadig indeholder de samme elementer, som alle andre typer af forældreskab.

Størst og allermest: Kærligheden.

Published by

28 Replies to “Longread: ‘Alenemor &’, soloedition

  1. Tak for rundturen og for anbefalingen af podcast. Som relativt ny skilsmissemor kan jeg i både dine fortællinger og i podcasten spejle mig meget i en stor del af det, og slet ikke på andre punkter (fx det heftige datingliv, det er et nej tak herfra ligenu, haha!). Men uanset hvad, så giver det mig så meget at høre om andre alenemødre af alle slags, fordi det så sjældent bliver repræsenteret. Det er rart at få spejlet og sat ord på det svære, men især at få sat fokus på alle fordelene ved ens egen levevis. For dem er der masser af! Jeg kan også huske hvordan jeg før skilsmissen ofte kunne misunde dig i dit forældreskab IKKE at skulle håndtere parforholdskonflikter og forskellige værdier ift opdragelse, osv. og nu er jeg bare glad i mit alenemorliv.
    De ting jeg savner ved et parforhold, fandtes alligevel ikke nødvendigvis i mit parforhold, så det er bedre at skabe den gode hverdag på de reelle præmisser alene.

    For mig er den største ensomhed ikke forbundet til det at være alenemor, men fordi jeg har været syg gennem flere år, hvor mine børns far var tættest på mig, så er han én af de få, der virkelig ved hvordan jeg har haft det, hvor udmattet jeg har været og hvad det har krævet af kampe og ofre. Og det er ensomt, at det livsvidne er flyttet, også selvom det faktisk også var ensomt før skilsmissen, fordi han alligevel ikke formåede at give mig den omsorg jeg havde brug for ift. sygdommen. Alt dette for at sige, at livet som alenemor, vurderingen af livskvalitet og tilfredshed (Fx ensomhed) også farves meget af de perspektiver ens andre livsvilkår giver.

    Tak for dit smukke og omhyggelige spejl, som altid er en stor inspiration og glæde!

  2. Kære Linda, jeg har læst indtil ‘Lykke og sorg’. Du får lige en komm på det første.

    Med mindre du og jeg er lavet af meget forskelligt genetisk materiale, så er mit gæt du kan blive lige så forelsket nu som du kunne før Anton og Frida. Jeg måtte pga kedelige omstændigheder flytte fra min fars datter, da hun var 1,5 år (hendes far og jeg beholdt dog et super samarbejde i mange år). Og nej hvor har jeg været forelsket efter jeg blev deltids single mor. Jeg havde jo netop friweekender og de blev brugt i Aarhus’ natteliv, for jeg ville gerne finde faderen til mit næste barn og prøve at få mig en ‘rigtig’ familie. Den far fandt jeg ikke, men jeg havde nogle heftige forelskelser.

    I dag er min datter voksen, hun er 32. Min og andres erfaringer med voksne børn er at uanset HVAD man har valgt at gøre som forælder, vil de en dag komme til dig og spørge hvorfor man ikke kunne give dem en anden barndom. Min datter var syg efter at få en lillebror eller lillesøster. Jeg forklarede det skulle jeg bruge en mand til, hvorefter hun f eks kunne finde på at sige i bussen ‘mor kan du ikke bruge den mand derhenne ‘ 🙂

    Vi boede til leje uden særlig mange penge. En weekend, da en veninde overnattede med sin søn, blev hendes søn forelsket i konceptet med at bo i lejlighed. De boede mor, far og ham i et dejligt rækkehus i en forstad til Aarhus, med have og gårdhave med al verden legekammerater.

    Nogle af børnene i børnehave/sfo blev hentet sent, fordi deres forældre havde høje stillinger/dyre huse etc. De børn var meget misundelige på jeg kunne hente min datter så tidligt, fordi jeg var studerende en del år. Min egen datter ville til gengæld ikke med hjem kl 15, hun ville blive og lege 🙂

    Min pointe er, alle børn længes efter noget, vi ikke kan give dem. Det behøver de ikke blive traumatiserede af. Det vigtigste er at de har mindst en forælder, de ved elsker dem ubetinget. Jeg tror så det er ubetinget meget hårdede at stå alene med det hele. Min datters far og jeg bevarede som sagt et godt venskab. Ofte, hvis vi havde tilbragt en lørdag sammen og lagt hende i seng, fortsatte vi med at snakke om hende, når hun var faldet i søvn. Kh Mette

  3. Netop det der med at være to til konfliktshåndtering og muligheden for at lade den ene få luft fra forælder-rollen et lille-bitte øjeblik, tænker jeg faktisk tit over – primært fordi min kusine blev alene med hendes to piger da de var små.. Jeg har godt nok sendt flere tanker med næsegrus beundring overfor hendes måde at lykkes med det hele på, når jeg står og er klar til at “kaste barnet ud af vinduet” og bliver reddet af at min mand kan tage over..

    Tak for dine tanker!

    1. Det er faktisk forbavsende rart at høre, at det, jeg skriver, også genkendes af én, der sidder et andet sted ved bordet, end jeg selv gør. Så selv tak <3

  4. Kære Linda, nu har jeg fået læst det hele og mange tak for inspirerende læsning. Specielt din udgang er fantastisk, fordi den i en sætning rummer hele forklaringen på alt, nemlig kærligheden. Jeg håber for dig, du kan ligge nogle af bekymringerne på hylden med tiden. Jeg ved jo intet om dine forældres helbred, men dejlige børnebørn er nok den bedste livskvalitet man kan have i den generation. Så mon ikke dine børn er med til at give dem så mange glæder at dine forældres helbred styrkes?

    Jeg har svært ved at forstå, bejlerne ikke står i kø ved din dør. Og det behøver jo nemlig slet ikke være en, man bor sammen med. Hvis der skulle komme en forbi, som forelsker sig i dig, har du jo det hele. 2 skønne børn og en kvinde der ved hun ikke vil have flere. Hvad er der ikke at elske? Og hvis du møder en sød en, så vil vedkommende jo nok selv have forældre/søskende/fætre/kusiner osv. En anekdote til det: Min datters far fandt sig en ny sød kæreste og hendes forældre har altid været helt tossede med min datter og det er gensidigt. Så der var lige et par bonus bedsteforældre som ingen anede eksisterede.

    Det skal nok gå Linda, jeg håber du kan distancere dig til sygdomme. Du er jo da fænomenal god til at sætte pris på dine glæder her i livet. Og til at dele dem med os andre. Kh

    1. Kære Mette.

      Tak for din fine tilbagemelding. Jeg genkender meget af det, du skriver om din voksne datter fra det, mine veninder og jeg gennem tiden også er nået frem til, nemlig at man i sit forældreskab i forsøget på at undgå at lave én type fejl, uvægerligt ender med at lave 100 andre. Og at uanset hvad man er vokset op med, så vil der altid være valg, ens forældre har truffet, som man ikke forstår.

      Min tilgang til både kærlighed og sygdomsangst er, at det vigtigste er at være tilstede i nuet. Det er en frygtelig kliché, men noget af det, jeg allerhelst vil undgå er, at komme til at leve mit liv i en ventesal. Det var en af de væsentligste årsager til, at jeg valgte at få børn alene; at uanset om det, der måske/måske-ikke kommer er noget, man glæder sig til eller frygter, så spilder man livet, hvis man bare sidder på sine tasker og venter. Det kan være svært at undgå, at tankerne stikker af, men i det store og hele tror jeg, at jeg egentlig er ret god til at glæde mig over livet med alt, hvad det er og bringer <3

      Kh

      Lida

      1. Kære Lida, sikke en smuk tastefejl hihi. Min agenda som dengang mor var først og fremmest ikke at gentage min egen mors fejl. Min mor havde mange gode sider, jeg voksede op med 2 forældre, der boede sammen, og de gav os børn materiel tryghed. Men det var ekstrem dysfunktionel familie: vold, had, sexuelt misbrug, utroskab. PS ikke mig, der blev misbrugt, det var min kusine. En veninde af mig har senere beskrevet det som en ‘ulykkelig teatersal’. For udadtil var der sørme ikke noget galt. Vores forældre var prominente borgere. Det var mig, der som den ældste altid sørgede for at være hjemme og holde øje med situationen. Jeg nævner det bare fordi min egen datter jo så måtte vokse op uden 2 forældre, der kunne finde ud af at bo sammen. Dengang var mit motto ‘det er vigtigere at forældrene er gode venner end at de bor sammen’.

        Mht bekymringer … ork du. Jeg var blevet millionær, hvis man kunne tjene penge på at bekymre sig. Måske er det min alder, jeg er i dag 56, der gør at jeg har lært ikke at bekymre mig så meget. Og ja min datter er jo voksen, men jeg kan sagtens bekymre mig om hun nu får covid19, men jeg er så også en med seriøse mom issues. Hihi. Tak for dit svar, jeg har fulgt med på din blog siden ca 2008, har vist læst alle dine opslag. Jeg kommenterer fordi jeg er kæmpe fan af dig – og dine. Glæder mig altid når jeg ser, der er nyt fra dig. PS dine spare/minimalisme indlæg har virkelig inspireret mig rigtig meget, også tak for dem.

  5. Hej Linda

    Jeg har læst med i flere år og aldrig kommenterer før, men det her indlæg har jeg lyst til at takke dig for. Det er muligt at du ikke taler for alle sole-mødre – det kan nok ingen – men mig ramte du lige i brystet. Du giver ord til så mange af de tanker og følelser som jeg har gjort mig som solomor og der er bare noget fantastisk i at se sine egne tanker så præcist beskrevet af andre.

    Især din beskrivelse af ensomheden i den første tid, som også ramte mig som et godstog efter en graviditet som slet ikke blev så ensom, som jeg havde ventet. Det var faktisk den oplevelse af ensomhed, som tog min lyst til at få nummer to, selvom jeg ligesom dig egentlig ønskede en søskende til mit barn for hans skyld. Måske havde ensomheden ikke været der ved nummer to, men for mig forsvandt lysten til at få flere børn og ham jeg havde blev helt nok. Og jeg tror ikke man skal få børn man ikke ønsker sig vildt og blodigt (som det var tilfældet første gang). Sådan er vi forskellige og ensomheden er heldigvis væk idag.

    Som dig savner jeg heller ikke en forældre mere i hverdagen, og jeg ser egentlig mange fordele i bare at være en, men jeg kan genkende savnet i konfliktsituationer og de dage hvor det bare ville være skønt, hvis en anden klarede putningen 😉
    Jeg oplever dog også savnet på den måde, at den manglende far er et stort tema for min søn. Han ringer fx ofte på døren når vi kommer hjem, og kommentere jeg det, så svarer han “jeg skulle bare lige se om min far åbnede”. Der har også været aftener hvor han græd sig i søvn over savnet af en far/at være som de andre. Det lyder ikke som om det er et tema i din familie og måske bliver det aldrig det. Men selvfølgelig gør det ondt i hjertet at være den som har truffet den beslutning, at der ikke er en far, når man holder om sit grædende barn.

    Nå, men jeg ville egentlig bare sige dig tak for indlægget, som jeg virkelig nød at læse – næste gang nogen spørger til mine tanker (som folk jo gør når man har valgt anderledes), så kunne jeg være fristet til bare at stikke dem en kopi af dit indlæg. Og tak for bloggen i øvrigt, som jeg altid nyder at læse med på!
    /Astrid, solomor til en dreng på snart 6.

    1. Sikke en fantastisk kommentar, Astrid – tusind tak for den!

      Jeg tror, at os, der har valgt at gøre det selv, alle fra tid til anden bliver ramt af tyngden over at have truffet et valg på vores børns vegne, om at give dem væsentligt anderledes vilkår end de fleste andre. For mig var det nemmere at tænke, at ‘det kan vi jo bare snakke om!’ inden jeg fik børnene, end da de først var her. Det er jo nok meget naturligt, for den altopslugende kærlighed, man nærer til sit barn, er umulig at forestille sig på forhånd. Og det der jo netop den, der får det til at rive i hjertet, når de bare gerne vil have det samme, som alle de andre har. Du har ret i, at det ikke er et generelt tema her, men det opstår stadig, og når det gør, så rammer det også mig.

      Tak for at bruge tid på at melde tilbage.

      Kh

      Linda

  6. Tak for et nuanceret indblik i glæder og sorger ved en anden familiekonstellation end min egen. Jeg kan særligt spejle mig i den med klippe 90% af snorene til sit netværk fra den ene dag til den anden. Der er mange fordele ved at få børn mens man er studerende, men det var socialt selvmord – også selvom jeg er del af en kernefamilie med far og mor og børn. Hvorfor vil kernefamilierne i øvrigt ikke inkludere soloforældre i deres netværk?

    1. Det har jeg aldrig skænket en tanke, men selvfølgelig river det også en masse over. Virkelig relevant indspark – tak for dét.

      Ift. hvorfor kernefamilien ikke vil inkludere soloforældre, så tror jeg, at det, sådan helt lavpraktisk, handler om symmetri. At det bare passer bedre, når der er to fædre, to mødre og nogle børn, end hvis der sidder en ene-og-alene-stork ved bordet og stritter. Jeg tror, at de måske ubevidst kommer til at putte mig i ‘veninde-kategorien’, og aftaler med veninder er nok typisk af en anden karakter, end aftaler med vennepar. Jeg kan sådan set godt forstå det. Det er bare stadig super frustrerende, fordi det her jo for pokker er min familie, og som familie savner vi jo at få lov at lave familieting med andre familier. For selvom det er fint med venindekaffe om aftenen, eller en tur på legepladsen en eftermiddag, så føles det amputeret, at der meget sjældent er aftensmadsaftaler, Sankt Hans grill-aftener eller ture i sommerhus på tapetet for os. Det er et ilandsproblem, men lige præcis det med at falde ned i sprækken mellem single- og familiestolen fylder væsentligt mere, end jeg på forhånd havde forventet.

      1. Kære Linda,
        Tak for at du deler så ærligt og for at skrive et indlæg, hvor det er så let at spejle sig. Du er så god til at sætte ord på nogle af de tanker, som kan være svære at beskrive og som Astrid skriver, så er her et indlæg man får lyst til at vise andre, der måtte have spørgsmål. Jeg har stadig gemt dit skriv om does and dont’s, hvis man skulle havne i mødregruppe med en som os, og dette er et godt supplement dertil 🙂

      2. Hvor er det ærgerligt. Jeg kommer til at tænke på en af min lille families kæreste relationer. Vi lærte hinanden at kende som to kernefamilier, og derfor er det selvfølgelig noget andet, men da forældrene i den anden familie gik hver til sit, er vi fortsat med at se moren+barn netop til fødselsdag, højtider, i sommerhus og den slags, og de har en slags særstatus i vores liv – en bonusfamilie kan man nærmest sige, og det betyder så meget for os. ❤️

  7. Tak for dit indlæg. Du har så mange gennemtænkte refleksioner, som jeg sætter stor pris på. Jeg har for længe siden hørt podcasten “Alenemor &”, så den er ikke dugfrisk i erindringen, men jeg kan huske, at jeg faktisk blev lidt provokeret af, at de i min optik malede et billede af familien med to forældre, som jeg ikke kunne genkende. Jeg ved godt, at der er stor forskel på familier og situationer, men for mit – og mange af mine veninders – vedkommende, er der én af de to forældre, som klart fungerer som overhoved ift. børnene og de opgaver, der følger med. I langt de fleste tilfælde er det moderen, mig selv inkl., der driver det hele. Så meget for ligestilling, men det er jo en lang og mere indviklet diskussion, som kan tages på et andet tidspunkt. Min mand arbejder meget og er væk 6 dage i ugen fra morgen til aften. Han afleverer børnene i børnehave 1-2 gange om ugen max, men har her 6 år efter vi fik børn, endnu aldrig hentet dem. Jeg står for alt husholdning, mad, rengøring, madpakker, forældremøder, opdragelse, putning… alt simpelthen. Jeg er altså i praksis også alenemor langt det meste af tiden. Jeg kan se, at det lyder helt indebrændt, men det var egentlig ikke meningen. Jeg ville bare sige, at både jeg og langt de fleste familier jeg kender, har en forælder, som i praksis styrer det meste fordi den anden ikke er tilstede. Og jeg følte at de i podcasten havde en forestilling om, at man da så kunne være to til at dele rengøring, opvask o.l. Jeg er helt med på at der er andre store forskelle: at vi er to forældre til at dele de store følelser, at der er to indkomster osv. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg tror, at vi som i mange andre situationer let kommer til at lade forestillinger om andre flyde sammen med de drømme vi selv har, så vi kommer til at forestille os græsset grønnere på den anden side.

    1. Jeg tror egentlig, at det grundlæggende kommer ned til, at de fleste af os gerne vil ses. Uanset om vi er selv hele tiden, noget af tiden eller aldrig. Og derfor kommer man altid til at skære en lille smule tænder, når andre mennesker synes, at den situation, man sidder i – modsat deres – er nem og fuld af ‘bare’ og overskud. For problemet er, at når man møder den slags holdninger, så udvikler det sig ofte til en konkurrence om, hvem der har det hårdest – og det tror jeg egentlig ikke NOGEN af os gider høre os selv sidde og argumentere for. Så det er lidt som med nærighed: At man bliver ekstra sur på dem, der bringer det til bordet, fordi de med deres adfærd tvinger det frem i én selv:)

  8. Hej Linda
    Jeg bliver også nødt til at skrive her, for du rammer så fint og rent, at jeg simpelthen sad og tudede, da jeg nåede til din sidste sætning. Er også selvvalgt enlig mor til to unger, lige et par år yngre end dine, så jeg er med dig hele vejen.
    Blev især virkelig ramt, og rørt, af dine beskrivelser af det forhøjede konfliktniveau, som uværgerligt følger med, når der ikke er nogen, der kan ta’ over – når man selv godt kan mærke at man bare virkelig, VIRKELIG burde se at komme ud af en eskaleret situation, men pinedød er nødt til at blive og få den kørt ned igen. Jeg er dig simpelthen dybt taknemmelig for at ta’ det med, for det er sgu så sårbart – også overvejelserne om balancen ml på den ene side at måtte lære sine unger at voksne også godt kan blive kede af det, (og at det er helt ok, at de lærer det,) uden at det tipper over ift den grundlæggende tro på, at den voksne stadig har ansvaret og overblikket og at de kan føle sig trygge i det.
    Jeg ku’ skrive en milliard ting mere, men vil stoppe her. Og bare sige tak, fordi du er så ærlig og dejlig og kærlig og klog. (Også det spejler jeg mig selvfølgelig i! 😉

    1. Hvor blev jeg glad for din kommentar, Mette. Det føles virkelig meningsfuldt at kunne videregive erfaringer og høre, at andre kan bruge dem til noget. Tusind tak for din fine tilbagemelding.

      Kh

      Linda

  9. Tak fordi du dele Linda

    Du er virkelig god til og få det skrevet

    Er slet ikke færdig med og læse det hele. men det med børn- aleneforældre-sygdomme med mere

    Man kan oprette en børne testamente
    Så vil den myndighed ikke bare selv bestemme men så vidt muligt følge det der er skrev

    Jeg har været inde i sådan en på den anden siden svært og skive uden bliver for privat vil du vide mere må du gerne spørge

    Ved du godt Anton og Frida har en fantastisk -vidunderlig mor

    Mange hilser

    1. Tak for tanken <3 Jeg har heldigvis et godt netværk og mange gode mennesker omkring mig at sparre med – ellers tusind tak for tilbudet <3

  10. Sikke et fint indlæg. Jeg har aldrig været i nærheden af at være solomor, for jeg nærmer mig kobberbryllup med faren til mine to børn, som jeg i øvrigt mødte nede i tyverne, hvor man ikke havde nået at tænke den slags tanker.
    Alligevel er der ting jeg genkender – for vi laver heller ikke alle de der par-ting en hel masse. Vi tager ikke i sommerhus med vennepar, er til familiekomsammen hele tiden og igen, og min kalender er relativt tom rigtig meget af tiden. Den del af vores (relativt lille) familie der bor tættest på, er 300 kilometer og fire broer væk, så selv før corona så vi ikke familie mere end højst hver anden måned.
    Jeg kan også blive misundelig over alt det de andre oplever og de fællesskaber de har, men samtidig har jeg et barn, der ligner mig selv som barn – og jeg hadede, at vi altid skulle alt muligt.

    Mine forældre tog ingen hensyn til børn nede i 80’erne – vi skulle hele tiden til fest, familiehalløj med 18 mennesker, på besøg hos venner osv. De voksne drak sig fulde, røg sig skæve og spille violin som gale. For mig føltes det som et frygteligt kaos og jeg drømte bare om at få lov at slappe lidt af. Jeg tror langt hen ad vejen, at den ro og lidt færre, men meget nære relationer, som du giver dine børn, er noget de også i fremtiden kommer til at elske.
    Det blev en lang og lidt afvigende historie. Egentlig ville jeg bare sige, at jeg sagtens kan genkende nogle af de ting du beskriver, selv om jeg er en del af en kernefamilie, at jeg er fuld af beundring over hvor reflekteret og dejlig du virker i dit moderskab, at jeg er vildt imponeret over at du undgår at implodere af raseri, når bølgerne går højt og du ikke kan kaste håndklædet efter en anden voksen og at jeg tror på, at der er fordele og ulemper ved alt, og du har fat i den lange ende i forhold til at være der hvor man er og nyde det mest muligt.

    1. Tak for det, Iben.

      Der er ingen tvivl om, at vi alle sammen oplever elementer af de samme glæder og udfordringer i forælderskabet, uanset hvilken konstellation, vi er endt i. Jeg har slæbt lidt på fødderne ift. at skrive det her indlæg, for min erfaring siger mig, at nogle kommer til at læse det, som om jeg synes, jeg mangler noget, mens andre oplever, at jeg siger, at de har det nemmere end mig. Ingen af delene er sandt. Men det er svært at skrive et indlæg om, hvordan jeg oplever forskellen på min familieform og det, der trods alt stadig er det mest gængse, uden netop at fokusere på forskelle. Hvis ikke jeg gjorde det, ville det blive et kedelig indlæg:)

      Så jeg forstår 100% hvad du mener, og jeg er enig med dig: Jeg tror også, at der er langt flere ligheder end forskelle.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.