Longread: ‘Alenemor &’, soloedition

For et par uger eller tre siden, anbefalede jeg podcasten ‘Alenemor &’, og skrev i den forbindelse, at der både var overvejelser og problemstillinger jeg genkendte, men også nogle, hvor min situation var anderledes, fordi jeg er selvvalgt alenemor. En uges tid senere efterspurgte en læser i kommentarfeltet et indlæg, hvori jeg prøvede at sætte ord på, hvor min situation er forskellig fra skilsmisse-alenemødre, og det er det, du er faldet over her. 

I første omgang havde jeg egentlig besluttet at poste det af to omgange, for det er L-A-N-G-T, men fordi der emnemæssigt er overlap, nåede jeg frem til, at der potentielt ville komme spørgsmål og kommentarer til første del, som ville blive besvaret i anden del, og derfor endte jeg med at beslutte at poste hele svineriet samlet. Det er måske for langt for nogle og helt irrelevant for andre, men som altid er vi lige gode venner, hvis I stopper halvvejs eller helt hopper over.

Under nogle afsnit har jeg linket til andre indlæg, hvor jeg har skrevet mere i dybden om de enkelte emner. Dette er til dem, der går med overvejelser om at få børn selv, og gerne vil have (endnu) flere ord sat på. 

Jeg har holdt mig til nogenlunde de samme overskrifter, som podcasten er bygget op omkring, og inden vi starter, kommer jeg lige med en håndfuld disclaimere:

*Jeg har skrevet det hele før. Ikke samlet og ikke så tematiseret som her, men jeg har været omkring 90% af indholdet i andre indlæg. Dette indlæg bliver dog rigeligt langt, som det er, og derfor skipper jeg alle ‘som jeg tidligere har været inde på’-formuleringer. 

*Jeg ved godt, at ingen familier kan sammenlignes, og jeg er fuldt ud bevidst om, at selvom jeg er alene, så er jeg stadig priviligeret ift. at have mine forældre, ikke at være kronisk syg osv. 

*Jeg skriver med udgangspunkt i mig selv og mit eget forældreskab, og prøver ikke på nogen måde at gøre mig til talsperson for selvvalgte alenemødre generelt.

Yes?

Så mangler vi vist bare, at alle mand tanker op på kaffe, og så er vi ellers klar til at gå igang. 

Graviditet  og ensomhed 

I podcasten er emnerne her to separate afsnit; ét, der handler om graviditet (den ene blev ups-gravid med én, hun lige havde mødt, den anden fik barn i et parforhold, der siden gik i stykker), og ét, der handler om ensomheden, der fulgte med at blive alene med et meget lille barn.

Jeg har valgt at slå dem sammen, fordi de for mig lå i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Når man bliver gravid alene, er der jo tale om et ret aktivt tilvalg, og derfor tror jeg, at der er mange tanker, man som solomor gør sig inden graviditeten, som andre måske først gør sig, når de står med to streger på testen. 

Jeg havde brugt lang tid på at tænke min beslutning igennem, og jeg var forbi både læge og bank, inden jeg satte projektet i søen. Jeg er opdraget til at gå efter det, der er vigtigt for mig, så jeg tror egentlig aldrig, jeg forholdte mig til, at jeg kunne risikere at møde modstand mod projektet, og jeg har da også kun mødt opbakning. Faktisk var det min oplevelse, at der var mere undren over, at jeg valgte at navngive børnene i stedet for at døbe dem, end over, at jeg valgte at få dem alene. 

Jeg har aldrig mødt fordomme eller fordømmelse over mit valg – eller måske har jeg, men så har jeg ikke opfattet det. (Eller også tør folk ikke sige det til mit åbne ansigt?)

Uden at gå i detaljer, har jeg selv (planlagt og med vilje) lavet begge mine børn, og de er lavet på egen hånd. (Altså, ikke *helt* selv, vel? Men udenom en klinik). Inden jeg undfangede Anton, havde jeg fået at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne få børn; noget med en lukket æggeleder, hvis jeg husker rigtigt. Det viste sig jo så ikke at passe. Men derfor gik der noget tid, før jeg opdagede, at jeg var gravid, og fordi mit udgangspunkt var, at jeg ikke kunne blive det, så var mine tanker, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, faktisk på IVF osv. Men forud for hele projektet, havde jeg tænkt meget på, om jeg mon ville føle mig ensom i min graviditet. Om det ville føles mærkeligt at være på vej ind i noget, som de fleste andre var to om, og hvor systemet – mere dengang end idag – konstant tog udgangspunkt i Mor, Far & Børn. Overraskende nok var det ikke tilfældet, men måske det hænger sammen med, at jeg, inden Anton kom til, jo egentlig bare levede, som jeg havde gjort hele tiden. Jeg trænede, var sammen med vennerne, hang ud på cafeerne og gik lange ture. Alt det, jeg plejede, bare tilsat en kæmpe forventningens glæde over det lille liv i maven.

Til gengæld ramte ensomheden som et godstog, da jeg fik ham. For pludselig var mit liv ændret så radikalt, at jeg ikke længere kunne være med på singlelivets præmisser. Ikke at vennerne forsvandt, men jeg kunne ikke lige smutte forbi centret, jeg kunne ikke være med, når de andre brunchede i timevis og alt, hvad der hed spontane aftaler var udelukket. Modsat mine venner i parforhold, der havde andre venner i parforhold, hvor børnene kom til simultant over hele linjen, og deres relationer derfor bare udviklede sig til nu også at omfatte børn, så klippede jeg 90% af snorene til mit netværk fra den ene dag til den anden. Læg dertil, at jeg var vågen nærmest hele døgnet, og på det tidspunkt boede 150 km. fra min familie. Det var helt åndsvagt hårdt, og jeg tror aldrig, jeg har følt mig mere alene i mit liv. 

Min graviditet med Frida var meget præget af, at jeg blødte hele vejen igennem den. Jeg var simpelthen så bange for at miste hende, at jeg ikke købte et eneste stykke tøj, før sundhedsplejersken i 7. måned aede mig på hånden og sagde: “Du må godt begynde at forholde dig til hende. For hun kommer ud til dig” og jeg tudbrølede i flere timer. Det er en underlig tilstand at være i, fordi man hele tiden forsøger at forberede sig på to mulige fremtidsscenarier; ét med en baby og ét med en kæmpe sorg.

Men gudskelov blev hun derinde, og da hun endelig kom ud, kunne jeg se, at det, der havde været allersværest, da Anton kom, var skiftet fra et liv uden børn til livet med. Man tror, man skal lave lidt om på et værelse i et hus man allerede bor i, og så viser det sig, at en bulldozer jævner det med jorden, og man skal til at bygge et helt nyt hus, og man aner ikke, hvor man skal starte, eller hvordan det skal se ud. Anden gang boede vi allerede i det, og det gjorde alting nemmere. Fordi mit eget netværk denne gang var et, hvor der var børn, og vi desuden havde fået familien tæt på, udeblev den ensomhedsfølelse, jeg havde kæmpet sådan med første gang.

(Læs om overvejelser ift. at træffe beslutningen om at få børn alene her, her, her og her. Læs om graviditet her)

Kernefamilien

I afsnittet i podcasten, der handler om kernefamilien, taler værterne om misundelsen vs. lettelsen over at være tilskuer til andre menneskers kernefamilie. Om ønsket om at have én at dele kærligheden til barnet med og om lettelsen over friweekender.

Den her har jeg tygget lidt på. For jeg tror egentlig, at jeg tog afsked med ideen om kernefamilien, da jeg besluttede, at jeg ville prøve at få børn alene. Når jeg kigger på familier udefra, tror jeg, at der er dele af den, jeg savner – men faktisk ikke hele pakken. I dét regnskab hører det helt sikkert historien til, at jeg er så heldig at have mine forældre, for jeg har aldrig savnet nogen at dele kærligheden med. Til gengæld savner jeg ind i mellem én, der har samme aktier i børnene, som jeg har, specielt når det er svært. For i *de* situationer er der ingen, der står samme sted, som jeg gør. Mine forældre er børnenes bedsteforældre, og som alle andre bedsteforældre, er der nuancer af børnenes liv, som de ikke kender til, fordi de ikke er en del af børnenes skoleliv, fritidsinteresser osv. Og de er naturligvis også farvet af, at jeg er deres datter, så når noget i forældreskabet er svært for mig, så er det dobbelt svært for dem, og derfor ville det være for meget at bede om, at de skulle kunne være objektive. Så når jeg skal vurdere, om børnene skal udredes for X eller Y, når jeg skal tage kampen med systemet om det ene eller det andet; så savner jeg somme tider én i mit ringhjørne, der har præcis det samme udgangspunkt, som jeg har, nemlig at ville give mine børn redskaberne til på lang sigt at skabe de bedste betingelser for et godt liv for dem selv – også når det er svært. 

Fordi vi er flyttet fra mit “voksne” netværk, savner jeg også det, der følger med en kernefamilie, nemlig muligheden for in house voksent selskab, og muligheden for at tage hjemmefra og pleje egne interesser, uden at have dårlig samvittighed og/eller at skulle have børnene passet. For jeg savner en fast træningsrutine så meget, at jeg næsten har blodsmag i munden, og jeg savner at kunne lave en cafeaftale eller sige ja til en ekstraopgave om aftenen, uden at det medfører logistikhelvede galore. 

Og som vi har snakket om før, så betyder min status som single, at jeg bare ikke bliver inddraget i samme omfang, som par gør, når andre kernefamilier skal lave noget. Der er flere faktorer, der spiller ind her, men alene det, at vi “kun” har et halvt netværk af mostre, fastre og bedsteforældre, der holder fødselsdage og påskefrokoster, betyder, at vi allerede dér har færre sociale arrangementer i kalenderen. Og fordi de andre kører dobbelt op, og derfor har brug for familietid derhjemme, når der endelig ikke er konfirmationer og julefrokoster på programmet, så betyder det, at vi står mere udenfor de sociale familiecirkler, end jeg på forhånd havde forventet. 

Dating og mænd

Den helt indlysende udfordring ift. dating, når man er alene med sine børn 24/7, er jo selvfølgelig, at der ikke er et oplagt tidspunkt at date på. Hvor de to podcastdamer i dette afsnit fortæller, at de dater i deres friweekender, og stadig har så små børn, at de kan lave sene aftendates, fordi der ikke pludselig står et barn i hverken stue eller soveværelse, så er der ikke noget af det første her, og mine børn er for store til det sidste. Når det er sagt, så er der jo vej, hvor der er vilje, og man kan nå langt med mellemtimer og barnepiger. 

Men ligesom i podcasten har det også for mig ændret sig markant, hvad mit mål med dating er. For hvor jeg inden børn havde en forestilling om, at dating et sted ude i fremtiden skulle munde ud i en kernefamilie, så er der jo kommet en masse overstregninger og fodnoter i dén fortælling. Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke tror, at jeg kommer til at blive ligeså stormende forelsket igen efter mine børn er kommet til, som jeg kunne blive inden. Ikke, at det bliver praktik og venner-med-fordele det hele, men den der altopslugende måde, jeg kunne blive forelsket på før, er jeg i hvert fald ikke stødt på efter børn. Jeg tror, det handler om, at en eventuel kæreste nu for altid vil komme ind på en 3. plads, og det tror jeg gør, at forbindelsen knyttes så meget løsere, at den aldrig bliver helt så intens og altopslugende, som jeg oplevede inden.

Jeg er ikke sikker på, at jeg gerne vil have en kæreste. Faktisk. Det ville være godt for mig, det er der ingen tvivl om, for det ville være både sundt og tiltrængt for mig at få lidt bedre fat i min egen sårbarhed og ikke altid være så skide tough og selvkørende, men jeg synes, det kan være svært med regulær dating, fordi man der mødes som neutrale og så skal forelskelsen vokse frem – og inden den gør det, kan jeg nå at skabe alt for mange forhindringer og forbehold, og få øje på tusind ting, jeg ikke lige orker at rode med. Men når det er sagt, så trives jeg stadig fantastisk i selskab med mænd, og de gange, benene er blevet fejet væk under mig, har jeg jo været i stand til at arbejde rundt om det meste. 

Jeg tror ikke, at jeg i fremtiden kommer til at bo med en kæreste. Jeg kunne komme med mange, lange forklaringer, men den mest oplagte er også den mest rigtige: Jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til konflikter om opvaskemaskiner, og om, hvem der har taget det sidste kaffe, og jeg har i perioder et inderligt behov for at kunne trække mig tilbage fra verden og fordøje den. Jeg har været noget for nogen i døgndrift siden jeg fik Anton, og det er en kæmpe gave og det største privilegium, der nogensinde er blevet mig skænket. Men det betyder også, at jeg somme tider *næsten* ikke kan holde det ud, når der er flere, der stiller sig op i køen med behov, jeg skal dække og dagsordener, jeg skal forholde mig til. 

Jeg skal ikke have flere børn, og det letter selvfølgelig praktikken en del. Men hvor jeg tidligere var sikker på, at jeg helst ville ende med en kæreste uden børn, så hælder jeg faktisk idag til det modsatte. For hvor man i vennerelationer og løse forbindelser kan have glæde af de forskellige livsbetingelser og perspektiver, der kommer af at leve hhv. med og uden børn, så er min oplevelse, at det simpelthen er for svært at have en tæt relation med én, der ikke til fulde forstår, hvad det vil sige at have børn. Dermed ikke sagt, at der er noget som helst forkert i ikke at have børn – det vil jeg gerne slå fast med 7 tommer søm – men at have børn alene, er en ekstremsports-version af forældreskabet, og derfor kan jeg ikke se mig selv dele hverdag og weekender med én, der tror, at man kan opdrage sig ud af alt, og at spisetid er noget, man kan flytte frem og tilbage efter forgodtbefindende.

Hverdagen

Værterne i podcasten arbejder væsentligt anderledes, end jeg gør. Den ene har et job, hvor hun arbejder et døgn, og så har fri i 6, mens den anden er på nedsat tid. Derudover har de ét barn hver, hvor jeg har to. Disse to vilkår er så grundlæggende for, hvordan man indretter sin hverdag, at det nok var her, jeg mindst kunne identificere mig med dem. 

Når det er sagt, var der også masser af overvejelser, jeg genkendte. Et par eksempler er, at børnene kun kan gå til ting, der logistisk kan lade sig gøre ift. arbejdstider, og at man, når man er alene med små børn, uanset antal, er meget lidt fri til at tage ud. Her tænker jeg ikke på fester og byture, for i de situationer kan man hive en barnepige ind, men mere, at man ikke lige kan gå en tur en aften, eller få sig en løberutine, hvis man har lyst. 

Og den observation, jeg ubetinget følte mig allermest spejlet i, var snakken om, at der aldrig er nogen til at afbryde konflikter eller til at grine af tingene sammen med, når det hele ender i hat og briller. Det har jeg snakket rigtig meget med mine andre veninder, som er alene med børn, om. At det kan være SÅ! UDFORDRENDE!, at man selv skal tage hver eneste konflikt og ikke halvvejs kan sige ‘Du er simpelthen lige nødt til at tage over’. Det tror jeg somme tider giver flere og længere konflikter, end hvis man havde været to (hvor man så til gengæld kan have konflikter om ikke at være enige, I know), men når mine børn danser stepdans på mine nerver, så sker det også på dage, hvor jeg er træt, hvor mit arbejdet har kostet ekstra, eller hvor jeg er ked af det, bare fordi. Og derfor møder jeg ikke ind til samtlige konflikter, fuld af pædagogik og overskud, og det betyder, at vi somme tider bliver virkelig sure på hinanden herhjemme. Jeg synes selv, jeg er god til at tale med mine børn om det umiddelbart efter, for jeg tænker stadig, at man kan gøre det til en situation, hvor man giver dem nogle livsværktøjer, men hvor børnene så er klar på, at nu skal vi hygge og du skal lige hjælpe mig med at give dukken ble på, og hvorfor må jeg ikke få en is!? under 4 minutter efter, kan det for mig være svært at omstille mig mentalt og være klar til at glemme og nulstille, når sidste vredesudbrud over lektierne var det 7. på en time, og jeg har det, som om jeg har fået tæsk. Det er ubetinget her, jeg oftest mangler en far til dem, som kan sende mig ud at gå en tur, eller køre med dem, så jeg lige får det break, der gør, at jeg kan trække vejret igen.

Jeg har fra starten valgt, at mine børn kender deres respektive historier 100%, så der er fuld transparence ift. hvordan de er blevet til, og hvad deres biologiske bagland består af. Det giver selvfølgelig spørgsmål fra tid til anden, men ikke andet og mere, end jeg forestiller mig, at enebørn spørger til, ift. hvorfor de ikke har søskende. Det er nok også her, forklaringen ligger på, at jeg ikke identificerer mig med de solomødre, der er gået den traditionelle vej, og på at vi ikke har hylderne fulde af bøger om Ida, der er blevet til i et reagensglas. Jeg ville utrolig gerne have givet mine børn hele pakken, med dobbelt op på indkomst, bedsteforældre og overskud, men det scenarie var aldrig i spil, og havde jeg ventet på det, var jeg ikke blevet Anton og Fridas mor. Og når regnestykket sættes sådan op, synes jeg, at mit valg var det bedste, jeg kunne træffe. Tiden vil vise om børnene er enige, men jeg tror, at de fleste børn opfatter deres barndom som ‘bare sådan det er’, så jeg gætter på, at mine også grundlæggende opfatter deres livsbetingelser som normale, men at der måske hen ad vejen vil komme flere spørgsmål. De broer må vi krydse, når vi når dem. 

Lykke & Sorg

I podcasten tales der i disse afsnit om tanker, jeg også selv har gjort mig: Kan man være lykkelig, når man er alene med sit/sine barn/børn? Bør man få mere end ét barn, når man er selv, så barnet ikke efterlades helt alene, når man ikke selv er her mere? Og hvordan tackler man sorg, når man ikke kan gennemleve den uden små tilskuere?

For at tage det i den rækkefølge, jeg har stillet det op: Ja. Man kan sagtens være lykkelig, selvom man er alene med sine børn. Jeg tror, at lykke er en sindstilstand, som selvfølgelig hjælpes godt på vej af privilegier, men jeg tror også, at den er et mindset, der handler om at være, hvor man er. Jeg tænker ofte på et udtryk, som jeg ikke længere kan huske, hvor jeg har fra, nemlig, at man godt kan elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. For det er præcis sådan, jeg har det. Og jeg er super bevidst om, at selvom der i mit liv er elementer, som jeg oplever som udfordrende, så er der også masser af problemer, jeg ikke har. Jeg skal ikke enes med én om opdragelsen af mine børn, eller forhandle om, hvilke værdier, der er vigtige. Jeg har ikke børn med én, jeg troede ville være der, men som aldrig er, eller med én, jeg skilles fra, som flytter til en anden landsdel – eller som har verdens mest irriterende familie. Ikke, at jeg advokerer for, at min løsning er bedre end den traditionelle. Hvis man på nogen måde har mulighed for at give sine børn to forældre, så synes jeg ubetinget, at det er den bedste løsning, men derfor tror jeg stadig, at det har betydning for lykkefølelsen, at man husker, hvor man med sit valg har spillet sig selv bedre kort på hånden, end så mange andre har. 

For mig var det en faktor i ligningen ift. at give Anton søskende, at han ikke kommer til at være alene i verden, når jeg ikke længere er her. Men synes jeg, at det er den rigtige løsning for alle? Nej. På ingen måde. Man skal stoppe, når det føles rigtigt, og hvornår det gør det, er forskelligt fra person til person. Jeg er umådelig taknemmelig over, at jeg har haft mulighed for at give mine børn livsvidner, og at de har hinanden at læne sig op ad, både nu og på sigt, men det er ikke derfor, jeg har fået to. Den vigtigste årsag for mig var også den mest simple: Jeg ville gerne have et barn mere, og selvom det sgu somme tider trækker tænder ud, så er det også så utrolig fint at få lov at se de sider af Anton, som rollen som storebror har givet ham mulighed for at vise. 

Ift. sorg og gråd tror jeg, at mine børn måske ser hele registret hos mig mere, end børn med to forældre gør, for når man er alene, er det ikke en mulighed at lukke sig ude på badeværelset eller køre en tur, hvis man har brug for at græde. Jeg tror ikke, at børn går i stykker af at se deres forældre være kede af, men det er selvfølgelig en balance, for de skal jo stadig helst være trygge i forvisningen om, at deres forælder kan tackle hverdagen og livet, helt generelt. 

Når natten er allersortest her, så fylder det meget for mig, hvad der kommer til ske, den dag, vi mister mine forældre. For mine børn har, naturligt nok, et helt særligt bånd til dem, og jeg har svært ved at se, hvordan vi skal komme igennem den sorg, når jeg skal trøste i en situation, hvor jeg selv vil være helt ødelagt af sorg. I et forhold har man altid én forælder, der trods alt har en smule distance til den bedsteforælder, der ikke er mere, og som derfor kan gå et gear op i at passe på børnene, mens den, der har mistet en forælder, kan synke ind i sorgen. Den situation frygter jeg meget, for den ved jeg simpelthen ikke, hvordan vi kommer igennem den.

Og fordi jeg har oplevet at miste en veninde til kræft, er tanken om, at jeg kan dø fra mine børn, før de er klar til at klare sig selv, også én, jeg aktivt skal holde på afstand, hvis ikke jeg skal blive skør. Den angst er blevet tifold værre over tid, og jeg tror, at både den aldersrelaterede skrøbelighed, og empirien ift. at det faktisk *kan* ske, er medvirkende til den meget uvelkomne eskalering af frygten. Som alle andre velfungerende voksne holder jeg tankerne nede med lige dele eskapisme og fornægtelse, for fremtidige sorger bliver jo ikke mindre af at tage dem på forskud. Men det kan, på de dårlige dage, være virkelig svært at lade være.

(Læs om at gå fra ét til to børn her)

_________________________________

Så there you have it. Hvis du nåede hele vejen igennem, så tak og godt gået. Jeg håber, at alle ordene kan være med til at kaste lidt lys over en måde at være alenemor på, som måske ikke er den mest gængse, men som stadig indeholder de samme elementer, som alle andre typer af forældreskab.

Størst og allermest: Kærligheden.