Så sig dog, hvem det er!
Ovenstående kommentar er at finde i samtlige kommentarspor under metoo beretninger, hvor kvinder fortæller deres historier, uden at sætte navn på mændene, de fortæller om.
Hver gang jeg ser det, tænker jeg, at afsenderen stadig har til gode at forstå, at metoo ikke er et opgør med en enkelt person, men med en hel kultur. Og det tager tid at ændre på noget, der er så indgroet, at mange hævder, at de aldrig har oplevet det.
Havde Sofie Linde sat navn på, ville sagen med juristers hjælp og måske en fyring, være blevet lukket ned på en uge. Men ved *ikke* at sætte navn på, bliver det en fortælling om, hvordan det er at være kvinde og gå på arbejde, mere end det bliver en diskussion om, hvorvidt Ibrahim er alle tiders fyr eller ej. Med navne ville beretningerne lynhurtigt udvikle sig til debatter om, hvem man fandt mest troværdig, eller hvem der har venner de strategisk bedste steder – og så ville ingenting ændre sig.
“Men det er smadder urimeligt, at alle nu er under mistanke, fordi hun ikke vil sige, hvem det er” hører jeg nogle sige.
Jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor man i første omgang har den holdning. Men jeg har også lyst til at sige, at det her ikke kun er et opgør med en måde at behandle kvinder på – det er også et opgør med en fortielseskultur, der er med til at facilitere, at overgreb og grænseoverskridende adfærd kan få lov at foregå. For du kan være 10.000% sikker på, at alle, der har haft deres gang på DR, ved, hvem den hjemsendte vært er. Og der er ingen af *dem* der siger noget, hvilket udgør en ligeså stor del af problemet, som selve overgrebet gør. For når grænseoverskridende adfærd foregår helt åbenlyst, og ingen af dem med stjerner på brystet gør noget ved problemet, så bliver beskeden til mænd med lange fingre og lumre tendenser, at det er ok at opføre sig, som de gør. Hvorfor skulle de stoppe?
Da jeg var 18, var jeg ansat på kontoret på en videregående uddannelse i Esbjerg. En aften, hvor jeg var i byen, mødte jeg stedets souschef, som på det tidspunkt har været tæt på 50. Han var gift og havde 3 børn; den ældste var på min alder. I løbet af aftenen arbejdede han sig tættere og tættere på, og til sidst sad jeg inderst på en bænk, hvor han havde sat sig ved siden af, så jeg ikke kunne komme ud. Med øl-ånde og hånden på mit lår blev han ved med at spørge, om vi ikke skulle tage hjem til ham, for “jeg er alene hjemme, og vi kunne have det så sjovt, Linda”. Der stod en del studerende i baren – alle ældre end mig – og de syntes, det var skidesjovt. Hahaha, se hvor han gør sig selv til grin. Jeg var fuldstændig kørt over af skam, og havde ondt i maven i ugevis bagefter. Jeg begyndte at svede, hver gang jeg vidste, han var i bygningen, og når telefonen ringede var jeg i flere måneder bagefter bange for, om det var ham. “Jamen, der skete jo ikke noget, Linda?” Nej. Objektivt set var det et upassende tilbud om sex fra en overordnet til en elev, som jeg fik mig viklet nogenlunde elegant ud af – og alligevel var det mig, der var flov og utilpas bagefter. Det var en stående joke blandt de studerende resten af min tid på stedet.
Manden har i øvrigt idag en strålende karriere i det kreative miljø.
Og hvorfor sætter jeg så ikke navn på? For her handler det jo ikke om taktik eller om at få debatten til at vare længe nok til, at tingene ændrer sig, inden vores døtre skal på arbejdsmarketdet. Min blog er ikke Jyllands Posten, og der er ingen kendisser i spil, så kan det ikke være ligemeget?
Jeg har selv tænkt meget over det. Jeg skrev det som et opslag på fb på et tidspunkt, men pillede det ned igen, fordi jeg ikke kunne overskue det alligevel.
Min konklusion er, at det er fordi, det ikke for mig handler om hævn. Det handler ikke engang om ham. Det handler om et opgør med noget, som alt, alt for længe har fået lov at foregå, og jeg bliver hverken lykkeligere eller mere hel eller skadet af, at han mister sit job, bliver foragtet af sine børn eller at konen går fra ham. Og derfor sætter jeg ikke navn på. Jeg gætter på, at det er det samme for Sofie Linde, Lotte Rod og alle de andre. Det handler om at få lov at gå på arbejde uden at skulle tænke over, om man er alene med en bestemt kollega, eller om man får savet benene af under et møde, fordi man får en hånd på låret, der ikke er et udtryk for omsorg eller opbakning, men en påmindelse om, hvem der har den reelle magt.
Og hvis du ikke mener, at det har noget med magt at gøre, så forestil dig, at du under et personalemøde lægger hånden på låret af din chef, mens han taler om salgsoptimering og budgetter. Ikke rigtigt, vel?
Men synes jeg så, at vi skal beskytte mændene og nedlægge navneforbud og frede dem i klasse a fra nu af? Nej. Jeg tror, at det fint for os alle sammen, at vi hen ad vejen får sat ansigter på, så vi bliver konfronteret med, at overgrebsmænd ikke bare er klamme Carsten fra regnskab eller pedellen med smøgen bag øret. Det er mænd, vi har opfattet som indbegrebet af troværdighed og autoritet, og jeg tror, det er virkelig sundt, at vi får trukket sløret fra øjnene og bliver bevidste om, i hvor høj grad man kan iscenesætte sig selv som en bestemt type person, uagtet om den figur flugter med virkeligheden. Og hvor meget arbejdspladser kan være med til at bakke op om illusionen for egen vindings skyld.
Med disse ord vil jeg ønske jer god weekend derude. Vi er på vej ud af køkkenet, men lad os holde revolutionsgryden i kog.
9. oktober 2020 @ 10:11
“Men det er smadder urimeligt, at alle nu er under mistanke, fordi hun ikke vil sige, hvem det er” hører jeg nogle sige, skriver du. Mnjaeh, lad os nu se. For det første gør du jo netop rigtig godt opmærksom på at der i mange af tilfældene er tilhørere/tilskuere, som åbenbart i dit tilfælde direkte har moret sig? Det læste jeg med vantro, men jeg ved, du fortæller det, som det har været. Andre muligheder er at tilhørere/tilskuere vender det døve øre/det blinde øje til for ‘de skal ikke ha klinket noget med chefen’.
For det andet bør alle, m/k/lgbtq+ være i stand til at vurdere hvornår en tilnærmelse er ok og hvornår den ikke er. Det kan børn og unge selvfølgelig ikke finde ud af. Men det bør de alle lære inden de bliver voksne og bliver sluppet løs på voksenlivet. Hvis ikke forældrene, pædagogerne, lærerne kan bibringe dem den viden, så er der måske tale om et enkeltstående tilfælde af en person, der opfører sig grænseoverskridende. Men det er jo slet ikke emnet her med metoo, som forhåbentlig er kommet for at blive.
Jeg hørte Maria Fantino i ‘genstart’ i sidste uge og jeg græd, da den podcast var færdig. Hvis ikke man har temperament til at høre den podcast, så vil jeg gætte på, man kan google sig frem til en kortere version af historien. God weekend Kh
10. oktober 2020 @ 19:00
Jeg tror, at du har ret i, at niveauet for, hvor meget over andres grænser, man føler, det er ok at gå, afhænger af.. ja, arv og miljø, vel sagtens. Men jeg tror stadig, at grundniveauet er skævt, fordi det stadig i så høj grad er mænd, der sidder på magten, og kvinder, fysisk, er det svage køn. Og så længe udgangspunktet er en kultur, der i høj grad bekræfter mænd i, at deres behov, impulser og ønsker er vigtigere, end at være opmærksom på, hvor kvinders grænser går, så tror jeg desværre ikke, at opdragelse løser hele problemet.
Jeg har hentet afsnittet, du anbefaler, og vil lytte til det, når der lige er ro næste gang.
Kh
Linda
11. oktober 2020 @ 10:18
Jeg formulerede mig forkert. Jeg glemmer også ofte du og mange andre her er forældre til hjemmeboende børn. Min mening var nemlig slet ikke at ‘opdragelse er vejen frem’. Sowwy det kom til at lyde sådan, det var ikke så smart af mig. Du formulerer det – som sædvanligt – meget bedre. Det handler nemlig om impulskontrol. Og så er vi 2000% enige om det et kulturelt problem, ikke et problem for nogle få forstyrrede mænd.
12. oktober 2020 @ 13:38
Jeg forstod sagtens, hvad du mente:) Jeg tænkte meget over det med opdragelse, da vi i min omgangskreds begyndte at få børn. For mange af mændene, som mine veninder er kærester med, kender jeg så godt, at jeg også kender deres bagland. De er ordentlige mænd, der er godt opdraget af forældre, der bestemt har tænkt over ikke at falde i de traditionelle kønsrollegryder. Alligevel så jeg måbende til, når vi mødtes, og mine veninder piskede rundt og skoldede flasker, pakkede ting ned, puttede babyerne osv. osv. osv., mens mændene, helt stille og roligt, blev siddende ved bordet og snakkede eller bladrede i en avis. Det rystede mig i min grundvold og gav mig for evigt stof til eftertanke ift. hvad det egentlig er, vi alle sammen bliver påvirkede af.
13. oktober 2020 @ 10:34
ÅÅåå hvor kan jeg genkende det. I min mødregruppe undrede vi os over at vi ind imellem kom til at sige ‘tak’ når en far havde skiftet baby. Senere gik min datters far og jeg til parterapi, for at forsøge at redde stumperne af forholdet/projekt blive boende sammen som forældre til en lille pige. Parterapeuten fortalte mig, jeg skulle blive bedre til at be om hjælp fra min datters far. Så ikke alene var jeg komplet overrumplet af at være blevet mor. Jeg var blevet udstyret med en ekstra helt ufrivilligt tjans som at bruge timer på at forklare hvorfor det ville være rart med en hjælpende hånd. Hold da op jeg var frustreret dengang. Det var en kæmpe lettelse at tage beslutningen om at flytte fra ham. Selv om det så desværre betød jeg ikke kunne give min datter ‘mor, far og barn’ barndommen.
9. oktober 2020 @ 10:25
Jeg kan mærke ovenpå al den ståhej, jeg pludselig er glad for, at jeg er ansat til anciennitets-bestemt, (aka. evigt lav) løn i kommunen i et kvindedomineret fag – ingen har mistænkt mig for at drømme om at blowjobbe mig til tops, eller vippet med øjenbrynene og sagt, jeg kan charme mig til en lønforhøjelse hvis jeg vil, via min krop – den slags sker ligesom ikke liiige i bostøtte-branchen, for den gængse ergoterapeut.
Eller osse, er jeg bare blevet ‘snydt for fornøjelsen’ i hvertfald.
Dejligt, du har nået frem til, at du lader hævnen ligge, og har tænkt din egen ‘sag’ igennem og lært dig selv at kende – det må være noget så rædsomt at stå med sved haglende ned af ryggen, på sit arbejde, pga. en kollega – i mit job må vi etablerer en høj stresstærskel pga. uadreagerende borgere og for få hænder, men det er en helt anden sag, som kommer naturligt med jobbet, som man skal være indstillet på. Det andet har man ligesom ikke ‘købt’ som en del af pakken da man takkede ja til ansættelsen, og det er slet ikke fair, at det skal man ‘kunne tage som en joke’, når man faktisk slet, slet ikke synes det er spor sjovt, men faktisk et stressmoment. Det er så nemt at ty til ‘forsinket ironi’ som argument, eller som modtagerens hysteri, fremfor at tage ansvar for, at man ikke har opført sig hensigtsmæssigt. Man kan jo som oftest komme rigtig langt for et reelt og oprigtig ‘undskyld’ dagen efter, hvis man har båret sig usmart ad, uanset situation, der er tale om.
Nå, det blev langt – jeg er hvertfald helt enig med dig i, at trusler og ubehagelige tilnærmelser, man ikke i al almindelighed lade gå forbi, og det absolut ikke skader med åbenlys konfrontation fremadrettet mod de, der går over ens grænse (det bør man aldrig i al almindelighed, også i ikke-sexistisk sammenhæng) – det gælder både mænd og damer 🙂
10. oktober 2020 @ 19:10
Jeg har gennem hele denne debat tænkt, at det største problem nok egentlig er gråzonen. Ingen er jo (længere) i tvivl om, at decideret sexchikane på jobbet er forkert, men der er så meget, som, når man nævner det som enkeltstående tilfælde, ikke virker som noget særligt – men som stadig udgør bundfladen af pyramiden. En hånd på låret kan affejes som ‘venlig’ eller noget, man ‘slet ikke tænkte over’, og en upassende tilnærmelse til julefrokosten kan fejes ind under alko-tæppet. Men de udgør jo langt størstedelen af problemet, både fordi de procentmæssigt udgør den største del af problemet, men også fordi de er gateways, som flytter grænserne og får de grove tilfælde til måske at virke mindre grove. For hvis alle de andre damer på kontoret ikke brokker sig over en hånd på skulderen, er du så ikke lidt hysterisk, hvis du gør? Og hvis alle damerne er ok med en hånd på skulderen, hvorfor er det så et problem med en på låret? Jeg mener jo ikke noget med det?
Øv. Det er lige til at blive i dårligt humør over. Jeg håber virkelig, at metoo får tændt så mange kontakter, at det hele kommer frem i lyset.
9. oktober 2020 @ 11:56
For 5-6 år siden sad jeg alene på et kontor med en fra ledergruppen, fordi vi skulle gennemgå designet af en rapport på hans skærm. Jeg var i midt-trediverne, han 15-20 år ældre. Han er ikke min chef i lige linie, men har dog højere stilling end mig. Mens vi sad der med næsen i skærmen, lagde han -ligesom tilfældigt -hånden på mit lår og lod den ligge. Min puls gik op i 200, men jeg sagde ingenting og forholdt mig i ro. Indtil vi var færdige og jeg kunne komme ud derfra.
Siden var jeg rasende på mig selv. HVORFOR sagde jeg dog ikke fra? Han kan ikke gøre mig noget. Jeg er ikke afhængig af ham. Så hvad havde jeg egentlig at tabe? Ingenting.
Men svaret på mit spørgsmål er, at jeg ikke sagde noget fordi jeg blev fuldstændig, helt og aldeles paf. Det var så uventet, og så overraskende, og jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle gøre.
Jeg tog på ingen måde skade af hændelsen, men jeg har tænkt så meget på den siden. Tænk at jeg, en sej, smart, voksen, klog og stærk kvinde kunne blive så perpleks at jeg ikke klarede at reagere!
Min oplevelse tenderer på ingen måde hvad andre har været udsat for, men alligevel forstår jeg måske lidt bedre hvordan overgrebene kan ske. Hvorfor den som bliver udsat for noget “ikke bare sagde nej”.
For det kan man ikke nødvendigvis “bare”.
10. oktober 2020 @ 08:01
Uanset hvor sej, smart, voksen og klog man er, er ‘frys’ en fuldstændig naturlig reaktion på en krænkelse (Hvorfor den nye samtykke-lovgivning giver god mening). Men at det er en naturlig reaktion gør det desværre ikke altid lettere at leve med efterfølgende. Kram til dig!
10. oktober 2020 @ 19:18
@Britt: Jeg hører dig højt og tydeligt. Overraskelsesmomentet er en kæmpe faktor, og så er det også i mange tilfælde svært at pege på, præcis hvornår man finder det passende at sige fra. For man sidder hele tiden – i alle relationer – og laver cost/benefit analyser, når der sker noget, man bliver påvirket i negativ retning af. I høj grad i situationer som den, du beskriver, men jo også i alle mulige “ufarlige” situationer. Hvis du har inviteret gæster, og din søster igen-igen-igen-igen er forsinket – så vejer du jo op, om det er værd at sætte den gode stemning over styr ved at give hende den skideballe, du oprigtigt synes, hun fortjener. Eller når naboen slår græs kl. 21.30, og man skal vurdere, om det er nattesøvn eller det gode naboskab, der er vigtigst.
Så når en overordnet lægger hånden på låret af en, så er mangel på reaktion jo også et udtryk for, at man desperat forsøger at vurdere, hvornår ens grænse er så overskredet, at det er værd at gøre hverdagen på jobbet akavet over. Ikke, at man sidder og laver pro- og contralister i hovedet, men hjernen ræser afsted, og pludselig føles det for sent at reagere. Der er usandsynlig meget psykologi på spil, som bare er skidesvært at navigere i, og det hele står på et pilråddent fundament af skæv magtfordeling og manglende ligestilling. Så jeg er tusind procent enig i det sidste, du skriver. Der er ikke noget i det her, der er “bare” <3