Donorbørn og konsekvenser

For et års tid siden blev jeg kontaktet af en sød journalist, der gerne ville lave en artikel om at få børn alene, men med en lidt anden vinkel, end den sædvanlige “Pernille ventede forgæves på mand og børn – men så besluttede hun at tage sagen i egen hånd!” Journalistens fokus var bedsteforældrenes rolle, når kvinder som mig vælger at få børn alene. 

Jeg takkede nej til deltagelse, men hendes henvendelse og vinkel gjorde mig alligevel glad, for den betyder, at der begynder at ske noget ift. den historiefortælling om emnet, som finder vej til blade og aviser – hvor der ellers indtil nu har været en ret væsentlig forskydningstid mellem den italesatte og den reelle virkelighed.

Det er ikke engang 10 år siden, jeg selv søgte nettet tyndt i håbet om at finde historier og erfaringer fra kvinder, der havde fået børn alene, men dengang var der nærmest intet at finde.

Siden jeg fik Anton, har masser af fortællinger fundet vej til det store, vide net, men 9 ud af 10 gange, er det fiktive Pernilles historie, der bliver fortalt. 

Det betyder, at nogle overvejelser, som f.eks. økonomi og netværk, på nuværende tidspunkt er fint beskrevet; uden at man nødvendigvis kender til detaljerne, har antallet af historier gjort, at de fleste idag ved, at det er muligt at få børn alene og klare sig fint. 

Silas Holst-vinklen er også formidlet så mange gange, at de fleste kommende alenemødre gør sig overvejelser omkring, om de gerne vil co-parente, enten med en enkelt mand, de ikke er kærester med, eller med et homoseksuelt par, der også har et ønske om børn, men som pga. en kombination af biologi og lovgivning ikke selv kan få.

Den del af historien er fortalt og fortalt og fortalt igen – men der er mange vinkler, der ikke berøres derude, og det er en skam, for det betyder, at det stadig er svært for dem, der overvejer at få børn alene at forholde sig til ting, vi *er* blevet klogere på, og til de etiske problemstillinger, der er opstået i kølevandet på, at vi bliver flere og flere selvvalgte alenemødre. 

I public servicens hellige navn vil jeg derfor gerne bruge min platform her til at prøve at opliste et par af de udfordringer, jeg efter 9 år i denne verden har set/hørt om/oplevet, i håbet om, at de kan give debatten lidt flere nuancer.

Som f.eks:

* At det i en regnbuefamilie kan være virkelig svært at undvære sit barn halvdelen af tiden, selvom man selv er arkitekt på idéen, og den i sin tid virkede god.

* At man som forælder dagligt skal træffe beslutninger om sine børn og sin opdragelse, og at alle disse valg bygger på menneskesyn og værdier. Og det kan være næsten umuligt at forudsige, om man er enig med mennesker, man mødte for et halvt år siden på regnbuebarn.dk, uanset hvor meget kaffe man drikker inden. Man kan være heldig, at det bare fungerer – det er der heldigvis mange der er. Men når man idag har kunne etableret rådgivningsfirmaet Aftalt Forældreskab, som arbejder med de udfordringer der kan opstå i lige præcis den her konstellation, så fortæller det også en historie om, at gode intentioner ikke altid er nok.

* At det ofte har konskvenser for mænd, der udenom systemet hjælper kvinder med at blive gravide. Det er stadig meget tabuiseret, at man som mand ikke optændes af en hellig far-ild, når man ser sit yngel, men fortsat trives med den aftale, man i sin tid lavede med den nu glade og tilfredse alenemor. Jeg kender til et par mænd, der har mistet kærester på denne konto, fordi disse ikke kunne leve med den karakterbrist, det i *deres* øjne var, at man kan leve fint uden at være far for sit barn.

* At der, i de tilfælde, hvor man får hjælp af en kammerat til at blive gravid, sidder et sæt bedsteforældre længere ude, som man også træffer et valg på vegne af. Selvom du og din kammerat er enige om, at han egentlig bare er at betragte som en slags kendt donor, kan det være virkelig svært at have et barnebarn, man ikke kan få lov at være bedsteforældre for.

* At man som bedsteforældre til et donorbarn ofte får en anden rolle, end traditionelle bedsteforældre har, fordi man er primært netværk. For det første prikker det til den naturlige autoritetsfordeling, for hvem må opdrage på barnet, når man er sammen med bedstemor og bedstefar? Hvis barnet er hos dem oftere, end børnebørn normalt ville være, må og skal bedsteforældrene jo også have en opdragende rolle, for ellers bliver der simpelthen for stor en del af tiden, hvor børnene tumler rundt uden grænsesætning – men hvad, hvis man som mor ikke er enig med sine forældre? En alenemor vil meget sjældent sætte hælene i – for hvem skal så hjælpe, når det brænder på?

* At de fleste bedsteforældre gerne vil forkæle deres børnebørn – men hvis de ser deres donor-barnebarn 2-3 gange om ugen, og deres andre børnebørn 2 gange om måneden – hvordan undgår man så som bedsteforældre at føle, at man gør forskel?

* At man, som Eske Willerslev i Mads og Monopolet tog op, ved meget lidt om, hvilke konsekvenser det på lang sigt har, når man laver en graviditet i et reagensglas, fordi der ikke er naturlig selektion på samme måde, som ved en naturlig graviditet, hvor det vil være den hurtigste/stærkeste sædcelle, der befrugter ægget 

* At der i dag er der strammet op på, hvor mange børn, en donor må bruges til at sætte i verden; idag må han levere sæd til 12 familier (før 2012 var tallet 25) – men der er ikke begrænsning på, hvor mange børn, disse familier hver især må få. I Danmark sælger vi ret meget sæd til udlandet. Det betyder, at du som donorbarn ikke kun har de søskende og halvsøskende, du har i Danmark, men potentielt også en betragtelig flok i både nabolande og resten af verden. Og hvis vi prøver at kigge 15 år frem i tiden, og forestille os, at nogle af disse børn, *selv* bliver sæddonorer – hvilken betydning får dét så?

Hvis andre selvvalgte alenemødre derude har rettelser/erfaringer, de har lyst til at byde ind med, så skriv dem endelig i kommentarfeltet, så der er samlet lidt nyere stof til eftertanke her.

Man må gerne være anonym

Published by

16 Replies to “Donorbørn og konsekvenser

  1. Lidt ved siden af emnet men jeg har været nysgerrig i flere år nu. Har Anton og Frida samme far?

    Dbh Janne

  2. Jeg vidste faktisk ikke det med, at vi sælger sæd til udlandet. Jeg kan sagtens relatere til det med bedsteforældre og forkælelse, men den problematik opstår også i “almindelige” familier. Mine forældre bor f.eks. under 1 km. fra mig og har trukket “et stort læs” med mine unger, især da jeg var alene med dem. Modsat har de ikke set min brors børn særlig meget, da de bor på Fyn (og mine forældre først nu er gået på pension). Kh. Birgitte

    1. Der, hvor jeg tænker, at de største forskel ligger, er nok det her med, at der er en afhængighed af ens egne forældre, som typisk (selvfølgelig er der undtagelser på begge sider af stregen) er stærkere, end den er, hvis man er to, der får børn sammen. Dels er der ofte 2 sæt bedsteforældre i traditionelle børnefamilier, og dels har man som udgangspunkt ikke nær det samme behov for hjælp, fordi man formentlig ikke tænker det som hjælp, når manden er hjemme med børnene, mens man selv kører til frisør, eller han henter, fordi man selv har sent fri.

      Det skal på ingen måde være en “hvem har det hårdest”-konkurrence, for uanset hvem man er, så er man en heldig kartoffel, når man får børn, og der er ligeså mange forskellige situationer, som der er mennesker – men hvor traditionelle bedsteforældre måske mest kommer på banen ved sygdom og arbejde, så får de mange flere roller, når de udgør det primære netværk. Og det fungerer bedst, hvis man taler om det, tror jeg.

      Kh

      Linda

  3. Hej Janne:)

    Hvis vi en dag møder hinanden ude i det virkelige liv, må du hellere end gerne få historien over en kop kaffe. Der er ikke noget hemmeligt herhjemme, og vi taler gerne om, hvordan både Anton og Frida er blevet til.

    Men detaljerne har jeg valgt, at jeg ikke vil lægge på bloggen, primært fordi jeg synes, at Anton og Frida selv skal have lov at vælge, hvordan *de* gerne vil have, at deres historie skal fortælles. Det synes jeg ikke helt, de får lov til, hvis jeg træffer valget for dem, ved at skrive hele historien her.

    Det håber jeg giver mening <3

    Kh

    Linda

  4. Ang. de langsigtede konsekvenser af reagensglasmetoden, så er det er vel kun aktuelt i de tilfælde hvor ICSI-metoden er nødvendig dvs. hvor ét æg og én sædcelle føres sammen i laboratoriet. Ved insemination og almindelig IVF er det jo stadig den hurtigste og stærkeste sædcelle, der vil befrugte ægget. Og mit indtryk er, at man ikke bruger ICSI særligt ofte ifm donorsæd, da kvaliteten på sæden er god og kvinderne ikke (som udgangspunkt) er infertile. Men derudover, så ja, ICSI-metoden vækker da nogle tanker på den lange bane. Vi (par hvor manden er infertil pga blokeret sædleder) har selv måttet ty til det, og jeg læste op på den hidtidige forskning, som indikerer, at der ikke er signifikant forskel på i hvert fald forplantningsevnen hos ICSI- og andre børn. Sædcellen der udvælges manuelt screenes jo også for et antal kvalitetsmarkører. Men eftersom metoden jo er relativt ny, er der kun én generation af ICSI-børn og derfor kun begrænset – omend betryggende – viden indtil videre. Blot et lille input.

    1. Det er super! Jo mere viden, jo bedre.

      Jeg kender et par stykker, der pga. alder er henvist direkte til IVF. Af den grund forestiller jeg mig (men jeg har ikke undersøgt det, så det er helt u-underbygget), at man måske procentvis vil finde flere IVF-graviditeter hos selvvalgte alenemødre, end i gennemsnits-fertilitetsbehandlingsgruppen (- hvis det overhovedet er et ord) – ganske enkelt fordi der stadig er mange kvinder, der venter til de er 35+ med at få børn alene?

    2. Eftersom ICSI er et (endnu) større indgreb i reproduktion end konventionel IVF må man forvente, at konsekvenserne er større. Og det vil formentlig betyde noget i fremtidige generationer, men vi ved det ikke endnu. De første undersøgelser vedr. sædkvalitet hos drenge, der er undfanget ved ICSI viser dog, at de har lavere sædkvalitet end gennemsnittet.

      Men konventionel IVF er heller ikke et almindeligt biologisk kapløb mellem sædcellerne: Som regel er de renset op så koncentrationen er større, og så møder de altså ægget i en skål – de skal ikke først svømme hele den lange vej op gennem livmoderhalsen, livmoderhulen og æggelederen før den møder et æg. Derudover vokser det befrugtede æg i et variabelt antal dage udenfor kroppen i et vækstmedium, som ikke på nogen måde er lig det miljø, det ville have vokset i inde i kroppen. Vi ved ikke, hvilken betydning det har for hvilke æg, der deler sig. Men vi ved at fødselsvægten i gennemsnit kan variere afh af hvilket medium man har brugt. Det synes jeg er ret bekymrende.

      Inden vi så siger stop for assisteret reproduktion fordi vi piller ved moder natur, så skal vi lige huske på, at ALT hvad vi gør for at redde folk fra at dø før de har fået børn har evolutionære konsekvenser – lige fra kejsersnittet som blev lavet fordi bækkenet var for smalt eller hovedet var for stort, til penicillin for en lungebetændelse. Skal vi så lade være? Nej, det synes jeg som læge bestemt ikke, men vi skal være bevidste om hvad vi gør.

      Hvis man lægger et lidt større metaperspektiv på det, så er det et godt tidspunkt at huske, at da Darwin skrev “survival of the fittest”, så mente han IKKE, at den hurtigste eller stærkeste vinder, men at den mest tilpasningsdygtige vinder. Dvs de arter, som bedst kan tilpasse sig skiftende omstændigheder klarer sig bedst. Og det må man sige, at mennesket har gjort, og det er vel nok også derfor at mennesket har bemægtiget og udnyttet stort set hele kloden. På den måde er jeg relativt optimistisk på artens vegne. Videnskaben har allerede udrettet mirakler, og gør det hver dag – bl.a. i ICSI laboratoriet, når et par får opfyldt deres ellers umulige ønske om at blive forældre. <3

      1. Med en ‘ICSI-dreng’ på 4 og ICSI-barn nummer to i maven bliver jeg rigtig nysgerrig på hvilken undersøgelse, der viser at disse børn får lavere sædkvalitet – kan du smide et link eller noget? Det svarer nemlig ikke helt til hvad vi er blevet oplyst og det vil jeg da gerne dykke lidt ned i.

        1. Hej Astrid.

          Jeg er nærmest pinligt glad over, at du gider engagere dig nok i emnet til at skrive så lang en kommentar, som giver mulighed for at tænke nye tanker, hvis man som mig bare er et helt almindeligt menneske, uden lægefaglig baggrund.

          For mig er det faktisk det vigtigste: At de her emner bredes ud til steder, hvor de når dem, de vedrører. For når et emne bliver så relativt smalt, som det her er, vil debatten ofte trække i retninger, som måske ikke er så saglige og faglige, fordi de mennesker, som engagerer sig i emnet, også er dem, der har aktier i det. Og det er virkelig svært at forholde sig objektivt til problemstillinger, der gælder for éns eget kød og blod. Hvis jeg f.eks. blev præsenteret for undersøgelser, der pegede på, at børn led under at vokse op uden en far, ville det være umuligt for mig at læse dem med neutrale øjne. Ligeledes kan jeg huske et indlæg, jeg skrev om fosterreduktion af tvillinger, som også medførte kommentarer fra mennesker, der selv havde fået; det ville være unaturligt, hvis vi ikke reagerede sådan.

          Men netop derfor synes jeg, at det er ekstra vigtigt, at tingene bæres frem, både så vi som ‘forbrugere’ kan forholde os til dem, men også så vi kan være med til at presse på, hvis vi mener, der er områder, der bør undersøges nærmere. Ikke at vi kan bestemme det – men så længe det kun er fagkundskaben (herunder også mennesker med økonomiske interesser) der følger med, tror jeg, at vi mister muligheden for at tage kvalificeret stilling til, hvad problemstillinger som de her, potentielt har betydning for os som samfund generelt.

          1. Du er som altid god til at nuancere på meget diplomatisk vis, Linda😊.
            Når jeg læser min kommentar ovenfor kan jeg sagtens se at den kan have en passivt aggressivt klang. Det var dog faktisk ikke min intention – jeg gad faktisk helt oprigtigt godt have hjælp til at få lidt mere viden om hvad mine valg måske får af konsekvenser for mine børn. Så altså, jeg håber Astrid vender tilbage 😊

          2. Hej Marie.

            Jeg synes, det er så fint, at du gerne vil have lidt data at læse videre på <3 Jeg håber også, at Astrid lige melder ind igen, for jeg vil også rigtig gerne være klogere.

            Tak fordi du fulgte op, og rigtig god weekend.

            Kh

            Linda

  5. Jeg er 31, og spørgsmålet omkring børn uden en partner er begyndt at være relevant. På nuværende tidspunkt er ønsket om et barn slet ikke brændende nok til, at jeg har mod på at kaste mig ud i projekt barn solo – og jeg er ikke sikker på, det nogensinde bliver det. Ønsket, altså.
    Men jeg er da også udmærket klar over, at min fertilitetskurve er stærkt nedadgående og at tid ikke nødvendigvis er en luksus, jeg har, hvis jeg en dag vågner op og virkelig, virkelig gerne vil have et barn.
    Hvis det er noget, du har lyst til at dele, vil jeg derfor rigtig gerne høre, hvor gammel du var, da du tog beslutningen om at blive solo-mor?

    1. Jeg var 32, da jeg traf beslutningen om at gøre det, så jeg var på din alder (og faktisk i et forhold) da jeg begyndte at tænke på det, sådan seriøst. Min daværende kæreste havde et barn fra tidligere, og det blev bare meget tydeligt, hvor hårdt arbejde det er at skulle være forældre sammen fra hver sin adresse. Min egen tanke var, at jeg i en alder af 31-32 stykker var forbi det punkt, hvor jeg ville møde en mand, som jeg kunne nå at lære at kende godt nok til at turde få børn med ham. Da først jeg sluttede fred med, at drømmen om det helt traditionelle familieliv, hvor man møder hinanden som 25-årige, rejser sammen og holder juleaftener med hinandens familier, og dermed kender hinanden, også på vrangen, nok ikke længere var i spil, var det det – for mig – næste logiske skridt at overveje at gøre det selv.

      For mig har der kun været fordele forbundet med at gøre det “tidligt” – ikke mindst fordi det har givet mig muligheden for at få Frida. Havde jeg ventet til jeg var 38 med at prøve at få den første, var det valg blevet truffet for mig.

      Hvis du har lyst, ligger der et par indlæg under kategorien “Om at få børn alene”, som du kan bladre lidt i. Og du er altid velkommen til at skrive, enten her eller i mailboksen, hvis der er noget, du kan bruge mine input til.

      Kh

      Linda

  6. Har overvejet den med donor børn som møder søskende og bliver gift…. eller liver donor ellermodtager selv….

    Venner der hjælper har jeg altid set som kendte doner, intressant vinkle med hans forældrene havde jeg ikke tænkt på, på dan anden side hvis han går til en klinik får de jo heler ikke noget med deres donor børn at gøre.

    Der er virkelig mange overvejelser, både individuelt og samfundsmæssigt tænker jeg.

  7. Hej Linda,
    synes også, at det er fedt, at der kommer mere fokus på andre familieformer end kernefamilien (selvom jeg selv er del af en!), og kan sagtens se, at det kan give et helt nyt sæt af udfordringer, som vi som to forældre ikke skal forholde os til. Jeg tror dog, at dine overvejelser om bedsteforældre og donorbørn ikke nødvendigvis er begrænset til denne situation. Jeg kan i hvert fald genkende overvejelserne. Mine forældre er langt mere involveret i vores barns hverdag end min mands forældre. De følger af og til min datter i skole, fordi det er hyggeligt, og det er som hovedregel dem, der henter/passer hende, hvis vi har behov. I snit ser hun dem vel ugentligt. Min mands forældre bor længere væk, og dem ser vi typisk hver anden måned. De har andre børnebørn tæt på som de passer ugentligt. Selvfølgelig er der forskel i deres relation til min datter og til deres øvrige børnebørn, men jeg har altid indtrykket af at de elsker dem alle lige højt og hygger med dem alle – sammen og hver for sig. Og jeg synes heller ikke at der behøver at være millimeterdemokrati, så længe børnene føler sig elsket. Min pointe er at afstand i høj grad også kan skabe differentierede relationer til børnebørn, ligesom ens forældre godt kan være en del af familielivet og være primært netværk, selvom man ikke er aleneforælder. Med lignende overvejelser om opdragelse mv. at tage stilling til, selvom jeg nu ikke synes, at det har været et problem, at reglerne er lidt mere loose når bedsteforældrene er der. Grundopdragelsen har hun jo fra os, og hun ved godt, hvor grænserne går. Og hvis jeg synes at vi er kommet lige langt nok væk fra udgangspunktet, har jeg typisk taget en snak med hende (fordi hun er stor nu) samt mine forældre. Det plejer at gå stille og roligt. Nu er mine forældre heller ikke af den dominerende slags – men hvor ofte mon det sker, at ens forældre bliver så fornærmede over, at man påpeger noget, man ønsker bliver en del af sit barns opdragelse, at de ligefrem ikke vil hjælpe, næste gang der er behov?

    1. Hej B.

      Tak for din lange, gode kommentar.

      Det bliver meget #askingforafriend-agtigt, det her, men lige præcis bedsteforældre-udfordringerne, fylder ikke rigtig i vores liv, fordi mine forældre er ligeså fulde af ord, som jeg er, og vi derfor snakker om tingene, hvis de opstår.

      Når jeg taler med andre mennesker om at have børn selv, oplever jeg ofte, at samtalen ender i en slags sammenligning af vilkår, som i sagens natur bliver lidt tænkt, fordi de/vi kun kender vores egen situation.

      Jeg er 100% med på, at det også er forskelligt, hvordan bedsteforældre/familie/børnebørns-dynamikken fungerer i andre familier – det er bestemt ikke forbeholdt donorbørnsfamilier. Men min pointe her er, at det ikke er mængden af samvær, men derimod rollerne, der er forskellige.
      
For selvom geografi, jobs, ægtefæller/skilsmisser osv. osv. påvirker, hvordan en relation formes i en “traditionel” familie, så er bedsteforældre stadig bedsteforældre for deres børn. Der står andre foran dem, der griber børnene, hvis verden ryster. Dét vilkår tror jeg er forskelligt, og mest udbredt i donorbørns-familier.

      Jeg forestiller mig også, at man, hvis man er to forældre om børnene, former opdragelsen efter, hvad man som par mener er rigtigt. Man er sammen, når man får babyen med hjem fra sygehuset, og man tager de første skridt i forældrelivet sammen. Får man sine børn alene, er det bedsteforældrene, der bliver de primære voksne, man sparer med (hvis man er så heldig at have dem, selvfølgelig), og det tror jeg giver en anden slags aktier i børnene.

      Og selvfølgelig er der ingen bedsteforældre, der slår hånden af børn og børnebørn, hvis man beder dem skrue ned for kinderæggene, men jeg ser hos flere SEM, jeg kender, at de accepterer, at hvis man selv inviterer til at dele en smule af ansvaret med andre voksne, (=egne forældre), så følger der også med dét en accept af, at de får lidt mere at skulle have sagt.

      Der findes hundrede forskellige måder at være familie på, og vi deler fragmenter af vilkår med andre grupper, som ellers ikke ligner vores egen konstellation. Mit indlæg er derfor tænkt som en invitation til, at man kan tænke videre over de ting, jeg trækker frem, hvis man selv eller nogen man kender, overvejer børn alene. Men et indlæg er aldrig bedre, end de kommentarer det genererer, så tak fordi du havde lyst til at nuancere debatten.

      Kh

      Linda

Skriv kommentar: