Sig det så: Hvem *ER* det, man skal stalke for at komme med i Mads & Monopolet?
Som jeg vist før har nævnt, hører jeg ofte podcasts, når jeg kører bil. Lige for tiden er det Mads & Monopolet, og i går hørte jeg udsendelsen fra sidste lørdag, hvor en kvinde på 31 år havde skrevet ind. Kort fortalt overvejede hun, om hun skulle få et barn alene nu, eller om hun skulle vente, og forsøge at finde kærligheden og dermed en mand at få dem med.
Monopolets svar var, skåret ind til benet: ”Vent. Du har stadig masser af tid, så se, om ikke du kan finde en mand at få dem med.”
Normalt styrer jeg udenom lige præcis dette spørgsmål; simpelthen fordi det er umuligt for mig at være objektiv, men i dette dilemma, ville jeg alligevel ønske, at jeg havde fået lov at sidde med i panelet.
Det ville have været som at få lov at gå tilbage i tiden, og rådgive en 6 år yngre version af mig selv.
Jeg var også 31, da jeg seriøst begyndte at overveje at få et barn selv. Jeg oplevede også, at halvdelen af omgangskredsen bakkede op, mens den anden halvdel mente, at jeg var blevet vanvittig. Og jeg var også meget i tvivl om, om ikke Den Rigtige Løsning ville være at vente på Den Rigtige Mand og få børn med ham, for jeg havde jo – også – tiden for mig.
Hvis jeg havde fået lov at svare hende, ville jeg have sagt:
Gør det. Nu. Når du først i dine overvejelser er nået så langt, som du er, er du langt forbi point of no return. Og jeg *lover* dig: Du fortryder det aldrig.
Ligesom hende fik jeg ofte, når folk hørte om mine planer, at vide, at jeg jo bare kunne date lidt ved siden af alle mine overvejelser; hvis kærligheden så pludselig sparkede døren ind, var alt godt. Win-win. Det, jeg tilsyneladende hverken formår eller formåede er at forklare folk, så de forstår det, er, at det kan man ikke. Det svarer til at have planlagt menuen til dit bryllup, have indkøbt alle råvarerne og lagt en plan for, hvordan du vil gribe hele projektet an – og så blive ved med at browse kogebøger og madblade, og være åben for nye ideer.
Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at spalte sindet, og lade to så forskellige projekter udvikle sig sundt og levedygtigt samtidig. Heller ikke selvom det, down the line, giver dig det samme resultat. Når først man har besluttet, at man er klar til få børn nu, så tuner hele systemet ind på den ide. Det er jo for fanden derfor, kvinder bliver sindssyge af frustration, hvis det tager for lang tid for dem at blive gravide. Og den parathed kan man ikke bare tænde og slukke for efter forgodtbefindende. For hvad, hvis du møder en, der er sød? Skal du så pause dit projekt? Hvor længe? Skal du fortælle ham om det? Er det fair at lade være? Hvad hvis det ikke går med ham? Og er det fair at lægge den form for pres på et helt nyt og spædt forhold? Selvom man kunne ønske det anderledes, er det at forberede sig på (forhåbentligt) at få et barn, en stor, tung bold, der ruller, og som ikke bare kan bringes til midlertidig standsning.
Jeg ville også have sagt til hende, at man lærer at leve med, at der findes mennesker, som Annette Heick, der kun synes, at det her er acceptabelt som nødløsning; at det kun er i orden at gøre det, når du er så gammel, at alle har opgivet dig og dine æg er halvrådne. I starten er man bange for dem. Det går over. De har ret til deres holdning, og det er primært i starten, man bliver vred over, at folk med deres på det tørre, mener at de har ret til at bestemme, at manglen på kærlighed også skal medføre manglen på børn.
Man lærer også at lade være med at hidse sig op over, at vi, der gør det selv, åbenbart må krydsforhøres om vores økonomi og tanker om fremtiden af folk, vi knap nok kender, og at vi af uforklarlige årsager skal vide mere om, hvad fremtiden bringer, end folk i parforhold. Tilsyneladende er vi – modsat folk, der bliver gift, får børn, bliver skilt og får nye partnere og børn med disse – ikke i stand til at blive ved med at elske det første barn, hvis drømmen går i opfyldelse, og vi får barn nummer 2 med en mand. Så er barn nummer 1 udenfor, fordi vi nu har fået den familie, vi drømte om. Åbenbart.
Jeg ville fortælle hende, at hun skal gøre det. Nu. For når barnet er her, får hun et familieliv fuldstændig ligesom alle andre, med de hverdagsglæder og -sorger, det medfører. Jeg vågner jo ikke hver morgen, og bruger timer på at forholde mig til, at jeg er selvvalgt alenemor. Det er jo for fanden bare virkeligheden som den ser ud for mig. Jeg mangler ikke en far til Anton, ganske enkelt fordi der aldrig har været en.
Og jeg ville fortælle hende, at der er god fornuft i ikke at være alt for gammel, når man begynder at prøve at blive gravid og er alene om projektet. Dels fordi det jo kunne være, at ønsket om et barn mere kom snigende med tiden (også selvom Annette siger, at vi kun må få et), og dels fordi det har betydning, at minimere risikoen for (alvorlige) sygdomme, når man er alene med et barn.
Så. Just do it, som de siger hos Nike.
Det ville jeg have sagt til både hende og mig selv, hvis jeg havde fået lov at svare.
3. juni 2014 @ 10:29
Jeg håber, hun læser med her hos dig!
3. juni 2014 @ 11:24
Kære Linda.
jeg tænkte på dig, da jeg hørte Mads og monopolet den lørdag – og meget på at netop dit (og andre der deler det samme) syndpunkt i den grad manglede i monopolets debat. De var alt alt for unuancerede i deres behandling af dilemmaet. 'De skulle fandme have haft Linda, hende med Blogsbjerg, med i deres monopol, tænkte jeg. Det ville have givet dem stof til eftertanke og mange flere aspekter med på vejen i deres samtale om emnet.
KH Helle
3. juni 2014 @ 11:53
Er enig. Dog har jeg en nær veninde, hvor situationen vendte: Hun havde taget de indledende øvelser til at blive alenemor, men begyndte at date en fyr on the side. Da det tegnede seriøst, droppede hun at lave barnet alene, og nu – 4 år efter – er de faktisk forældre til to.
3. juni 2014 @ 13:19
Velskrevet og godt blogindlæg. Jeg hørte Mads og Monopolet og var faktisk fan af Heick for én gang skyld i det her tilfælde, for hun er ofte for unuanceret at høre på:-/ Men okay, så læste jeg dit blogindlæg og synes du har gode pointer. Især det med alderen – hvorfor vente, hvis man er så sikker i sin beslutning? 31 år er jo en god alder.. Jeg var nok mest fan af hende, fordi hun mente, at det kunne blive et stort problem, at mange børn når de bliver voksne får behov for at vide, hvem deres far er og ikke kan vide det med anonym donor. Det er jeg altså også bange for:-/
3. juni 2014 @ 16:30
Ja, selvfølgelig skal man få det barn man gerne vil have – også som 31-årig. Det bliver ikke nemmere at blive gravid jo ældre man bliver, uanset om drømmeprinsen dukker op eller ej.
Det eneste ankepunkt jeg kan komme i tanke om er netværk – der skal man altså have op til flere, der gider stille op, hver gang,hvis man er gravid så man kun kan ligge ned i ni måneder, hvis ungen har kolik, hvis fødselen ikke gik som man håber, hvis…. Alt det der uventede, der sker med gravide, fødsler og små børn.
Man skal have nogen, der har ens ryg, uanset om det er partner, venner, familie eller au-pair.
3. juni 2014 @ 17:45
Hvor er det godt skrevet og godt forklaret.
Jeg håber også at Anette Heick læser med.
3. juni 2014 @ 18:18
Kom til at tænke på et andet af dine indlæg om Mads og monopolet, der handlede om hvorvidt en nybagt far kort tid efter fødslen kunne tage på herretur. Tænk hvis det var en nybagt mor som sagde 8 dage efter fødslen; skatter jeg tager lige en tur med veninderne, du tager dig bare af barnet. I det tilfælde ville forargelsen stå i kø, men det er ok den anden vej! Så måske er Mads og monopolet for indspist mandehørm, der mangler føling med den generelle udvikling. Ved godt denne kommentar ikke er direkte til dette indlæg, men kunne ikke finde det andet:)
3. juni 2014 @ 19:29
Søde Linda. Enig, enig, enig!!! Så fint skrevet. Det absolut eneste jeg fortryder i forhold til at have fået barn selv, er at jeg ikke gjorde alvor af det før!
3. juni 2014 @ 20:12
Helt ærligt: er der noget i denne verden man ikke kan rådgive andre om, så er det hvornår og i hvilken situation de skal få børn.
Hvis børn kun kom til verden i mejerigige toforældres familier med orden i parforhold og økonomi, ville menneskeheden uddø.
Jeg håber at folk gør hvad de føler er rigtigst.
MargitA
3. juni 2014 @ 22:30
Mads og Monopolet…. så meget sexistisk lort på så kort sendetid. De skal ALTID (uanset hvem der er i panelet) dele op i "jamen sådan er kvinder" og "sådan er mænd" derfor undrer det mig ikke hvis der har været et temmelig unuanceret syn på kvinder der vælger at få et barn alene…. du skal ikke være en del af panelet, du skal lave dit eget radioshow, se DET gad jeg godt lytte på 🙂
4. juni 2014 @ 08:19
Enig. Det er bare med at komme igang. Jo højere alder, jo større risiko for at æggene enten er over dato, eller at man får TVILLINGER!!! Både høj alder og fertilitetsbehandling øger chancen for dobbelt op. Men får man to, – så klarer man det selvfølgelig på en eller anden måde alligevel. Men vil sikkert møde endnu flere Heickere, der løfter øjenbrynene.
4. juni 2014 @ 13:17
Min søde og dejlige (og lesbiske) veninde besluttede som 31 årig at påbegynde kunstig befrugtning. Det tog hende 3 år at blive gravid, og da hun 12 uger henne, i panik, fik af vide at hun ventede tvillinger, havde hun også lige taget sig sammen til at oprette en profil på et dating site for lesbiske. 4 uger senere mødte hun en fantastisk pige, et par måneder senere flyttede de sammen, året efter blev de gift og nu venter de er barn mere. Og de er i øvrigt det lykkeligste ægtepar jeg kender 🙂 Jeg synes det er den mest fantastiske historie, og en historie der viser at man ikke skal lukke den ene dør bare fordi man åbner en anden. Hvis jeg havde siddet i panelet i lørdags havde jeg sagt: Få det barn hvis du ønsker dig det – og date lige så tosset du vil imens (hvis du har lyst!) 🙂
4. juni 2014 @ 19:32
Godt – og velskrevet – brølt!
4. juni 2014 @ 20:03
TAK fordi du så fint sætter ord på nogle af de tanker, jeg kender så godt! Næste gang jeg møder en, der uopfordret stiller kritiske spørgsmål til min beslutning om at blive mor alene, så stikker jeg dem sgu dit indlæg.
4. juni 2014 @ 20:54
Blogsbjergs eget radioshow….. Yearrhh, det stemmer jeg for 🙂
6. juni 2014 @ 08:50
Selvfølgelig har du helt ret! Jeg (som er bedstemor til 5) har 1 familiemedlem, der gjorde alvor af drømmene og fik en dejlig dreng, da hun ikke havde fundet "prinsen" at få barn med. En bekendt ventede for længe, gik igennem utallige behandlinger og brugte en formue – forgæves! Ingen af dem har endnu fundet manden i deres liv – men den ene har sin søn + et stort og godt bagland til hjælp. Den anden har en stor sorg, men kompenserer ved at "låne" børn til alles glæde også forældrenes.
Giv endelig rådet vider: vent ikke for længe!