Anne Om Anne.

Jeg har lige lukket Annes bog ”Jeg vil ikke tage det flot”. (Til
de to, der lige er kommet hjem fra et 6 måneder langt ophold i Borneos jungle,
og som derfor ikke kender Anne eller har hørt om bogen, handler den om Annes
oplevelser undervejs i forløbet, da hun får konstateret sklerose.)

Jeg kan ikke påstå at jeg er objektiv. Faktisk er jeg så
lidt objektiv, at ordet ”subjektiv” ikke helt dækker det, jeg er.

Anne var mit første store blogger-idol, og jeg kan stadig
huske, hvor starstruck jeg var, da jeg i forbindelse med et blog-arrangement i
sønderjylland kørte op foran TV2 i Aarhus N, i min daværende kærestes
smadderkasse af en sænket bil, for at samle hende op.

4 timer senere hang vi ud af hver sit vindue og
hujede overgearet af sønderjyder i refleksbukser.

På den måde er Anne ret nem at holde af.

Nu har hun endelig skrevet en bog, og selvom jeg ville ønske
for hende, at hendes første bog enten havde handlet om noget andet, eller været
fiktion fra ende til anden, så er det alligevel den fineste og mest vigtige
bog, jeg har læst i lang tid.

Normalt er jeg lyn-læser. Som i: Virkelig turbo-turbo. ”Jeg
vil ikke tage det flot” er en lille bog på 162 sider, og det har alligevel
taget mig over en uge at læse den, for det er sgu hård kost.  Når man komprimerer 2 års angst, frygt, sorg
og vrede og sætter det på skrift, siger det næsten sig selv, at det ikke er
Nynnes Dagbog 4, der kommer ud af det.

Det er tungt. Men det er godt nok også både vigtigt og
nødvendigt. Man bliver klogere af at læse den, og der er mennesker, der
kommer til at få det nemmere af, at Anne har turde skrive den.

For i dag, hvor de sociale medier næsten tigger om, at du
iscenesætter dig selv og dit liv i en pletfri højglansversion, der får andre
til at længes efter at være dig, er det virkelig svært for os, der ikke er
blevet fældet af en led diagnose, at få lov til at få at vide, hvad det vil
sige at være så alvorligt syg.

Det giver bogen et meget, meget fint indblik i. Anne er
simpelthen så god til at zoome ind på små detaljer undervejs, der på en eller
anden måde fanger hele stemningen og gør, at man næsten føler, at man selv er
til stede i situationerne.

Der er ingen tvivl om, at bogen vil give utrolig meget
mening for andre mennesker, der er ramt af sklerose, både primært og sekundært.
Men undervejs tænkte jeg faktisk flere gange, at der var en sær form for
genkendelighed i den; at jeg kunne genkende Annes overvejelser og reaktioner
fra tidspunkter i mit eget liv, hvor jeg har været i krise.

Dermed på ingen måde sagt, at ”det kender jeg bare godt fra
mig selv. Bare værre.” Slet, slet ikke. Men det gjorde alligevel noget ved mig
at opdage, at uanset hvad en krise handler om eller bunder i, så ligner de
følelser, den udløser, hinanden. Der ingen, der rigtigt gider automattrøst.
Eller hold-nu-kæft-trøst. Det er ingen, der har lyst til at føle, at de er en
belastning for andre, hverken at være omkring eller at høre på. Det er meget,
meget irriterende, når andre folk ”liiige ved, hvordan du har det!”. Eller
mener, at din og deres situationer er ens. Det provokerer, fordi det udløser en
stærk fornemmelse af ikke at blive taget alvorligt eller forstået, mens man
samtidig heller ikke rigtigt gider høre sig selv sidde og konkurrere om at have
det værst.

Det var også befriende at opdage, at der er andre, der åbenbart
heller ikke får en stationær følelse udleveret, når noget ramler, og
derefter kun udviser den adfærd, der passer til dét. Nogle dage vil man have
medlidenhed. Andre dage har man brug for at få lov at være stærk uden skingeroptimistisk
opmuntring. Ind imellem vil man gerne have lov at fortælle i detaljer, hvor
rædselsfuldt man har det. Andre gange orker man ikke at folk spørger. I dag vil
jeg roses for det, jeg kan. I morgen taler du ned til mig, hvis du gør det.

Det svinger, og man ved det godt selv.

Bogen udløste en følelse i mig, som jeg mangler et passende
ord for, for ’medlidenhed’ er noget af det mest irriterende, der findes. Men
hvad pokker skal vi så kalde det, der opstår, når man bliver så forfærdelig
påvirket af, at skæbnen ikke havde noget, der var sjovere i posen, til folk,
man holder af?

Jeg synes, at du skulle læse bogen; du kan kun vinde. For
det første er du godt underholdt. For det andet er du formentlig lidt federe at
være sammen med, næste gang, du er i selskab med en, der er alvorligt syg. For
det tredje udviser du måske mere overbærenhed over for dig selv, når du bliver
ramt af en krise næste gang; måske bliver du endda bedre til at sætte ord på,
hvad du har brug for fra andre?

Og under alle omstændigheder er det altid rart at vide, at
der er andre, der heller ikke gider tage det flot.

Published by

8 Replies to “Anne Om Anne.

  1. Du har ret i, at medlidenhed er et dumt ord … det bliver på en eller anden måde sådan lidt "nåhr-lille-ven" på den nedladende måde. Jeg tænker, at medfølelse kunne være det ord, du leder efter.

  2. Hvor er det fint skrevet. Jeg skal også læse den, for Anne er sådan en blogger, der indimellem kan give mig den der virtuelle indsigt: "Ej, sådan gider jeg ikke være", fordi jeg pludselig ser, at jeg måske indimellem ikke er den bedste udgave af mig selv – men hvem er det?;-) Denne forståelse og medfølelse for andre har hun også og som du skriver, er det i hvert fald genkendeligt, at vi jo allesammen bare gerne vil forstås som de vi er.

  3. Med-liden-hed betyder jo "at være lille sammen med", og hvem faen gider at nogen er lille sammen med een som en reaktion på at man står i en lortesituation (det er jo ikke sikkert man selv føler sig lille eller har lyst til at være lille). Mens med-følelse helt anderledes er noget man kan sige ja til (at dele de følelser man har) uden at miste sin værdighed i det og blive "lille".

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *