Anne Om Anne

Jeg har lige lukket Annes bog ”Jeg vil ikke tage det flot”. (Til de to, der lige er kommet hjem fra et 6 måneder langt ophold i Borneos jungle, og som derfor ikke kender Anne eller har hørt om bogen, handler den om Annes oplevelser undervejs i forløbet, da hun får konstateret sklerose.)

Jeg kan ikke påstå at jeg er objektiv. Faktisk er jeg så lidt objektiv, at ordet ”subjektiv” ikke helt dækker det, jeg er.

Anne var mit første store blogger-idol, og jeg kan stadig huske, hvor starstruck jeg var, da jeg i forbindelse med et blog-arrangement i sønderjylland kørte op foran TV2 i Aarhus N, i min daværende kærestes smadderkasse af en sænket bil, for at samle hende op.

4 timer senere hang vi ud af hver sit vindue og hujede overgearet af sønderjyder i refleksbukser. På den måde er Anne ret nem at holde af.

Nu har hun endelig skrevet en bog, og selvom jeg ville ønske for hende, at hendes første bog enten havde handlet om noget andet, eller været fiktion fra ende til anden, så er det alligevel den fineste og mest vigtige bog, jeg har læst i lang tid.

Normalt er jeg lyn-læser. Som i: Virkelig turbo-turbo. ”Jeg vil ikke tage det flot” er en lille bog på 162 sider, og det har alligevel taget mig over en uge at læse den, for det er sgu hård kost. Når man komprimerer 2 års angst, frygt, sorg og vrede og sætter det på skrift, siger det næsten sig selv, at det ikke er Nynnes Dagbog 4, der kommer ud af det.

Det er tungt. Men det er godt nok også både vigtigt og nødvendigt. Man bliver klogere af at læse den, og der er mennesker, der kommer til at få det nemmere af, at Anne har turde skrive den.

For i dag, hvor de sociale medier næsten tigger om, at du iscenesætter dig selv og dit liv i en pletfri højglansversion, der får andre til at længes efter at være dig, er det virkelig svært for os, der ikke er blevet fældet af en led diagnose, at få lov til at få at vide, hvad det vil sige at være så alvorligt syg.

Det giver bogen et meget, meget fint indblik i. Anne er simpelthen så god til at zoome ind på små detaljer undervejs, der på en eller anden måde fanger hele stemningen og gør, at man næsten føler, at man selv er til stede i situationerne.

Der er ingen tvivl om, at bogen vil give utrolig meget mening for andre mennesker, der er ramt af sklerose, både primært og sekundært. Men undervejs tænkte jeg faktisk flere gange, at der var en sær form for genkendelighed i den; at jeg kunne genkende Annes overvejelser og reaktioner fra tidspunkter i mit eget liv, hvor jeg har været i krise.

Dermed på ingen måde sagt, at ”det kender jeg bare godt fra mig selv. Bare værre.” Slet, slet ikke. Men det gjorde alligevel noget ved mig at opdage, at uanset hvad en krise handler om eller bunder i, så ligner de følelser, den udløser, hinanden. Der ingen, der rigtigt gider automattrøst. Eller hold-nu kæft-trøst. Det er ingen, der har lyst til at føle, at de er en belastning for andre, hverken at være omkring eller at høre på. Det er meget, meget irriterende, når andre folk ”liiige ved, hvordan du har det!”. Eller mener, at din og deres situationer er ens. Det provokerer, fordi det udløser en stærk fornemmelse af ikke at blive taget alvorligt eller forstået, mens man samtidig heller ikke rigtigt gider høre sig selv sidde og konkurrere om at have det værst.

Det var også befriende at opdage, at der er andre, der åbenbart heller ikke får en stationær følelse udleveret, når noget ramler, og derefter kun udviser den adfærd, der passer til dét. Nogle dage vil man have medlidenhed. Andre dage har man brug for at få lov at være stærk uden skingeroptimistisk opmuntring. Ind imellem vil man gerne have lov at fortælle i detaljer, hvor rædselsfuldt man har det. Andre gange orker man ikke at folk spørger. I dag vil jeg roses for det, jeg kan. I morgen taler du ned til mig, hvis du gør det.

Det svinger, og man ved det godt selv.

Bogen udløste en følelse i mig, som jeg mangler et passende ord for, for ’medlidenhed’ er noget af det mest irriterende, der findes. Men hvad pokker skal vi så kalde det, der opstår, når man bliver så forfærdelig påvirket af, at skæbnen ikke havde noget, der var sjovere i posen, til folk, man holder af?

Jeg synes, at du skulle læse bogen; du kan kun vinde. For det første er du godt underholdt. For det andet er du formentlig lidt federe at være sammen med, næste gang, du er i selskab med en, der er alvorligt syg. For det tredje udviser du måske mere overbærenhed over for dig selv, når du bliver ramt af en krise næste gang; måske bliver du endda bedre til at sætte ord på, hvad du har brug for fra andre?

Og under alle omstændigheder er det altid rart at vide, at der er andre, der heller ikke gider tage det flot.