For snart mange år siden havde jeg en veninde, som var selvskadende-light. For hende handlede det meget om den opmærksomhed, det udløste, når hun skar i sig selv eller ikke skulle have noget at spise. Hvis hun havde skåret sig i armen, gik hun i dagene efter kun i t-shirt, så alle kunne se, hvad hun havde gjort.
Først var jeg frygtelig bekymret for hende. Dernæst blev jeg irriteret, fordi det – for os, der var tæt på hende – blev meget tydeligt, at hun hverken led af anoreksi eller var klinisk selvskadende, men at det udelukkende bundede i et behov for at blive set. Men til sidst endte jeg med at nå frem til, at hun jo faktisk stadig var syg i en eller anden forstand, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ikke den gængse måde at ønske sig opmærksomhed på, når man er sidst i 30’erne.
Hende tænker jeg på, hver gang jeg læser artikler, der handler om, at børn bliver spiseforstyrrede som aldrig før, fordi deres forældre går fanatisk op i kost og slankekure.
De fleste af de artikler, jeg er stødt på, har en slet skjult undertone af, at forældrene er selvoptagede egoister, der ofrer deres børn og børnenes helbred i jagten på den tynde, perfekte krop.
Scroller man lidt længere ned på avissiderne, falder man tit over andre artikler, der handler om, at vi som nation bliver federe og federe, og at dette om 20 år vil være den største trussel mod vores velfærdssystem.
Det, der gør mig deprimeret er, at man får det til at lyde som om, forældrene er ligeglade med deres børn.
Jeg kender ingen mennesker, der ikke ville ofre deres liv, uden at blinke med øjnene, for deres børn. Jeg kender kun mennesker, der ift. børnenes fødevareindtag gør alt, hvad de kan for at holde balancen på den tynde linje mellem ’Sund Kost’, ‘Ingen Sukker’ og ’Nu Ikke Så Hysterisk’. Alle, jeg kender, prøver at give deres børn et fornuftigt forhold til mad og krop, og samtidig hjælpe dem til ikke at blive for tykke.
Og det er her, jeg kommer til at tænke på min veninde, for hvis man er så optaget af kost og kure, at man smitter sine børn med sin besættelse, så tænker jeg, at det er fordi, der er noget galt. Det er ikke sikkert, at man ville kunne få et diplom for veludført bulimi eller anoreksi, men det lyder i mine ører heller ikke, som om alt er, som det skal være.
Derfor undrer det mig, at vi åbenbart er enige om, at problemet skyldes forældrenes ligegyldighed. Hvis vi i stedet talte om børn, der boede sammen med en mor eller en far, der led af depression eller PTSS, og som – på den ene eller den anden måde – blev påvirket af denne forældres sygdom, ville de fleste da hidse sig moderat op, hvis den generelle tone i samfundsdebatten var, at psykisk syge forældre bare skulle stramme op og tage sig sammen.
Ikke?
Jeg synes, at vi i hele denne debat overser det spørgsmål, der måske kunne være med til at knække kurven, hvis vi fik det besvaret, nemlig hvorfor så mange i *min* generation lider af forskellige grader af spiseforstyrrelser? Sat på spidsen er børnene jo egentlig ”bare” symptomer på det problem, der ligger i baggrunden og rumler.
Det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede over, at børnene får et helt forskruet forhold til mad. Eller at vi skal undlade at prøve at løse det. Men jeg tror, at vi når længere ved at prøve at forstå, hvor problemet starter, end ved at se på, hvor det ender.
Det der med, hvorfor så mange i vores alder har svært ved mad, det ved jeg ikke og vil heller ikke filosofere over det nu … Men det med børnene, kunne det ikke også tænkes, at vi bare vil det SÅ godt/rigtigt/sundt/men ikke hysterisk, at vi glemmer at spise og hygge os, når vi sidder ved bordet – fordi vi i stedet har travlt med at tilskynde, småpylre, formane, opfordre, rette, hjælpe osv. Jeg er ret sikker på, det er en fælde, jeg selv har været omkring, og det eneste, vi får ud af det, er børn, der ved, at mad er skidebesværligt!
Vi skal tilbage til, at mad er noget, vi spiser, mens vi snakker om noget andet. Og hvis vores børn ikke er sultne, så skal de have lov til at sige fra. Tryk avler modtryk. Og børn kan godt selv mærke, om de er sultne eller ikke.
Det er forældrenes ansvar at sætte sund og god mad på bordet, men vi kan ikke tillade os at skovle den ned i børnenes hals – heller ikke selvom vi helst ser, at børnene får mad, hver gang vi sætter os til bordet.
Slap af og lad ungerne være 🙂
Jeg tror du har ret!
Det minder mig om, når folk, jeg i forvejen er politisk uenige med, foreslår, at man skal betale et (nuvel, mindre) gebyr for at gå til læge. Fordi der er nogen, som gør det for meget, og det 'spilder lægernes tid'. Men altså, i et land, hvor vi har råd til alt fra tegnsprogstolkning til mine nicheagtige lån på biblioteket, skal vi så ikke også måske bare erkende, at der er nogle (FÅ) mennesker, der ikke har andre ag snakke med end deres læge/har sygeligt brug for opmærksomhed/er hypokondere og virkelig bange for at være syge. Så vidt jeg ved, er der stadig langt flere, som f.eks. dør af IKKE at gå til læge og få tjekket prostataen, den der lille knude eller noget tredje. Og hvis vi sender et signal om, at man er mest til besvær hos lægen og skal betale for det, så er det, ja, lidt som hvis man råbte af min tidligere depressionsramte far, at det var hans skyld, at jeg selv fik samme diagnose. Ikke så festligt…
Nå, det var måske lidt off topic, men hvad pokker…
Hmm… jeg har faktisk ikke læst det som en pegen på forældrenes liggyldighed. Tværtimod som en erkendelse af at forældrene er syge og ikke selv kan se/magte hvad et evtentuelt kan gøre hvis deres børn og at problemet ligger i at det omkringliggende samfund – læger, institutioner mv. – ikke er opmærksomme på, at forældrene sygdom kan "smitte" børnene.
Jeg vil altså godt lige slå et slag for at slappe lidt af på madfronten.
Mad og sundhed er jo en af vor tids kamppladser. Der er da et massivt pres i forhold til at spise og leve sundt, og der er i hvert fald på ugentlig basis artikler, der belyser den sociale slagsside inden for madvaner og generelle livsstilsproblematikker.
Som mor til en datter, der er undervægtigt men sund, og som jeg deler spisevaner med, er jeg glad for, at vores læge har tilbudt ekstra vægtkontrol af hende, for det skader ikke at have et vågent øje på markante afvigelser. Men det har været i følgeskab med en streng bevidsthed om hos mig, at vi vil have ro omkring maden. Selv om der måske er behov for at korrigere vaner en smule, er det absolut og indiskutabelt no go at gøre spisesituationen til en kamp. Også selv om både vuggestue og bedstemor har haft kreative forslag til at snyde lidt mere mad i barnet. Det giver altid bagslag, og lad nu for pokker børnene have lidt fred og lære lidt om at mærke og tilfredsstille nogle basale behov uden for megen indgriben fra bedrevidende voksne.
Og det kan jeg sige med ro i sindet, fordi jeg deler hendes forhold til mad. Og jeg er selv vokset op med en far, der har det på samme måde. Så det nærmer sig noget helt normalt. Sagen er, at vi er lystorientede spisere. Hvis ikke retten på bordet lige er sagen, daler appetitten. Omvendt kan vi tage fra som ingen anden, hvis der er held i posen. Man kan sagtens indrette en hverdag, så alle får deres behov opfyldt, og for min ældste datter og mig er dette behov bare lidt sværere at blive klog på i alt for god tid. Omvendt spiser lillesøster og farmand hvad som helst der bliver serveret. Og det levner jo godt med plads til en mor og storesøster, som er lidt mere besværlige. Det er ganske udramatisk. Men jeg er glad for at vores læge alligevel havde et øje på os, selv om hun vist i princippet var enig i vores tanker. Det er jo ikke altid, at mor og far har fat i den lange ende, og så er det fint at der er et system, der er gearet til at hjælpe til. Bare man ikke sygeliggør alt og alle, der falder uden for normerne (det billige skidt)