Siden sidst har jeg:

* Været ude at fiske. Selvom det er noget, vi gjorde meget i, da jeg var barn – og som jeg har rigtig mange fine minder fra – har jeg ikke begået mig i madding og woblere i ca. 25 år. Som jeg husker det, kan det være meget zen, og det kan få pulsen til at falde til et sted nede omkring Indurains hvilepuls at stå der på søbredden og kaste uuuud. Veeente. Ooooog trække hjeeem.

Med Anton i lommen er det som at se den samme film igen, bare i fast forward.

Man kan nærmest ikke nå at kaste snøren ud for ham, før han begejstret har
trukket nylonsnøren så hurtigt op, at hjulet lugter lidt brændt. Efter de
første par runder gik vi væk fra orm som madding (overvejede ellers at give dem vandski på og forvandle det til en indtægtsgivende aktivitet), så nu fisker han med spinner, hvilket fint illustrerer, hvordan det ville se ud, hvis en meget blank sten slog baglæns smut hen over vandet. Han elsker det, og det er skideskægt.

* Slugt True Detective i én lang mundfuld. Haps. Den varmede dejligt i det tomrum Game of Thrones efterlod.

* Klippet hæk. Har været inde på det før, men efter jeg har fået Anton, er der nogle ting, jeg simpelthen synes er for tyndt, at jeg ikke kan. Ikke mindst fordi jeg faktisk reelt ikke ved, om jeg kan; jeg har bare været så privilegeret at have verdens bedste far, der tålmodigt har stillet op, når der har været noget som helst handy-relateret på to-do-listen. Så i år skulle det være. Og det skal jeg have; jeg går frisk til opgaven. Af uforklarlige årsager er jeg sådan indrettet, at jeg tror, at evnen ligger forankret i viljen til at gøre. Med andre ord: Når jeg først har besluttet mig for at gøre noget, bliver jeg på magisk vis også god til det. Så. Når jeg kigger ud på hækken nu, føler jeg oprigtigt en mild undren over, at det ser ud som om vi har deltaget i en rotationsordning, hvor popstjerner kan komme i praktik i håndværkerfag, og at vi i haverunden vandt Stevie Wonder.

* Truffet en long-coming beslutning om, at jeg er for gammel til drama og til at bruge tid på mennesker, der tager mere energi end de giver. Lad falde hvad ikke kan stå.

* Ødelagt 2 blendere på under 10 minutter. Jeg ved det. Jeg er noget ganske særligt. Skulle lige hurtigt smide en smoothie sammen, og da jeg tændte for den første blender sagde det *Kniirklonk!* Det viste sig, at foden på kniven var det svage led, som kunne flække, selvom resten af blenderen burde kunne tabes fra 2 kms højde, og stadig være good to go. Heldigvis havde jeg bagerst i mit skab min gamle blender stående, så hældte indholdet over i den og blendede løs på ny. Blev meget positivt overrasket over, hvor kraftig den egentlig kunne blende, og besluttede på stedet, at den fremadrettet var opgraderet til Husets Blender. Da smoothien var færdig, lavede jeg den der dreje-af-foden-løfte-over-til-glasset-bevægelse, som ligger så meget i håndleddet, at den ikke kan stoppes halvvejs. Og det var så her, jeg kom i tanke om, hvorfor blenderen i sin tid blev forvist til skammekrogen, for geniet, der har designet det lille svin, har valgt, at man skal skrue bunden af blenderen samme vej, som man skruer selve blenderen af foden. Ffs. Ord rækker ikke til at beskrive den akut indtrådte sindstilstand. Der var smoothie på 2 bordplader, i sprækken ned langs komfuret, på inder- og yderside af 2 skabe, i hele vasken, på 3 m2 gulv, på alt mit tøj – alt. Også bh og trusser, i mit hår, på samtlige ting, der stod på køkkenbordet, på 3 sider af mikroovnen, i min stikdåse med dertilhørende iPodstik, iPhonestik plus det løse.

Jeg blender aldrig noget igen.