Gode spørgsmål og store beslutninger

I kommentarfeltet til forrige indlæg spurgte Pernille, om ikke jeg kunne prøve at skrive lidt om de tanker, jeg gjorde mig, da jeg besluttede at få børn alene, og gerne lidt om, hvordan jeg oplevede vennernes reaktioner på det.

Selvfølgelig vil jeg det.

Som de fleste andre kvinder i 30’erne, har jeg gennem tiden haft kærester med børn, og ham, der skulle ende med at blive den sidste, jeg havde, inden jeg gik ombord i soloprojektet, havde en pige på 4 år. Måske var det fordi, jeg på det tidspunkt var blevet 32 år, og min biologi så småt begyndte at tune ind på hele ideen om forplantning; i hvert fald kan jeg huske, at jeg for første gang lagde mærke til, hvor mange udfordringer det gav at have et barn sammen, når man ikke længere var kærester. De var ret uenige om nogle helt grundlæggende ting ift børneopdragelse; fx. mente den ene, at barnet sagtens kunne være alene hjemme, mens man smuttede i Netto, mens den anden var ved at få en blodstyrtning af raseri, da vedkommende fandt ud af, at dette blev praktiseret. Jeg begyndte at tænke på, hvordan det ville have været, hvis jeg havde været bundet for livet til de mænd, jeg igennem tiden havde været sammen med, og nogle ting begyndte at forskubbe sig i min hjerne.

Da vi endte med at gå fra hinanden, begyndte jeg derfor så småt at lege med tanken om, at jeg måske skulle prøve at få børn alene. Jeg ville stadig allerhelst have haft hele pakken med mand og svigerfamilie og juleaftener i nybyggede huse i forstæder, hvor det var ok at lade ungerne øve sig i at cykle på vejen, men jeg begyndte også at acceptere, at dét løb var kørt. Jeg var 32 år, og den fælles historie, det kræver at etablere et sådan liv, tager i de flestes tilfælde lang tid. Jeg begyndte at kigge på årene frem med objektive øjne, og erkendte stille og roligt, at jeg ikke var klar til at satse på, at den næste, jeg mødte ville være ham, jeg skulle stifte familie med. Jeg havde ikke på noget tidspunkt fornemmelsen af at have travlt. Jeg var bare ret usentimental ift til, at baseret på min historie, ville der formentlig komme flere mænd, men også flere brud, og for hver gang jeg gik eller blev gået fra, ville jeg være blevet et par år ældre.

Jeg vågnede ikke en morgen og tænkte: “Jeg gør det!” Min hjerne har det bedst, når vi spiser livets elefanter bid for bid, og ikke forsøger at overskue hele måltidet på én gang, så jeg bestilte tid hos min læge, og var oppe at snakke med hende. Jeg var et smut forbi banken og vende min økonomi, og jeg begyndte at læse, hvad jeg kunne finde af litteratur om kvinder, der havde fået børn alene, selvom der ikke var skrevet ret meget om kvinder, der demografisk lignede mig. Enten var de omkring de 40, og havde truffet beslutningen, fordi det var nu eller aldrig, eller også var det Betina Aller-typer, der – uden at jeg kender hendes økonomi i detaljer – formentlig har en løn, der muliggør en au pair eller to. Jeg syntes, det var svært at finde nogen at spejle sig i, og det fyldte en del for mig. Det er faktisk derfor, jeg et par gange sidenhen har sagt ja til at medvirke i forskellige artikler i aviser og dameblade; jeg vil gerne vise dem, der går med overvejelserne, men som er bange for, at det ikke er praktisk muligt, at det her godt kan lade sig gøre, selvom man er en virkelig almindelig type med et almindeligt netværk og en almindelig løn.

Efter et lille år med forskellige former for research løb jeg tør for grød at danse om. Jeg vidste godt, at jeg havde belyst samtlige af de vinkler, det kunne lade sig gøre at forholde sig til på forhånd, men derfra og så til aktivt at beslutte, at nu er det nu – der er alligevel et stykke. Men som de siger hos Nike: Just do it. Så det gjorde jeg. Slog hjernen fra, lukkede øjnene og sprang, og lavede Anton i første forsøg.

Undervejs i processen snakkede jeg selvfølgelig en del med både familie og venner om det. Jeg ved ikke, om det er mig, der er forvænt, men jeg havde ikke forventet andet end opbakning, og det var også det eneste, jeg fik. Reaktionerne hos veninderne faldt i to kategorier: Dem, der selv havde børn, spurgte typisk ind til det praktiske, f.eks. hvad jeg havde tænkt med netværk, sene dage på job osv., mens veninderne uden børn ofte var mere nysgerrige på “vi sender en pionér afsted, og afventer spændt rapport. Hvis det viser sig at være en farbar vej, er vi flere, der er klar til at følge efter”-måden. Begge dele var brugbart, fordi det gav mig mulighed for at snakke om stort set alt, hvad jeg havde af tanker. Når man ikke har børn, kan det godt være lidt intimiderende at snakke børn med dem, der har, for man aner jo ikke, hvad det rent praktisk vil sige, og ved derfor ikke, hvornår man udtaler sig himmelråbende naivt. På den anden side er det også herlig nemt at blive enige med de andre uden børn om, at barnepiger og konsekvent opdragelse løser alt.

Jeg synes, at de fleste spørgsmål jeg fik, var relevante og gode, men der var alligevel nogle få, som gjorde mig en smule irriteret: Dem, der fik mig til at føle mig dum, desperat eller som om, jeg var forpligtet til at have tænkt ALLE scenarier igennem på forhånd, inden jeg fik et barn alene.

Når jeg fx. blev spurgt, om jeg havde tænkt på, at det var hårdt at få børn. Virkelig? Og her gik jeg bare sammen med Malou Stella, og troede, at børn bare var sjove accessories, jeg kunne lege klæd-ud med. (De Gamle Mødre, Kaare Sand. Make it happen)

Eller når de spurgte: “Har du råd til det?” Det syntes jeg sgu også var lidt groft, for jeg har aldrig hørt mine parforholdsvenner blive spurgt om det samme. Jeg er med på, at jeg som enkeltindkomst selvfølgelig står et andet sted end man gør, hvis man er to – men det fik mig stadig til at føle mig som et barn, der stod for at flytte hjemmefra, og planlagde at købe en patriciervilla på strandvejen.

Jeg blev også over tid lidt træt af det, når velmenende mennesker udbrød: “Ej, men du har da masser af tid! Vent da og se, om ikke du finder én!” Igen: Jeg har sjældent hørt andre blande sig i, hvornår parforholdsvenner vælger at få deres børn. Vent 8 år? Come on. Jeg er ikke idiot; jeg kan godt regne ud, at de spurgte, fordi de ville mig alt det bedste, og derfor undte mig både kærlighed og børn, men det kom til at føles som om, de så mig som en desperat Bridget Jones-type, hvis biologiske ud tikkede så højt, at jeg, hvis jeg bare datede, ville være helt ukritisk med, hvem jeg fik børn med; bare *nogen* ville have mig.

(Jeg tror, det er meget forskelligt, hvordan man har det med at fortsætte med at date, når man planlægger at få et barn alene. Jeg kunne ikke. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle forene det. Børnebeslutningen var en proces for mig; en klippeblok, der rullede, som jeg ikke bare kunne bringe til standsning for derefter at puffe igang igen efter forgodtbefindende. Jeg syntes også, at jeg havde et helt forkert udgangspunkt for at møde en mand, for det kunne ikke falde mig ind at få et barn med én, jeg havde kendt i 20 minutter – men hvor længe skal man vente? Hvornår skal man tage snakken om, *om* begge parter vil have børn, for et nej-tak er en lidt træls overraskelse at få efter et år, hvis man regner med at være på vej mod hele pakken. Men hvis man bringer det op efter en måned, kan man jo ligeså godt sende “det er ikke dig, det der mig”-beskeden, for hvem ville *ikke* tage benene på nakken efter sådan et spørgsmål? Jeg har selv været ude med mænd, hvor jeg efter et par dates sad tilbage med en klar fornemmelse af, at de havde en ledig brik på pladen, som de så gerne ville have i spil, at det var ligemeget, hvem der blev hyret til jobbet. Ingen gider at vælges til på dét grundlag.)

Og når jeg blev spurgt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev syg, fik jeg altid lyst til at spørge, om de selv havde forholdt sig til ALT, inden de valgte at få børn. Der gives ingen garantier i livet for nogen, og hvad, hvis de blev syge? Hvis de blev skilt? Hvis den ene af dem døde, og den anden fandt en kæreste, der ikke brød sig om deres børn? Jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det har altid undret mig, at jeg forventes at have svar på alt, fordi jeg gør det selv, ligesom jeg også, efter jeg har fået børnene, jævnligt har mulighed for at undre mig over kommentaren om, at jeg “jo selv har valgt det.” Det kan du lige tro, jeg har, og jeg ville vælge at gøre det forfra igen og igen og igen. Men derfor kan jeg godt have dage, hvor jeg synes, det er hårdt, ligesom alle andre normale mennesker med børn – og de har også selv valgt det.

Så. For mig var det klart fedest, når venner og bekendte mødte mig med reaktioner á la: “Kæft, det lyder spændende! Hvad gør man sig af overvejelser, når man planlægger dén slags?” Det gav en samtale, der tog udgangspunkt i mig og min virkelighed, og det gav mig lyst til at sparre med dem, og bruge deres erfaringer, fordi samtalen blev jævnbyrdig.

Og i sidste ende er det vel den type samtaler, der giver begge parter mulighed for at gå klogere fra bordet.