Helt udramatisk og low key update på, hvordan det går

Jeg læste engang med på en blog, hvor bloggeren pludselig en dag skrev, at hun havde født. Hun havde ikke på noget tidspunkt nævnt, at hun var gravid, hvilket måske havde givet mening, hvis hun havde haft en madblog eller en strikkeblog eller en blog om matematikkens betydning for menneskets udvikling som race – men det var en dagbogsblog i samme kategori som min. Det kom faktisk til at betyde, at jeg stoppede med at læse med. Ikke fordi jeg syntes, at jeg havde krav på noget som helst, men fordi det gav sådan lidt en fornemmelse af at blevet venner med nogen – for så at finde ud af, at de bare havde small talket for at få tiden til at gå, indtil de skulle noget med deres *rigtige* venner.

Jeg tænker stadig somme tider på det (det ligger omkring 10 år tilbage i tiden), fordi jeg godt kan have en tendens til at styre udenom de indlæg, hvor jeg “bare” fortæller, hvordan det går, sådan helt hverdagsagtigt og nede på jorden. De blogs, jeg selv læser med på, har alle denne type af indlæg, og jeg synes, det er rart at læse disse nedslag i helt almindelige liv, fordi det giver en god fornemmelse af, hvem mennesket bag bloggen er. Det er noget, jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til at gøre, bare engang imellem, uden at sidde med fornemmelsen af, at “det er der sgu da ingen, der gider at læse” – så kan vi ikke aftale, at hvis man rent faktisk ikke gider at læse det, så springer man bare dét indlæg over, og kommer tilbage, når der igen er noget af det, der falder i smag?

Published by

37 Replies to “Helt udramatisk og low key update på, hvordan det går

  1. Det er da egentlig ærgeligt der er så langt mellem dine indlæg for synes nu de er hyggelige. Så gerne mere tanke – skrald fra din hånd tak.

    Og i øvrigt tak for at indskyde du er til. Jeg har lun læst med i et halvt års tid. Men jef tænkte faktisk på dig i eftermiddag. Kom i tanke om du har haft to mødregrupper en for 2. Gangs og en for 3+. Hvordan er det egentlig gået- fortsatte du i nogen af dem.

    1. Tak for det! Som du selv er inde på, ville det også gøre det nemmere at blogge med lidt højere frekvens, så tager din kommentar til efterretning.

      Jeg er stadig i den ene mødregruppe (den med 3. gangs mødrene) – den anden stoppede jeg i lige inden jul. Egentlig ikke pga. antallet af børn, men mere fordi jeg oplevede, at vi som personer var så forskellige, at det ikke gav mening at fortsætte. En af pigerne fra gruppen, jeg er stoppet i, ser jeg stadig, og jeg håber, at vores venskab viser sig at være langtidsholdbart. Vi skal begge starte med at arbejde til april, så jeg tænker, at det bliver der, vi finder ud af, om det brister eller bærer. Den mødregruppe, jeg er blevet i, fungerer bedst som gruppe, forstået på den måde, at det ikke er nogen af os, der ser hinanden “ved siden af”. Vi snakker om at lave et par arrangementer om året, når vi alle starter med at arbejde igen.

      God aften:)

      Mvh

      Linda

  2. Hvis blot du bliver ved med at gå, så går det nok, skal Søren Kierkegaard engang ha' sagt. Han skulle jo ha' været en meget klog mand, men om det er klogt (det med blot at blive ved med at gå), skal jeg lade være usagt…. Men et er sikkert, når barslen slutter og du skal tilbage på arbejde: Det bliver fantastisk at kunne gå uforstyrret på toilettet!! Enjoy…. 😀
    Ej, spøg til side: Men det skal nok gå det hele!! Pøj-pøj med det!

  3. Jeg brugte selv utrolig meget tid på at bekymre mig om hvordan det dog skulle gå at starte på arbejde igen. Og det blev kun værre jo flere børn, der var. Bottom line er at der går, fordi det SKAL det. Og selvfølgeligt kommer du og ungerne til at kampgræde på skift, men det går alligevel. Du virker til at være enormt sej, så prøv at slippe bekymringerne (jeg var super træt af at have brugt så meget krudt på at bekymre mig på forskud i stedet for at nyde den sidste tid på barsel)

  4. Har du altid boet i Esbjerg og hvordan trives du i byen? Skriver fordi jeg efter at have stiftet familie overvejer at drage tilbage til byen efter 10 år i Kbh men er lidt ræd. For er ikke sikker. Har ingen venner der, de er alle spredt på sjælland men min mands familie bor der og kun lidt af min familie.

    L

    1. Jeg er født og opvokset i Esbjerg, men flyttede til Aarhus, da jeg var 19. Jeg boede deroppe i 16 år, indtil jeg flyttede tilbage til Esbjerg, da Anton var 8 måneder. Det var en meget, meget svær beslutning, og det har været så umådelig hårdt, at jeg stadig nogle gange tror, at jeg knækker midt over på det. Jeg har 90% af mit vennenetværk til at bo i Aarhus, og jeg savner dem (og byen) noget så meget.

      Esbjerg er en svær by at komme tilbage til, fordi folk hernede har meget nok i sig selv. Det lyder hårdt, og det er ikke fordi folk er uvenlige – men de er meget tidligt meget etablerede, og det betyder, at sulten efter at lære nye mennesker at kende ikke rigtigt er til stede, som den er i studiebyer som Aarhus og Kbh. Jeg har været nærmest aggressivt opsøgende og drukket en million kopper kaffe, og alligevel har jeg efter 4 år kun formået at knytte en håndfuld nye venskaber.

      Når alt det er sagt, er det dog også vigtigt at huske, at jeg dels er alene, hvilket betyder, at mit behov for voksenkontakt skal dækkes uden for hjemmets 4 vægge, og at mit arbejde er skruet sådan sammen, at jeg ikke har en fast arbejdsplads her i byen. Hvis jeg var gift, og havde dobbelt op på familienetværk, venskaber og arbejdsrelationer, vil jeg ikke udelukke, at jeg havde følt mig mere hjemme hernede.

      Vi har min familie hernede, og det ville jeg ikke bytte for noget i hele verden. At en beslutning er svær, betyder ikke, at den er forkert, og for os er det her, vi skal være. I hvert fald for nu.

      Mvh

      Linda

  5. Jeg synes du er så velformuleret, at det sikkert ville være spændende at læse om, hvad I havde fået til aftensmad en hel uge i træk! Altså, og jeg gider ikke rigtigt madblogs, vel.

    Jeg vil rigtigt gerne høre mere om "alt det" med at beslutte at være alenemor. Måske har du skrevet en masse om det tidligere? Så kan du bare henvise til de indlæg hvis du vil. Tak for en god blog 🙂 (Har et overdrevet forbrug af smileyer!!!)

    1. Hej Pernille.

      Det vil jeg meget gerne skrive om, men jeg har lige brug for at blive sporet lidt ind på, hvilken del af det, du gerne vil høre mere om? Tænker du sådan helt konkret, hvordan jeg traf beslutningen? Eller på, hvilke overvejelser, jeg gjorde mig? Forstår du, hvad jeg mener?

      Kh

      Linda

    2. Faktisk begge dele… Måske med et twist af "det her gjorde mine veninder rigtigt (eller forkert?)"… Altså selvfølgelig kun hvis det ikke er for personligt for dig at dele. Flere af mine veninder er det der sted i livet, hvor de måske havde troet, at de ville være godt igang med at bygge en familie (med deres livs kærlighed). Men sådan er det ikke lige gået og af og til har nogle af dem nævnt i en bisætning, at man måske skulle få de børn selv. Jeg synes det er så spændende en tanke, men enormt svært at snakke om på en god måde, især når man selv har børn i forvejen (og der er en far). For det kan nemt blive sådan lidt "gør det!!!! Børn er det bedste i verden!" Eller "wow, tænk lige to gange, for at have børn er det hårdeste i verden." Så lige gyldigt hvad kan man nemt komme til at virke… Det ved jeg ikke… Både ignorant og bedrevidende på én gang? Anyway, giver måske ikke mening, men under alle omstændigheder vil jeg læse med, hvis du skriver lidt om det.

    3. Det vil jeg rigtig gerne prøve at skrive lidt om.

      Jeg er lidt presset på tid i de her dage, men jeg får noget kradset ned snarest. Hvis det giver mening, laver jeg det som et indlæg, og hvis ikke, smider jeg det her til dig som kommentar.

      God weekend:)

      Mvh

      Linda

  6. Hej Linda,
    Mit spørgsmål kan du nøjes med at besvare med enten JA, NEJ eller: 'Det er en velbevaret statshemmelighed og det bliver det ved med at være' 🙂

    Har du datet nogen i de år, du har haft børn?

    Kh Helle

    1. Hej Helle.

      Godt spørgsmål:)

      Mændene med datingpotentiale gemmer sig godt i Esbjerg. Både derfor, men også fordi det lige i vores situation har været lidt omstændigt (og dyrt) med barnepiger, og fordi jeg ikke har haft lyst til at inviterer potentielle øksemordere hjem til pasta og kødsauce, når ungerne sover ovenpå, er det blevet til alt for lidt traditionel dating.

      Det er noget, jeg gerne vil lave om på, så hvis du kender til mænd i Esbjerg, der ikke som profilbillede har en bibel skåret ud som en Smith & Wesson (og som ikke er blevet skilt for 2 måneder siden, "men er HELT færdig med min eks"), så giv dem endelig mit telefonnummer. Jeg er for det meste rar nok og jeg laver en mean kyllingetærte.

      Kh

      Linda

  7. Jeg elsker at læse dine helt almindelige hverdagshistorier, der bare aldrig bliver helt almindelige, når de er skrevet af dig. I det hele taget er det din blog, jeg er allergladest for at læse, fordi jeg både får historierne om dit liv, men de samtidig er krydret med vigtige observationer og diskussioner om, hvad der foregår både i det nære og i verden omkring dig. Så skriv endelig løs – jeg skal nok læse med!

    Mht. til det med barsel og job har jeg godt nok kun erfaring med et barn. Jeg skulle tilbage til specialeskrivning, hvilket jeg egentlig havde det ok med, men gennem hele min barsel og egentlig stadig nu, hvor jeg skriver, har jeg nægtet mig selv at bruge krudt på at være nervøs for min fremtidige, nye jobsituation. Det er simpelthen spild af kræfter, for tænk nu hvis det bare ender med at gå let og fint? Og hvis ikke bliver der jo masser af tid til at bekymre sig om det til den tid!

    1. Det er kloge ord – men hvordan pokker gør du?? Jeg vil simpelthen så gerne følge dit eksempel, men hvis jeg lige kigger den anden vej, stikker min hjerne af med mig.

      Mange tak for de fine ord om bloggen – de gør mig meget, meget glad.

      Kh
      Linda

    2. Min hjerne stikker skam også af indimellem, for jeg ER usikker på, hvad jeg skal og kan med en uddannelse, der er helt anderledes end det, jeg har beskæftiget mig med i mange år. Det er ikke den slags uddannelse, der peger direkte hen mod et bestemt job, så jeg skal i kraft af min baggrund og mine kompetencer finde ud af, hvad jeg kan. Især under barslen, men også ofte nu, kan jeg slet ikke huske, at jeg kan noget, så når tankerne dukker op, insisterer jeg på at tænke på noget andet og lade være med at forfølge det… alt for meget… Jeg VED, at jeg bliver usikker, når jeg skal til at søge job, men der er jo ingen grund til at svømme rundt i den usikkerhed allerede nu, så jeg prøver virkelig at lade være. Hmm, kan vist ikke give en bedre opskrift end det.

  8. Hej Linda,

    jeg læser meget gerne alt hvad du skriver.
    Hvis jeg boede i Esbjerg ville jeg gerne drikke
    kaffe med dig.

    Jeg har også et spørgsmål i kategorien "ja", "nej" eller "det kommer ikke dig ved" – men jeg har tit tænkt på om dine børn har samme genetiske mandlige oprindelse? Er det noget du gjprde dig tanker om?

    Held og lykke med ikke at bekymre dig – nyd tiden!

    1. Hej Mette.

      Det her er nok det eneste spørgsmål hvor jeg laver en østers. Det er så fint, at du spørger, og jeg kan SAGTENS forstå spørgsmålet – det er yderst relevant. Men jeg har helt fra starten haft det sådan i maven, at den del af mine børns historie er deres. Og at det derfor er dem, der skal bestemme, hvordan og hvor meget, der skal fortælles.

      Det håber jeg giver mening.

      Kh

      Linda

  9. Tolk – spændende. Har jeg haft en drøm om engang. Evt blive oversætter. Og arbejde hjemmefra – tænk at kunne sidde derhjemme og læse den ene bog efter den anden, og så få penge for det! det ved jeg så ikke om det rent faktisk er nogen der gør… I stedet er jeg et sprogmenneske på et kontor med salg til verden. Det er også sjovt.
    Hvilke sprog tolker du ?

  10. Måske et mærkeligt forslag, men har du og din søster overvejet at flytte sammen i et slags kollektiv bare med jeres to familier. Det ville hjælpe jer begge, og så kan man hjælpe hinanden med børnepasningen.

    1. Der kommer jo mere og mere af den slags, hvor man flytter i "kollektiv" med sin familie, og ideen er skidegod. I praksis er der dog en masse ting, der skal gå op i en højere enhed, hvis det skal kunne lade sig gøre. Fx. stavnsbinder man hinanden lidt (i hvert fald hvis man flytter i ét hus), for begge parter risikerer at sidde tilbage med dobbelt husleje og alt for meget plads, hvis den anden flytter. Min søster bor lidt uden for Esbjerg, og jeg har ikke udelukket, at vi på sigt skal tilbage til Aarhus, så lige i vores situation er ideen bedre i teorien end i praksis:)

  11. Jeg sidder med vores mindste som er faldet i søvn efter en mælketår og den store som for en gang skyld har fået lov at se ramadjang her til morgen inden vi skal afsted.
    Jeg har læst med længe og er ofte så enig med dig. Og den der følelse af mild panik over at skulle starte blandet med barnespat er lidt skør. Jeg kan heller ikke slippe det selvom jeg ved bekymringen ikke giver noget positivt. Det er sådan et desperat forsøg på at fastholde noget man ved ikke kommer igen samtidig med man kan ha lidt svært ved at holde det ud. Alt mulig held og lykke og tak for mange tanker.

  12. Hvad er der blevet af den Guns n Roses T-shirt du altid havde på til Guldagerfest, og hører du stadig GnR fra tid til anden?
    Mest for sjov jeg spørger. Jeg husker dig som skidesjov og skarp fra dengang, og læser med fornøjelse med i dag. Det tog lidt tid at forbinde prikkerne, men vi kendte hinanden lidt som teenagere. Ved ikke, om du kan huske mig, men vi gik i konfirmandklub sammen, og jeg gik på Fourfeldt. Gik senere i gymnasiet med Mette Stæhr.
    Hilsen Hanne

    1. Kæft, jeg grinede af den kommentar!:)

      Jeg kan godt huske dig, Hanne, og hvor er det sjovt, at flere af os finder hinanden igen på kryds og tværs, herude i cyber. Har du stadig kontakt med Mette? Jeg følger med på FB, nu hvor hun er i USA, det heldige bæst.

      Jeg skulle have gemt alle mine GnR-t-shirts; de havde været totalt retro nu. Jeg har stadig en blød plet for deres musik, og har faktisk læst flere af de biografier, medlemmerne sidenhen har skrevet. Duff's er en af de bedste bøger, jeg har læst længe:)

      Tak fordi du lige stak hovedet op, og fordi du læser med:)

      Kh

      Linda

    2. Niks, har også kun kontakt via FB. Jeg har boet i København i snart 20 år nu, så har ikke kontakt til så mange af de gamle Esbjerg-folk mere. Jeg læser med glæde med, og frekventerer af og til Sønderris, da min bror lige er flyttet derud. Så vink endelig, hvis du ser mig og ellers kan kende mig. Jeg er ikke blevet en dag ældre, eller noget.
      VH Hanne

  13. Jeg holder faktisk næsten allermest af den her type indlæg med løst og fast fra hverdagen.
    Men må indrømme at det osse er de her indlæg, der får mig til at ønske, at din blog havde lidt flere billeder… Ville virkelig meget gerne se Frida træne kravling, det er jo verdens sødeste alder og helt fantastisk når de kan flytte sig ved egen motorkraft!
    Kh Jette

    1. Det er jeg virkelig glad for at høre – det giver lyst til at skrive lidt flere af slagsen.

      Og du skal ikke sige billeder to gange: Jeg går straks igang med at jagte hende med kameraet:)

      Kh

      Linda

    1. Jeg er TOTALT en sucker for temafester. Jeg ved godt, at jeg faktisk er for gammel (hvilket er der, hvor mine børn comes in handy), men det er min oplevelse, at det stort set altid giver virkelig gode fester. Måske fordi mange af gæsterne ofte har snakket sammen inden festen, alle har gjort mere ud af det, og på en eller anden måde har alle haft festen mere i hovedet på forhånd, end hvis man bare blæser igennem sin uge, og så ps. forresten skal til tapas ved Ulla og Arne i anledning af deres nye carport fredag aften.

      Jeg elsker også bryllupsfester, hvilket er en lille smule ironisk, eftersom jeg aldrig selv har haft et ønske om at blive gift. Mine veninder insisterer på, at det bare er lige til jeg finder den rigtige, og jeg lader tvivlen komme dem til gode. (Jeg skal ikke giftes.) Der er altid mere fest og ballade til bryllupsfester, end til andre typer af "livs-fester" – jeg har i hvert fald til gode at opleve en barnedåb, der endte i champagne og dans på bare fødder kl. 5 om morgenen.

      Kh

      Linda

  14. Hej Linda.

    Jeg læser altid med, men kommenterer sjældent. Men er utrolig enig med de andre i, at denne type indlæg er mindst lige så gode som de mere "dybe".

    Jeg har et spørgsmål: nu er jeg gravid med nr to, og selvom jeg har en mand, så synes jeg det er svært at finde tid og især motivation til at træne. Hvordan går det egentlig med din træning? Hvordan holder du motivationen oppe? Og kender du nogle gode blogs med nogle der træner og kan inspirere, uden at det bliver for overgearet?

    1. Hej Britt.

      Undskyld det sene svar – hverdagen fik lige lidt for solidt fat i mig.

      Jeg har siden december været igang med at undervise igen, men jeg kan simpelthen ikke få det til at nå sammen med at træne ud over det. Frida sover typisk 45 minutter af gangen, hvilket betyder, at træning mens hun sover ikke fungerer for mig; det bliver for stressende.

      Da jeg fik Anton, slæbte jeg ham med i træningscenter, og endte hver eneste gang med at sidde og tude om kap med ham i børnerummet, fordi jeg bare ikke kunne få det til at fungere. Derfor LOVEDE jeg mig selv, at det ikke skulle være sådan denne gang, og jeg forsøger at slutte fred med, at det først bliver når min barsel er slut, at jeg for alvor får taget fat på træningen igen. (Mit skema består altid af flere forskellige opgaver, og derfor har jeg ofte en mellemtime hist og pist, og det er typisk der, jeg træner.)

      Efter jeg har fået børn, har jeg været nødt til at øve mig i at lidt er bedre end ingenting, når det kommer til træning. 3 km løbet er bedre end 0, også selvom jeg helst ville have løbet 5 eller 6 km. Ift styrketræning gør jeg det, at jeg træner kort men virkelig tungt. For mig var det en øjenåbner, da Endomondo sendte mig en månedsrapport, og jeg kunne se, at selvom jeg ikke syntes, jeg sådan *rigtigt* havde trænet – så havde jeg alligevel løbet lidt over 30 km, og styrketrænet 6 timer. Det er ikke som det var – men det er stadig temmelig meget bedre, end hvis jeg havde ligget på sofaen og set Netflix.

      Så mit bedste amatørråd her må være, at du accepterer de betingelser, du kan træne under, og får det bedste ud af det. (Ville ønske, jeg kunne hive noget mere Oprah-agtigt op af hatten:-/)

      Ift. træningsblogs ved jeg, at mange er rigtig glade for helsemathilde – måske hun også er noget for dig? Og ellers synes jeg faktisk, at der er mange gode træningsprofiler på IG – jeg følger primært de amerikanske. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Hvis du i søgefunktionen skriver clean eating, healthy eller strong, kommer der 848719842358723 profiler, og så er det bare at vælge:)

      God aften.

      Kh

      Linda

    2. Tak for svar.
      Det lyder jo enkelt at acceptere at man bare kan træne det man har tid til, men tit er det enkleste jo det rigtige. Synes bare hurtigt tiden går med at få tøj på og komme afsted. Men -har for nylig opdaget glæden ved step-by-step træningsvideoer på youtube, og det kan klares i kælderstuen (hvor jeg kan lukke døren, så ingen skal se mine kejtede forsøg 😉 )

      Tak for tipset til HelseMathilde -jeg har lidt brug for sådan nogle som dig og hende, som træner, men ikke er fantastiske eller snakker om "fit på 100dage" eller "bliv den bedste udgave af dig selv"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.