Gode spørgsmål og store beslutninger, vol. II.

I forlængelse af sidste indlæg fik jeg følgende kommentar: Hvordan så med beslutningen om barn nr. 2?? Jeg har set meget information om enlige mødre med et barn, men meget lidt om enlige mødre med to børn. Jeg tænker, at dem med to ikke har tid til at publicere noget… Jeg mener at huske, at du på et tidspunkt nævnte, at du havde troet, det skulle ske tidligere, men da var du alligevel ikke klar. Må jeg spørge, om du vil fortælle lidt om, hvilke overvejelser, du var igennem?

Jeg begyndte at skrive et svar, men da jeg tog hul på den 3. A4-side, besluttede jeg at konvertere svaret til et indlæg i stedet. Det kommer her: (Advarsel: Langt indlæg forude. Træf de nødvendige, koffeinbaserede forholdsregler før læsning påbegyndes.)

Jeg husker stadig, da jeg fik Anton, og pludselig var fuldstændig på røven af respekt over folk med mere end ét barn. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan det var fysisk muligt, hverken at gøre eller at overleve, og jeg kan også stadig huske, da Anton var 1 måned gammel, og min veninde sendte mig en sms om, at de ventede nummer to. For første gang i mit liv følte jeg ikke så meget som et lillebitte gran af misundelse, kun inderlig, oprigtig medlidenhed, og jeg vidste uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig ville nå til et punkt, hvor jeg fik overskud nok til et barn mere.

Jeg ved faktisk ikke, hvornår det begyndte at ændre sig, for jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt kiggede mig omkring i mit liv og tænkte: “Så! Så er der masser af luft og overskud – flere børn til mig!” Men jeg tror, at Anton var omkring 1 1/2 år, da jeg alligevel vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt ville forsøge at få et barn mere.

Når jeg fortæller, hvorfor det var rigtigt for mig, at Anton skulle være storebror, oplever jeg somme tider, at nogen føler, at jeg dermed siger, at deres valg er egoistiske eller forkerte, så derfor vil jeg gerne understrege, at dette på ingen måde er tilfældet.

For mig var den vigtigste grund også den mest indlysende: Jeg ville gerne have et barn mere. Helt enkelt. Men hen ad vejen kunne jeg også mærke, at jeg gerne ville give Anton en familie, og ikke bare en mor. Hvis der sker noget med mig, har mine børn hinanden, og bliver ikke “bare” koblet på andres eksisterende familier som små, ensomme satelitter. Det er en tanke, jeg får ondt i maven over at dvæle ved, men det er også én af de vægtigste grunde til, at jeg har valgt at få to. (Jeg ved godt, at intet i livet kan forudsiges. Fly falder ud af himlen, og om tyve minutter er Donald Trump præsident, og så kan det hele alligevel være ligemeget, for det overlever racen ikke – men stadig.)

Jeg synes også, at Anton ville have godt af at få søskende (nu bliver isen virkelig tynd…); efter jeg har fået Frida, er det i hvert fald blevet tydeligere for mig, i hvor høj grad hverdagen bliver på barnets præmisser, når man kun er ét barn og én voksen. Fx. er der sjældent mulighed for at lære dem at dele. Eller ikke at afbryde. Der er masser af tid til at følge *alle* opdragelsesmæssige tiltag op med mange ord og lange forklaringer, og alle praktiske gøremål kan rettes ind efter barnets tempo, eller mangel på samme. Når man har to, skal vi oftere ud af døren til en bestemt tid, fordi den ene af dem skal noget. Der er nogle ting, man ikke må, fordi jeg siger det, og når jeg er igang med noget med den ene, må den anden affinde sig med at vente. Også selvom det er dødhamrende træls, og mor er dum og tarvelig.

Egentlig troede jeg, at jeg gerne ville have nummer to, når Anton var omkring tre et halvt, men det år, hvor han i november var fyldt tre, kan jeg huske, at jeg nytåraften stod og kiggede ud over det kommende år og kunne mærke, at vi ikke var klar. Anton skal ikke gøres mere særlig, end han er, men de præmaturudfordringer, han har haft (som heldigvis stille og roligt tager af) betød, at fx. dét, at jeg tog ham ud af den vuggestue han gik i, og flyttede ham til en anden institution, da han skulle i børnehave, kostede mange kræfter for os begge. For udenforstående kan det lyde som om, jeg er pylret og pakker ham ind i vat, men hvis jeg skal give et lille, konkret eksempel på, hvordan det påvirkede 3-årige Anton, når der skete et skift i de ydre rammer, så skreg han de første måneder i den nye børnehave så inderligt af rædsel, når han skulle skiftes, at mange af de voksne nærmest ikke turde gøre det, fordi det føltes som et overgreb. Han blev også fuldstændig panisk, hvis de voksne gik fra ham, når han skulle sove til middag. Jeg vidste på forhånd, at det ville få konsekvenser at flytte ham, og derfor var det en beslutning, jeg havde brugt lang tid på at træffe, men selvom jeg ikke var i tvivl om, at den var rigtig, var det første halve år herhjemme hårdt, fordi det for mig var svært at se ham have det svært, og fordi der bare ikke var mere tilbage i Anton, når jeg hentede ham. Derudover var det også begyndt at blive tydeligt, hvor meget sproget drillede ham, og jeg syntes simpelthen ikke, at jeg kunne byde nogen af os flere forandringer eller udfordringer, før vi havde haft fodfæste for en stund.

Til gengæld vidste jeg året efter, at nu var det nu. Ikke nu-nu men stadig nu. Både fordi der var faldet ro på mange ting, men også fordi jeg blev ældre, og det samme gjorde Anton. Jeg havde ikke lyst til at få mine børn med så mange år imellem, at der i realiteten blev tale om to enebørn. Endelig var det også med i mine overvejelser, at mine forældre, som jo er dem, der hjælper os, når det brænder på, heller ikke blev yngre.

På en mærkelig måde var beslutningen anden gang faktisk ligeså svær at effektuere, som den var første gang. Jeg blev ved med at veje for og imod; hvornår var PRÆCIS det rigtige tidspunk, og hvor længe ville det tage at blive gravid denne gang? Det fyldte også meget for mig, at det første gang havde været langt, langt hårdere, end jeg havde forventet, for hvad, hvis jeg oplevede det på samme måde igen? Hvordan skulle jeg kunne tage mig ordentligt af to børn, hvis jeg blev slået i gulvet én gang til? Hvordan skulle jeg kunne give et lille nyt menneske en god og kærlig start på livet, hvis Anton gik helt i baglås over det, når jeg kom hjem med en baby? I alle bøgerne var rådet mod søskendejalousi, at “far skal sørge for at lave noget med den store, så der stadig er ro og alenetid, og mulighed for at snakke om det, der er svært” – hvilket jo efterlod os et ret kedeligt sted.

Men. Som de kloge siger: Hvis man skal vente med at gøre noget, til man føler sig klar, får man aldrig udrettet noget, så jeg gentog succesen fra sidst med bare at tage en dyb indånding, og gøre det uden at tænke mere over det – og blev i første omgang ikke gravid. Hvilket viste sig at være virkelig godt, for hvis jeg før havde været i tvivl, var jeg det pludselig ikke længere: Jeg blev INDERLIGT skuffet, da testen var negativ.

Det tog 5 forsøg at lave hende, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var et forsøg for hvert år, jeg var blevet ældre.

Jeg er ofte blevet spurgt, om ikke det var hårdt at være gravid, når der var et barn i forvejen, og ikke var en far til at tage over, når man trængte til en pause, men det var egentlig ikke min oplevelse. Jeg er sikker på, at jeg, hvis vi havde været to, da jeg var gravid første gang, ville have oplevet det anderledes, men for mig var det jo bare hverdagen, som den altid var og er. Selvfølgelig var jeg besværet af maven, kvalmen og de mange andre fornøjelser en graviditet medfører, og selvfølgelig var der dage, hvor lunten var kortere – men jeg synes ikke, at det var et stort problem. Samtidig medførte graviditeten også nogle gode grin, som fx. da Anton meget alvorligt informerede mig om, at hvis det var en pige, skulle hun hedde Barbie, eller når han dagligt nærmest besvimede af begejstring, fordi jeg gag’ede, når jeg skulle drikke fiskeolien, og jeg derfor hver morgen havde mit eget heppekor, der hoppede begejstret op og ned og råbte: “Igen, mor! Gør det igen!!”

Da min lille Frida kom, fandt jeg ud af to ting: 1) At en del af dét, der havde været så svært første gang, var omvæltningen og 2) at det ikke 4 år tidligere var mig, der var fuldstændig uegnet til at få børn: Anton *var* ikke, som bøgerne ellers beskrev at babyer ville være. Frida var bagt færdig, da hun kom (så godt og vel..!), og der var en helt anden ro over hende, end der var over ham. Dermed ikke være sagt, at det bare var en slentretur på et solbeskinnet fortov en forårsdag i maj – men til forskel fra sidst var dét, der var hårdt denne gang, arbejdet. Det helt konkrete arbejde, der er ved at få en baby, når man er alene. Stressen, angsten og usikkerheden var væk, og mit liv var indrettet efter børn, og det gjorde en verden til forskel. Da jeg fik Anton føltes det som en fejl, at jeg skulle op og give mad så mange gange i løbet af en nat; jeg opfattede det som et problem, der skulle løses HURTIGST muligt. Denne gang vidste jeg – på den måde, man kan vide ting i kroppen – at sådan er det bare. Og at det går over. Dét der med, at alting er en fase, som man har lyst til at skrige, når man får at vide første gang – det véd man 2. gang. Selv. Og derfor giver det ro.

Jeg skal ikke male det mere lyserødt, end det var: De første 4 måneder var seje. Det engelske udtryk “Hit the ground running” beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg oplevede det. At lære et nyt, lille menneske at kende og samtidig holde båden flydende, mens trætheden blev mere og mere massiv, var åndssvagt hårdt, og det ville være løgn at påstå andet.

Men til gengæld oplevede jeg, at der langt hurtigere kom en rytme, ganske enkelt fordi der var en rytme for Frida at falde ind i, og jeg er meget enig med dem, der siger, at det selvfølgelig er hårdere at have to børn end ét – men det er ikke dobbelt så hårdt. Aftenerne, hvor jeg sang godnatsange med en skrigende Frida på armen, mens jeg travede op og ned af gulvet, og sveden haglede af mig, var ingen fornøjelse, men til gengæld putter jeg dem idag lige i forlængelse af hinanden – hvilket jeg naturligvis klapper mig selv på skulderen over. Alle ved, at de ting, der fungerer, skyldes god og kompetent opdragelse mens det, der ikke fungerer, er uforskyldte resultater af barnets personlighed. Som de har fra deres far.

Jeg kan tydeligt se, at for os er tid den knappe faktor. Det ville fx. være oplagt, at jeg som tegnsprogstolk brugte babytegn til Frida, men der er ganske enkelt ikke timer i døgnet til det. Jeg er igang fra kl. 5 til kl. 20, og det er bare med det mest nødvendige; det er ikke, fordi jeg insisterer på at lave al mad helt fra bunden, fordi vi alle skal sidde vandkæmmede om bordet til alle måltider, eller fordi min gulve skal være skinnende rene. Og stadig er der opgaver, der bliver sorteret fra, fordi jeg ikke kan nå det. Min far bliver fx. helt trist i blikket, når han ser min bil. Sådan er det bare lige nu, og for det meste er det ok, men det siger sig selv, at der ikke skal komme meget ekstraarbejde ind fra højre, før den skøbelige økobalance forstyrres. Sygdom, ting, fra det offentlige, man skal forholde sig til, eller børn, der pludselig vokser ud af alt deres tøj fra den ene dag til den anden, er alt sammen eksempler på opgaver, der kræver ekstra timer og opmærksomhed, som vi ikke har på lager endnu.

Når alt det ovenstående er sagt og skrevet, så slog kærligheden benene noget så eftertrykkeligt væk under mig. Både at det var muligt at elske et barn mere præcis lige så højt, som jeg elsker det første, men også hvordan kærligheden til Anton fik mange flere nuancer. Dels fordi han pludselig fik en ny rolle, men også fordi en lille ny baby gav et nyt perspektiv på, hvem min lille store dreng også var. Og når jeg ser dem grine sammen, eller hører Anton begynde at bruge Frida som partner in crime (“Mig og Frida vil gerne se mere Batman”), tror jeg fandme nogle gange jeg skal dø, lige på stedet over, hvor afsindigt højt jeg elsker dem.

Om 10 dage er Frida 9 måneder gammel, og har dermed været ude i verden lige så længe, som hun har ligget i min mave. Det har været en vej med huller og bump, men også med en fantastisk udsigt og to forrygende codrivere. På intet tidspunkt har det være så svært, at jeg haft lyst til at give op, og jeg er inderligt glad for, at jeg valgte at gøre det.