For 10 kroner blandet hverdagsævl

For filan! (Se. Mente det, da jeg sagde, jeg ville øve mig i at tale pænere) Jeg synes godt nok, at tiden går amok nu. Hver gang jeg kigger op, er det fredag, der er X-Faktor, og vi er et skridt tættere på den almindelige hverdag.

Jeg synes stadig ikke, jeg er klar, men det bliver måske alligevel fint nok at komme ud og få nye impulser og få fokus lidt væk fra homeland, hvor der fx. er noget, der kradser i loftet om aftenen. Noget, der størrelsesmæssigt lyder som en fuldvoksen mand. Hvilket blandt meget andet får mig til at ønske, at Frida ville stoppe med at kigge målrettet på noget, jeg ikke kan se, mens hun vinker og råber: “HEJHEJHEJ!” Jeg er ikke som sådan overtroisk, men jeg kan godt selv høre, at min stemme får en let hysterisk undertone, når jeg spørger: “Hvem vinker du til hahaha?”

Samtidig ser det ud til, at hun har opgivet at lære at kravle, den lille. I stedet har hun valgt en – for mig – ny bevægestil, hvor man arbejder i breakdance ved fx. at kaste sig fremad i Kålormen. Det er lidt hårdt ved ansigtet. Til gengæld kan hun næsten rejse sig op i sin seng, og har til sin egen inderlige fryd regnet ud, hvordan man tyrer sutten over i alle de mørke kroge et værelse kan opbyde, så man på den måde kan tvinge sin mor til at ligge på gulvet i nattens mulm og mørke og Helen Keller-klappe efter noget, der kan mute BABABABABABABA-lyden.

Anton bliver også pludselig så stor. I sidste uge erklærede han, at han “havde brug for” en ternet skjorte, hvilket tjener som det endelige bevis for, at arv trumfer miljø, for hvis der er noget, vi ikke begår os i i dette hjem, er det skjorter. I morges havde han den på i børnehave for første gang, og da vi kom derud, og bedstevennen så den, udbrød denne lavmælt og nærmest andægtigt: “Wauw!” Det er hermed besluttet, at jeg fremadrettet holder kæft og overlader coutureroret til Anton.

Til gengæld får jeg nok lov at bliver stående ved elevatorroret lidt endnu. Igår var vi på Fiskerimuseet, og Anton, som stadig ikke helt har sluppet Den Sure Fase, kunne N Æ S T E N ikke holde ud at køre i elevator med mig. Da han havde hvislet “Dumme mor!” 3 gange, kunne jeg mærke hornene vokse frem, og åbnede dørene for ham med et “by all means”-buk – og 4 sekunder senere sad elevatoren fast.

Vi er nu enige om, at det er ok, at det ind imellem er mig, der bestemmer, hvornår noget er en god ide.

Et sted, hvor parterne dog stadig er langt fra hinanden ved forhandlingsbordet, er på musikfronten. I børnehaven har nogen lagt Cartoons og Jacob Haugaard på spillelisten i danserummet. Jeg bliver selv nærmest upassende begejstret, når jeg træner til Sash eller E-Type. så jeg dømmer ikke, men når man begynder at udmåle køreafstande i, hvor mange gange man kan nå at høre “Doodah” synes jeg måske nok, at vi snart må have kigget på at smadre det anlæg med en økse. Forleden hørte jeg mig selv sige til min veninde, at jeg ville ønske, at nummeret fandtes i et 15 minutter langt remix, så jeg var fri for hele tiden at starte det forfra.

Det har jeg det sådan her med:

Må resten af ugen være god ved jer alle.