Det muliges kunst

I kommentarfeltet til mit ferieindlæg, var der en læser, der spurgte lidt ind til det med, at vi herhjemme er en skønsom blanding af introverte og ekstroverte typer. Jeg begyndte at svare, men det blev langt, og så fik jeg lyst til at konvertere det til et indlæg, for jeg kan godt selv lide at læse beskrivelser af familiedynamikker, hvor jeg somme tider føler genkendelsens lettelse og andre gange bliver klogere. Uanset hvad, får jeg altid noget ud af det, når jeg læser beretninger om andre menneskers forsøg på at gøre udfordringer til livslektier uden at være aggressivt positive omkring det.

For mig er forståelsen af min egen personlighedstype kommet med mine børn. Inden jeg fik Anton havde jeg aldrig tænkt på mig selv som introvert, fordi jeg – selvvalgt – altid var omkring mennesker. Temmelig mange af dem, faktisk. Både i mit job som fitnessinstruktør, underviser og tolk.

Men når jeg i dag kigger på de roller, kan jeg se, at grunden til, at jeg trive(de)s så godt i dem, handler om, at det i det ene tilfælde var mig, der satte rammerne og at der i alle tilfælde er et armslængde-princip, som betyder, at jeg ikke slider på den del af gulvtæppet, der ligger helt inde ved møblerne. I alle situationer gælder, at jeg kender sluttidspunktet, og ved, hvornår jeg har fri og dermed kan lukke døren bag mig og lade op. 

Med den gryende forståelse var der mange andre ting, der også faldt på plads. F.eks. forstod jeg pludselig, hvorfor jeg altid bliver mere presset, end jeg egentlig ville forvente, hvis en opgave trækker ud; den manglende bagkant stresser mig og jeg bruger uforholdsmæssig meget energi på at tænke på, hvornår jeg så kan forvente, at den ligger.

Det gav også pludselig mening, hvorfor jeg aldrig har været ret god til at gå i byen eller have mange aftaler om aftenen. I mange år syntes jeg, at det var et underligt paradoks, at jeg på den ene side elskede at være sammen med mennesker, og opsøgte det helt vildt – mens jeg samtidigt gerne ville undgå det. Det handler om tidspunktet, har jeg lært. Der er ganske enkelt ikke mere strøm på mit social-batteri, når jeg har brugt af det hele dagen.

Jeg tror altid, at jeg har været sådan og haft det sådan, men af en eller anden grund kunne jeg først se det, da jeg så det optræde hos Anton. Til gengæld var det så nærmest latterlig nemt at drage parallellen til mig selv.

For Frida gælder, at hun larmer mere og mere i takt med, at hun bliver træt, fordi hun forsøger at holde sig i gang, mens både Anton og jeg bliver mere og mere lydsensitive. Det er.. uheldigt.

F.eks. havde vi for et par måneder siden besøg af nogle mennesker, som jeg virkelig, virkelig godt kan lide. Det var en spontan opstået aftale, og af forskellige årsager trak besøget ud og endte med at vare næsten dobbelt så længe, som jeg egentlig havde forestillet mig. Da gæsterne var gået, kom mine forældre for at passe børnene, fordi jeg skulle på job, og min far startede med at tænde fjernsynet for at have cykelløb kørende i baggrunden. Frida ræsede rundt og havde en kæmpefest, men da hende og Anton midt i alt det kom op at skændes, var jeg så presset, at jeg var lige ved at græde – for selvom lyd og larm måske ikke som sådan hænger sammen med, hvor mange mennesker, man trives med at være omkring, så oplever jeg, at jeg næsten bliver desperat ift. lyde, når jeg har nået min menneskekvote.

Men at være introvert at ikke det samme som at have brug for at sidde stille. For mig forstærker min introverthed faktisk de udfordringer, der kommer med at være sådan én, der tænker over tingene, til min hjerne er i fare for at brænde sammen, for i fravær af mennesker skal jeg kun forholde mig til mig selv og mit eget hoved, med mindre jeg sørger for at holde mig selv beskæftiget og afledt. Derfor er jeg næsten altid i gang med et eller andet. Derfor har jeg det svært, når vi bare er herhjemme alt for lang tid ad gangen, og derfor synes jeg – paradoksalt nok – at det er svært, at vi ikke har flere relationer.

For efter jeg har fået børn kan jeg jo ikke længere 100% bestemme, hvornår vi skal have pauser, og hvornår vi kan fylde på, og et kompromis, der fungerer godt for os alle 3 er, når vi laver noget ude med andre. På den måde har jeg lidt at skulle have sagt ift. bagkant, jeg ved, at mit hus, fuldt af stilhed og døre, står som en tryg havn og venter på mig derhjemme, Anton kan gå til og fra, som han har behov for, og Frida kan rive skoven eller forlystelserne fra hinanden med sine kumpaner. Med en familiekonstellation, hvor én gerne vil lave noget og være ude og i gang, mens en anden gerne vil pusle med lego og YouTube i fred og ro på sit værelse, og tredjemandens sjæl visner, hvis der ikke er mennesker, musik og fest og ballade i alt, hvad vi gør, er det umuligt at tage lige meget hensyn til alles behov hele tiden. Uanset hvor kreativ jeg er, kommer det aldrig til at gå op, og fordi vi ikke har en far, der kan tage børnene med i skoven, så jeg kan skrige ind i puderne i fred, skal jeg også være mor for mine børn, når jeg er så sansemæssig overstimuleret, at jeg tror, mit hoved skal eksplodere. Det er måske det sted i mit moderskab, hvor jeg er allermest udfordret. 

Jeg prøver at løse det ved at tale åbent med børnene om det, på dét niveau, det nu giver mening for dem, fordi jeg håber, at de dels bliver bedre til at tage vare på sig selv, end jeg har været, og dels forstår, at jeg ikke er sur. Jeg er bare færdig.

Så efterhånden ved de begge, at Frida *får* energi af at være sammen med mennesker, mens Anton og jeg *bruger* af den, og derfor har vi brug for en tur i opladeren, når vi har været sammen med mange, længe.

Jeg sætter ord på, når vi skal noget, den ene ikke har lyst til, fordi det er vigtigt for den anden, og prøver også at inddrage det, når vi taler om lukkede døre og søskende, der vil kramme og larme og ind til dig, Anton.

Jeg taler med dem om, at en lukket dør hos Anton ikke er en afvisning af Frida og al hendes kærlighed, mens Fridas insisteren på at interagere med Anton ikke er et forsøg på at drille. At det kan føles træls og uretfærdigt, men at vi alle sammen har ret til at have det, som vi har det – og samtidig kan være nødt til at hjælpe hinanden ved nogle gange at strække os lidt længere, i både den ene og den anden retning, end vi egentlig kan overskue.

Hvis jeg lykkes med at lære dem det, synes jeg, at jeg har forvandlet noget, der somme tider er rigtig svært, til et livsredskab, de kan tage med sig videre. På den lange bane vil det komme til at gøre mange ting nemmere for dem, hvis de forstår, at man godt kan kombinere hensyn til andres grænser med respekt for sine egne.

Published by

12 Replies to “Det muliges kunst

  1. Shiiit, hvor er det bare klogt fra ende til anden!
    Og mon ikke du får reduceret det samlede familiebehov for psykolog timer en hel del, når du og dine børn allerede nu kan se og forstå jeres egen og hinandens “typer”..??
    Det er jo aldrig “bedre” eller “nemmere” at være den ene eller den anden type. Og kunsten er netop at “gennemskue” sin egen indre mekanik, og så indrette så meget af livet, så det passer til mig, og ikke omvendt.
    Hilsen hende der elsker selskab (pædagog, check) men skal ha’ det udbalanceret med store mængder ro (privatliv, helligt).
    Og som kokser, når der er for meget på programmet, men visner, hvis vi ikke har noget at glæde sig til…

    1. Ja, det lyder jo bekendt…

      Kunsten som forælder, synes jeg, er at prøve at se sine børn rigtigt og give dem gode vækstbetingelser, men uden at knalde prædikater i panden på dem – for tænk, hvis man tog fejl. Jeg har længe været i tvivl om, om jeg skulle tale med dem om det, fordi Frida jo lige nu kun forstår, at hun er ekstrovert, fordi jeg fortæller hende, at hun er det. Det bliver lidt nemmere at være sikker på, at man rammer rigtigt, når de selv kan hjælpe til med til med detaljerne:) Men i og med at det bliver mere og mere udpræget, og også er et vilkår, vi er nødt til at arbejde rundt om sammen, nåede jeg frem til, at det ville være mindre hjælpsomt at lade være.

  2. Tak for at sætte ord på Linda 💚 det er tit “ting” klikker på plads, når jeg læser med hos dig.

    1. Fedt! Det er bare altid en kæmpehjælp, når man pludselig får øje på mønstrene, uanset hvad de viser. For det er jo – desværre – ikke sådan, at de går væk, hvis man ikke opdager dem, men kender man dem, kan man i det mindste rette så godt ind efter dem, som omstændighederne tillader.

  3. Godt skrevet, og virkelig interessant emne! Jeg havde lidt en øjenåbner da jeg for nylig besøgte mine forældre med min søn. Den eneste hele dag vi havde, faldt sammen med at en tekniker ville komme forbi ‘inden 16’. Og min far og jeg gik helt i spåner. Kunne slet, slet ikke være i at være bundne til adressen. Min mor og søn derimod satte sig ned med noget Lego … Til sidst kom en gammel kollega forbi og tilbød at vente på teknikeren (virkelig flinkt, for øvrigt!!). Min far og jeg skreg ‘til havet!’ og pakkede bilen. Min søn gik derimod helt i baglås. Indtil vi var afsted, så var den nye status quo okay. Og min mor … hun trak bare på skuldrene og fulgte flokken.

    1. Det er vildt, som planeterne nogle gange stiller sig på linje, så noget, man aldrig har set en sammenhæng i før, pludselig bliver helt VILDT tydeligt. Men det er fedt, for der er godt nok meget, der bliver nemmere at navigere i, når man kender alle mands udgangspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.