M2021, uge 32/I spørger, jeg svarer

Den her uge har været vanvittig. Skolestart, møder, møder, møder, Aula, madpakker og alt det jazz. Derfor har det været lidt småt, hvad jeg har gjort mig af tanker og tiltag ift. M2021 – MEN. I mandags fik jeg en mail, som jeg egentlig syntes var et fint oplæg til et indlæg, der er en slags fusion mellem ‘I spørger, jeg svarer’ og M2021-indlæggene, og derfor er denne uges indlæg mit svar på den mail.

Som altid er input, råd og ideer mere end velkomne i kommentarfeltet.

Jeg vil gerne spørge dig om noget, nu hvor du er i mål med din gæld. Om et år er det nemlig min tur. Vi er godt nok to, men vi har også betalt af på fællesgæld i årevis, og jeg har læst med herinde og fundet meget inspiration i dine råd og i din åbenhed om, at gæld er svært at slæbe rundt på. 

I sidste uges indlæg skrev du, at de næste måneder også bliver stramme, fordi du er på dagpenge. Nu kommer vi langt om længe til mit egentlige spørgsmål, for du skrev, at du ubesværet skruer ned, og jeg kan mærke, at det faktisk er noget, jeg tænker meget over. For hvis du kan skrue ned, hvornår har du så skruet op? Da du begyndte at kunne se en ende på det? Eller hvordan?

Undskyld hvis det lyder som om, jeg leger politi. Det er ikke det, jeg prøver, men jeg er så bange for at falde i den fælde, hvor jeg bare bruger de penge, vi får i “overskud”, når vi ikke længere skal betale af på vores lån. Altså, at jeg bare tilpasser vores forbrug de penge, vi så har, i stedet for f.eks. at spare op eller investere.

Åh, jeg håber, du forstår, hvad jeg mener. Men mon du vil prøve at skrive lidt om, hvad dine overvejelser er ift. at “være kommet ud på den anden side”?

Med venlig hilsen

Kristina

Jeg forstår 100%, hvad du mener, og det er perfekt, at du skriver, for jeg havde faktisk selv tænkt, at jeg ville tage fat på det.

Jeg har gjort mig de samme bekymringer; at nu, hvor mine penge ikke længere kommer med et prædefineret mål, så er der pludselig ret meget selvbestemmelse og selvjustits, der skal etableres. 

Jeg har mange gange tænkt, at afvikling af gæld egentlig minder meget om en slankekur. For undervejs mod målet er hele fokus på processen – men at tabe sig er kun 50% af arbejdet. For bagefter skal man til at lære, hvordan man så kan spise *nu*. Hvad er kalorierne værd, hvor har man sine triggere – og vigtigst af alt: Hvordan undgår man at ende samme sted igen? For både med gæld, med misbrug og med forstyrret spisning gælder, at det som oftest kommer et sted fra. Og det – hvad ‘det’ så end er – er jo ikke gået væk, fordi man har fjernet den ydre konsekvens, det har haft. 

Min gæld bestod af 5 dele: 1) Gæld fra min gamle bil, 2) restgæld fra en solgt andelslejlighed, 3) virkelig mange indskud til lejligheder, jeg har boet i, 4) en stor post, jeg måtte låne til, fordi mine skuldre gik fuldstændig i stykker, da jeg startede på tolkeuddannelsen, og jeg derfor nærmest måtte bo hos kiropraktoren i et år, og 5) klatgæld. Mens jeg læste havde jeg en bankmand, jeg havde gået på handelsskolen med, og hver gang jeg havde maxet min kassekredit ud, ringede jeg bare til ham og fik gælden flyttet over på mit lån, og dermed nulstillet kortet. Læg dertil kilometervis af renter, og du har historien om min gæld. 

Det er 5’eren på listen, der er min virkelige fjende, fordi den er farlig, når man har en personlighed som min, hvor det kommer til at føles som om, at ‘nu kan det jo alligevel være lige meget’, når noget vokser mig over hovedet. 

Og lige præcis dét karaktertræk er jeg sgu stadig en lille smule bange for. For jeg ved ikke, om man kan tale om yoyo-gæld, men mange mennesker, der taber sig meget, siger jo også ‘Aldrig igen!’ – for så alligevel at ende der, fordi junkie-genet ikke forsvandt med kiloene. 

Lige nu er jeg tusind procent sikker på, at jeg aldrig kommer til at skylde penge igen. At jeg har lært lektien og er et andet menneske. Og der ER sket noget, det er helt sikkert. Måske *har* jeg faktisk repareret mig selv. Men det skal jeg jo først sådan rigtigt til at finde ud af nu, og det har jeg massiv respekt for. 

Jeg har ingen dyre vaner. Hverken på badeværelset, i tøjskabet, på hobbysiden eller i køkkenet. Jeg har steder, hvor jeg gerne vil give ekstra for god kvalitet, men det er altid bundet op på brugsoplevelsen, og ikke navn eller mærke på det købte.

Så mit øgede forbrug ligger faktisk primært på mine børn og det, der på godt dansk hedder convenience. Melblandinger frem for at bage helt fra bunden. Bagepapir i ark frem for i rulle. At købe maden ude, når vi er afsted, i stedet for at smøre mandpakke. At handle samme sted i ét ryk, i stedet for at jagte tilbud i 4 forskellige butikker. At købe lidt større ind, når noget er på bud. I de måneder, hvor vi sad allermest stramt i det, var det ikke en mulighed at købe 4 liter Biotex eller fylde tanken på bilen, fordi det ikke kan nytte at have pengene bundet i sæbe eller benzin, når man mangler dem til mælk og rugbrød.

Mine børn får i dag lidt oftere ja, når de spørger, om vi kan lave noget, der koster penge, ligesom deres tøj ikke skal strække helt så langt, og jeg er en smule mere kritisk ift. arvetøj, forstået på den måde, at smag nu faktisk også får lov at have lidt at sige, når de siger ja tak og nej tak til tingene. 

Og alt det ovenstående har jeg valgt til med helt åbne øjne. For jeg vil helt utrolig gerne have den sikkerhed, der kommer med en opsparing, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, jeg hellere vil end at køre tværs over staterne med Anton, Frida og min kammerat. Og derfor *er* der etableret en opsparing, og det bliver en kilde til ro, lettelse og glæde. 

Men der er ingen lommer i den sidste skjorte. Og det strider mig inderligt imod at leve på forventet efterbevilling. Sådan er jeg indrettet, og hvis ikke jeg var, havde jeg ikke fået mine børn selv, for så havde jeg ventet på én at få dem med, og går man ned ad den vej, bliver det rent Sliding Doors. 

Men jeg finder det formålsløst at vende hver eneste 5-øre og skovle alt, hvad jeg overHOVEDET kan skrælle af vores liv og forbrug over i en pengetank – fordi det for mig er at gå glip af det gode liv her og nu; at man udsætter det, i forventning om, at det kommer. At man har ret til det, at det ligger derude og venter, og at man er blevet det lovet. Det er man ikke. Og som Marty Hart siger i True Detective: “Do you know the good years when you’re in them, or do you just wait for them until you get ass cancer and realize that the good years came and went?”

Og er det gode liv at kunne spise på Street Food eller at kunne tage i Djurs Sommerland? Altså, både ja og nej, jo. For det er det, hvis de basale behov er dækkede – men ikke, hvis pengene ikke er der, eller man gør det på bekostning af noget, man skal have, og som man så derfor senere bliver nødt til at låne til. Men penge giver muligheder og hold kæft, den her sommer har været god. Havde den været ligeså god, hvis vi ikke havde købt et badebassin, havde spist madpakker i legoland, havde undladt at tage i Barfodsparken eller havde sparet på brændstoffet og derfor ikke var kørt på nær så mange ture? Måske. Men jeg synes, at der er nærvær i gode oplevelser, man har sammen. Det er en livsværdi for mig, og derfor vil jeg hellere bruge pengene på at gøre det nu, hvor vi kan, end at vente og risikere at gå glip af det, fordi vi ventede for længe. 

Så jeg ved ikke, om jeg overhovedet har et godt svar til dig, Kristina, for jeg er stadig så ny i at være gældfri, at jeg sidder med den samme frygt som dig. Omvendt kan jeg, når jeg skriver dette, også se, at jeg måske faktisk har fanget det, jeg jagtede, da jeg startede denne indlægsrække, nemlig en øget bevidsthed om mit forbrug. Og måske er det så langt man kan nå, der hvor jeg står nu?

Alt hvad der ligger foran mig, er nyt og uopdaget land. Jeg har ikke prøvet at være voksen, gældfri og nogens mor samtidigt før, så det er nok noget med at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, mens jeg har øjnene stift rettet mod det overordnede mål: At leve det gode liv her og nu, men samtidig også hjælpe mig selv ved at sørge for, at det også er en mulighed i fremtiden.

Published by

15 Replies to “M2021, uge 32/I spørger, jeg svarer

  1. Jeg ved ikke, om dette er de vises sten, men det virker i hvert fald for mig: Hver gang jeg er blevet færdig med at betale et lån, har jeg lavet en fast ordre på at lade det samme beløb gå ind på min opsparing. Selvfølgelig har jeg hævet nogen af dem igen, hver gang, der er noget, jeg virkelig gerne ville bruge penge på, men forbruget er aldrig blevet hævet med hele det beløb, der før skulle betales af.

    Sådan endte jeg med at kunne betale det allersidste lån af, nemlig det på huset.

    1. Jeg har lige været inde på din blog👍👍👍
      Jeg klapper, jeg får nemlig
      også krampe i øjnene når folk skriver afvide…..

    2. Jeg håber virkelig, at det kommer til at virke for mig, som jeg kan læse, at det virker for flere af jer. Jeg har haft en seperat opsparing i flere år, og har manuelt sat penge over på den hver eneste måned. Men det har næsten været demotiverende i sig selv, når jeg så kan se, at den gradvis bliver mere og mere gennemhullet, så jeg håber, at det (også her) kommer til at gøre en forskel, at der faktisk STÅR penge på den, og så mange, at jeg ikke tømmer den, hvis bilen skal på værksted.

  2. Vi har ikke haft så meget gæld bortset fra vil og realkreditlån (og huslån). For bil og huslånet har vi haft en konto vi førte penge overpå og hvorfra pengene så blev trukket. Da de var betalt ud har vi fortsat betalt over på den konto (og så sikret det var en kontotype hvor det gav mening). På den måde har vi ikke haft adgang til den via kreditkort osv. Det gør lidt at det føles anderledes at bruge pengene herfra. Vi brugte en del af dem på en renovation af overetagen sidste efterår og det har betydet at børnene har fået lidt andre indretnings uligheder på værelserne. Det er også en del af det gode liv for os. At det er rart at være hjemme. Men pointen var egentlig at sikre at de penge man har i overskud ikke bare automatisk “blandes” med det man nu ellers plejer at bruge, eller at det høres bevidst. For hvis det hele ligger på lønkontoen tror jeg lettere man kan komme til at øge forbruget uden at lægge mærke til det.

    1. Jeg er glad for at høre, at I alle sammen siger, at det her er måden at gøre det på, for jeg har allerede en seperat opsparing, og det lyder til, at dét alene, er med til at øge chancerne for succes:)

  3. Jeg har samme erfaring som nogle af de andre: når vores økonomi har ændret sig til det bedre, har vi beholdt indbetaling tien budgetkontoen som den er. I løbet af det sidste år er det ene barn startet i skole og det andet blevet flyttet fra vuggestue til børnehave. Noget der har givet 2-3000 kr ekstra om måneden. Vores budgetkonto vokser hvermåned nu, og vi har råd til at have en ekstra buffer til uforudsete udgifter. Og som en anden også skriver: når pengene ikke findes på dankort-kontoen kræver det ekstra overvejelse at bruge af dem.

    I en helt anden sammenhæng: Jeg er typen der starter og stopper træning/løb flere gange om året. De gange jeg præsterer at holde gejsten oppe i længere tid har jeg et mål: DHL med arbejdet eller jeg har meldt mig til et løb. Du har jo din tur til USA som lukker ude i horisonten ♥️

    1. Fin sammenligning <3 Jeg er faktisk igang med at finde en weekend, hvor min kammerat kommer herned, fordi jeg tror, at det bliver nemmere at holde øjnene på bolden, hvis det er en konkret én af slagsen, og hvis man har en nogenlunde fornemmelse af, hvor meget det reelt kommer til at koste. At der er et beløbsmæssigt mål, hvor vi ved, at nu kan det lade sig gøre:)

      Jeg opererer også med en ekstrakonto, hvor jeg altid flytter for meget over på d. 01. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at flytte noget af det retur, men det er nemmere for mig at huske, at jeg bruger penge, når jeg skal flytte dem over for at kunne gøre det, end hvis jeg bare har en bunke, der bliver mindre hen ad vejen.

  4. Det forbrug jeg frygter mest er livsstilsinflation. At man bare bruger flere penge, fordi man har flere penge, uden helt at vide på hvad og måske også uden helt at nyde det ekstra forbrug. For man vænner sig jo desværre til at købe en dyrere ost og til at købe den juice fast, som man tidligere kun kiggede på i supermarkedet. Jeg tror ikke, at det helt kan undgås, at taknemmelighed over det nye niveau til en vis grad bare bliver “the new normal”. Men hvis man, som du, sørger for at have en fast opsparing (og i øvrigt er disciplineret med ikke at overføre mindre og mindre til opsparingen) har man alligevel en rimelig tryg ramme omkring sit nye merforbrug OG en vished om, at man godt kan leve for færre penge, selvom det med de nye vaner måske ikke føles sådan.

    1. Meget enig. Jeg kan også mærke, at det somme tider trækker lidt efter luksusudgaven af noget, hvor jeg plejer at være godt tilfreds med budget-udgaven. Det er nok svært at undgå, og specielt hvis man i lang tid har været nødt til at gå efter, hvad økonomien tillod og ikke hvad man havde mest lyst til. For mig bliver øvelsen i hvert fald at sortere i, hvad der er ekstrabeløbet værd, og at det ikke bare – Gud forbyde! – bliver new normal. For enkelte opgraderinger er en luksus – men hvis det er over hele linjen mister det glansen, tror jeg.

      1. Jeg vil lige tilføje som opmuntring, at her flere år senere, er der stadig en stor tryghed, frihed, glæde og generel taknemmelighed hos mig over den forbedrede økonomi både på opsparings- og på forbrugssiden. Så det er på ingen måde spildt, selvom new normal helt sikkert er indtruffet et stykke hen af vejen. Udfordringen er, at grænsen for, hvad der er luksus/forkælelse/mange penge, flytter sig. Jeg prøver at huske på, at der ikke er nogen øvre grænse for det og at sætningen “don’t do a lot where a little will do” stadig er god, også økonomisk.

        1. Jeg elsker de der sætninger, der bare giver så meget mening. For mange år siden fik jeg at vide af en astrolog, at ‘du er tilbøjelig til at arbejde hårdt i stedet for at arbejde smart’. Den har jeg tænkt på 10.000 gange siden, og den er så tilpas snappy, at jeg somme tider husker det på forkant, og dermed faktisk formår at ændre den hidsige køreplan, jeg netop var igang med at lægge for mig selv.

  5. Efter 5 hårde år, har jeg betalt min gæld ud for 6 måneder siden…. Tab fra salg af lejlighed.
    Det jeg har gjort er, halvdelen af det beløb jeg brugte på afbetaling af gæld overfører jeg til separat opsparingskonto. Og har opdaget jo højere beløbet stiger, jo mindre frister de at bruge. Og har et mål med opsparingen – rejser, første mål er Japan.
    500kr går til min søns opsparing og resten går til at forsøde mig og min søns dagligdag.

    1. Det er sjovt, du skriver det, for det er faktisk også den erfaring, jeg har gjort mig. Da jeg havde etableret en solid opsparing (som endte med at blive udbetalingen til min nye bil) var jeg også mindre og mindre tilbøjelig til at røre pengene i takt med, at der blev flere af dem. Det er en rar tanke, egentlig, for så handler det jo bare om at komme igang:)

  6. Jeg er meget inspireret af at følge med på din blog. Selvom min situation er forskellig fra mange af dine følgere og dig. (Førtidspensionist, ingen hjemmeboende børn mm)
    Men jeg har lige “opdaget”, at jeg bliver nødt til at spare op til besøg hos min datter, som nu er bosat i Oslo. Jeg ved, at det lyder skørt, men hver gang jeg er rejst derop, er jeg blevet overrasket over udgiften.
    Det har taget mig tre år at blive bevidst om.
    Så i forhold til spørgsmålet du svarede på, så er min erfaring at man igennem livet af og til må stoppe op og revidere lidt på kroner og ører. Men erfaringen vil også gøre, at man ikke har gældsat sig igen, men selv taget vare på udfordringerne. Som man har lært sig selv igennem mange år.
    I en alder af 55 kan jeg så tilføje at exvis ellers sunde tænder, pludselig kan volde store økonomiske kvaler. De udgifter der tidligere lå under en tusse, bliver pludselig til regninger i 10 tus. Kroners klassen.

    1. Det er en god pointe; at der er ting, man lærer at forudse og tage højde for. Jeg håber, at det også hen ad vejen viser sig at være noget, jeg har lært.

      Og tandlægeregninger er min evige skræk. Jeg har gennem mit arbejde set nogle fuldstændig forfærdelige sager, så jeg børster gebisset som om, jeg blev betalt pr. tandbørste, jeg slider ned. Også selvom jeg godt ved, at der er masser af problemer, man ikke kan børste sig ud af. Det er afmagt, du.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.