For et par uger siden hørte jeg i radioen en mand komme med en joke om kvinder. Joken har jeg for længst glemt, men da han havde fortalt den, grinede han og sagde – kun halvt i spøg – at ‘nu skal man jo passe på, at man ikke bliver cancelled, haha’
Det prikkede til noget, jeg selv har tænkt over de sidste mange måneder.
For da #MeToo og Black Lives Matter for alvor begyndte at rulle, var én af de ting, der skete, at mange begyndte at unfriende mennesker i deres omgangskreds, der stillede sig på den (i deres øjne) forkerte side på de sociale medier. Det var første reaktionsbølge, tror jeg. Hvor man lugede ud og lukkede ned.
Efter nogle måneder begyndte man så at tale om, at det måske ikke var så hensigtsmæssigt bare at lukke for de mennesker, der hang fast i gamle overbevisninger, men at opgaven derimod lød på at bidrage til at oplyse dem ved at tage dialogen. Ingen bliver klogere, hvis ikke de bliver udfordrede på det, de mener er rigtigt, og derfor var dét vejen at gå.
Men som månederne gik, råbte alle højere og højere, og et sted undervejs blev alt det her, i hvert fald oppe i mit hoved, blandet så grundigt sammen, at jeg mistede overblikket. Er det sortes opgave at fortælle hvide, hvor vores privilegier gør os blinde? Er det ok at dømme folk på et enkelt fejltrin? Er vi interesserede i en folkedomstol, eller stoler vi på, at et system, der, skåret ind til benet, er indrettet af rige, hvide mænd, kan varetage interesserne for dem, de, qua deres gruppering, inddirekte er med til at holde nede? Hvem må cancle? Og hvad er det? Er man frontløber, woke eller krænkelsesparat? Må man overhovedet sige noget mere, er man forpligtet til at tage dialogen hver gang, og hvad fanden er op og ned?
Og man behøver ikke at vide, præcis hvor man står med *alt*. Men lige her kan jeg mærke, at det faktisk er vigtigt for mig, at jeg bruger 10 minutter på at skille tingene ad, for ellers bliver det så uoverskueligt, at jeg bare giver op. Og det går sgu nok ikke rigtigt, at man halvvejs inde i revolutionen bliver træt, melder sig ud og går hjem.
For hvis vi får gjort cancelling problematisk, så er vi tilbage ved, at de, der pludselig via de sociale medier har fået en stemme, mister den igen.
En hurtig googling giver følgende definition på cancelling: “To cancel someone (usually a celebrity or other well-known figure) means to stop giving support to that person”.
Så egentlig er det vel bare en græsrodsversion af demokrati. For der sker jo ikke rigtigt noget ved, at jeg beslutter mig for aldrig at købe en bog af en bestemt forfatter mere, fordi han siger noget dumt om tolke. Vedkommende skal træde så meget ved siden af, at en anseelig gruppe af mennesker mener, at det er *så* forkert, at de beslutter sig for at boycotte ham eller hende, før det får reelle konsekvenser.
Problemet er, tror jeg, at ‘cancelling’ er blevet sådan et paraplyord, vi bare slår op over en række af reaktioner, og så bliver det hele lidt mudret.
For når vi taler om ægte cancelling, så er det f.eks. når Naser Khader annoncerer sit comeback, og bliver mødt af en massiv mur af modstand på de sociale medier. Eller når Cuomo må træde tilbage på baggrund af (undersøgte) beskyldninger om upassende adfærd. I situationer som disse er debatten næsten altid delt i to: Dem, der bakker op om at cancle og dem, der bliver ved med at sige, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Men hvis man tænker uskyldigheds-argumentet grundigt igennem, så er det jo et argument, som giver alt, alt for vide beføjelser til krænkeren, når vi taler om #MeToo. For i langt de fleste tilfælde har der kun været krænkeren og offeret til stede i den situation, der udløser beskyldningen, og der er mange typer af adfærd, der er meget upassende og voldsomt ubehagelige – men ikke direkte ulovlige.
Hvis vi insisterer på, at det kun skal have konsekvenser for en mand som Naser Khader, hvis han begår noget decideret ulovligt, så siger vi samtidig, at det er ok, at han beder sine kvindelige kolleger om massage eller begynder at onanere dem op i hovedet, når de er hjemme hos ham i arbejdsøjemed. Det er der vel ingen, der, sådan helt ærligt, mener? Det er vel ok, at det får konsekvenser for ens liv og karriere, hvis man er et virkelig ubehageligt menneske? (Til dem, der ikke kender til sagen i detaljer, vil jeg kraftigt opfordre til at høre DR podcasten Genstart fra d. 02.07.21 ‘Kvinder mod Khader’).
Når folk (meget ofte mænd) taler om, hvor problematisk cancelling er, så synes jeg, at det er en tanke værd, at man sjældent (aldrig?) hører en kvinde være bange for at blive cancelled i køns- eller #MeToo-debatten. Eller en sort være bange for at blive det i racedebatten. Det er the upperhand i en given relation, der frygter det, og det synes jeg godt, man må bruge 2 minutter på at tænke over årsagen til.
Men når cancelling har fået så blakket et ry, er det måske fordi man også bruger udtrykket i de forkerte situationer, som f.eks. når der er tale om et forsøg på at starte en shitstorm. Her er der sjældent tale om cancelling, men mere et skænderi, som andre mennesker bliver (forsøgt) inddraget i. Det er typisk ikke bundet op på systematisk adfærd, men oftere en enkeltstående situation, f.eks. en kunde, der føler sig dårligt behandlet af sit forsikringsselskab. Og selvfølgelig kan det i yderste konsekvens ende i en cancelling, hvis alle har haft samme dårlige oplevelse, men typisk er det noget, der bluser op og brænder ud på en uge, og så er det glemt igen. Der vil være masser af kunder, der ikke engang opdager, at nogen forsøger at kaste mudder på den butik, de handler i, og man vil som kunde have mulighed for bare at handle et andet sted.
Det er givetvis træls for en virksomhed at være skydeskive for – men det er ikke cancelling, og derfor er det ærgerligt, hvis det får lov at stå som et argument for, at cancelling er farligt og årsag til justitsmord.
Og endelig synes jeg også, vi skal have pillet ordet ud af de sammenhænge, hvor vi siger ‘cancelling’, men bare mener ‘uenig’.
For man bliver ikke som privatperson cancelled, fordi man mener noget andet end den, man taler med, ligesom man heller ikke selv har magt til at cancle alle, man er uenig med.
At være bange for at blive upopulær er ikke det samme som at blive lukket ned, og egentlig er det vel ret fint, at vi har en form for flokmæssig adfærdsregulering, hvor vi også i vores små bobler og cirkler tænker over, hvordan vi taler til og om andre.
Jeg advokerer ikke for, at vi skal proppe vores holdninger ned i halsen på alle, vi møder, men jeg synes stadig, at det modarbejder den gode debat, hvis vi bliver så bange for at falde ned af imaginære piedestaler, at vi bare skynder os at mene det samme.
Jeg når ud til relativt mange mennesker med bloggen her, og selvom det er sjældent, så ér det sket, at jeg mener noget, som mange er uenige med mig i. Nu er vi en civiliseret flok, så tonen bliver aldrig sådan rigtig *harsk*, men jeg er ikke i tvivl, når jeg skriver noget, som nogen bliver stødt over.
Og engang ville jeg have slettet indlæg og afsnit, der afstedkom de lidt mere kantede debatter, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det. For jeg står i langt de fleste tilfælde ved, at jeg mener, hvad jeg mener – og med alder er kommet erkendelsen af, at uenighed ikke er af det dårlige. Ligesom vi sagtens kan være venner, selvom vi stemmer på forskellige partier, så kan vi også være venner, selvom vi er uenige om, om det var ok, at den plejefamilie tog på ferie, eller rimeligheden i at melde sine børn ud af SFO’en, når covid lukker den ned.
Og når vi til et punkt, hvor mine holdninger ligger for langt fra dine, jamen så skilles vore virtuelle veje – og det sker der ikke noget som helst ved. Jeg er valgt fra, men jeg er ikke blevet cancelled.
Og på samme måde må jeg og alle andre bloggere og insta-folk også gerne fravælge læsere og følgere ved ikke at spørge ‘hvor højt?’, når vi af dem bliver bedt om at hoppe. Du er ikke blevet imødekommet, men du er heller ikke blevet cancelled.
Ord er vigtige. Hvordan vi bruger dem, er vigtigt. Og cancelling er vigtigt, fordi det lader grupper komme til orde og have noget at skulle have sagt i situationer, hvor de alt for længe har været gjort tavse.
Lad os passe på udtrykket og på hinanden ved at bruge det rigtigt.
Cancel eller ikke cancel. Det er vel et udtryk, der er blevet moderne, uden at gamlinge som jeg egentlig behøver tage stilling til det. Jeg vil dog sige, at i alle de år, jeg har været på SoMe, har jeg kørt en politik, gående ud på, at hvis en af mine såkaldte “venner” gav udtryk for synspunkter, der ikke kunne ændres efter opfordring og argumentation fra mig, ELLER bare skrev uvelkomne og efter min mening mærkelige udsagn på min væg, så ville vedkommende i første omgang blive lagt på noget køligt, i første omgang i 30 dage, og siden permanent slettet, hvis de første foranstaltninger ikke hjalp. Jeg kan ikke se, at jeg skal dels finde mig i at blive forulempet med synspunkter, jeg er lodret uenig i, dels have mine venner til at tro, at jeg skulle gå ind for den slags, eller i det hele taget agere platform for racisme eller anden form for smålighed. Idet jeg har arbejdet med integration i ca. 30 år, kan jeg da godt se, at det kan have virket provokerende på visse smalsporede individer. Men jeg synes bare ikke, der er nogen grund til at give plads for den slags i den offentlige debat. Kald det endelig cancelculture, hvis det nu er nødvendigt, jeg kalder det nødvendig oprydning. Jeg må dog indrømme, at det har gjort ondt ind i mellem at se gamle “venner” give udtryk for så småtskårne holdninger, som man aldrig havde haft dem mistænkt for at kunne tilslutte sig.
Ja, de sidste to år har godt nok været et stadionspot på de holdningsforskelle, vi har med mennesker, vi ellers opfatter som nogle, vi er enige med. Jeg har også måtte skære nogle bånd og, i andre tilfælde, beslutte, at der er emner, vi bare ikke kan diskutere, fordi vores værdier og livssyn er så forskellige, at vi smadrer relationen, hvis vi stiller os dér.
Jeg har heldigvis været rimelig forskånet for, at folk har skrevet direkte på min væg ift. de her ting, men jeg har også været nødt til at slette nogle, som jeg ikke længere kan se mig selv føre en samtale med. Det er en hårfin balance, for ekkokamre er nok heller ikke eftertragtelige – men det kan sgu også være sejt at tage den. Jeg gik i clinch med Svend Brinkman, og havde det bare været ham, havde et været fint. Men problemet med debat på de sociale medier er, at man meget hurtigt kommer til at hælde sin energi og sit gode humør ned i et sort hul, gravet af mennesker, der enten ikke vil en civiliseret dialog, eller som mest bare kommer på facebook for at håne, spy galde ud og blive bekræftet af sine artsfæller i alle sine holdninger/fordomme.
Det er svært. Men måske det heller ikke kun er af det dårlige at blive tvunget til at forholde sig til, hvad man selv mener?