I kommentarfeltet til forrige indlæg nævnte et par stykker, at de gerne ville høre lidt om, hvad jeg har gjort mig af overvejelser ift. at børnene kommer til at vokse op uden en far og dermed ikke i det daglige har en mandlig kønsrollefigur at spille bold op af.
Faktisk er det det ene af to spørgsmål, jeg oftest får, når folk hører, at jeg har fået børn alene. Når vi er forbi “Ej, Gud er det ikke hårdt?!”-fasen i samtalen, er dette ofte det næste på listen, sammen med spørgsmålet om, om der ikke også er fordele ved at gøre det alene. Derfor synes jeg, det er oplagt at prøve at skrive lidt om.
For at tage det fra toppen, vil jeg gerne sige det, så der ikke er noget at misforstå: Jeg synes, at børn, hvis det overhovedet er muligt, skal have både en mor og en far, og der er, i hvert fald for mit vedkommende, ikke tale om en form for rabiat feminisme, hvor jeg har fravalgt at få børn med en mand, for at bevise, at jeg kan.
Når man får dem alene, kommer de til verden til et halvt netværk, hvor der kun er ét sæt bedsteforældre, onkler og tanter. (Og jeg er med på, at der findes masser af mennesker, også i par-konstellationer, som af den ene eller den anden grund lever med dette vilkår, men vi er nødt til at male med den store pensel her, for ellers bliver billedet simpelthen for gnidret.) Deres risiko for at blive forældreløse i en tidlig alder er dobbelt så høj, fordi der kun er halvt så mange af tage af, og de er også, allerede inden de er trådt ind på arenaen, bagud ift mange af deres jævnaldrende, når det kommer til husstandens samlede indkomst. Når man er to, har man sådan rundt regnet dobbelt så lidt eller meget på lønkontoen hver måned, og det giver selvsagt nogle muligheder ift. fritidsaktiviteter, haver, værelser og ferier, som jeg ikke kan give mine børn. ( – med mindre jeg gør brug af det der sugardaddy-dating, der bliver ved med at dukke op i mine feeds rundt omkring #wtf?)
Inden jeg går videre, læner jeg mig op af min erfaring, der siger mig, at nogenlunde her i samtalen, plejer vi at skulle runde skilsmisser, sygdomsforløb osv. som betyder, at folk, der har valgt at få børn sammen, også kan risikere at skulle leve på en enkelt indkomst, og at børn, når det kommer til stykket, ikke går op i ferier osv. Begge dele er fuldstændig rigtigt, men når man bevæger sig ind i den her samtale, tager den jo udgangspunkt i en stereotyp forestilling om, hvad en familie er, og derfor er mine svar nødt til at bygge på samme forestilling, hvis snakken skal give mening.
Det materielle er én ting, og det er noget af det, jeg tror de fleste, der vælger at få børn alene, har forholdt sig til på forhånd.
Noget andet er, at der ikke kommer til at være en far læne sig op af i hjemmet, og for mit eget vedkommende tænkte jeg meget over dette, inden jeg traf beslutningen første gang. Da jeg så fandt ud af, at jeg ventede en dreng, fik jeg stress og angst og hedeture ved tanken om, hvordan fanden jeg skulle hjælpe ham med alt det, der drøner rundt i knolden på én, hele livet igennem, når jeg kun havde min egen kvindelige erfaring at byde ind med, og jeg gik så langt, at jeg i slutningen af graviditeten var igang med at undersøge, om en af mine veninders kærester måske kunne fungere som en slags “mentor” for Anton, når han kom til verden.
Men det sjove er, at det faktisk ikke lader til at fylde noget, nu hvor de er her. Det er på en eller anden måde et teoretisk spørgsmål, for det er jo er bare livet, som det ser ud for dem, og de kender ikke til andet. Jeg tror måske, at det bedst kan sammenlignes med at være enebarn kontra at have søskende. Hvis man er enebarn, kan man formentlig godt have tidspunkter, hvor man ønsker sig søskende, men jeg forestiller mig, at det måske er på en lidt tåget måde, hvor man egentlig ikke helt er sikker på, hvad det er, man savner. Modsat fx. adoptivbørn eller børn i meget konfliktramte skilsmisser, er det ikke en del af donorbørns historie, at nogen har fået dem, og så valgt/været tvunget til at give dem fra sig. Og jeg famler i blinde her, for jeg har en søster, mine forældre er gift på ca. fyrretyvende år, og jeg er ikke adopteret – men jeg forestiller mig, at det måske i den situation kan være noget, man savner; fordi man ved, at man i udgangspunktet havde det. Giver det mening?
Det sidste punkt under dette emne, jeg gerne vil runde, kommer let til at lyde lidt offensivt, og det er ikke ment sådan; men det undrer mig ofte, at kvinder, der vælger at få børn alene forventes at have forholdt sig til – og løst – alle udfordringer på forhånd. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ville spørge en kvinde, der sad alene tilbage med to børn, fordi hendes mand og børnenes far var blevet slået ihjel i en trafikulykke, hvad hun gjorde sig af forestillinger om børnenes mangel på mandlige identifikationsfigurer i hjemmet. Det er et af de eneste steder, hvor jeg synes, jeg oplever … fordomme, i mangel af et bedre ord. For slutresultatet i min og frit-opfundne ovenstående kvindes situation er det samme: Børn, der skal vokse op uden en far. Men det er som om, det ikke er et issue, hvis man som udgangspunkt har lagt op til noget andet, og Gud/skæbnen/tilfældet så bare har leget ikke-alligevel med én. Dét er lidt mærkeligt, synes jeg.
Når alt det er sagt og skrevet, ender jeg altid, efter at have været en tur omkring emnet “Den Manglende Far” med at stå og kigge på mine to små mirakler, som ikke ville være blevet til, hvis jeg havde ventet på den rette at få dem med, og så kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke er i tvivl: Vi finder ud af det. Sammen.
(Foto: Fotograf Anja)
Sikke et par pragteksemplarer. Skøøøønt billede.
Jeg er virkelig også selv overordentligt godt tilfreds:)
Tak for så fint at beskrive alle de tanker og overvejelser, jeg selv gjorde mig inden jeg fik barn alene. Og hvor har du ret, nu i den skønne, almindelige hverdag fylder det forsvindende lidt:-)
Jeg er rigtig glad for at høre, at mine overvejelser giver mening for én, der har truffet samme valg. Tak for din kommentar:)
Fandme søde de to. Nøj et godt billede og hun ser da slet ikke spor rasende ud 🙂
Jeg var egentlig også lidt overrasket da jeg så, HVOR mild hun ser ud her. Specielt taget i betragtning af, at hun på andre billeder ser virkelig INDÆDT rasende ud:-D
Jeg er vokset op uden søskende (reelt set har jeg, men det nåede aldrig at overleve fødslen) og en far. Mit eneste minde om min far var, da han på et feriehotel forlod mig om aftenen/natten og jeg vågnede op og gik rundt og ledte efter ham på gangene. Vi var på ferie sammen uden min mor, da de var skilt. Jeg fandt ham ikke og husker ikke mere. Men helt ærligt ikk? Jeg vil hellere have undværet helt, end at have de her dårlige minder. Jeg klarede det fint uden ham og jeg har det godt i dag. I klarer den også 🙂 Og hold op det er et skønt billede!
Lika
Jeg fik ondt i hjertet over din kommentar. Det må være ekstra svært at begribe, at man kan vælge at gribe forældrerollen sådan an, nu hvor du selv har fået børn. Jeg giver mine børn et ekstra knus i aften, kan jeg mærke <3
Godt skrevet 🙂 Og bare en enkelt kommentar: som efterladt mor med to små børn får man – desværre – også bemærkninger om den der manglende mandlige figur. Jeg hører den jævnligt (min mand døde pludseligt for 3.5 år siden, da mine børn var knap 3 og 5 år), enten som forklaring på mine børns adfærd ("nåååårh, det er også fordi han mangler en mand i sin hverdag") eller som direkte spørgsmål ("skal du ikke snart finde en ny – både for din og børnenes skyld?"). Og den kommer fra både familie og venner og resterende bekendtskabskreds.
Så jo… Den eksisterer desværre også for os, der startede som en far-mor-og-børn-familie…
Det er jeg virkelig rystet over at høre. Hold kæft, hvor er det ubetænksomt. Som om, man som forældre og ægtefælle i den situation ikke har nok på tallerkenen.
Og så er jeg i øvrigt, selvom det er 3,5 år siden, ked af at høre, at du har mistet din mand. Det må rive sindet i småstykker, når man både skal forholde sig til sin egen sorg, og samtidig skal se sine børn så bundløst ulykkelige.
Hold nu op du har nogle lækre børn! Held og lykke med receptionen i dag, håber du får en forrygnde eftermiddag ?
Hvor kan jeg bare følge dig!
Er selv mor til den dejligste dreng der i dag fylder 3 år – og som jeg valgte at få alene i en alder af 36… kunne bare ikke vente længere på manden i mit liv, der åbenbart ikke kunne finde mig ��
Men sikke mange tanker man gør sig både før, under og efter sådan en beslutning. Og har mødt (og tænkt over) alle de spørgsmål du også er stødt på… for ja, det er sku hårdt med et halvt netværk,at få hverdagen til at hænge sammen og være både mor og far, og jeg padler ind i mellem for at holde hovedet over vandet – men det gør mange andre familier også, uanset antallet af voksne – og vi finder vores vej som familie. Og han er jo det hele værd! Tak for at skrive om din hverdag og tanker – er glad for, at jeg fandt din blog i dag ��
Jeg er vild med dit perspektiv! Og enig. Din bog står øverst på min ønskeseddel til jul – du er en vis kvinde:)
Der er også folk med 2 mødre eller 2 fædre. De savner nok heller ikke en rollemodel af modsat køn tænker jeg. Vi er jo allesammen forskellige som mennesker uanset køn. Og sikke nogle skønne unger du har lavet dig!
De ligner nogen med god humor!