En af fordelene ved ikke at sove er, at der så er ekstra tid til at tænke. Jeg ved det. Jeg er så skideskæg. Men det er ikke desto mindre sandt, og her den anden nat kom jeg til at tænke over noget, som egentlig irriterer mig lidt.
Da jeg for snart 5 år siden fik Anton, trådte jeg ind i en verden, som på alle måder var ny, og med den fulgte nye ting både at glædes over, undres over og frustreres over. Meget af det både var og er kæmpestort, mens andet hører til i småtingsafdelingen, og det her falder klart i den sidste kategori. Men allerede dengang kunne jeg mærke, at når velmenende kvinder, jeg mødte i forskellige sammenhænge, fandt ud af, at jeg var selvvalgt alenemor, kvitterede med: “Jeg kender det godt – mange uger er jeg alene med børnene i dagtimerne, fordi Frans arbejder meget” – så blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg næsten ikke kunne holde ansigtsmimikken i Neutralt Lyttende.
Det er, som skrevet, 5 år siden, jeg første gang skar tænder over kommentaren, og så sent som i forgårs fik jeg lejlighed til at konstatere, at den stadig går lige i gebisset. Og jeg ved faktisk ikke hvorfor? Det handler efter min bedste overbevisning ikke om, at jeg gerne vil have medlidenhed, for hånden på både hjerte og bibel, så synes jeg virkelig, VIRKELIG ikke, at det er synd for mig, at jeg har fået mine børn alene. Ville jeg gerne have haft dem i en traditionel familiekonstellation? Ja. Men det er lidt på samme måde, som jeg også gerne ville være rig og tynd; det er ikke sådan virkeligheden ser ud, og det er bare i orden. Om det er synd for børnene, at jeg har valgt at få dem alene, synes jeg også er en no-brainer, for alternativet for lige præcis disse to pragteksemplarer ville have været ikke at blive til. Den etiske diskussion om børn med én forælder må andre tage, for jeg er selvsagt så partisk, at ingen af mine ord kan tillægges nogen særlig værdi.
Men dér lå jeg i nattens mulm og mørke og agerede buffet, mens jeg spekulerede på, hvorfor jeg ikke bare kan trække mentalt på skulderen over kommentaren. Jeg kan ikke komme i tanke om andre ‘det kender jeg godt fra mig selv, bare meget værre’-kommentarer, som har samme effekt på mig. De sidste par uger har det f.eks. haft god underholdningsværdi, når andre har fortalt sympatihistorier om, hvordan de bøjede sig ned for at snøre deres sko, og da de kiggede op, havde de brækket begge ben og trukket den ene skulder ad led i processen. I forhold til mit arbejde og de udfordringer, det somme tider kan give at have skiftende arbejdstider, generer det mig heller ikke, at folk drager paralleller, som måske ikke – i min optik – er helt gangbare.
Så det undrer og irriterer mig, at det her irriterer mig.
Jeg går sjældent ind i den. Dels fordi jeg ikke har lyst til at sidde og remse grunde op til, at det IKKE er det samme, for det kommer til at lyde som om, jeg synes, at mine børn er et problem, hvilket både er usandt og giver mig ondt i maven, og dels gider jeg ikke være stemningsseriemorder. Men jeg *har* virkelig lyst til at sige, at det svarer til at sige til en arbejdsløs, at du godt ved, at det er svært at være ledig, for du har også prøvet at have ferie engang.
Anne har flere gange skrevet om, at det for hende er svært, når folk fejer hendes sclerose udtrættethed af med, at de ved præcis hvordan hun har det, for de havde også et par uger sidste år, hvor de sov virkelig dårligt. En anden veninde har gentagne gange været behandlet for depressioner, og hun spænder lidt om kæben, når folk præcis ved, hvordan hun har det, fordi de også har prøvet at være i dårligt humør, så måske vi bare alle har én plet i psyken, der altid vil være blød og øm, når den bliver trykket på.
Jeg elsker, når bloggen giver mulighed for at blive klogere, og for at undgå spinatbede, som man ellers har omdannet til dansegulve, så hvis du har tid og lyst, og du godt kender det fra dig selv – bare værre, selvfølgelig – så smid lige en kommentar om, hvad der får dig til at indstille blikket på uendeligt, og lave den mentale Just Smile And Wave.
Tak!:-*
Jeg har også en veninde, der velmenende (tror jeg da) bliver ved med at sige, at hun virkelig godt kan sætte sig ind i det med at have en depression, fordi hun godt kender til at have dårlige dage. Hun mener det nok godt, men det er så træls at få smidt i hovedet, at depressionsramte egentlig bare er mennesker, der ikke kan tackle en dårlig dag.
Jeg bider tænderne sammen og smiler anstrengt.
Når folk sammenligner det, at have mistet en lille pige i 24. graviditetsuge med en tidlig spontan abort.
Sidstnævnte har jeg også prøvet 2 gange, og jeg kan skrive under på, at det op absolut ingen måde er det samme som at føde et meget lille barn med øjenbryn og negle.
Jeg har droppet at forsøge at forklare dem det. Smerten ved at miste et barn kender kun de, der har prøvet det. Heldigvis!
Jeg har det som Anne, er også ramt af sclerose, og kender godt den der med, at folk er såå trætte.
Har lært at holde min kæft, og sige det går fint, når folk spørger!
Da min mand var udsendt og velmenende veninder og bekendte godt kendte til "at deres ægtefælle var på ferie" …
Forstår dine tanker og følelser udmærket. Har et autistisk barn og hader når andre siger at de også selv har en barn som engang imellem er besværlig at have med at gøre! DET ER IKKE DET SAMME!! Autisme går aldrig væk! It's for life – både for mor og barn ( også selvom barnet nu er 28 år og velfungerende)?
Kender det, og jeg plejer at se for mig, en armbolt falde ned over personen, der siger det. Har en dreng på 3 år med IA.
Vil gerne sige det samme som Tina 🙂 Har også et autistisk barn og når folk sammenligner hvor hårdt det er at have 1, 2 eller flere børn, så får jeg lyst til at råbe: det handler ikke om hvor mange men om hvilke børn man har. Og 'hvor længe de er børn' – min søn kommer aldrig til at klare sig selv. Og jeg vil heller ikke have medlidenhed, for det er ikke synd for mig – jeg vil bare gerne have anerkendelsen og føles set.
Kender alt for godt til velmenende personer, der ved en masse om noget, de aldrig rigtig har været igennem selv. Og ja, desværre er kommentaren til sådanne situationer. Alt er vel…..Jeg orker ikke at tage diskussionen, når man føler at man snakker til en væg.
Min søn har et vækst-handicap. dvs. han er meget lille for sin alder og kan ikke vokse selv, derfor får han en svine-dyr behandling med væksthormon. Lægerne har direkte sagt til os, at han ikke vil vokse uden… Mange føler dog trang til at fortælle vidt og bredt om, at børn jo vokser i ryk, det skal nok komme (øh nej!) og deres barn/bror/svoger var også lille af højde indtil konfirmationen. Har opgivet og lader dem bare tale ud, smiler og går videre. Kh. Birgitte
Det er måske lidt hårdt sagt, men jeg er kommet til et stadie i mit liv, hvor jeg ikke gider mennesker, der ikke kan samtale ordentligt omkring væsentlige emner. Det er sket i takt med at 2 af mine 3 drenge har nogle hårde autoimmune sygdomme (1 med sclerose, den anden kæmper vi stadig med sundhedsvæsenet med at få en diagnose, som tror jeg bliver en dobbelt en af slagsen: Crohns og problemer med stofskiftet) , min mor har Alzheimers, både min mands bror og begge vore fædre gennemgik nogle hårde kræftforløb inden de døde,…… ja, jeg kunne blive ved, men I får billedet, ikke ? Jeg vil gerne høre om glæde, sorger, gode oplevelser og holdninger. MEN jeg gider ikke at spilde tid på hvor man får lagt den bedste shell lak, hvad der er modefarven iår og på hvilket loppemarked man bedst slipper af med sidste års modefarver ! Eller min favorit aversion: hvad kendte har gjort eller ikke gjort … rent ud sagt: hvad rager det mig, jeg kender dem jo ikke !
Mit ømme punkt pt. er når folk siger "hvor er du heldig at du får lov at gå til så mange ekstra skanninger og får lov at se baby mere end os andre" og "der er ingen grund til at være bekymret, lægerne holder øje med dig"
1. Jeg går skal til ekstra skanninger fordi min lille dreng døde og jeg næsten fulgte med.. Det er ikke en ekstra bonus, det er tjek af at tingene stadig fungere og ingen er ved at dø..
2. Lægerne er helt enige om at der er en stor risiko, jeg kender den og har taget stilling til den. Det gør du ikke. Jeg må gerne være nervøs
Kh stine
Og på et helt andet (meget lavere og mindre dramatisk) plan, så går jeg helt kold over forældre, der er så sukkerforskrækkede at de hele tiden skal tale om hvor farligt, det nu er at spise sukkerholdigt slik og kager eller hvidt brød (velkommen til spelt-området). Jeg kæmper for at holde et neutralt udtryk og tænker netop "Smile and wave" og lader være med at tage diskussionen med dem om at de selv da nok har spist slik & kager i rå mængder hos deres bedsteforældre og til fredagsslik…
I småtingsafdelingen… Folk som siiiiiiimpelthen er så vintertrætte i sammenligning med den der træthed, der kryber ind, når man (jaja, helt frivilligt naturligvis) har små børn. Jeg plejer bare at nikke og sige "jep, vintermånederne er hårde!" (MEN HAR DU MÅSKE VÆRET OPPE MINDST ÉN GANG I TIMEN HELE NATTEN???!??!?)
Jeg er også selvvalgt alenemor og har præcis samme aversion som dig! Min veninde (som har en mand) synes at det går lige op med hendes fire børn (hun har stadig en mand/far til børnene) og mine to. Hendes logik er at der er to børn pr. voksen i hver af vores familier og hun kan slet ikke se at to voksne giver en helt anden familie…. Smile and wave er mit nye mantra
Åh ja, kender det.
Jeg mistede min mor lige da mit voksenliv skulle til at starte.
Nogle kendte godt følelsen, for de havde mistet deres mormor/kæledyr/blevet droppet af kæresten.
Jeg korser mig stadig når jeg oplever den slags absurde sammenligninger
Jeg har netop taget mig mod til at fortælle min veninde om mit nye liv som mor og dertilhørende kraftige efterfødselsreaktion . Det kendte hun da godt – hun er nemlig lige startet på nyt job -_-
Åh ja, har svært ved at holde masken, når folk fortæller at de også nogle gange har meget hovedpine. Jeg lider af migræne 10-15 gange om måneden, og NEJ, det hjælper ikke at gå en tur, eller at drikke vand, gid det gjorde.
Hmm, jeg tror måske at jeg er en af den slags mennesker… Jeg prøver virkelig at stoppe mig selv i at drage paralleller til mig selv, når venner fortæller om hårde tider, sygdom eller død. Det lykkes sjældent at stoppe… Men forsøger virkelig at anerkende folks følelser. Tror egentlig at det er noget med at man bedre kan forholde sig til andres følelser/situationer ved at spejle det i ens egne oplevelser – hvis det overhovedet giver nogen mening. Jeg har til gengæld aldrig oplevet kogende p.. når veninder har gjort det omvendt, måske er mine problemer bare ikke store nok (på trods at et kolik Arn og et jeg-græder-non-stop-fra-4-til-18-mdr.)
Jeg havde engang en veninden – ja, vi er ikke veninder mere. Hun brugte tit vendingen kender du ikke det?
Hun havde en lille dreng med kræft (han er voksen og kureret nu). Hun og manden levede hver sit liv – hun med drengen i huset, han i garagen med elskerinden. Hun var blevet fyret fra sit arbejde, fordi hun gik for længe derhjemme og passede sin syge dreng. Hun var stærkt overvægtig – og orkede ikke at gøre noget ved det.
Når hun kom med sit sædvanlige kender du ikke det? Så måtte jeg svare blankt NEJ.
PS – vi var veninder indtil hendes dreng var rask, hendes mand var flyttet, hun tabte sig og blev gift med en sød mand.
KH Nina
Jeg har heldigvis ikke oplevet at miste et barn – men har til gengæld forsøgt at få børn i 2½ år nu og har efterhånden 3 ufrivillige aborter med i bagagen hvoraf jeg har set hjerteblink ved de to af dem… Den værste "det kender jeg godt" kom fra en bekendt der havde fået to frivillige aborter fordi hun ikke ville bruge prævention samt folk der mener det er nogenlunde det samme som at have prøvet at bliver gravid i 6 måneder. NOT THE SAME! …og har ingen tålmodighed tilbage når det kommer til dette emne!
Jeg får akut lyst til at proppe chili i gabet på folk og forsegle med gaffatape, når de siger, at de godt ved, hvordan det er at høre dårligt, fordi de bruger briller.
Tror sgu jeg gør alvor af det næste gang. 🙂
Den dér med depressionen.. Min så i kombi med stress, som gør det noget sværere at behandle. ALLE har sjovt nok prøvet at have travlt og være lidt ked af det.
Det har hjulpet mig, at tænke det som en omvendt form for sympati; Altså at folk forsøger at sige: "Du er ikke alene" (Godt nok på et helt fejlagtigt grundlag, men alligevel…)
Og så bruger jeg det til at øve min egen empati og messer "Everyone is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always."
Når det så ikke virker, så går jeg hjem og skriver sure ting på bloggen….
Jeg kunne aldrig selv finde på at kloge mig på, hvordan det er at miste en forælder, for det har jeg ikke prøvet fx.
Så jeg tror det er derfor, at det pisser mig så meget af, når andre kloger sig på ting, de intet ved om. Altså manglen på perspektiv. Nogle ting ER man bare nødt til at stå i med egen krop før man ved, hvad det handler om.
Men nogle mennesker trives bare bedst i en offerrolle, hvor det altid er mest synd for dem selv. Så når jeg har overskuddet til det kan jeg godt finde på, at spørge "Hvorfor synes du, at det er det samme?"
Min far døde helt uventet af hjertestop den 11. september 2009. jeg var lammet af shock, og kunne slet ikke forholde mig til at resten af verden også var det.
Deres sorg over at fremmede mennesker i NY var døde og at nu have terroren kommet til os alle følte jeg på ingen måde var ligeså "rigtig" som min.
I årene efter når folk satte stearinlys i vinduerne for at mindes 11.september, blev jeg så rasende og ked af det. Jeg syntes det var så falskt og hult.
Så jeg kunne længe overhovedet ikke være med til at snakke om 11.september.
Det er måske ikke helt det samme som det du skriver om, men så alligevel lidt…?
For 11.september er jo MIN sørgedag, og så er det jo voldsomt uretfærdigt at resten af verden også føler de har krav på den…..
Jeg tror, at det er den samme mekanisme, der får os til at skrive kommentarer som disse. Vi vil gerne vise medfølelse og spejling, og det gør vi ud fra den erfaringsverden, vi nu engang har. Så når folk trøstende siger "Jeg forstår godt, at du er ked af, at din søster er død, for dengang min hund døde, græd jeg også hele tiden", så er det ikke nødvendigvis for at sidestille tabene, men måske nærmere for at få mig til at føle mig mindre alene i min sorg. Ja, gu' er det kikset! Men point for i det mindste at sige noget, der minder om indføling.
En af mine venner lå engang i sengen med MEGA tømmermænd. Hans kone gav deres lille datter besked på at lade far være i fred, for han havde ondt i hovedet. Pigens reaktion var at hente et stort plaster, som hun plantede i panden på far :-). Tømmermændene forsvandt jo ikke – men points for forsøget, ikke?
Vi er vist nødt til at prøve at se på intensionen. De fleste gør det, så godt de kan. Nogle gør ikke, og jeg har da også oplevet mennesker afbryde, fordi de lige skal fortælle om dengang [indsæt selv ulykkelig hændelse]. Jeg tænker, at de nok bare er brændt inde med noget smerte?
Jeg synes, det er en rigtig vigtig pointe, anonym kommer med der! Intentionen betyder alt, og jeg tror vitterligt at langt de fleste, der kommer med uheldige sammenligninger, gør det for at vise medfølelse og ikke for at såre. Jeg synes i hvert fald, det er meget lettere at leve med dumme bemærkninger, når jeg godt ved, at det ikke var ondt ment, selvom det var dumt sagt.
I hvert fald varer mine tics og trang til chilitvangsfodring ikke nær så længe, som når bemærkningerne kommer fra dem, der udelukkende er ude på at konkurrere i, hvem der har det værst/bedst/hårdest.
Jeg bliver egentlig lidt ked afsat læse denne tråd. Nej, de har ikke oplevet det samme som dig. Men hvem oplever også det samme ens? En i tråden siger man ikke kan sammenligne en forælders død med kærestesorg. Men jeg har været mere slået ud af kærestesorg end af begge mine forældres død. Må jeg ikke sige 'Jeg har også prøvet at være slået helt i stykker' til en der sidder i en million stykker selv om det ikke var det samme vi slog os på? Skal vi have prøvet præcis det samme for at kunne genkende en følelse?
Og jeg ved da godt at det ikke er det samme at være alenemor og så have en mand der rejser meget. Du er alene med ansvaret og glæden – altid. Men derfor kan kvinden med manden der er meget væk vel også godt tale med om en uges influenza-syg-unge alene.
Jeg tror vi siger sådan noget for at vise indlevelse, og for at åbne op for en samtale hvor vi kan fortælle om vores oplevelser. Hvis vi tager den samtale finder vi ud af at vi har fælles oplevelser og oplevelser der er helt vores egne. Og det er ok. Det er faktisk der det bliver spændende.
Jeg laver lige en fælles opsamling på kommentarerne, der er kommet ind til dette indlæg, for jeg kan se, at de indholdsmæssigt falder i to kategorier; enten eksempler, som det, jeg efterlyste i indlægget, eller kommentarer på, at man skal forholde sig til intentionerne bag, og ikke så meget det sagte.
Jeg kan selvsagt kun tale for mig selv, men min egen oplevelse er, at min irritation primært blusser op ift. den i indlægget nævnte kommentar, når jeg sidder med fornemmelsen af ikke at være blevet set, hvilket også er det, jeg synes, jeg læser i de andre kommentarer.
Da jeg studerede, havde jeg en klog psykologilærer, der altid sagde, at du ikke siger det, du siger; du siger det, folk hører, du siger. Og det kan godt ske, at intentionen bag “har du prøvet at drikke vand” er et forsøg på at hjælpe den, der har migræne, eller at “jeg kender godt det med at være træt, for jeg havde nattevagter på Roskilde” er et forsøg på at spejle eller komme i møde – men kommentarerne til dette indlæg vidner bare om, at det ikke er sådan, det føles.
Hvis jeg skal komme med mit bedste bud, tror jeg, det handler om, at man – på det her ene, specifikke punkt – føler sig talt ned til. Enten fordi man, hvis det var så nemt (fx. at fikse migrænen med et glas vand) nok selv havde regnet ud at løse det, eller fordi responsen giver dig fornemmelsen af, at samtalepartneren ser dig som en svag person, der ikke kan takle træthed, tristhed eller dårlige dage.
Vi falder med garanti alle sammen i fra tid til anden, fordi vi jo af gode grunde ikke kan vide, hvor de ømme tæer gemmer sig rundt omkring, men jeg prøver selv at huske at mit eget kropssprog med det samme bliver mindre lukket, hvis den, jeg snakker med, giver udtryk for, at de godt ved, at vores situation ikke helt kan sammenlignes, men stadig gerne vil byde ind med medfølelse, fx. “Jeg ved godt, at det ikke er helt det samme, men i sidste uge var Jacob på forretningsrejse, og begge unger var syge, så jeg føler virkelig med dig!” Når folk gør dét, føler jeg mig både hørt og forstået, så det prøver jeg selv at huske at gøre, når andre fortæller om noget, der er svært for dem.
Tak for alle jeres fine kommentarer. Det er dejligt, når de både gør klogere og giver stof til eftertanke.
Jeg har hver gang du har postet noget lignende tænkt at ingen ved det jo. Ingen ved om det er hårdere at være alene eller om det er hårdere at have en mand. Tjek evt dette indlæg – der er manden vis det største problem 😉 http://www.skalotte.dk/slut-med-at-vaere-kaerester-vi-er-foraeldre/
Jeg bliver sydende indeni mens jeg klistre min flinke-smil på, af to ting;
Har du hørt at man kan helbrede autismen gennem en speciel diæt? Eller deslige i den stil.
Eller denne her….. "Du taler så flot, man skulle ikke tro at du er døv". Nå, men tak, fru fordom!
Skalotte: Jeg ved ikke, om jeg måske får formuleret noget andet, end det jeg har inde i hovedet, for jeg ønsker jo netop ikke, at det skal være en "hvem har det hårdest"-konkurrence.
Min pointe er nok bare, at vi alle har nogle områder, hvor vi er nemmere at ramme, end andre, og hvor det derfor betyder ekstra meget for os at blive set og forstået. Jeg kunne fx. på din blog læse, at det for dig trykker på noget, når der falder kommentarer om din søns vægt – også selvom du objektivt godt ved, at tingene er, som de skal være.Så mon ikke vi alle har et eller andet?:)
Tak for din kommentar, og god aften til dig.
Mvh
Linda
Jeg kender så godt den følelse. Både når folk har sammenlignet det at have 2 børn med handicap med at deres børn også er vanskelige (mine er hørehandicappede og har ADHD) og efter jeg mistede mine to fædre til kræft og folk har haft de mest åndssvage kommentarer om hvor hurtigt man burde komme sig over det. Jeg ved fra min kloge far at når jeg får den slags reaktioner så handler det om at jeg ser min egen skygge. Det vil sige at når man møder nogen, der tilsyneladende ikke gør noget for at undertrykke eller bruge energi på noget, som man selv bruger meget energi på eller undertrykker, så bliver man ekstra meget ud af flippen. Eksempel: Du er selv en meget betænksom person, som bruger meget energi på at mærke efter hvad andre har brug for og ikke brug for at høre eksempelvis hvis din ven har sclerose tænker du meget over IKKE at klage over eller sammenligne med at du selv har perioder, hvor du er enormt træt. Når du så møder en person, der tilsyneladende ikke bruger meget energi på at være så betænksom i sin omgang med dig, så bliver du ekstra berørt, fordi du selv bruger meget energi – du møder din skygge i den anden person, som ikke selv (i hvert fald umiddelbart) tager sig af sin egen skygge. Håber det gav mening. Det giver i hvert fald mening for mig, når jeg engang i mellem undrer mig over min egen voldsomme reaktion på opførsel hos andre, som ikke "burde" være så voldsom. Fx er jeg selv meget opmærksom på at være taknemmelig og sige tak til folk som har gjort en indsats fx ifht at behandle mig ordentligt i en butik eller sundshedsvæsenet, og bliver rigtig vred over andre, der lader som ingenting eller virker utaknemmelige.
Jeg er lidt bagude – og først nu i færd med at læse dine mange glimrende indlæg 🙂
Noget der får mig helt igennem op i det røde felt (på den uklædelige, småsavlende, rød-i-skalden måde) er når folk forsøger at forholde sig til fænomenet barnløshed, ved kommentarer som: "Jeg kender det godt – vi var 4 måneder om at blive gravide med barn nr. xx – og var simpelthen så pressede". Eller endnu værre – når de kommenterer på at nu hvor jeg er gravid, bliver det bestemt meget lettere at få flere børn fremover, for det var det for dem, da "kroppen først lærte det". Jeg orker ikke at forklare, at jeg er blevet steril som følge af de mange graviditeter udenfor livmoderen, og aldrig kommer til at blive gravid af naturlig vej nogensiden igen…
Tak for læsningen – dejligt afbræk i dagen.
Kh Signe
Selvtak – og tak fordi du giver dit besyv med:)
Kh
Linda