Menu

Om at få børn alene

Sig det så: Hvem *ER* det, man skal stalke for at komme med i Mads & Monopolet?

, , 16

Som jeg vist før har nævnt, hører jeg ofte podcasts, når jeg kører bil. Lige for tiden er det Mads & Monopolet, og i går hørte jeg udsendelsen fra sidste lørdag, hvor en kvinde på 31 år havde skrevet ind. Kort fortalt overvejede hun, om hun skulle få et barn alene nu, eller om hun skulle vente, og forsøge at finde kærligheden og dermed en mand at få dem med.

Monopolets svar var, skåret ind til benet: ”Vent. Du har stadig masser af tid, så se, om ikke du kan finde en mand at få dem med.”

Normalt styrer jeg udenom lige præcis dette spørgsmål; simpelthen fordi det er umuligt for mig at være objektiv, men i dette dilemma, ville jeg alligevel ønske, at jeg havde fået lov at sidde med i panelet.

Det ville have været som at få lov at gå tilbage i tiden, og rådgive en 6 år yngre version af mig selv.

Jeg var også 31, da jeg seriøst begyndte at overveje at få et barn selv. Jeg oplevede også, at halvdelen af omgangskredsen bakkede op, mens den anden halvdel mente, at jeg var blevet vanvittig. Og jeg var også meget i tvivl om, om ikke Den Rigtige Løsning ville være at vente på Den Rigtige Mand og få børn med ham, for jeg havde jo – også – tiden for mig.

Hvis jeg havde fået lov at svare hende, ville jeg have sagt:

Gør det. Nu. Når du først i dine overvejelser er nået så langt, som du er, er du langt forbi point of no return. Og jeg *lover* dig: Du fortryder det aldrig.

Ligesom hende fik jeg ofte, når folk hørte om mine planer, at vide, at jeg jo bare kunne date lidt ved siden af alle mine overvejelser; hvis kærligheden så pludselig sparkede døren ind, var alt godt. Win-win. Det, jeg tilsyneladende hverken formår eller formåede er at forklare folk, så de forstår det, er, at det kan man ikke. Det svarer til at have planlagt menuen til dit bryllup, have indkøbt alle råvarerne og lagt en plan for, hvordan du vil gribe hele projektet an – og så blive ved med at browse kogebøger og madblade, og være åben for nye ideer.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at spalte sindet, og lade to så forskellige projekter udvikle sig sundt og levedygtigt samtidig. Heller ikke selvom det, down the line, giver dig det samme resultat. Når først man har besluttet, at man er klar til få børn nu, så tuner hele systemet ind på den ide. Det er jo for fanden derfor, kvinder bliver sindssyge af frustration, hvis det tager for lang tid for dem at blive gravide. Og den parathed kan man ikke bare tænde og slukke for efter forgodtbefindende. For hvad, hvis du møder en, der er sød? Skal du så pause dit projekt? Hvor længe? Skal du fortælle ham om det? Er det fair at lade være? Hvad hvis det ikke går med ham? Og er det fair at lægge den form for pres på et helt nyt og spædt forhold? Selvom man kunne ønske det anderledes, er det at forberede sig på (forhåbentligt) at få et barn, en stor, tung bold, der ruller, og som ikke bare kan bringes til midlertidig standsning.

Jeg ville også have sagt til hende, at man lærer at leve med, at der findes mennesker, som Annette Heick, der kun synes, at det her er acceptabelt som nødløsning; at det kun er i orden at gøre det, når du er så gammel, at alle har opgivet dig og dine æg er halvrådne. I starten er man bange for dem. Det går over. De har ret til deres holdning, og det er primært i starten, man bliver vred over, at folk med deres på det tørre, mener at de har ret til at bestemme, at manglen på kærlighed også skal medføre manglen på børn.

Man lærer også at lade være med at hidse sig op over, at vi, der gør det selv, åbenbart må krydsforhøres om vores økonomi og tanker om fremtiden af folk, vi knap nok kender, og at vi af uforklarlige årsager skal vide mere om, hvad fremtiden bringer, end folk i parforhold. Tilsyneladende er vi – modsat folk, der bliver gift, får børn, bliver skilt og får nye partnere og børn med disse – ikke i stand til at blive ved med at elske det første barn, hvis drømmen går i opfyldelse, og vi får barn nummer 2 med en mand. Så er barn nummer 1 udenfor, fordi vi nu har fået den familie, vi drømte om. Åbenbart.

Jeg ville fortælle hende, at hun skal gøre det. Nu. For når barnet er her, får hun et familieliv fuldstændig ligesom alle andre, med de hverdagsglæder og -sorger, det medfører. Jeg vågner jo ikke hver morgen, og bruger timer på at forholde mig til, at jeg er selvvalgt alenemor. Det er jo for fanden bare virkeligheden som den ser ud for mig. Jeg mangler ikke en far til Anton, ganske enkelt fordi der aldrig har været en.

Og jeg ville fortælle hende, at der er god fornuft i ikke at være alt for gammel, når man begynder at prøve at blive gravid og er alene om projektet. Dels fordi det jo kunne være, at ønsket om et barn mere kom snigende med tiden (også selvom Annette siger, at vi kun må få et), og dels fordi det har betydning, at minimere risikoen for (alvorlige) sygdomme, når man er alene med et barn.

Så. Just do it, som de siger hos Nike.

Det ville jeg have sagt til både hende og mig selv, hvis jeg havde fået lov at svare.

Bedre sent end aldrig

, 4

For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig forsinkelse på et halvt år, indlægget:

Do’s and don’ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.
Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene; bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen… #præstationsangst

Men nuvel – lad os prøve at kaste os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for jer også.

Jeg er 36 år og selvvalgt alenemor til Anton på 2 år. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7 verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs inderlighed at være tæt på min familie igen.

Men I er jo ikke her på siden, fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg – fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet. Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.

Så her følger 5 do’s and don’ts til samtalen med alenemoderen.

1) Det må gerne være hårdt for dig også.
Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi fik børn.

2) Det ville til gengæld være superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer mig til 3. punkt:

3) Hold lidt igen med at spørge: ”Kan dine forældre ikke tage ham?”
Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem bliver valgt fra.

4) Af den grund er jeg også vild med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger, mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch. Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole: Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen, hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du, når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med familien.

5) Bare spørg. Om alt, egentlig. For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget tidspunkt at blive trætte af det.

Ok. Så tror jeg, at jeg har været omkring det vigtigste.

Er I her endnu? Ja? Godt hængt på!

Tilbage er der vist bare at sige tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.

Hvad sagde jeg?

, , 31

Da jeg var 15 år, og boede hjemme, besluttede jeg at male mit værelse. Det skulle være grønt-grønt, så da vi stod hos Flügger, og farvedamen tog låget af spanden, kiggede jeg på den bleggrønne masse og erklærede, at det slet, slet ikke var grønt nok. Min far, der var med, hævede det ene øjenbryn og spurgte, om jeg var sikker på det – hvilket jeg naturligvis kun havde et hånligt teenagefnys til overs for.

Mit værelse blev så grønt, at det formentlig stjal opmærksomheden hos de astronauter, der i 1992 stod på månen og forsøgte at få øje på den kinesiske mur.

Jeg hadede det.

Jeg vil tro, jeg har omkring 10 af den slags oplevelser lagret på harddisken; situationer, hvor jeg har trodset gode råd og vejledning og stået på mit – for så at finde ud af, at jeg tog fejl. 10 er et forsvindende lille tal, sat i forhold til de omkring 1 million gange, hvor jeg har gjort, som det passer mig, og været tilfreds med resultatet, men de fylder uforholdsmæssigt meget, for der er kun én ting, jeg afskyr mere end at fejle, og det er at fejle selvforskyldt.

Når jeg bringer det op nu, er det fordi jeg for et par måneder siden fik en kommentar, der rev tæppet væk under mig i en grad, jeg sjældent har oplevet, og fik samtlige de 10 gange til at stå og Brøndbybrøle op af mine mentale bander.

Vi er nemlig nået til det punkt, hvor jeg et par gange om ugen bliver spurgt, om jeg skal have flere børn, og når man ser bort fra de første 3 panikslagne måneder, efter jeg havde fået Anton, har jeg egentlig aldrig været i tvivl om, at svaret var ja. Vel vidende, at det sikkert bliver hårdere, end jeg har fantasi til at forestille mig, har jeg alligevel aldrig tvivlet på, at jeg vil kunne klare det.

– indtil et af de mennesker, jeg har allertættest på, tilbage i maj lidt henkastet fik spurgt, om jeg havde overvejet, at det var bedre at være en god mor for ét barn, end en dårlig mor for to?

Jeg blev så paf, at jeg mistede talens brug #helljustfrozeover

Efterfølgende har den bemærkning opført sig som en betændt byld i tandkødet; den har lagt beslag på mindst 40 % af min hjernekapacitet og ligget, dunkende og øm, under alt, hvad jeg har tænkt, sagt og foretaget mig.

En del af mig har naturligvis lyst til at stikke to langefingre i vejret, råbe: ”Watch me!” og smække med døren, når jeg rasende tramper bort i natten. Men den har rokket ved min grundangst for ikke at kende mine egne begrænsninger – for tænk, hvis hun har ret? Tænk, hvis jeg ender med at ligge på sofaen og se dårligt tv, mens jeg bliver federe og federe, og mine snuskede unger ligger under dyner, der ikke har set nye betræk i halve år, mens de æder guldkorn af pakken, og kalder det aftensmad, fordi jeg ikke kan overskue den virkelighed, jeg har skabt til os?

Eller hvis jeg vrister en god barndom ud af hænderne på Anton og i stedet stikker ham og hans lillebror en gang social arv, hullet tøj, der stumper på den virkelig trælse måde, og en udpræget mangel på grænser, fordi jeg har overvurderet mig selv?

Og i alt det her ser vi helt bort fra den rædsel, der lammer mig 7-800 gange om dagen, når jeg får den yderst uvelkomne tanke, at jeg kunne blive dødeligt syg eller torpederet af en østeuropæisk lastbilchauffør i et fodgængerfelt. (Detskerikkedetskerikkedetskerikke)

Jeg ved godt, at der ikke er nogen garantier for noget for nogen. Og jeg er efter mange, mange, MANGE søvnløse nætter nået frem til, at jeg gerne vil have et barn mere på et tidspunkt, og mener, at jeg både kan klare det og klare det godt.

Men vi SAGDE, for alles skyld, at det her ikke blev det 11. eksempel i rækken, ikke?

ELLER: Vi kunne alle sammen bare flytte sammen! Yei!

, 19

Da jeg valgte at få Anton alene, havde jeg på forhånd gjort mig mange tanker om, at det ville nulstille livet, som jeg kendte det. At der ville være markant mindre mig, og en del mere os. Jeg havde på forhånd gjort op med mig selv, at selvom jeg, der hvor jeg stod, holdt umådelig meget af mit liv, så havde jeg ikke lyst til at se tilbage som 50-årig og opdage, at passivitet havde betydet, at jeg havde valgt brunch, nattesøvn og træning i stedet for børn.

At man så på ingen måde kan forberede sig på, hvad det vil
sige at få dem, de små krapyl, er en helt anden historie.

Men en af de ting, jeg ikke havde tænkt på inden, jeg fik
ham, var hvor stor betydning det ville få for mine venskaber at få et barn selv. Det kan virke indlysende, når man skriver det, men når man er alenemor, skal han passes HVER gang, jeg skal noget. Både når vi taler om de rent praktiske ting som lægebesøg og frisøraftaler (farvel voksbehandling og massage), men også i forhold til sociale arrangementer som fødselsdage, bryllupper og julefrokoster. Og der er nok her, vilkårene ved at være selvvalgt alenemor adskiller sig fra i hvert fald nogle af de delemødre, jeg kender, hvor det ikke er mit indtryk, at man tænker på sit barn som ”passet”, når han er hos sin far.

Jeg kommer omkring en del af det praktiske ved at bruge feriedage hist og pist, hvor jeg stamper alt, hvad jeg kan slippe afsted med af tandlægetjek og indkøb af vintertøj sammen mellem kl. 8.30 og 14, og afvikler, mens Anton er i vuggestue. Men jeg synes virkelig, at det er svært med de sociale aftaler – for der er mange af dem. Og dem, der holder festen, synes selvfølgelig altid, at netop deres arrangement er det vigtigste – hvilket betyder, at jeg nu, omkring 700 dage efter, at Anton kom til verden, har haft ”jeg er skuffet over, at du vælger mig fra” samtalen flere gange, end jeg har lyst til at tænke på.

Og det stinker, synes jeg. For jeg vil jo helst, at de alle sammen kan mærke, hvor vigtige, de er for mig, og hvor meget, jeg sætter pris på at have dem i mit liv. Men samtidig er og bliver Anton den, som solen står op og går ned for i mit univers, og derfor er det simpelthen ikke en mulighed, at han skal hentes og passes af mormor og morfar og moster og onkel og forskellige barnepiger, både når jeg skal til møde, når jeg har weekendvagt og skal arbejde, og de 3 lørdage i måneden, hvor der er fest og glade dage forskellige steder i Danmark.

Something’s gotta give.

Men hvordan vælger man mellem sine venner? Og hvordan tager man højde for, at der pludselig kommer en invitation, som man ikke KAN sige nej til, hvis man allerede har været af sted 4 gange over de sidste 5 uger?

Jeg kunne godt vælge kun at deltage i de ting, mine tætteste venner holder. Så smuldrer mine relationer til gode bekendte og kolleger. Jeg kunne også prioritere alt, hvad der ligger i Århus; kender jo alligevel ikke mine nye fitnesskolleger, eller de andre tyttebøvsers forældre. Det får jeg bare heller ikke ret meget nyt netværk af. Flere gange hører jeg også, at jeg ”jo bare kan tage Anton med”. Til det er der kun at sige, at det eneste, der kommer ud af det er, at Anton og jeg tuder om kap, når vi kører hjem; ham af frustration over, hvorfor fanden man ikke bare kan få lov at afmontere fladskærme og pille ved vaser/kaffekander/brændeovne i fred, når nu de voksne alligevel bare sidder og snakker, og mig af lige dele frustration over, at jeg ikke får ¾ af samtalen med, fordi jeg er vogter af både mine venners hjem og Antons liv og førlighed, og dårlig samvittighed over, at jeg derfor bliver sur på ham, når det nu er mig, der slæber ham med til noget, der så indlysende er uegnet for mindre børn.

Og som sætter mine behov over hans.

Argh!

Nogle kampe kan man bare ikke vinde.