For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig forsinkelse på et halvt år, indlægget:
Do’s and don’ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.
Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene; bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen… #præstationsangst
Men nuvel – lad os prøve at kaste os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for jer også.
Jeg er 36 år og selvvalgt alenemor til Anton på 2 år. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7 verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs inderlighed at være tæt på min familie igen.
Men I er jo ikke her på siden, fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg – fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet. Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.
Så her følger 5 do’s and don’ts til samtalen med alenemoderen.
1) Det må gerne være hårdt for dig også.
Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi fik børn.
2) Det ville til gengæld være superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer mig til 3. punkt:
3) Hold lidt igen med at spørge: ”Kan dine forældre ikke tage ham?”
Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem bliver valgt fra.
4) Af den grund er jeg også vild med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger, mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch. Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole: Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen, hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du, når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med familien.
5) Bare spørg. Om alt, egentlig. For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget tidspunkt at blive trætte af det.
Ok. Så tror jeg, at jeg har været omkring det vigtigste.
Er I her endnu? Ja? Godt hængt på!
Tilbage er der vist bare at sige tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.
Det er muligt, at man godt må synes, man selv har det hårdt.
Men FOR FANDEN, hvor må det være hårdt! Du beskriver jo selv, hvordan du må prioritere benhårdt, hvad der skal bruges pasning til, og hvad der ikke skal. Hvad er vigtigst. Og selvom jeg også synes, jeg selv tit laver den vurdering, så er det jo på INGEN måde på samme plan.
Jeg har næsedyb beundring for de aleneforældre, der klarer det uden at ligne levende døde.
Før jeg flyttede ind med min mand og hans to børn, klarede han det hele selv – og når han ikke have børnene, havde han mig at bruge tid på. Så flyttede vi sammen og var to sæt hænder til alt, og han har flere gange sagt: "Det er jo ikke dobbelt så nemt at være to – det er tusinde gange nemmere!"
Når jeg nu (to fælles børn senere) har dage, hvor jeg har været alene med 2-4 børn, og hvor alt er gået godt med mad og leg og lektier og sengetider, så high-five'r jeg mig selv, når jeg splatter ud i sofaen.
Tænk at gøre det hver eneste dag. Alene. Uden nogen til at dele glæder og sorger med.
For satan altså, du er sej!
Nå, men det er ikke fordi jeg skal lege dyneløfter, men jeg troede faktisk.. det med fiskeren. Fordi jeg synes, at du en gang har nævnt en far-type som passede Anton?
Og så håber jeg, at du bliver inviteret til nogle julefrokoster i år, hvor der er så mange børn med, at der alligevel ikke er nogen som kan huske hvis der er hvis, og derfor passer alle bare alle sammen. Det er faktisk, efter min mening, de rareste arrangementer. Fordi det ofte er de mest afslappede, fordi der så er fællesregler for alle børnene. Og så er det også afslappende for både mig og Manden. På én gang 🙂
Min knajt har en buddy, hvis mor er selvvalgt alene. Og jeg har aldrig spurgt hende om noget som helst, selvom jeg ser hende tit, og selvom mit hoved er fyldt med spørgsmål. Tak fordi du lige præcis nu har fået mig til at indse, at det måske er en ret misforstået måde at tage hensyn på.
Så vi skal ikke SIGE at du har det værre end os, men vi skal helst synes det – eller hvordan skal det forstås? Er bare lidt forvirret over punkt 1 og 2.