Verdens bedste Anton, 3 år

Han havde fødselsdag i går, den bette.

Jeg bliver sgu så rørt; tænk, at det er 3 år siden, at jeg så ham første gang. Hold nu KÆFT, hvor var han rasende, og helt blå og lille.

På hans fødselsdag har jeg altid tidsplanen for min fødsel kørende i baghovedet, og jeg giver ham updates ca. en gang i timen på, hvad vi lige nu var i gang med på Skejby sygehus for x antal år siden.

Dagen startede med, at jeg forsøgte at synge fødselsdagssang for ham. Om det var fordi jeg kom til at tude en lidt, mens jeg sang, eller om jeg bare synger ubegribeligt dårligt, er svært at sige. I hvert fald nåede jeg kun til første omgang ”Hurra, hurra, hurraaa!”, før han, venligt men bestemt, slog hånden for munden af mig, og sagde: ”Nej!”

I køkkenet, hvor jeg havde lagt pakkerne parat, lagde vi hårdt ud med et hysterisk anfald over, at man ikke måtte løbe af sted med det lille fødselsdagstog med lys i.

Åbenbart bliver ‘brandfare’ ikke automatisk en del af det aktive vokabularium, når man fylder 3.

Efter at have gemt toget væk, og genoprettet freden, åbnede jeg pakkerne, som jeg aftenen forinden havde brugt en halv time på at pakke ind, mens Anton sad på gulvet og dimsede med gavebåndet. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg føler stolthed over, at barnet kan fornøje sig med plastik til omkring 2 øre, eller undrer mig over, at jeg bliver ved med at forsøge med det gaveindpakningskoncept, når det nu tydeligvis ikke taler til Anton.

Dagen bød på masser af dejlige mennesker, gaver en masse (med en guitar og et briotog på absolut top 2) og mad, mad og mere mad. Jeg kan aldrig rigtig styre mig, når der er anledning til at gå amok i køkkenet. Når man er eneste beboer på over halvanden meter i husstanden, retter man kulinarisk lidt ind efter det, og der er sjældent tale om de helt store armbevægelser, fordi det altid betyder, at man så skal spise det samme i en uge bagefter. Så gæster = find alt det sjove frem du har pinnet/sakset/fotograferet de sidste par måneder.

Guderne skal vide, at jeg ikke er noget hæsblæsende talent i et køkken, men det er som om, min hjerne forbigår dette faktum i stilhed, når der skal laves mad til mange. Min selvtillid er uproportionel høj i forhold til, hvad jeg indtil nu har bedrevet ved komfuret, og jeg kaster mig derfor altid frygtløst ud i retter og kager, som jeg a) aldrig har lavet b) ikke har den fjerneste ide om sværhedsgraden af og c) ikke aner, hvordan jeg skal redde, hvis det går galt. Som min bedstefar altid siger, har heldet dog en tendens til at følge en vis kategori af mennesker, og langt de fleste gange slipper jeg af sted med det.

Denne gang synes jeg så, at vi skulle have nogle af de der cake pops, som alle kagebagersider med respekt for sig selv fremviser et imponerende udvalg af. Til de lykkeligt uvidende, er der tale om en kugle af kage på en pind, betrukket med noget meget e-nummerbefængt pseudochokolade i hysteriske farver.

Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.

Eller jo. Det ved jeg sådan set godt. Jeg havde forventet, at ingredienserne selv ville hoppe ud af skålen, og lægge sig pænt til rette på bordet i perfekt afrundende kugler, som høfligt ville spørge mig, om der ellers var andet, de kunne være mig behjælpelige med.

Det var ikke helt sådan, det gik.

Men efter et par ekstra ture i Bilka, så mange ekstra ingredienser, at jeg kunne have lavet 100 af de små svin, og 24 panikgooglinger, fik jeg alligevel stablet 20 dejklumper, der mest af alt lignede golfbolde, der var slået ud af facon, op på pinde og betrukket dem med de satans cakemelts, som PS ikke er så ”supernemme!” at bruge, som alle bagehjemmesider hævder, at de er.

Needless to say at jeg med stolt-mor mimik og ømme blikke på Anton fortalte gæsterne, at han selv havde hjulpet med at lave dem. (Hvad? Han skylder mig 3 års nattesøvn, så han kan sgu godt tage en for holdet.)

3 år.

Det er så vildt, mand.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var, da mit hjerte ikke var fyldt til bristepunktet med kærlighed til ham.

Linda

View all posts by Linda