Da jeg var 15 år, og boede hjemme, besluttede jeg at male mit værelse. Det skulle være grønt-grønt, så da vi stod hos Flügger, og farvedamen tog låget af spanden, kiggede jeg på den bleggrønne masse og erklærede, at det slet, slet ikke var grønt nok. Min far, der var med, hævede det ene øjenbryn og spurgte, om jeg var sikker på det – hvilket jeg naturligvis kun havde et hånligt teenagefnys til overs for.
Mit værelse blev så grønt, at det formentlig stjal opmærksomheden hos de astronauter, der i 1992 stod på månen og forsøgte at få øje på den kinesiske mur.
Jeg hadede det.
Jeg vil tro, jeg har omkring 10 af den slags oplevelser lagret på harddisken; situationer, hvor jeg har trodset gode råd og vejledning og stået på mit – for så at finde ud af, at jeg tog fejl. 10 er et forsvindende lille tal, sat i forhold til de omkring 1 million gange, hvor jeg har gjort, som det passer mig, og været tilfreds med resultatet, men de fylder uforholdsmæssigt meget, for der er kun én ting, jeg afskyr mere end at fejle, og det er at fejle selvforskyldt.
Når jeg bringer det op nu, er det fordi jeg for et par måneder siden fik en kommentar, der rev tæppet væk under mig i en grad, jeg sjældent har oplevet, og fik samtlige de 10 gange til at stå og Brøndbybrøle op af mine mentale bander.
Vi er nemlig nået til det punkt, hvor jeg et par gange om ugen bliver spurgt, om jeg skal have flere børn, og når man ser bort fra de første 3 panikslagne måneder, efter jeg havde fået Anton, har jeg egentlig aldrig været i tvivl om, at svaret var ja. Vel vidende, at det sikkert bliver hårdere, end jeg har fantasi til at forestille mig, har jeg alligevel aldrig tvivlet på, at jeg vil kunne klare det.
– indtil et af de mennesker, jeg har allertættest på, tilbage i maj lidt henkastet fik spurgt, om jeg havde overvejet, at det var bedre at være en god mor for ét barn, end en dårlig mor for to?
Jeg blev så paf, at jeg mistede talens brug #helljustfrozeover
Efterfølgende har den bemærkning opført sig som en betændt byld i tandkødet; den har lagt beslag på mindst 40 % af min hjernekapacitet og ligget, dunkende og øm, under alt, hvad jeg har tænkt, sagt og foretaget mig.
En del af mig har naturligvis lyst til at stikke to langefingre i vejret, råbe: ”Watch me!” og smække med døren, når jeg rasende tramper bort i natten. Men den har rokket ved min grundangst for ikke at kende mine egne begrænsninger – for tænk, hvis hun har ret? Tænk, hvis jeg ender med at ligge på sofaen og se dårligt tv, mens jeg bliver federe og federe, og mine snuskede unger ligger under dyner, der ikke har set nye betræk i halve år, mens de æder guldkorn af pakken, og kalder det aftensmad, fordi jeg ikke kan overskue den virkelighed, jeg har skabt til os?
Eller hvis jeg vrister en god barndom ud af hænderne på Anton og i stedet stikker ham og hans lillebror en gang social arv, hullet tøj, der stumper på den virkelig trælse måde, og en udpræget mangel på grænser, fordi jeg har overvurderet mig selv?
Og i alt det her ser vi helt bort fra den rædsel, der lammer mig 7-800 gange om dagen, når jeg får den yderst uvelkomne tanke, at jeg kunne blive dødeligt syg eller torpederet af en østeuropæisk lastbilchauffør i et fodgængerfelt. (Detskerikkedetskerikkedetskerikke)
Jeg ved godt, at der ikke er nogen garantier for noget for nogen. Og jeg er efter mange, mange, MANGE søvnløse nætter nået frem til, at jeg gerne vil have et barn mere på et tidspunkt, og mener, at jeg både kan klare det og klare det godt.
Men vi SAGDE, for alles skyld, at det her ikke blev det 11. eksempel i rækken, ikke?
Man kunne jo også forestille sig dette scenarie: Du er en god mor til et barn. Du bliver en dobbelt så god mor til to børn ! Held og lykke. 🙂
Og på trods af de tanker, er der uendeligt mange mennesker som får flere børn.
Det er præcis lige så hårdt som du siger, men ind til videre er min erfaring, at der faktisk er mere ro på tropperne, hvis de ikke får guldkorn fra pakken og et nej ind i mellem.
Desuden er min erfaring, at søskende er en gevinst på trods af den dårlige samvittighed over aldrig at have arme nok. Det bliver især lettere efter det første år.
Det er jo nok en af den slags beslutninger som man træffer baseret på hjertet.
Da jeg var 12 år stod jeg i malerbutikken og ville have gult-gult. Min far og farfar overtalte med til lyserød og lyselilla. Jeg hadede det, og fik malet gult-gult et par år efter min store fornøjelse.
For mig var det én i rækken af oplevelser, hvor jeg lærte at, tror på, at jeg ved hvad der er bedst for mig. (min hjerne har i øvrigt slettet alle de oplevelser, der har bevist det modsatte).
Helt ærligt, hvis du kan overvejer alle de scenarier, kan du også bede om hjælp, hvis det skulle ske at guldkornene holder sit indtog på matriklen.
Held og lykke med baby nr. 2.
FruF
Man kan, hvad man vil.
Man kan, hvad man vil.
VIl du være en god mor? 🙂
http://notanotherfcukingblog.wordpress.com/
Jeg er ikke enebarn. Det er min søn – ikke fordi jeg ønskede det sådan, men fordi to graviditeter efter min søns fødsel gik galt.
Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at min søn har en bedre barndom, end jeg havde. Han slipper for den evige konkurrence om at få tid, opmærksomhed og kærlighed, jeg husker fra min barndom.
Selv nyder jeg, hvor nemt det egl. er kun at have et barn. Økonomisk gør det også en forskel, om man har et eller flere børn…
Hvis du fortsat er alene-forælder, tror jeg, det bliver meget hårdt for din søn og dig at udvide familien med en lillesøster eller lillebror. Anton får i alle tilfælde en anden rolle end nu, hvor han får lov at være barn og ikke "mors lille hjælper".
Men hvornår har sund fornuft nogensinde påvirket ens beslutninger om at få børn? Du skal bare være kool med, at det mest bliver for din egen skyld og ikke for din søns, tror jeg…
PS. Min bror og jeg har ikke haft glæde af hinanden som voksne, og ses overhovedet ikke mere, efter at vores forældre døde. Det plejer jo ellers at være folks argument for at få flere børn, at de har glæde af hinanden. Nope, ikke altid…
Eva, mon ikke du er undtagelsen, der bekræfter reglen? Jeg tror de fleste børn har godt af at have søskende, både for at lære dem at dele opmærksomheden med andre men også fordi, der ofte er en anden slags loyalitet mellem søskende, end man finder hos selv den bedste ven.
Jeg er efternøler, og skulle ikke ligefrem kæmpe for opmærksomhed; men jeg har haft enormt stor glæde af mine storebrødre – især i mit voksne liv.
Det er fantastisk at have søskende, så det synes jeg bestemt at du skal berige Anton med. Desuden er det helt okay at at lade børnene æde guldkorn fra pakken indimellem, og at man ikke er superwoman konstant. Det skal ikke sejle for en, men med den viljestyrke som du har, og dine to fingrer, så er jeg helt sikker på, at du nok skal klare det fantastisk, og det vil Anton helt klart også. Desuden så "aktiverer" de jo hinanden. De skal nok få kørt hinanden trætte, så du kan få aftener for dig selv. Det sker nok ikke de første år, men på et tidspunkt, så er de så store at de uden tvivl vil få super meget glæde af hinande. De bedste gaver mine forældre har givet mig er en lillesøster og en lillebror. 🙂
Da jeg lå og fødte det, der skulle vise sig at være min datter tænkte jeg: "Hell, jeg skal igennem det her en gang til – mindst!" Men det skulle jeg og det gjorde jeg, fordi jeg synes, det er vigtigt at have søskende. Selv var jeg enebarn i syv år indtil min bror kom og jeg husker stadig, hvor meget jeg ønskede mig en søskende og hvor glad jeg blev, da han endelig kom. Mit lille pigehjerte svulmede af stolthed og jeg har taget en del slåskampe for hans skyld.
Det er også mit klare indtryk, at mine to unger er glade for at have hinanden. Ikke at de hænger sammen som ærtehalm. Men selv nu hvor de er blevet 19 og 22, så er det en særlig fryd at høre dem snakke sammen – lige så meget som det var da de var små og man kunne høre dem småpludre og grine sammen.
Gør det! Få en til. Det går alt sammen. Det gør det for de fleste.
Jeg ved ikke, hvad det rigtige er for dig… men er sikker på, at du træffer det rigtige valg 🙂 held & lykke
Jeg tilslutter mig feltet af kommentatorer, der mener, at du er i stand til at træffe den beslutning, der er rigtig for dig og for jer. Og at søskende er en dejlig ting. Ikke altid og ikke hele tiden, men fantastiske i det store billede. Det er også meget rart at have nogen at rotte sig sammen mod de voksne med.
Det bliver ikke det 11. eksempel – uagtet om du gør det eller ej! 🙂
Og jeg tilslutter mig dét at søskende er en gave – og blev senest mindet om det i det her indlæg; http://www.denormale.com/2013/08/sskende.html – som gjorde mig så glad 🙂
Selvfølgelig kan du det og de får det super begge to!
Jeg tror også på, at lige i dette ekstremt vigtige eksempel er det allervigtigste at lytte til egen indre stemme og stole på den. Man kan ikke bruge andres erfaringer til en pind ift antal af børn ift den familie de kommer til at havne i. Der sgu så mange ubekendte i den ligning og desuden kommer disse ubekendte til at ændre sig masser af gange over tid, så du kan alligevel ikke regne ud, hvordan det ender – så stol på fornemmelsen! Selv er jeg overbevist om, at jeg kan være en god mor til to, men ikke tre. Ergo blafrer livmoderen ikke længere så snart jeg kan lugte en baby – det er faktisk pudsigt hvordan den indsigt giver komplet ro på børnefronten 🙂
Jeg tror også på, at lige i dette ekstremt vigtige eksempel er det allervigtigste at lytte til egen indre stemme og stole på den. Man kan ikke bruge andres erfaringer til en pind ift antal af børn ift den familie de kommer til at havne i. Der sgu så mange ubekendte i den ligning og desuden kommer disse ubekendte til at ændre sig masser af gange over tid, så du kan alligevel ikke regne ud, hvordan det ender – så stol på fornemmelsen! Selv er jeg overbevist om, at jeg kan være en god mor til to, men ikke tre. Ergo blafrer livmoderen ikke længere så snart jeg kan lugte en baby – det er faktisk pudsigt hvordan den indsigt giver komplet ro på børnefronten 🙂
Jeg har en meget klog veninde der sagde at hun hellere vil sidde og tænke "okay, 2 var måske en stor mundfuld", fremfor at fortryde at hun ikke fik nummer 2 ;o)
Hvis nu vi antager, at det er din mor, din søster eller din nære veninde, som har luftet sine tanker dengang i maj. Ja, så tror jeg, det handler om hendes bekymring for DIG og for om DU kan holde til at have to børn selv og stadig have tid til det liv, du ønsker, med job, pendling, træning, veninder, venner osv. Hun er bange for, om vingerne bærer, og hun vil ikke have, du falder ned… Til gengæld står hun nok også klar med faldskærm og sikkerhedsnet, når du får brug for hende!
Og katastrofetankerne kan du ikke bruge til en skid! Det er jeg igang med at lære på den hårde og langtrukne måde… Glem dem!
Du kan godt det her, og det ved både du og din mor/søster/veninde 🙂
Kh Anne F.
Jeg tror helt sikkert på at søskende kun er en gevinst – uanset om der er én eller to forældre! Selvfølgelig bliver det da megahårdt, men den glæde (de fleste) søskende får af hinanden må være alle pinslerne værd. Det er da røvsygt at være enebarn og altid være alene med nogle kedelige voksne, og hvis nu det unævnelige skulle ske, så er det da også fantastisk med en søskende at støtte sig til. Især når der nu kun er én forælder!! Kan slet slet slet ikke forstå hvorfor man skulle vælge kun at få et barn….!
Jonna
Hmmm… jeg hører dig egentlig ikke spørge om, hvad vi synes du skal gøre. Og godt for det, for det bliver meget hurtig til en offentlig dom af dine evner som mor på et temmeligt spinkelt grundlag.
Det er godt at du har folk så tæt på dig, at de kan spørge (forsigtigt) om du tænker grønt-grønt og til om du har regnet på om det følelsesmæssige budget også rækker til nærvær lige fra pakken. Også selvom de gør ondt, de spørgsmål.
Beslutningen er din, for det er ene og alene dig der skal bære konsekvenserne. Jeg griber alt det, mine arme kan bære, hvis du får behov for det, uanset beslutningen:)
Jeg synes lidt, at det her i kommentarrækken kommer til at lyde som om livet kun er noget værd, hvis man har søskende at dele det med. Som enebarn af en enlig mor (dog med en weekendfar på sidelinien) bliver jeg altid en lille smule (okay meget) provokeret af den slags udtalelser. Og når der ovenikøbet et sted bliver skrevet at "det er røvsygt at være enebarn", bliver jeg altså lige nødt til at række hånden op. Der kan jo være mange grunde til at folk vælger, eller netop ikke selv vælger, kun at få ét barn. Og jeg synes man skal passe rigtig meget på med ikke at gøre det op i rigtig/forkert og til noget der er synd for enebørnene. Jeg kender INGEN enebørn (jeg selv inklusiv) som har haft en trist barndom uden søskende.
Man er jo som forælder selv med til at forme sit barns liv og hvis man mestrer opgaven godt, så kan man også give sit ene barn en rigtig god og solid bagage med videre i livet, uden at det partout skal involvere søskende.
Når det er sagt istemmer jeg koret og mener at du, og kun du, ved hvad der er bedst for din lille familie.
Pøj pøj.
Jeez, hvor kan folk da være øretæveindbydende sortseende på andres vegne.
Jaja, du kan risikere at få et multihandicappet barn, som stjæler al din opmærksomhed og energi; du kan få en fødselsdepression og ende med at hoppe ud fra noget højt; dine børn kan blive martret af søskendejalousi og få ar på sjælen.
Eller du får barn nummer to og alt går fint, som det plejer.
Det er svært at spå, især om fremtiden. Hvis du har lyst til at få flere børn, så få dem.
Jeg er så et af de enebørn som er rigtig ked af at jeg ikke fik en søskende og er det stadig i situationer hvor jeg er alene med mine forældre og som sidste år hvor min far døde – der ville jeg gerne have haft en søskende at dele med.. Derfor var jeg også 100 % sikker på at jeg skulle have nr. 2 også selvom hun ikke sov igennem før hun var 9 år (ADHD) og den næste fik et handicap, så har jeg aldrig fortrudt, og jeg tror de færreste fortryder de børn de har fået, men ofte de børn de ikke fik. Omvendt er jeg alligevel tryg ved, at jeg valgte at få en abort i stedet for nr. 3 for det var netop det med at jeg tænkte at jeg så ville kunne være der for lidt for de 2 andre… alt i alt et valg du træffer med hjertet, så held og lykke med det
Hej (: *sms*
Kan godt være at du nu tænker åååh nej har hun nu tænkt sig at skrive en sperm mail rundt på forskellige blogger nej er det ikke jeg ville bare fortælle dig personligt at jeg nu har fået egne domæn og det er der frem over du skal skrive til mig jeg håber at du vil gå forbi min blog skrive en dejlig hilsen i min gæstebog så vil jeg blive glad (:
Men skal lige siges jeg er igang med at opdater bloggen og endnu ikke er færdig med den endnu (:
Vil du have plads på min links liste så skrive under siden her hvor den skal ind under og jeg smider dig på http://www.dytbat.dk/links/
http://www.dytbat.dk
Mnage knuser fra Lise
@Dytbat… Sperm mail?
really?
Just… Don't…
Jeg synes, at mange af kommentarerne bærer mere præg af, hvilke historier læserne har behov for at dele end egentlige refleksioner over dit indlæg.
Begge dele er selvfølgelig interessante, men jeg synes, det lyder som om, at du truffet beslutningen. Og jeg tror, at irrevesible beslutninger skal træffes med bævende hjerte.
Held og lykke med baby nummer 2.
Jeg vil gerne takke jer alle sammen for nogle fine, gode og relevante kommentarer. Som flere af jer er inde på, er det en beslutning, som man kun selv kan træffe, men derfor er det stadig rigtig rart for mig at få lidt forskelligt input; ikke mindst fordi de kommentarer, jeg får på bloggen, ofte afspejler de kommentarer, jeg får live, og så er det faktisk meget fedt at have haft tid til at reflektere lidt over, hvor man står ift. forskellige synspunkter.
Når jeg skriver et indlæg som dette, kommer det ofte af en undren. I dette tilfælde over, hvor meget ud af kurs en enkelt kommentar kunne slå mig. Jeg opfatter mig selv som en person, der kender de fleste af mine egne skyggesider, hvilket betyder, at jeg står ret stabilt på fødderne, og derfor rystede det mig nok lidt ekstra, at en enkelt kommentar kunne så så meget tvivl.
Jeg mener, at man skal lytte til de mennesker, man har tæt på, og det holder jeg fast ved – der er jo en grund til, at man har valgt at have dem tæt på. Man kan ikke selv være opmærksom på alt, og ind i mellem ser man situationer klarere, når man ikke er den, der står i dem. Men når det er sagt, så ville jeg aldrig lade andre træffe så vigtige beslutninger for mig. Og jeg synes, at det er så fint, hvad Anne skriver til sidst: at irrevesible beslutninger skal træffes med bævende hjerte.
Det bæver. Men på den beslutsomme måde:)
Tak for jeres input.
Kh
Linda
@ Anne: At man lægger kommentarer, der indholder egne historier/erfaringer, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man har et stort behov for at dele noget (lig med konstant at hælde sig selv ud over alle andre). Det kan også skyldes det simple faktum, at levede eksempler mange gange maler de bedste billeder og kan give indsigt i andres overvejelser, som igen kan føre til videre reflektion. Lidt a la de gamle feminister, der råbte at det private er politisk.
Når det så er sagt, så er jeg 100 % enig i, at irreversible beslutninger skal tages med bævende hjerte. Kan man overhovedet andet?
Hvis du er en af hverdagens seje superkvinder der klarer alting i stiv arm, så sørg for at arbejde rigtig grundigt på det med at være god til at bede om og tage imod hjælp. For det første barns skyld, og for det andet barns skyld, og ikke mindst for din egen skyld. Så skal alt nok komme til at gå glimrende. Men du skal sørge for at kunne bede om hjælp.
Jeg har ikke børn, så jeg burde vel holde min kæft.
Når jeg ikke gør det, så er det fordi at mine søskende er det bedste, der nogensinde er hændt mig i min barndom. Jeg skulle have været enebarn, men jeg husker glæden over at være storesøster til både en bror og en søster. Selvfølgelig var de også pisseirriterende, men jeg er en den betonoverbevisning, at man bør få mindst to børn, dersom man overhovedet er i stand til det. Det skylder man dem. På trods af institutioner og den slags, er barndommen mindre ensom, hvis der er søskende. Og når du engang falder bort, er din dreng ikke alene om at stå med det hele.
kh en bedrevidende barnløs
Det her kommer til at lyde som om jeg er 12 år, men:
Jeg synes du er mega sej.
Jeg hepper på dig, med din beslutning.
KH Hvid
Få dem med 4 års mellemrum så er du klar til nr 2 og nr 1 har ikke samme behov for dine arme og kan behovsudskyde.. Og få hjælp…. Selv om jeg er sikker på at jeg kunne være mere overskudsagtige mor med et barn, så ville jeg da ikke undvære nr. To….