Linda8 Comments

Siden sidst:

* Er Anton og jeg gået i fælles julepsykose. Vi har tilføjet et ekstra lag i madpyramiden, udelukkende bestående af pebernødder, vi har en 2-sangs playliste til bilen, der består af 2 forskellige versioner af bjældeklang, vi kører omveje for at kigge på ekstra vilde julelys, vi har vækkeuret sat et kvarter tidligere om morgenen, så vi kan nå igennem hele ritualet med nissepakker, 3 kalendere, kalenderlys og optænding af det elektriske juletræ, og vi ser kun film, hvor det sner. (Ok, og Chima, men ellers.) Det er svært at sige, hvem af os, der er mest begejstret. Det eneste, vi har måtte opgive, er Jullerup Færgeby. Jeg havde ellers sat alarmen, så vi huskede at få tændt for det, og havde regnet med, at vi ville synes, det var skidesjovt med Anton og de revnede bukser, men efter 2,5 minutter kiggede Anton på mig og sagde venligt, men bestemt: ”Nej, mor.” Og jeg var enig. Det viser sig, at jeg simpelthen ikke har nostalgigener nok til at føle glæde ved klodset dukketeater.

* Er jeg kommet til at se samtlige afsnit af The Follower, som jeg har fundet i en støvet afkrog af det amerikanske Netflix. Det er en slags ”24 timer”, bare med den afgørende forskel, at hovedpersonen er Kevin Bacon. Ja, ham. Footloose-Kevin. Som har fået voksen-patina, men stadig ligner en, man har lyst til at stikke af med. (Man kan jo bare lade som om, han er højere end Frodo Baggins, når man ser den.)

*Får jeg lyst til at græde/lægge sag an, når der bliver varslet genindlæsning af tv-kanaler. Jeg kan. Ikke. Finde ud af det.

* Er jeg blevet noget så fed up med den skam-jer kultur, der hersker i forhold til forældre, senest illustreret ved opslag på facebook, hvor familievejleder Lola Jensen advarer mod, at børn får ”nissestress”. Det er fandme som om en eller anden nævenyttig type har udtænkt et ekstra bud til janteloven, der udelukkende er møntet på småbørnsforældre, som hedder ”Du skal ikke tro, du gør det godt nok. Nogensinde.” Seriøst: Jeg udfordrer jer til at finde en avis, digital eller papir, som ikke dagligt indeholder en artikel om, hvordan vi igen er i fuld gang med at udføre karaktermord på vores stakkels, sagesløse børn med enten riskiks, iPads eller chokoladekalendere. Jeg er klar til øjeblikkeligt at tegne abonnement på den avis, der sætter sig som erklæret mål at fortælle forældre om alle de ting, de gør rigtigt.

* Har jeg brugt 800 kr. på en termokedeldragt. Til mig selv. I’m bringing sexy back. (Ej, men.. Tolker for tiden i en fjern afkrog af Jylland og opholder mig en del stående helt stille på en mark. Er I KLAR over, hvor koldt det er!?)

* Hedder en af vores husnisser Nemesis. Efter 3 år i husarrest, gror Antons hår nu så hurtigt, at vi nærmest kan samle det i en hestehale, inden vi er nået ud af frisørsalonen. Og I må gerne gætte på, hvem der skiftevis ormer sig sidelæns ud af stolen og højlydt jamrer ”Nejnejnejnejnejnej!” så forbipasserende på gaden tror, at han er ved at få sine øjenæbler fjernet med en sløv pincet, når han skal klippes.

* Nåede jeg aldrig at forstå 1864. Jeg missede Broen, da den gik, fordi jeg ikke fik set de første par afsnit, og så var det pludselig for sent. Derfor havde jeg denne gang lovet mig selv at stå klar ved stoppestedet, når bussen kørte, men efter at have kæmpet mig igennem første afsnit, som var de længste 58 minutter i mit liv, kunne jeg godt se, at alle parter ville være bedst tjent med, at jeg stod af ved næste stop.

* Er jeg blevet meget, meget glad for alle jeres hilsener og lykønskninger; det er en kæmpelettelse endelig at måtte sige højt, at jeg er gravid. Gør det også væsentlig lettere at forklare, hvorfor jeg skal tisse 400 gange i timen og pludselig er så skiderasende hele tiden. #pregzilla

Linda14 Comments

The things we do for love…

En af de ting, der har været vigtig for mig, efter jeg har fået Anton, har været ikke at smitte ham med mine fobier og dislikes. Han skal, i det omfang det er muligt, selv have lov til at bestemme, hvad han mener om højder, hunde og sild. Det betyder, at jeg på visse områder har været nødt til at presse min personlighed ned i en ny og mere rummelig form; i hvert fald når han kigger.

Inden jeg fik ham, var jeg en af dem, der hvinede så højt, at man først opdagede, at jeg havde udsendt lydbølger, når jorden rystede under horden af hunde, der kom dundrende over sletten, hvis en bi landede i nærheden af mig.

Og med ’i nærheden’ mener jeg i en diameter på 10-15 meter.

Jeg var ikke for fin til at binde min støvsugerslange fast til et kosteskaft, så jeg kunne lægge behørig afstand mellem mig og den edderkop, jeg skulle støvsuge op, og jeg havde aldrig behov for at foregive, at cirkus, gøglere og klovne ikke gav mig lyst til at sætte ild til både dem og mig selv af raseri.

Nu vifter jeg hvepse væk med en bitch-please!-håndbevægelse. Også når de sætter sig i mit hår. (Sætter de sig i Antons, går bevægelsen mere over i Hasta la vista. Baby.) Når jeg ser en edderkop, tager jeg den afslappet, men bestemt med 40 ark køkkenrulle og går ud og skyller dem ud i toilettet (fordi jeg så kan lave AD!AD!AD!-dansen på badeværelset, hvor Anton ikke kan se mig), og jeg har flere gange udsat ham for klovne iført min hahaha-prøv-at-se-hvor-sjovt-personlighed.

Indtil nu har han været fuldstændig ligeglad.

I fornemmer godt, hvor det her bærer hen, ikke?

For i dag har vi været på havnen, hvor der er Tall Ships Race. Masser af kæmpestore, fine, blankpolerede skibe, der bare ligger og venter på, at man border dem og begynder at udforske.

Vi kom, vi så – og vi trak på skuldrene. Ikke specielt maritimt anlagt, åbenbart.

Og her kunne historien så være endt, hvis ikke det var fordi, der overfor skibene var et kæmpeområde fyldt med gøgl, cirkus og alt, hvad dertil hører.

Jeg slæbte ham derfra efter 2 timer.

Med en brochure i tasken.

Og en tilmeldingsblanket.

Til cirkus.

For ja. Selvfølgelig kan man gå til det. SelvFØLGElig kan man det.

2 timer. Hver mandag.

Vi ses dernede.

Det er mig med vodka i vandflasken.

Linda6 Comments

For *jeg* tør ikke

For snart mange år siden, da jeg lige var flyttet til Aarhus, blev jeg en morgen ringet op af Sylvia fra Gallup. Jeg havde været i byen aftenen forinden, og det var på ingen måde et upassende tidspunkt at ringe på, men dels sov jeg stadig, da hun ringede, og dels var det her præ-mobil-æraen, hvilket betød, at min firkantede, græsgrønne trykknaptelefon, stod på gulvet i stuen, hvor der var meget lyst. (Det var også præ-gardin-æraen). Hvis nogen af mine yngre læsere ikke forstår, hvorfor jeg valgte den placering til min telefon, kan jeg lige følge op med en serviceinformation: Fastnettelefonen kræver et stik, og af uvisse årsager sidder det stik altid nogle fuldstændigt åndssvage steder, hvor et eventuelt bord eller andet understøttende møbel, ville stå håbløst i vejen. En løsning kunne have været at trække et stik, men a) når ophængning af færdigsyede IKEA-gardiner er et uoverstigeligt DIY-projekt, er oddsne for, at man kaster sig over noget, der både kræver boremaskiner og indgående viden om hvad vægge af lavet af, mildest talt dårlige og b) jeg boede hos en udlejer med en personlighed, der gjorde, at min livskvalitetskurve steg proportionalt med min mangel på kontakt med ham. (Det var i øvrigt også ham, der i et anfald af raseri råbte, at det fandme var for dårligt, at det skulle gå ud over ham, at jeg lå og knaldede med halvdelen af Spanien, da jeg ringede for at orientere ham om, at Skadedyrsbekæmpelsen kom, fordi jeg desværre havde fået væggelus med hjem fra Barcelona. Åh Michael. Jeg savner dig så lidt, at jeg selv bliver helt forbavset over det.)

Nå. Men Sylvia ringede altså denne solbeskinnede formiddag, og ville gerne lige ”bede om 5 minutter af min tid.” Jeg kunne ikke. Jeg kunne bare ikke. Stod der, i den urimeligt overoplyste stue, iført dyne og knaldende hovedpine, og kunne hverken rumme at sidde på gulvet, stå bøjet med hovedet nedad, eller forholde mig til politisk ståsted og mælkepriser. Derfor takkede jeg pænt nej til deltagelse – hvorefter jeg fik skæld ud. Ægte skæld ud. Om jeg ikke var klar over, at jeg var *særligt* udvalgt?! #TheChosenOne

Om jeg ikke vidste, at jeg var med til at bidrage med meget værdifulde informationer?!

Og åbenbart har denne svada brændemærket min samvittighed for evigt, for forleden kom jeg hjem til et brev fra Gallup. De ville gerne bede om min medvirken til en undersøgelse, og hvis jeg bare lige ville gå ind på følgende link, så var jeg rar.

Tænkte lige med samme, at det havde jeg ikke tid til.

Så faldt mine øjne på følgende sætning: ”Hvis du ikke anvender linket inden d. 13.03. tillader vi os at ringe til dig i stedet.”

Needless to say at jeg selvfølgelig har været inde og udfylde skemaet, og det er egentlig derfor, jeg skriver dette indlæg, for hvis du, kære læser, arbejder et sted, hvor I lægger tal fra Gallup til grund for forskning og undersøgelser, så på forhånd undskyld. For der var satme mange spørgsmål!

Så ja. Jeg sjussede mig frem til både min samlede årsindtægt, og mine årlige renteudgifter. Og nej. Jeg dobbelttjekkede ikke antallet af m2, jeg bor på, eller hvor meget jeg indbetaler til pension.

So sue me.

Og hvis du synes, at det er for dårligt, må du selv tage den med Sylvia.

Linda15 Comments

Når gode dyr er rådne

Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?

Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder og forsøger sig som statue i baghaven.

”Hvor fanden kommer den fra??”

”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”

Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden held.

”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk
hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”

”Tror du, at vi kan fange den?”

”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange
karriere med at løbe dyr op på prærien?)

Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse, entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.

”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting. (Titlen på den vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.”

Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og satte efter den.

Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt syntes min far (der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.

Men jeg fik den. HaHA!

Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen, hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer mor snart og henter dig.”

Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke, at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.

– hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når vi engang skulle begrave hans spidsmus.

Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.

Linda9 Comments

Pin-up girl

Jeg overvejer at lukke bloggen.

Ikke fordi jeg er træt af at skrive, slet ikke. Men jeg har fundet Pinterest.

Holy mother of God. Er I KLAR over, hvor meget tid, man kan komme til at bruge derinde? Og ja, det er I jo nok, eftersom I alle sammen har været der i noget, der ligner 4 år, men for mig er det nyt, så jeg har de sidste par dage flere gange oplevet at sidde med visne hænder, fordi alt blodet for længst har tabt tålmodigheden, og er skredet ned i benene.

Og jeg får da travlt de næste par år, kan jeg godt se. Bl.a. med at finde de mange huse, jeg skal ud og købe, så der er rum nok til alle de diy-projekter, jeg pinner. Det bliver nogle hektiske år i køkkenet frem mod 2020, og det viser sig, at jeg *også* skal til at lære at sy.

Først Facebook, så Instagram og nu Pinterest. Jeg MÅ ikke blive lukket ind på flere sociale medier, for jeg har ikke flere timer tilbage i døgnet.

Det er heldigt, at jeg ikke kan finde ud af at bruge Twitter.

(Ja, selvfølgelig har jeg da prøvet. Skulle jo nødigt gå glip af noget

(Seriøst: Hvordan virker det?)

Linda19 Comments

Vi har (åbenbart) citrontema på bloggen i disse dage

Nogle gange kan jeg godt blive overrasket over, hvad hjernen vælger at bruge energi på at huske. Jeg er 36 år, hvilket betyder, at nogle af de historier, som på alle mulige tidspunkter hopper frem i frontallapperne på mig, er omkring 30 år gamle.

Klassikeren er den med, at man ikke skal gøre sig skeløjet, fordi man risikerer, at øjnene sætter sig fast. Denne formaning bliver ofte broadcasted med min mors stemme. Om det passer, eller om hun bare ikke gad se mere på mit skabede ansigt, ved jeg stadig ikke.

Men en anden historie, som jeg tænker på *mindst* en gang om ugen, er en af de historier, som vi børn fortalte hinanden, da vi var små, nemlig at man skal passe på, når man køber citroner, for narkomaner bruger dem til at rense deres sprøjter i.

(Øhm, hvad?)

Dengang virkede det som en rimelig antagelse, at to narkomaner med abstinenser, der var blevet enige om at dele et fix (og alle ved, at narkomaner er typerne, der deler pænt og ordentligt) lige brugte en halv time på at finde den nærmeste Kvickly, udenfor hvilken den ene fixede, hvorefter den anden lige susede ind og .. ja, jeg er lidt uklar på, hvordan renseritualet i en citron skulle foregå, men .. gjorde whatever med nålen, efterlod citronen i kurven, og gik ud for at skyde færdig.

Jeg ved det godt.

Og ALLIGEVEL: Hver E-N-E-S-T-E gang, jeg køber citroner, når mine øjne lige at scanne frugterne for mistænkelige stikmærker, inden min hjerne indhenter mit syn, og minder om, at vi er blevet voksne, og derfor ikke tror på den slags mere.

For fanden altså.

Sig, at I har tilsvarende psykiske defekter?

Linda9 Comments

DØ!! DØ!! DØ!!

Nå men, det er heldigt, at der er gået børnepenge ind i dag, for jeg har været inde og købe reservedele til min støvsuger.

”Reservedele, Linda? Hvorfor det?” hører jeg jer spørge.

Og her ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at Anton havde løbet den over ende, eller at jeg havde brugt den ihjel.

Det er ikke tilfældet.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige have ført til protokols, at jeg har været meget stresset de sidste par uger OG haft pisseondt i armene. *ahem*

Så. Ok. Here we go.

Da jeg købte min støvsuger, valgte jeg en lille, handy model med ekstra lang slange, hvilket jeg på det kraftigste må fraråde. Det virkede som en god ide dengang, men den tér sig som et løvblad i stormvejr, når man trækker rundt med den, og den lange slange knækker og er ved at selvstrangulere 10.395 gange for hver m2, man støvsuger.

Min puls er oppe på 790, allerede inden jeg er ude af det første rum.

De sidste par måneder har den udvidet sit belastende repertoire med at låse i mundstykket, så det 40 gange i minuttet stritter lige op i en ubrugelig 70 graders vinkel, hvor det så står med åben mund og suger på livet løs. På luften. Normalt kan man løsne den ved at give den et lille *gok* imod gulvet, men i sidste uge blev den yderligere kontrær, og blev – meget provokerende – stående, uanset hvad jeg gjorde.

Så jeg gik amok. Jeg smadrede min støvsuger i raseri. Det var Falling Down, bare med støvsuger, og min blinde blodrus forsvandt først, da jeg hørte plastik knase på den endegyldige måde.

Det var FANTASTISK!! Altså, forstå mig ret, jeg er selvfølgelig flov over det og alt det der, men for FANDEN, det var tilfredsstillende at få det lille svin ned med nakken!

…

Nogen, der vil med på anger management kursus?

Linda7 Comments

Now, I ain’t sayin’ I a golddigger…

Sidste år, da Anton og jeg havde ferie, tog vi en uge i sommerhus på Fanø. Jeg bliver stadig nærmest suicidal, når jeg tænker tilbage på de 4 dage, jeg holdt, inden jeg smed håndklædet i ringen, og tog hjem.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Eller jo. Det gør jeg godt. Jeg er nemlig sådan en, der tager skade af at læse ”Det lille hus på prærien”, fordi jeg pludselig tror, at jeg også lige er typen, der skal være i ét med naturen og lave mit eget smør, så jeg havde et mentalt billede af, hvordan vi bare gik rundt i nattøj til langt op af formiddagen og hyggede os, helt, helt stille og roligt, for så at tage på stranden et par timer, inden jeg, med mit saltvandshår sat op i pjusket hestehale, lige smed en salat sammen, mens jeg nippede til lidt kold hvidvin.

Rundt omkring i distriktspsykiatrien kan man finde eksempler på mennesker, der er blevet moderat-til-kraftigt medicineret for vrangforestillinger, der ligger væsentlig tættere på virkeligheden.

Så op i røven med naturen og det simple liv – i år lånte vi sgu et hus og tog en uge til Århus. Åh, balsam på min forpinte sjæl! For FANDEN, det var godt!

En lang, skøn uge i selskab med det gamle posse, med sushi og kaffe to go, med Tivoli Friheden og Mindeparken og sol, sol, sol. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget mere jeg kan overskue at bruge 2 timer på at lade mig jage rundt i haven af en legeplæneklipper og løfte barnet op på den samme rutchebane 1000 gange, når jeg ved, at der kommer noget til mig senere.

Vi levede af rugbrødsmadder og takeaway, kolde øl og juice, og jeg har det som om, jeg har fået et nyt batteri knaldet i ryggen.

Og så skulle jeg hilse og sige, at man meget hurtigt vænner sig til at bo i et lækkert hus med en kæmpehave. Tog flere gange mig selv i at invitere folk ”hjem til os”. Børneværelser i stueplan, hvor de små mennesker selv kunne tøffe ind og ud, når de var trætte af trampoliner og piratborge, badekar i det ene af badeværelserne (!), terrasse i umiddelbar forlængelse af køkkenet, som man kunne trisse ud på med morgenkaffen i så lidt eller meget tøj, man foretrak (undskyld DHL-mand – men pakkelevering kl. 7 godt nok??) og kæmpe bryggers, hvor man bare kunne deponere vasketøj og sand- og mudderbefængt fodtøj, til man gad tage sig af det.

Da jeg kom hjem, lå min polske nabo under sin udborede Toyota Corrolla og flashede butt crack, og der var en hund, der havde skidt foran min dør.

Så nu er det afgjort: Jeg opretter en profil på sugardaddy.dk og gifter mig til penge.

Linda6 Comments

Bortset fra, at jeg synes, at kvinder, der kalder sig selv “- prinsesse” er lidt irriterende

Jeg er et af de dydsmønstre, der gør, hvad jeg kan for at få 6 stykker frugt og grønt om dagen, hvoraf kun det en er frugt. Uheldigvis er jeg også et af de mennesker, der bliver fuldstændig tom inde i hovedet, når jeg står i grøntafdelingen, og skal finde på grønne sidedishes. Efter Anton er kommet til, er der smidt det ekstra led i ligningen, at det maksimalt må tage 4 minutter at frembringe, fordi alt, vi har, der ikke kan gemmes væk i skabe eller lægges op på høje, HØJE hylder, som man kan nå at destruere på 4 minutter, kan undværes og/eller erstattes.

Hvis jeg køber ind til salat, kan jeg vælge mellem at nøjes med to ingredienser (hvilket på positivsiden tilgodeser 4 minuttersreglen, men ellers er så kedeligt, at det er lige til at græde over), eller at skulle spise den samme salat i 6 dage – ellers når vi simpelthen ikke at få tingene brugt.

Derfor har den grønne smoothie holdt sit indtog i mit liv. Ret skal være ret: Hvis den skal laves på grøntsager, uden for meget frugt, og uden at involvere saftpressere og alt muligt andet opvask-udløsende, kommer den aldrig til at smage af Haribo, men mindre kan også gøre det. Det slår i hvert fald at stå i Bilkas grøntafdeling og overveje, om der er bivirkninger ved overdrevet indtag af gulerødder og peberfrugter, med flere længder.

(At det så er en lille, lille bitte smule fucking irriterende, at skulle besvare spørgsmålet: ”Hvad er det?!” 50 gange om dagen, eller at skille blive ved med at grine af: ”Er det Shrek-juice” og sedlerne med ”Giftigt!” og ”Må ikke fodres”, som vittige sjæle klistrer på låget, når man vender ryggen til, er en anden snak.)

Men i dag gik jeg så og nynnede en linje fra en sang, som jeg ikke har hørt i omkring 20 år. (Hæng på – pointe coming up) Hvordan jeg har fået den på hjernen, må stå hen i det uvisse, men den er fra en sang på Kim Larsens album ”Forklædt som voksen.” (Ja, jeg ved det. Burde nærmest undskylde for at kende den plade. Kan endda huske den der hund med hat på, som var på forsiden #autist)

”Hvad var det for en sang, Linda, hvad var det for en sang??” hører jeg jer råbe.

Den handler om en prinsesse.

Og jeg havde sunget den samme linje omkring 400 gange, før jeg kom til at spekulere på, om det ikke lød LIDT mærkeligt, at nogen ville skrive en sang og kalde den ”Spinat-prinsesse”?

…

Den hedder Syren-prinsesse, kan jeg post-Google, oplyse.

Nogle gange har jeg det som om fremmede magter har overtaget min hjerne. Mærkelige, fremmede magter med virkelig sølle musiksmag.

Måske jeg skulle holde *lidt* igen med alle de greenies?

Alternativt: Køre på og kræve at nogen skriver en hyldestsang til mig, Spinatprinsessen.