Når gode dyr er rådne
Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?
Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder og forsøger sig som statue i baghaven.
”Hvor fanden kommer den fra??”
”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”
Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden held.
”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk
hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”
”Tror du, at vi kan fange den?”
”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange
karriere med at løbe dyr op på prærien?)
Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse, entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.
”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting. (Titlen på den vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.”
Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og satte efter den.
Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt syntes min far (der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.
Men jeg fik den. HaHA!
Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen, hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer mor snart og henter dig.”
Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke, at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.
– hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når vi engang skulle begrave hans spidsmus.
Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.
4. december 2013 @ 19:41
En cikusrevy version af Hunger Games…Kongeformulering..
5. december 2013 @ 05:29
Hahahaha. Hvor ER det bare sjovt!
5. december 2013 @ 08:10
kæft det gad jeg godt have set
5. december 2013 @ 08:59
Ingen kæledyr til jer! Jeg kan huske, hvordan jeg bare vidste at der var et eller andet galt ved scenariet, da jeg som 8-årig måtte trøste min mor med "Blobber var jo en gammel skildpadde, og han sov stille ind" uden at det hjalp. Overhovedet.
5. december 2013 @ 15:50
Ved nu lige præcis hvem jeg skal ringe til, næste gang Cosmo sidder og glor tåbeligt på mig fra naboens have OG nægter at lade sig indfange!!
5. december 2013 @ 17:41
HAHAHA, det er det sjoveste jeg har læst i dag.
Tak 🙂
5. december 2013 @ 17:41
HAHAHA, det er det sjoveste jeg har læst i dag.
Tak 🙂
5. december 2013 @ 19:00
Den der ler sidst ler bedst:-) kaninfangeren Linda lyder altså også mere tiltalende end kanindræberen 😉
5. december 2013 @ 20:09
Du har lige reddet min dag – TAK!
Vi havde gang i selv samme scenarie i mine forældres have i september. Sød lille Ninus der IKKE gad fanges. Vi fik bæstet til sidst, var oppe for at købe kaninhø mm. i Rema 1000 og så puttede den sødt i en kasse natten over.
Næste dag hængte vi efterlysninger op i de to lokale fødevarebutikker og vupti, et par timer efter blev Ninus aka. Johanne hentet af glad (og lettet) far og meget lykkelig pige 🙂
5. december 2013 @ 21:37
been there done that – både med egne og naboens kaninbasser, har været så frustreret over de små tomhjernede bæsters undvigemanøvrer (hvordan får man dem til at FATTE de for f… ikke at man redder dem fra sultedøden og at blive spist af hunde), at jeg har været tæt på at blive kanindræber når jeg endelig efter timers pusten og prusten endelig står med den lille motherf%¤#* kradset til blods og rød i hovedet, men der har været børn i nærheden som har reddet dem fra en krank skæbne….
5. december 2013 @ 21:40
been there done that – både med egne og naboens kaninbasser, har været så frustreret over de små tomhjernede bæsters undvigemanøvrer (hvordan får man dem til at FATTE de for f… ikke at man redder dem fra sultedøden og at blive spist af hunde), at jeg har været tæt på at blive kanindræber når jeg endelig efter timers pusten og prusten endelig står med den lille motherf%¤#* kradset til blods og rød i hovedet, men der har været børn i nærheden som har reddet dem fra en krank skæbne….
6. december 2013 @ 09:06
Tak for dagens grin 😀
(Jeg håber da også, at NIIN er blevet afhentet af sine ejere)
7. december 2013 @ 20:44
Linda, du bliver simpelthen nødt til at cykle forbi dyrlægen. Jeg kan ikke sove roligt, før jeg ved, hvad der er sket med Niin (GODT, du reddede den fra stormen – det giver dobbelt point på karma kontoen).
12. december 2016 @ 11:41
Amen du er simpelthen så sjov!!
12. december 2016 @ 17:50
Godt, du er underholdt:) Og tak fordi du tager dig tid til lige at pippe:-*