Hahaha

Har vi egentlig fået snakket om julegaver? Nej? Nå, men det må vi hellere lige gøre så. For første gang evaaah er jeg i den skønne situation, at jeg ikke skal have byttet en eneste. Jeg sidder, as we speak, lænet komfortabelt op af mine uglepuder, med glimmer i ørene og drikker kaffe af mit nye krus.

Og det stopper ikke der.

For ude i mit køkken står min nye hobby.

”En Kenwood?” hører jeg nogen råbe. Nej. Ej heller en Kitchen Aid, et cupcake-sæt eller en stak nye kogebøger.

Det er meget vildere end det. Meeheeeeget vildere.

Jeg har fået en vejrstation. #sindssygt

I får lige et øjeblik til at fatte jer oven på dén actionpakkede oplysning.

Klar igen?

Ok. En vejrstation er et fancy ord for inde/ude termometer, og jeg har grinet for allersidste gang af ornitologer og folk, der samler på frimærker. Seriøst: Jeg kigger på den 50 gange om dagen – og jeg går op i det.

Anton får updates ca. en gang i timen, og vores påklædning bliver nøje afstemt efter resultaterne. ”Hov skat, du skal lige have de varme handsker på. Jeg kan se, at temperaturen er faldet over 3 grader siden i formiddags.”

Det er kommet så vidt, at jeg i går, da jeg var inde og træne, liiige smed ”Ja, jeg ved ikke, hvor længe du har været på arbejde, men pas på eventuelle glatte veje, når du kører hjem. Den ligger under frysepunktet nu” efter receptionisten, da jeg gik.

I need to get out more.

Jeg har været til juletræ med Anton i dag i den ene af de foreninger, hvor vi går til gymnastik, og lige nu sidder jeg og spekulerer på, om han vil se igennem fingrene med det, hvis jeg bunder den halve flaske rom, jeg har stående i skabet. (Til medicinale, behandlingskrævende formål.)

Hvis jeg ryger sydpå, når jeg dør, skal jeg spendere evigheden til juletræsfest i Helvedes Gymnastikforening.

Det var ikke bestyrelsens eller foreningens skyld, slet ikke. De havde lavet et veltilrettelagt arrangement, og der var ikke en finger at sætte på set-up’et eller servicen, tværtimod.

Men hele konceptet… Seriøst, jeg er blevet 5 år ældre siden kl. 10 i formiddags.

Hvorfor synes børn, at det er sjovt? Nej, jeg mener det alvorligt. Hvorfor? Jeg sad og kiggede rundt, og mens forældrene lignede nogen, der var i færd med at afsone samfundstjeneste, var ungerne ved at gå i koma over, hvor fedt det var.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Overhovedet. Da jeg jo selv er sådan en, der godt kan lide at bevæge mig, sørger jeg f.eks. altid for, at Antons tøj er noget, der er behageligt at knokle rundt i, og som man kan temperaturregulere, så han ikke bliver nødt til at rive sit tøj af, så det går i stykker i raseri over, at han pludselig får det alt, alt for varmt.

Hvilket i øvrigt er et helt tænkt eksempel. Men det kan jeg da spare mig fremover, kan jeg se. De her unger jordede rundt i nissedragter i det der hæslige kunststof, der tror, at det er nervøs glamour, som er så syntetisk, at flammerne fra stearinlysene nærmest kravler sidelæns hen ad dugen af begejstring; de svedte så det drev, og der var ikke en eneste, der opdagede det. De amokdansede til musik fra et anlæg, der ville have misundt min ghettoblaster fra 1984 sin vellyd, fik 20 minutter til at gå med at løbe rundt med en nusset faldskærm i polyester, og stillede sig beredvilligt i en kø bestående af 50 andre skumsvedende nisser, for at lave ét hop i en trampolin.

Sad faktisk og fik den tanke, at vi andre kunne lære en del af dem.

Ude på opslagstavlen hænger billetterne til næste søndag, til juletræsfesten i den anden af gymnastikforeningerne.

For fanden, jeg håber, der er alkohol.

En af mine allerstørste udfordringer ift. Anton er, at barnet er ligeglad med mad. Som i: HELT ligeglad. Det interesserer ham simpelthen ikke.

Lige der, er det svært at forstå, at det er mig, der er hans mor.

Man har et vindue på omkring 20 minutter, hvor man kan få lusket føde i ham, men inden gider han ikke spise, fordi han ikke er sulten, og efter er han for træt, og så kan du glemme det for tusind kroner.

Derudover har han aldrig rigtig beskæftiget sig med begrebet ”at tygge” hvilket – al ironi og sarkasme til side – har givet anledning til nogle voldsomt ubehagelige situationer med barnet hængende i benene og store dunk i ryggen. Så hvad laver man til sådan en lille fyr, når man, inden man fik ham, primært levede af wokmad og sushi, og ikke har tid og overskud til at lave én ting til ham og noget andet til sig selv?

Jeg ved et ikke. Endnu. Men jeg ved, at jeg har nyfunden respekt for min mor.

For jeg hader selleri, og har altid gjort det. Både klumpen og bladudgaven. Det smager af bitter sæbe og tråder som bare fanden.

Men smagsløg er åbenbart upåvirkelige af både arv og miljø, for min mor ELSKER selleri. Jeg beundrer hende for mange ting, og nu mere end nogensinde for, at hun gennem hele min barndom kæmpede utrætteligt for at introducere nye retter for os.

Og så beundrer jeg hende for at være smart; for virkelig at have regnet den ud.

For min søster og jeg tog ikke altid lige pænt imod disse kulinariske opkomlinge. Når vi sad der, blege og kræsne, mens vi mistroisk puffede til udefinerbare forekomster på tallerknen, fik vi altid at vide, at vi havde ’godt af at prøve noget nyt’. Havde det stået til os, havde den mest eksotiske spise på bordet været frikadeller.

Min mor introducerede lasagnen (godt nok med ualmindeligt hårde pastaplader de første par gange), pizzaen (pindsvineformet bolle med cocktailpølser som pigge til os) enebærgryden (ad), den forloren skildpadde (turbo-ad. Følte mig decideret fornedret, da det blev afsløret, at de hårde klumper, jeg havde sat mælketænderne i, var svinetunge) og husarstegen (som jeg stadig ikke forstår, men som smager udmærket.).

De fleste gange accepterede hun, hvis det nye blev idømt udvisning men ingen regel uden undtagelse: Boller i karry. Eller boller i selleri, som det mere korrekt hedder. Der stod hun sgu fast. Hvorfor? Fordi hun elskede selleri, ligeså meget som alle vi andre hadede det. Tilsammen. Og alligevel endte det hele i fred og fordragelighed, mandag aften i ulvetimen, fordi vi fik lov at veksle vores selleri til kødboller fra hendes tallerken. Jo mere indædt vi dissekerede vores portion, jo mere selleri blev der eksporteret over til hende.

Glade børn, autoritet i forhold til at stå fast og selleri i uforskammede mængder. Det er sgu da raffineret win-win pædagogik på højt, højt plan.

Hvorfor går dén slags evner ikke i arv?

Jeg var til polterabend i går for en af mine allerbedste veninder. Jeg har selv været med til at planlægge dagen, og synes, at vi var endt op med et fint og meget Lene-agtigt program, men var alligevel lidt spændt på, hvordan dagen ville forløbe.

En af de ting, vi havde sat på programmet (efter at jeg havde turbo-vetoet zumba) var cheerleading.

Og må jeg lige sige noget hurtigt?

Jeg vil være cheerleader. Jo, jeg vil. På fuld tid og resten af mit liv. Hold nu KÆFT, livet er bedre med pom-poner! Vidste I, at der er sådan nogle små fingerringe i, som man lige tager på, og vips så har man pom-pon beklædte poter og lyst til at råbe”GoooOOOOO [indsæt navn]!!!” hver gang, man kalder på nogen? Det var så godt, at jeg flere gange nærmest ved at komme til at bilvaske dem, jeg stod ved siden af begejstring.

I må stole på mig, når jeg siger, at livet ikke bliver komplet, før man har sine egne pom-poner, og det kan selvfølgelig godt virke lidt voldsomt, at jeg på Amazon kan se, at jeg minimum skal aftage 3000 stk., når jeg bestiller, men taget i betragtning af, hvor meget jeg har tænkt mig at cheer’e resten af min liv, synes jeg, at man skal se på det som en slags investering. PLUS at det snart er jul. Min mor kunne tage sine på, når hun præsenterede retterne til julefrokosten, og jeg tror nok lige, at min venindes kollega skylder mig en, når hun iført sine tager imod ham på kontoret efter nytår.

Personligt har jeg tænkt mig at være iført mine, både når jeg tolker og når jeg underviser, så jeg er 100% skarp og klar, når Anton skal starte i skole.

GoooOOOOOO ANTON!!!

<

div class=”separator” style=”clear: both; text-align: center;”>

Jeg er sådan en, der foretrækker at bruge mine egne ting frem for andres. Jeg tror, at mine omgivelser somme tider mistænker, at det er fordi deres ting ikke er gode nok, eller fordi at noget skal være på en bestemt måde, for at jeg ikke får udslæt og spasmer; det er ikke altid tilfældet. Jeg lider bare af ting-angst.

Ikke sådan at forstå, at jeg ikke laver æselører i mine bøger, eller at jeg ligger på gulvet når jeg taler i telefon, så jeg ikke risikerer at tabe den og smadre fronten, men når man tænker på, at jeg tjener en del af mine penge på at undervise andre i, hvordan de skal bevæge sig, er min motorisk så elendig, at det nærmer sig et kronisk ironisk statement. Og derfor HADER jeg at låne, for jeg VED, at det går galt.

Det er ikke et spørgsmål om, men om hvornår jeg laver et spjæt, der får kjolen til at sprække under den ene arm, eller hænger fast med øret i guderne må vide hvad, så jeg river den ene ørering ud, og den ender i et til lejligheden fremkommet afløb.

Jeg ville ønske, at ovenstående var tænkte eksempler.

Dette indlæg bliver derfor primært skrevet for at bede alle med motordrevne køretøjer om ikke at befinde sig på E20 i østgående retning i morgen mellem kl. 7.30 og 9. Det viser sig nemlig, at gnavere foretrækker Renault kabler frem for andre kabelmærker, og derfor med deprimerende korte intervaller gnaver sig igennem dem, der bor under motorhjelmen på min bil.

Der var engang, hvor jeg synes, at jeg var rimelig rock ’n roll, fordi jeg kunne fylde sprinklervæske på min Clio. Takket være gnaverne, er jeg nu så hard core, at jeg kan mærke, når bilen kører på færre cylindere, end den plejer, og derfor bare lige åbner motorhjelmen og sætter kablerne – som de har fornøjet sig så ihærdigt med, at de er røget af #mutantgnavere – tilbage på plads.

Ja. Det er mig i Coke Zero reklamen.

Men denne gang har de tygget sig så eftertrykkeligt igennem dem, at der er hul ned til alt det, der ikke må være blotlagt, og jeg skal derfor have fat i nogle nye kabler, før batmobilen er på banen igen. I morgen skal jeg tolke på to adresser hinsides offentlig infrastruktur, og kan derfor ikke kravle i sikkerhed i en togkupe, og sådan gik det til, at jeg nu er kørende i mine forældres bil.

Er nærmest katatonisk af rædsel allerede. Kommer til at køre i slæbesporet hele vejen med 30 km/t, mens jeg brøler ud af det åbne vindue: ”HOLD AFSTAND! HOLD NU AFSTAND, FOR HELVEDE!!”