Hvad skal vi have i aften?
En af mine allerstørste udfordringer ift. Anton er, at barnet er ligeglad med mad. Som i: HELT ligeglad. Det interesserer ham simpelthen ikke.
Lige der, er det svært at forstå, at det er mig, der er hans mor.
Man har et vindue på omkring 20 minutter, hvor man kan få lusket føde i ham, men inden gider han ikke spise, fordi han ikke er sulten, og efter er han for træt, og så kan du glemme det for tusind kroner.
Derudover har han aldrig rigtig beskæftiget sig med begrebet ”at tygge” hvilket – al ironi og sarkasme til side – har givet anledning til nogle voldsomt ubehagelige situationer med barnet hængende i benene og store dunk i ryggen. Så hvad laver man til sådan en lille fyr, når man, inden man fik ham, primært levede af wokmad og sushi, og ikke har tid og overskud til at lave én ting til ham og noget andet til sig selv?
Jeg ved et ikke. Endnu. Men jeg ved, at jeg har nyfunden respekt for min mor.
For jeg hader selleri, og har altid gjort det. Både klumpen og bladudgaven. Det smager af bitter sæbe og tråder som bare fanden.
Men smagsløg er åbenbart upåvirkelige af både arv og miljø, for min mor ELSKER selleri. Jeg beundrer hende for mange ting, og nu mere end nogensinde for, at hun gennem hele min barndom kæmpede utrætteligt for at introducere nye retter for os.
Og så beundrer jeg hende for at være smart; for virkelig at have regnet den ud.
For min søster og jeg tog ikke altid lige pænt imod disse kulinariske opkomlinge. Når vi sad der, blege og kræsne, mens vi mistroisk puffede til udefinerbare forekomster på tallerknen, fik vi altid at vide, at vi havde ’godt af at prøve noget nyt’. Havde det stået til os, havde den mest eksotiske spise på bordet været frikadeller.
Min mor introducerede lasagnen (godt nok med ualmindeligt hårde pastaplader de første par gange), pizzaen (pindsvineformet bolle med cocktailpølser som pigge til os) enebærgryden (ad), den forloren skildpadde (turbo-ad. Følte mig decideret fornedret, da det blev afsløret, at de hårde klumper, jeg havde sat mælketænderne i, var svinetunge) og husarstegen (som jeg stadig ikke forstår, men som smager udmærket.).
De fleste gange accepterede hun, hvis det nye blev idømt udvisning men ingen regel uden undtagelse: Boller i karry. Eller boller i selleri, som det mere korrekt hedder. Der stod hun sgu fast. Hvorfor? Fordi hun elskede selleri, ligeså meget som alle vi andre hadede det. Tilsammen. Og alligevel endte det hele i fred og fordragelighed, mandag aften i ulvetimen, fordi vi fik lov at veksle vores selleri til kødboller fra hendes tallerken. Jo mere indædt vi dissekerede vores portion, jo mere selleri blev der eksporteret over til hende.
Glade børn, autoritet i forhold til at stå fast og selleri i uforskammede mængder. Det er sgu da raffineret win-win pædagogik på højt, højt plan.
Hvorfor går dén slags evner ikke i arv?
19. oktober 2012 @ 08:53
Så bare vent til du får nummer to og de beslutter sig for ikke at kunne lide de samme ting (som i mutually exclusive) 🙂
Hjemme hos os får vi derfor ret meget rugbrød.
19. oktober 2012 @ 10:04
Ja, helt ærligt… Selleri er slet ikke mad… Det ligger klart på linie med stegte biller, melorme vendt i rasp og spanske tyre-testikler. Der ER ikke mad, uanset hvor meget tomatsauce, man hælder over!
Jeg har set samme historie gentage sig aften efter aften i snart 5 år. Barnet elsker boller, smør og pålægschokolade, og nægter ethvert kendskab til kogte grøntsager. Barn nummer 2 på 3 år gider ikke kød eller brød, men elsker rå grøntsager…
Så vores yndlingsmad herhjemme er kort og godt: Tomatsuppe-tapas!
Jeg laver verdens kedeligste tomatsuppe baseret på en flaske økologiske mosede tomater, 2-3 dl vand og 2 tsk. sukker. Røvsygt!
Herefter serveres den med familiemedlemmernes yndlingstopping sirligt sorteret i skåle: Skinketern, pesto, revet parmesan, rugbrødscroutoner, fuldkornspastaskruer, frosne ærter, chilisauce og et kæmpe fad rå grønsagsstave! Alle er glade og alle spiser! Yay…
19. oktober 2012 @ 10:21
JA! Præcis! Selleri smager af sæbe!! Du er den FØRSTE der er enig med mig i det!
Jeg HADER det lård!
Jeg håber og be'r til at min baby kommer til at elske mad… ligeså meget som forældrene gør!
19. oktober 2012 @ 11:39
Sådan et barn har jeg også – tynd som en pind, og synes mad er kedeligt…
De andre tre er ikke kræsne, det er få ting de ikke kan lide – problemet er bare at det er forskellige ting, så der er altid en der hader det de andre kan lide!
19. oktober 2012 @ 12:01
Det eneste mad børn truely elsker er jo pølsehorn…
19. oktober 2012 @ 15:11
ELSKER selleri i alle dens afskygninger! Knold eller blad er ligemeget.. smager skønt! Jeg har aldrig kunne få min snart 18 arige datter til at spise denne skønne grøntsag – Elsker dog hendes skælmske (eller er det mon en grimasse?) smil, når hun igen opdager, at jeg har forsøgt at snige sellerien i en gryderet og hun udbryder: "Moooaaarrrrrr"
PS.. giver ikke op… 🙂
19. oktober 2012 @ 16:40
Når jeg bliver diktatorisk enehersker over frugt og grønt, lover jeg, at selleri i al dens modbydelighed kommer på listen. Sammmen med fryseærter (der er en pastasalat fra 1985, der har ringet. Den vil have sine kugler tilbage) og grøn peber.
20. oktober 2012 @ 07:43
Jeg ville lave de ting jeg kan lide og som ikke direkte frastøder barnet, og give hans portion en tur med stavblenderen. Nu ved jeg ikke hvir gammel han er, men har selv haft et barn der var ved at blive kvalt i sin mad fra hun var 8 mdr til halvandet år (og mange gange en dte med at kaste op når noget satte sig på tværs). Jeg lyttede troligt til sundhedsplejersken der sagde at jeg bare skulle blive ved med at give hende de ting hun ikke ku kapere. Og lade hende kaste op og hoste og bljve vendt med bunden i vejret og banket på ryggen. Det var fordi hun var min første, at jeg var så autoritetstro. Har 4 idag, og de har hqft forskellige evner ud i tygning og synkning, men den første nåede at få et dårligt forhold til mad pga vanskellighederne med at synke. Alle de andre har fået lov at få mad i den konsistens de kunne klare på et givet tidspunkt. Og de har alle lært at tygge deres mad med tiden *S*.
22. oktober 2012 @ 08:35
Jeg kunne ikke være mere enig: selleri er noget Fanden har skabt i vrede på en mandag! Og ja, i alle afskygninger.
Jeg HADER det, når kantinedamen "frisker" salaten op med skiver af bladselleri. Fy for fanden!