Små børn, små problemer. Store børn, ingen problemer*
For et par år siden læste jeg et interview, Anders Lund Madsen havde lavet med Signe Lindkvist, hvori de blandt andet kom omkring det at være mor. Hun sagde en ting, som jeg på dét – højgravide – tidspunkt blev meget forarget over, men som jeg har tænkt meget over siden: Hun synes først, at det var blevet rigtig fedt at være mor, da hendes datter fyldte to. Citeret frit fra hukommelsen var det noget med, at hun ”blev spasser af babyer”.
Jeg er ikke blevet spasser af at være sammen med Anton (..er jeg..?), men jeg må indrømme, at jeg i dag godt ved, hvad hun mener. For fanden, jeg synes dagene var lange, da de strakte sig over 17 timer og bare gik med at trille barnevogn og sidde på sit søvnunderskud på gulvet og ryste en pangfarvet rangle over det rasende, uimponerede barn.
Men om 6 uger fylder han 2, og nu begynder det at blive sjovt, for nu begynder man at kunne præsentere ham for ting, han forholder sig til. I dag var vi f.eks. på Fiskerimuseet, hvor vi har været et par gange før. Indtil nu har han været noget beklemt ved sildene (hvilket nok ikke er det smarteste dyr at være bange for, vores postnummer taget i betragtning), men i dag turde han prikke på glasset, så længe jeg bare sad lige bag ham. I svømmehallen må jeg spæne efter ham, når han får øje på den store vandruchebane, (med det lækre spæn man får af at skynde sig i ikke-løb på vådarealer) og han begynder at få yndlignssange og –bøger. Jeg har så småt taget hul på gaverne til hans adventskalender, og jeg glæder mig helt åndssvagt til at sætte dem klar på hans høje stol aftenen før, fordi jeg ved, at han i år – for første gang – vil kunne forstå så meget af konceptet, at han bener begejstret ud i køkkenet om morgenen for at pakke op.
Det betyder også, at jeg begynder at lægge mærke til ting i hverdagen, som jeg har lyst til at vise ham, fordi jeg ved, at han vil elske det. I dag har jeg f.eks. været på besøg et sted, hvor de havde en kridhvid kænguru, kaniner så små, at de kunne ligge i håndfladen, en kælekamel ved navn Herbert, og hvor de bager pandekager til ungerne hele efterårsferien. Det ville være en umulig opgave at komme rundt dernede med en klapvogn, og der er ingen steder at varme flasker eller amme.
Men det kan vi heldigvis bare grine og trække på skulderen af, når vi tager derned på onsdag, bette A og jeg.
* Ok, lidt med løg på, ik? Men den mentale overskriftmaskinen er åbenbart
lige midlertidig ude af drift.
15. oktober 2012 @ 18:10
Jeg ved lige præcis, hvad du (og Signe Lindkvist) mener! Babyer er bare ret kedelige. Min største nærmer sig fire år, og det bliver faktisk bare sjovere og sjovere, fordi vi kan lave flere ting sammen, som jeg rent faktisk også hygger mig med. Jeg fandt aldrig den store fornøjelse i at træne liggen-på-maven, rasle-rasle-rangle eller endnu en vandretur med barnevogn i samme villakvarter, som vi så på i går og alle andre dage.
15. oktober 2012 @ 19:26
Det er jo netop det som er helt fantastisk ved at være mor: Ens børn er altid aller-mest-fantastiske i den alder de har netop nu. Sådan har jeg ihvertfald altid haft det. Jeg synes at mine børn var dejlige da de var yngre, men har aldrig ønsket dem tilbage. Smart mekanisme ik'?
15. oktober 2012 @ 20:35
Jeg skøjter let henover det der med store og små problemer, og nikker i stedet ivrigt ved mindet om mine drenge som to-årige. Stadig kortbenede og nuttet-buttede, men med sprog og idéer og humor. De er mere interessante at snakke med nu, og vi begynder at se et billede af hvad for nogle voksne de bliver, lige om lidt. Men de bliver aldrig så nuttede som da de var to. Nurgh.
16. oktober 2012 @ 06:17
Enig med de øvrige og vil bare tilføje: Fedt for jer! Det er nemlig ikke bare dejligt for dig, men også for ham, at han har en mor, der gider slæbe ham med ud at opleve verden 🙂
Ønsker jer fantastiske dage sammen.
16. oktober 2012 @ 07:29
Ka man adoptere en 2-3 årig?
16. oktober 2012 @ 19:53
Altså… jeg sidder her med 16 dage gamle Kamma… og gu er hun sgu da røvsyg og kedelig! Jo hun er! Ungen sover, skider og æder (ja, jeg er ret heldig, hun græder nemlig ikke… endnu.)
Holdsgudakæft hvor jeg glæder mig til hun kan gå og snakke og der lissom SKER noget!
…men derfor er hun sgu da verdens største vidunder alligevel!
16. oktober 2012 @ 21:33
Jeg har altid eeeelsket de helt små babyer og må indrømme at jeg sagtens kan savne baby-symbiose-tiden, især med den førstefødte. Anden gang var der tvillinger, så det blev aldrig den samme nærhed. Til gengæld var den ene af dem lillebitte, og der er altså noget særligt lækkert ved babyer på omkring 2500 g. Så jeg kan godt ønske mig tilbage, i hvert fald i glimt 😉
Nu er de 6 og 8 år og de er superskægge og man kan lave alt muligt med dem og hvis man fanger dem på det rette tidspunkt kan man også putte og være tæt igen. Mest elsker jeg at se hvor meget de alle 3 elsker hinanden og hvor gode de er til at tage hensyn til hinanden og hvor meget empati de hver især har. De er i den grad flokdyr nu og det er ikke just det mest fremtrædende træk hos babyer…
Men bortset fra min totale forelskelse i eget afkom – så vil jer gerne lige advare mod pakkekalenderkonceptet. Det er før set at friske drenge vælger at stå op ml kl 3 og 5 om natten for at få pakken. Ind i mellem fungerer det bedre med en nisse der kommer forbi om eftermiddagen 😉
17. oktober 2012 @ 12:04
Er så enig. Var heller aldrig specielt begejstret for hele søvnmangel-rangle-i-timevis-konceptet. Har tvillinger på snart fire måneder som er så lækre, at jeg har lyst til at æde dem i et pitabrød, men FUCK hvor er det bare en hel del sjovere at tage på zoologisk museum eller ned til havnen og kigge på både med deres storebror.
1. november 2012 @ 09:49
Babyer er meganuttede og RØVsyge!. Jeg er kæmpe fan af min, nu 8-årige, søn, selvom han sætter min gamle krop og hjerne på konstant prøve med den uendelige strøm af ord, der åbenbart er hans eneste lyst, men barsel og babytid var for mig en virkelig langtrukken affære, der mest resulterede i et helt absurd højt forbrug af købekaffe og skrammel på tilbud.
Det bliver nemlig sjovere, og langt mere kompliceret, når en åbenlys personlighed med grænser og besynderligheder beder een vise verden frem. God fornøjelse. 🙂