En af de ting, der har været vigtig for mig, efter jeg har fået Anton, har været ikke at smitte ham med mine fobier og dislikes. Han skal, i det omfang det er muligt, selv have lov til at bestemme, hvad han mener om højder, hunde og sild. Det betyder, at jeg på visse områder har været nødt til at presse min personlighed ned i en ny og mere rummelig form; i hvert fald når han kigger.
Inden jeg fik ham, var jeg en af dem, der hvinede så højt, at man først opdagede, at jeg havde udsendt lydbølger, når jorden rystede under horden af hunde, der kom dundrende over sletten, hvis en bi landede i nærheden af mig.
Og med ’i nærheden’ mener jeg i en diameter på 10-15 meter.
Jeg var ikke for fin til at binde min støvsugerslange fast til et kosteskaft, så jeg kunne lægge behørig afstand mellem mig og den edderkop, jeg skulle støvsuge op, og jeg havde aldrig behov for at foregive, at cirkus, gøglere og klovne ikke gav mig lyst til at sætte ild til både dem og mig selv af raseri.
Nu vifter jeg hvepse væk med en bitch-please!-håndbevægelse. Også når de sætter sig i mit hår. (Sætter de sig i Antons, går bevægelsen mere over i Hasta la vista. Baby.) Når jeg ser en edderkop, tager jeg den afslappet, men bestemt med 40 ark køkkenrulle og går ud og skyller dem ud i toilettet (fordi jeg så kan lave AD!AD!AD!-dansen på badeværelset, hvor Anton ikke kan se mig), og jeg har flere gange udsat ham for klovne iført min hahaha-prøv-at-se-hvor-sjovt-personlighed.
Indtil nu har han været fuldstændig ligeglad.
I fornemmer godt, hvor det her bærer hen, ikke?
For i dag har vi været på havnen, hvor der er Tall Ships Race. Masser af kæmpestore, fine, blankpolerede skibe, der bare ligger og venter på, at man border dem og begynder at udforske.
Vi kom, vi så – og vi trak på skuldrene. Ikke specielt maritimt anlagt, åbenbart.
Og her kunne historien så være endt, hvis ikke det var fordi, der overfor skibene var et kæmpeområde fyldt med gøgl, cirkus og alt, hvad dertil hører.
Jeg slæbte ham derfra efter 2 timer.
Med en brochure i tasken.
Og en tilmeldingsblanket.
Til cirkus.
For ja. Selvfølgelig kan man gå til det. SelvFØLGElig kan man det.
2 timer. Hver mandag.
Vi ses dernede.
Det er mig med vodka i vandflasken.
Men, ishockey?!?
Vi prøver begge dele (og beder med nyfunden religiøs overbevisning om, at retfærdigheden må ske fyldest…)
Ej, men for helvede, Linda! Er det ikke der, hvor man som forælder godt må stikke en hvid løgn? Noget med at man skal være MEGET større før man kan det – eller noget andet.
Der ER grænser. Omend jeg som hundeejer er utrolig glad for din nyfundne rummelighed – møder lidt for mange forældre, som (bevidst eller ubevidst?) gør deres børn bange for hunde, fordi de selv er lidt utrygge. Bliver altid lidt irriteret på dem, for tænk nu hvis barnet er vildt glad for hunde?!
Omvendt, hvis barnet har en indre gøgler, så skal den bare holdes nede. Det er gøgl, Linda! Anton må ikke blive den ny Uffe Elbæk!
I guder! Kan man gå til cirkus?! Det tror jeg ikke, man kan i min by. Eller – rettelse: Det MÅ man ikke kunne i min by!
Mine unger kredser (også?) om cirkus som fluer om en sukkermad, og jeg kan endnu mindre klare gøgl, end jeg kan klare edderkopper (som jeg i øvrigt – post børn – er begyndt at håndtere på samme måde som dig). Jeeez, altså. Er det i det mindste sådan noget, hvor forældrene ikke må være med? For så kunne det måske være til at holde ud. Eller ..?
Holy crap !!! Gå til cirkus??!!! Pyhh Linda håber du kan afreagere et eller andet sted ;-)! Og krydser for at knægten elsker ishockey allerhøjest! Ps i øvrigt skønt bloggen er tilbage fra ferie 🙂
Knus
Arh hvad, lad dog drengen gå til cirkus. Han har jo krudt i røven. Og det bliver mega fedt, når han bliver 16 og løber rundt som f.eks. de her drenge:
http://www.youtube.com/watch?v=XvxmRKQ8Cys
SÅ. frø. helvede. over.
Tak for kaffe – skal du ha´rom i din??
Håber det er nede ved Kaj Jørgensen i Fugl Føniks.
Det mest fantastiske sted og den mest fantastiske mand.
Vh Claus
??????!!!!!!!!!!
Nej. Det barn skal ikke gå til gøgl. Hvad bliver det næste? Panfløjte på strøget eller at han vil gå til rocker?
Et af de eneste privilegier forældre har, er : "Nej, det må du ikke"
I dette tilfælde må du godt smide et løgnekort oveni for at undgå den hobby. Tænk på al den jongleren med ild, I skal øve derhjemme? Uansvarligt 😀
Og ellers, Værsgo, fra mig til dig: http://www.modemusthaves.com/lifestyle/alle-lifestyle/vodka-bidon.html
Har lært at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man holde sin mund… Aj men for fanden Linda…. Cirkus….??????????? Går lige ind og tier mens jeg bider i bordkanten….
CG: I KNOOOW! Det viser sig nu, at vi måske har fundet en vej ud – det ser ud til, at man (måske) skal være 10 år for at deltage. Skal have tjekket op på det (nænner simpelthen ikke andet), men det kunne være vejen ud.
Øglemor: Det er skam med forældre… Hvis du lige stikker mig din andresse, så skal jeg fluks få fundet noget gøgl i dit lokalområde #selvtak
Mette: Vi satser på, at cirkus er en fase, mens ishockey er noget blivende….
K: Ja, du griner. Men du skal med. Til ALLE forestillinger.
Claus: Det var det. Og al min uvilje til trods, så må jeg kreditere dem og sige, at de virker som gode mennesker, og undtagelserne, der bekræfter gøglerreglen.
CM: Jeg har nu grinet i 8 timer af ”gå til rocker”. For HELVEDE, det er sjovt!!
B: Jeg har et bord, jeg altid har med bag i bilen til lejligheder som denne…
Det er vist sådan jeg har det i forhold til om man kan/må gå til spejder.. her er vi heldigvis på fodbold og svømning… og når svømningen er overstået – fordi mor siger man skal, så står den på cykling… ungen vil være bjergrytter…
Har kørt samme påtaget afslappede linie overfor edderkopper. Det gik fint, indtil de gange hvor bæsterne overraskede mig ved pludselig at være….meget tættere på end forventet, f eks inde under øverste blad toiletpapir på toiletrullen, – i mit håndklæde, dalende ned fra loftet lige foran mit ansigt. I disse situationer kom reaktionen (den hysteriske) før hjernen trådte i kraft. Så nu ved mine tvillinger godt at edderkopper er sindsygt farlige dræbere, – og har samme hysteriske reaktion som de har set (de få gange) hos mig. Når jeg så prøver at forklare roligt og pædagogisk at " edderkopper er altså helt okay", – så står begge de treårige og glor skeptisk på mig, som om de tænker "yeahh right, det er sgu godt med dig"
Åhh man strækker sig SÅ langt for de kære små, ikke? 😉
Her er det mere på hjemmefronten: jamen selvfølgelig (!!!) gider mor godt være babyen i mor-far-børn når hende børnehavebarnet keder sig midt om søndagen hvis ikke vi skal noget. Men jeg NÆGTER dog at få skiftet ble og sidde med hendes dukkesut i munden! Og ligepludselig skal jeg ud og sætte kaffe over….