Siden sidst:

* Er Anton og jeg gået i fælles julepsykose. Vi har tilføjet et ekstra lag i madpyramiden, udelukkende bestående af pebernødder, vi har en 2-sangs playliste til bilen, der består af 2 forskellige versioner af bjældeklang, vi kører omveje for at kigge på ekstra vilde julelys, vi har vækkeuret sat et kvarter tidligere om morgenen, så vi kan nå igennem hele ritualet med nissepakker, 3 kalendere, kalenderlys og optænding af det elektriske juletræ, og vi ser kun film, hvor det sner. (Ok, og Chima, men ellers.) Det er svært at sige, hvem af os, der er mest begejstret. Det eneste, vi har måtte opgive, er Jullerup Færgeby. Jeg havde ellers sat alarmen, så vi huskede at få tændt for det, og havde regnet med, at vi ville synes, det var skidesjovt med Anton og de revnede bukser, men efter 2,5 minutter kiggede Anton på mig og sagde venligt, men bestemt: ”Nej, mor.” Og jeg var enig. Det viser sig, at jeg simpelthen ikke har nostalgigener nok til at føle glæde ved klodset dukketeater.

* Er jeg kommet til at se samtlige afsnit af The Follower, som jeg har fundet i en støvet afkrog af det amerikanske Netflix. Det er en slags ”24 timer”, bare med den afgørende forskel, at hovedpersonen er Kevin Bacon. Ja, ham. Footloose-Kevin. Som har fået voksen-patina, men stadig ligner en, man har lyst til at stikke af med. (Man kan jo bare lade som om, han er højere end Frodo Baggins, når man ser den.)

*Får jeg lyst til at græde/lægge sag an, når der bliver varslet genindlæsning af tv-kanaler. Jeg kan. Ikke. Finde ud af det.

* Er jeg blevet noget så fed up med den skam-jer kultur, der hersker i forhold til forældre, senest illustreret ved opslag på facebook, hvor familievejleder Lola Jensen advarer mod, at børn får ”nissestress”. Det er fandme som om en eller anden nævenyttig type har udtænkt et ekstra bud til janteloven, der udelukkende er møntet på småbørnsforældre, som hedder ”Du skal ikke tro, du gør det godt nok. Nogensinde.” Seriøst: Jeg udfordrer jer til at finde en avis, digital eller papir, som ikke dagligt indeholder en artikel om, hvordan vi igen er i fuld gang med at udføre karaktermord på vores stakkels, sagesløse børn med enten riskiks, iPads eller chokoladekalendere. Jeg er klar til øjeblikkeligt at tegne abonnement på den avis, der sætter sig som erklæret mål at fortælle forældre om alle de ting, de gør rigtigt.

* Har jeg brugt 800 kr. på en termokedeldragt. Til mig selv. I’m bringing sexy back. (Ej, men.. Tolker for tiden i en fjern afkrog af Jylland og opholder mig en del stående helt stille på en mark. Er I KLAR over, hvor koldt det er!?)

* Hedder en af vores husnisser Nemesis. Efter 3 år i husarrest, gror Antons hår nu så hurtigt, at vi nærmest kan samle det i en hestehale, inden vi er nået ud af frisørsalonen. Og I må gerne gætte på, hvem der skiftevis ormer sig sidelæns ud af stolen og højlydt jamrer ”Nejnejnejnejnejnej!” så forbipasserende på gaden tror, at han er ved at få sine øjenæbler fjernet med en sløv pincet, når han skal klippes.

* Nåede jeg aldrig at forstå 1864. Jeg missede Broen, da den gik, fordi jeg ikke fik set de første par afsnit, og så var det pludselig for sent. Derfor havde jeg denne gang lovet mig selv at stå klar ved stoppestedet, når bussen kørte, men efter at have kæmpet mig igennem første afsnit, som var de længste 58 minutter i mit liv, kunne jeg godt se, at alle parter ville være bedst tjent med, at jeg stod af ved næste stop.

* Er jeg blevet meget, meget glad for alle jeres hilsener og lykønskninger; det er en kæmpelettelse endelig at måtte sige højt, at jeg er gravid. Gør det også væsentlig lettere at forklare, hvorfor jeg skal tisse 400 gange i timen og pludselig er så skiderasende hele tiden. #pregzilla