Shit, hvor jeg pludselig synes, tiden går hurtigt. De sidste 14 dage har været mere end almindeligt pressede; selvom jeg på forhånd havde L-O-V-E-T mig selv, at denne graviditet ikke skulle have samme hektiske slutspurt, som den sidste, er det alligevel sådan, tingene er ved at udvikle sig.
Jeg har 100.000 ting, jeg gerne vil have fulgt til dørs og overleveret på en ordentlig måde, inden jeg trækker stikket, og samtidig er der også nogle barsels- og babyting, jeg så småt skal til at have kigget på, men modsat sidste gang, har jeg faktisk sluttet fred med, at hvis jeg skulle være så uheldig at trække endnu en svangerskabsforgiftning, så er der ikke et eneste punkt på min to-do-liste, der er tvingende nødvendigt at få vinget af. Det er nok en af de største fordele ved at være kommet tæt på familien; der er nogen, der kan hjælpe – også på den helt tunge måde – hvis vi løber tør for strøm.
Jeg har stadig 10 uger tilbage, så på papiret har jeg god tid. Når jeg alligevel begynder at træde lidt hårdere på speederen, skyldes det, at jeg sidste gang fik konstateret svangerskabsforgiftning i 32. uge, hvilket betyder, at jeg – nu hvor jeg er i 30. uge – mentalt er gået i “alle-tjeks-kan-ende-med-en-sygemedling”-beredskab. Hvor jordemødrene mener, at min risiko denne gang er mindre, mener lægerne at den er større – hvilket faktisk ikke betyder det store for mig: Det er jo underordnet, om risikoen så kun er 1%, hvis jeg er den ene gravide ud af de hundrede, der lægger ryg (mave?) til den nederen del af statistikken.
Sidste gang var jeg tilmeldt et fødselsforberedelseskursus i starten af december, men eftersom Anton er født d. 18. november, nåede jeg aldrig omkring måtterne og teorien om de stødvise vejrtrækninger. Det kom f.eks. rimelig meget bag på mig, at man skulle igennem to slags veer. Derfor har jeg kastet mig over Anja Bays ‘Smertefri fødsel’-bog, og ligger artigt på gulvet hver aften og ligner en anspændt idiot, for selvom titlen ligger et kontinent eller to fra min erindring om, hvad en fødsel er, tænker jeg alligevel, at al forberedelse må være bedre end ingen.
I forhold til udstyr har jeg fået købt to sutter. Hvilket nok ikke falder i kategorien “imponerende”, men hvis alt andet kikser, er internettet jo gudskelov opfundet, så selvom jeg igen skulle blive idømt Den Stillesiddende Staf, ender den lille nok med at få tøj på kroppen alligevel.
På det HELT lavpraktiske plan laver jeg nu to gange om ugen aftensmad i portioner, der ville gøre enhver hjemmeværnskogekone misundelig, så jeg slipper for at tænke på aftensmad de første mange uger. Jeg har fået fulgt op på de skide streptokokker, og ved nu, at jeg skal være indlagt i 2 døgn efter fødslen (riiimelig vigtig info, når man er alene med et barn…), jeg er igang med akupunktur for føleforstyrrelserne i mine arme og forstrækningen i mavemusklerne, og jeg er kommet i tanke om, at jeg nok skal have anskaffet mig en autostol, str. smølf.
Endelig har jeg læst et par bøger om at udvide børneflokken (virkede nødvendigt, efter besøget af min kammerat og hans datter på et år: Da hun for 3. gang tog Antons yndlings-Chima-figur, kiggede han på mig og sagde venligt, men bestemt: “Babyen skal gå hjem nu”…..), jeg er igang med at lære det nye pumpprogram, fordi jeg nægter at give slip på mikrofonen, og så har vi mus. Igen. Fucking hell. Men denne gang har jeg besluttet, at det fandme skal være løgn, så jeg har mentaltrænet ved at messe sætningen: “En død mus er en god mus” 400 gange om dagen, og er nu nået til det punkt, hvor jeg helt, helt afslappet lige skriver den sms færdig, jeg er igang med, når jeg kan høre, at en af fælderne klapper.
Så status på livet lige nu: Rimelig højt tempo over hele linjen, ikke de store forkromede tanker om noget, der ligger mere end to matrikelnumre væk, og lidt mere kaffe, end den anbefalede mængde, mens jeg så småt begynder at forberede mig på at tage tingene, som de kommer.
Haha, føj med mus – det er al den lækre, fornuftige madlavning der lokker kræene til 😉 Hurra for fælder!
– Anne
Jeg kan – helt tydeligt – se dig for mig sidde der og skrive den sms mens du lige løfter det ene øjenbryn. Det er fandme et sjovt billede. Stay there 😀
– Altså jeg kan da godt afsløre at jeg så småt er ved at ha puttet lidt i kurven til hun kommer. GLÆDER mig til at møde hende altså!! <3
how I know it… Mus er bare bedst udendøre. Frem med rottefælden, den kan give dem nogle seriøse smæk!
Altså de der mus; min mor bor på landet og har foruden hunde og høns også sin del af mus.
Hun bruge nogen dimser der laver lyd som musene ikke kan lide. Og de hjælper faktisk. De kan vist købes i byggemarkeder og sådan nogen steder.