Mussefrygt viser sig at være arveligt

I søndags var Anton og jeg i Aarhus til fødselsdag.

Når jeg selv er afsted til den slags, har jeg min telefon i den ene lomme, min pung i den anden, og lidt kaffe/foder på sædet ved siden af, hvis bølgerne går højt. Når Anton er med ombord, rejser jeg med 1) en kæmpepose med lego 2) 17 bokse og sølvpapirspakker med snacks, man ikke får ALT for fedtede fingre af 3) 6 forskellige dvd’er (fordi det er umenneskeligt at blive bedt om at vælge mellem Frost, Chima og Grusomme Mig) 4) taske med ekstra tøj 5) iPad 6) puslespil 7) isbjørnen Finn 8) vandflaske plus det løse.

Det kræver lidt planlægning. Og da jeg er nået dertil i min graviditet, hvor logistik besværliggøres markant af, at hjernen nærmest er defekt, (sammen med motorikken. Jeg har på nuværende tidspunkt tabt 14 låse til øreringe i afløbet i håndvasken, fordi jeg pludselig ikke længere kan ramme ørestikken, og igår gik jeg ind i en parkeret bil. 3 gange.) er jeg nødt til at pakke ud i bilen af flere omgange.

Da Anton er bygget af eventyrlyst, er det simpelthen for risikabelt at lade ham rende omkring i fri dressur i et område, hvor hjemmehjælpen konsekvent kører i 5. gear. Derfor bliver han i disse situationer fikseret i autostolen, får sine hørebøffer på og så starter jeg dvd’en. Så passer det så fint med, at vi er nået til det punkt, hvor reklamefilmene er overståede, og filmen skal startes, når vi skal køre. (Her kunne man indvende, at der bare kunne spoles hen over disse med fjernbetjeningen, selvom man kørte. Det ville være rigtigt, hvis ikke en eller anden blond idiot havde smidt den væk.)

Humøret var højt, der var rosiner i pakken, og alt var godt, da jeg gik ind efter 3. læs tasker.

Da jeg kom ud igen, sad Anton, spændt som en flitsbue, i stolen, mens tårerne væltede ud af hovedet på ham, og SKREG i ren, panikslagen rædsel.

Det viser sig, at de stadig reklamerer for tegnefilmen Ratatouille. Som er den med rotten. Som Anton, uvis af hvilken grund, har været hysterisk ræd for, siden han så et glimt af den første gang. Han løber glad og ubekymret hen imod kamphunde på gaden, så sent som idag måtte jeg spurte efter ham, da han løb op af en skrånende stenvæg, der endte i et frit fald på 3 meter (hvem fanden BYGGER den slags!?) og moderen har det markant mere anstrengt med bassinkanter og havneanlæg end barnet. Men en tegnet rotte med en snude på størrelse med en tennisbold? Satan selv i forklædning.

Vi har siden søndag snakket meget om, at “musen ikke kommer”, og de sidste par nætter har vi også lige måtte tænde lyset et par gange, så alle tilstedeværende kunne sove videre i tryg forvisning om, at der ikke stod gnavere på 2 meter med røde øjne og rabbies i hjørnet og ventede på at sætte tænderne i de af os, der uforvarende kom til at lukke øjnene.

Det er fint nok, at jeg lige får et barn mere, når nu jeg er i fuld gang med at ødelægge det, jeg allerede har.