Når påskefreden sænker sig

Sikke dog en herlig påske, det har været. Anton og jeg har kørt på batterisparemode, og har kun lige kunne svinge os op til at bage boller og gå i biografen. Vejret har været fantastisk, og vi har labbet rigelige mængder af forår i os, både i mormor og morfars have og på legepladsen. Det var tiltrængt. Ikke mindst for Anton, der – da jeg forleden bad ham sætte tallerkenen over på køkkenbordet efter aftensmaden – slog ud med armene og udbrød: “Jeg arbejder hele dagen! Det kan ikke passe!!”

Det er hårdt at vokse op som slave.

Sidste uge bød også på et besøg af min sundhedsplejerske. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder i landet, men jeg fik tilbudt et graviditetsbesøg, fordi jeg har bedt om at blive holdt lidt ekstra øje med ift. fødselsdepression. Dels har jeg et par stykker af den almindelige slags i bagagen, og dels er man i forhøjet risiko for at få dem, når man får børn alene. Og når man tænker på, hvordan der skal spares alle andre steder i det offentlige system, var jeg virkelig benovet over den nærmest ødsle omgang med tiden her: To timers samtale fik jeg bevilliget. Sgu alligevel imponerende nok, synes jeg.

Og hun er god. Som i: Virkelig god. Hun sagde mange kloge ting, men jeg bed særlig mærke i én af hendes kommentarer, nemlig at hvis vi skal have en anden og mindre kaotisk start, når Frida kommer, end da jeg fik Anton, så er det vigtigt, at jeg allerede nu begynder at drosle ned, så jeg har tid og overskud til at forberede mig, både psykisk og på det helt lavpraktiske plan.

Jeg ved godt, at det lyder så logisk, at man næsten får tandpine over banaliteten i det, men for mig var det bare et af de øjeblikke, hvor noget blev sagt af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt, lige præcis da jeg var klar til at høre det.

Vi var omkring Angsten, og det, at man er virkelig bagud mentalt ift at kapere det faktum, at der kommer et barn lige om lidt, når man har brugt det første halve år af sin graviditet på at stirre stift ud i luften, og forsøge at undgå at forholde sig til fremtiden, fordi man ikke er sikker på, om kroppen kan holde fast på det lille væsen, og hun var sød at lade som om, det er normalt, at man 17 gange har måtte forlade børnetøjsafdelingen med uforettet sag; officielt fordi det stadig er vintertøj, der er fremme, reelt fordi man låser fuldstændig oveni hovedet, når man ikke er med.

Så jeg har fulgt hendes forslag og brugt noget af påsken på at afslutte ting og sager, og på at forberede nogle af de praktiske ting. Umiddelbart føles det, som om det virker. Kan mærke, at en tiltrængt ro begynder at brede sig i hovedet, og jeg flirter endda med tanken om, hvordan det vil være at holde barsel, hvor der rent faktisk er mulighed for at holde lidt fri, i stedet for at stæse rundt med to-do-lister så lange, som onde år.

Midt i det hele måtte jeg lige omkring fødegangen til et ekstra tjek. Synes pludselig, at der blev moslet mere, end der blev sparket derinde, og kombineret med det faktum, at jeg flere gange pludselig har haft det, som om jeg gik på et meget vippende skib, ringede jeg ind for at høre, om det var noget, der skulle kigges på. Det var det, men alt så fint ud, og for mig er det en enorm lettelse at vide, at jeg stadig ikke har udviklet svangerskabsforgiftning. Man kan få det fra 20. uge, og selvom der er mange prematurbørn, der kommer sig fuldstændigt, er der også en del, der får følgevirkninger af forskellig slags senere hen i livet, så det, at jeg nu er i 32. uge, stadig er rask, og at hun er estimeret til små 2 kg. gør, at jeg ikke længere er så bange for at blive syg.

Den Lamme Arm er stadig lam. Det lille svin. Jeg har fået ret intensiv akupunktur (må jeg i den forbindelse have lov at hade de punkter, der sidder i knoerne og mellem tæerne?), hvilket tager toppen af generne, men jeg får til gengæld brølende hovedpine af det, så er nået frem til, at jeg bedre kan leve med en vissen gren på siden af kroppen, end et hoved, der føles som om, det er forsøgt kløvet med en økse.

Endelig har jeg givet besked til chefen i fitnesscenteret om, at jeg forventer at undervise april ud, og derefter går jeg på barsel. Så er jeg fri for at sidde på sygehuset med veer og pludselig komme i tanke om, at jeg lige skal have sendt et heads up til vikaren.

Så en god og på én gang produktiv og afstressende påske her i sildecity.

Jeg håber, at den også har været god ved jer.