Je suis fatiguée
Når jeg forsøger at forholde mig til de seneste 24 timer i København, har jeg det som om, nogen har stukket en stavblender ind igennem mit ene øre, og har forvandlet min hjerne til puré. Ligemeget hvordan jeg vender og drejer hele situationen, ved jeg simpelthen ikke, hvad den gør ved mig. Og medierne – eller rettere: Dem, der gives og tager sig taletid i medierne – gør mig ikke klogere.
Der bliver ført slet skjult valgkamp, og der bliver citeret Martin Luther King. På halvdelen af alt, hvad jeg læser, skal alle med anden hudfarve end porcelæn vippes ud af landet på røv og albuer, på den anden halvdel er alle muslimer gode mennesker, og den eneste fare ved islam, er den paranoide Angst, den fremkalder i den vestlige verden.
På midterlinjen står et par millioner mennesker og råber, at vi skal stå sammen og ikke lade os kue.
Og ovre i en meget fjern afkrog af Jylland, sidder jeg så og spekulerer på, hvordan vi konkret skal gør det? For det er da en smadder god ide – jeg ved bare ikke, hvordan jeg helt lavpraktisk forventes at gribe det an? Og det siger jeg hverken for at provokere, eller for at være sjov. Hvordan “rykker vi sammen”? Ved at trykke flere muhammedtegninger? Ved at flere partiformænd fordømmer en handling, som meget få ville forsvare? Ved at lave flere opslag på facebook om, at vi ikke må skære alle over en kam og at nous sommes Charlie?
Tonen er blevet så hysterisk på begge sider af bordet, at jeg efterhånden har svært ved at finde nogen, der siger noget, der falder i tråd med det, jeg tænker om hele terror/attentat/indvandrer/flygtning/integrations-debatten.
På den røde fløj jeg tilhører, er det som om, at hele segmentet er så bange for at blive beskyldt for at være racister, at vi sammenbidt insisterer på, at der ikke findes mennesker, der får deres religion galt i halsen, og bruger den til at forvolde ondt. På den blå fløj nedstammer alle muslimer i lige linje fra Bin Laden, og sover 12 mennesker i ét rum, fordi de bruger resten af værelserne i den kommunalt betalte lejlighed til opbevaring af sprængstoffer og plantegninger over strategisk vigtige bygninger.
Jeg savner en stemme midt i det hele, der taler højt nok til, at vi kan høre den om, at der findes en gruppe af mennesker i blandt os, som decideret ikke vil os det godt, men som også minder os om, at ligesom ikke alle mænd er pædofile, så er alle muslimer ikke terrorister. Og som forholder sig til begge dele.
En stemme, der siger, at verden idag er blevet mindre, fordi det tager ca. 6 sekunder fra du får en ide, til den kan ses på den anden side af jorden, og at verden derfor ikke nødvendigvis blevet mere ond; det er bare blevet lettere for dem, der leder efter noget at hævne at finde det.
En stemme, der ikke deler alle argumenter op i ytringsfrihed på den ene side og unødvendig provokation på den anden.
En stemme, der påpeger det fornuftige i, at en borger henvender sig til myndighederne, når vedkommende ser noget mistænkeligt i et tog, også selvom det viser sig at være en studerende med en printer. Havde det være en *hvilken* som helst anden forbrydelse, man havde mistanke om, ville alle efterfølgende være enige om, at hellere en gang for meget, end en gang for lidt, i stedet for at hån-le af Alle De Andres fremmedeangst. Men som også forsigtigt tør påpege, at selvom hele situationen i Paris var ubegribelig og forfærdelig, så røg mediedækningen måske en *lille* smule ud af proportioner, fordi det var pressen, der skulle formidle nyheden om et angreb på pressen.
Kort sagt: En stemme, der taler om den virkelighed, som udspiller sig omkring os, uden at blive rabiat til hverken den ene eller den anden side.
Men inden jeg går ud og leder efter den, har jeg også brug for at sige, at hvis der sidder en eneste politibetjent blandt mine læsere, så håber jeg, at nogen de næste mange måneder smører både dine og dine kollegers fødder i salver og olier og strør rosenblade for jer på jorden, I betræder. Jeres uselviske indsats det seneste døgn har berørt mig dybt. Tak for jer.
Om børnevacciner og måder at argumentere på
Igår læste jeg en artikel i politiken, hvori børnevacciner blev diskuteret. De to debaterende parter var hhv. en professor og en sygeplejerske; professoren var for vaccinerne og sygeplejersken imod, og havde i øvrigt fravalgt vacciner til sine egne børn.
Jeg ved, at holdningerne er delte, og at det her nok efterhånden er på linje med holdninger til organdonation og religiøs overbevisning: Vi kan diskutere det, til vi bliver blå i hovederne, men vi bliver ikke enige med den gruppe, der repræsenterer det modsatte synspunkt af vores eget, simpelthen fordi det handler om så grundlæggende værdier, at argumenter ikke bider på.
Jeg er pro-vacciner. Meget. Både fordi jeg virkelig mener, at det er en god ide at udrydde så mange af de her børnesygdomme, som muligt (ikke mindst fordi jeg i min tid som tolk indtil flere gange er stødt på børn, hvis mødre er blevet smittet med røde hunde under graviditeten), og fordi du ikke kun vælger at udsætte dit barn for sygdommen, men også kan risikere at smitte nogen, for hvem det ville være et virkelig stort problem at blive smittet (f.eks. gamle eller gravide) hvis du undlader at lade dem vaccinere. Og inden nogen råber, at så kunne de jo bare selv sørge for at blive vaccineret, kunne vi fx. pege på gruppen af flygtninge og indvandrere, der kommer fra lande uden vaccinationsprogrammer, eller snakke om, om man som forældre virkelig husker at snakke vacciner med sine børn 25 år efter, at man fravalgte, at børnene skulle have haft dem, hvor de har nået en alder, hvor det kan have meget alvorlige konsekvenser at blive smittet.
Men det, der irriterer mig mest ved den her diskussion er, hvor ofte jeg hører argumentet “jeg havde jo selv røde hunde/mæslinger/fåresyge som barn, og det var altså ikke specielt slemt”. Måske er det fordi, jeg har set mig arrig på netop denne måde at argumentere på, nu hvor jeg er gravid, og støder på den i mange sammenhænge. Da jeg f.eks. selv skulle tage stilling til, om jeg skulle have influenzavaccinen, byggede en stor del af de argumenter, jeg hørte imod at lade sig vaccinere på, at alle havde haft influenza før, og det var jo ikke så slemt. Der var stort set ingen, der fremhævede, at man f.eks. kan gå for tidligt i fødsel eller få lungebetændelse af at få influenza som gravid. Eller da gravide Lisbeth Østergaard på sin IG-side postede et billede af sig selv i træningscentret, hvortil tre kvinder (heriblandt en jordemoder) skrev nogle meget forsigtige pip om, at man skal tage den lidt med ro med styrketræning, når man er gravid (jordemoderen var endda så sød at forklare hvorfor), og det blev skudt ned af ca. 1000 kvinder, der selv havde styrketrænet under deres graviditet, og det “var der jo ikke sket noget ved”
Ej, men hvad fanden er det for et argument?? Jeg har to gange været impliceret i færdelsuheld; begge gange uden at der skete noget med mig – men derfra og så til at konkludere, at færdselsuheld ikke er farlige for nogen, synes jeg da, at der er et stykke vej?
Der er jo ca. 10.000 faktorer, der spiller ind, i forhold til om styrketræning er en god eller en dårlig ide for den enkelte gravide, men at antage – og rådgive – ud fra nul saglighed eller specialviden om området, men udelukkende på baggrund af egne erfaringer, virker på mig bare direkte dumt, og som meget lemfældig omgang med risici på andres vegne.
Hvis sygeplejersken i artiklen om børnevaccinationer havde brugt faglige, saglige argumenter, som fx. “Man ved, at 1 ud af 3000 smittede børn, dør af mæslinger. Man ved, at 1 ud af 1.000.000 får alvorlige bivirkninger af vaccinen. Jeg vurderer, at risikoen for bivirkninger er større, end risikoen for dødsfald af sygdommen, og derfor undlader jeg at vaccinere mine børn” ville jeg muligvis være mere tilbøjelig til at forstå hendes side af sagen (her lyver jeg meget i forsøget på at holde en sober tone), men jeg synes virkelig, at man er en dårlig repræsentant for sin sag, når man som udgangspunkt “tænker på, om det ikke er lidt hys at vaccinere alle børn”, og griber til fakta indsamlet på de sociale medier, og sit eget – i det store billede meget beskedne bidrag til den samlede statistik – eksempel.
(Jeg ved, at jeg med dette indlæg risikerer at træde nogen over tæerne, og det vil jeg på forhånd gerne beklage. Jeg skriver det ikke i mangel på respekt for de mennesker, der reelt har oplevet bivirkninger af vacciner. De har min dybeste sympati. Men for hver børnesygdom, vi ikke får udryddet, vil der være en langt større gruppe af børn, der oplever virkelig kedelige konsekvenser og i værste fald dør af sygdommen, og jeg synes desværre, at dette argument fuldstændigt er forsvundet, så dette er blot tænkt som my two cents til debatten.)
Når jeg har født, og Frida sover første gang, skal jeg:
- Farve øjenbryn. Er simpelthen så udvasket at se på, at hvis man slår havregrød op i Den Danske Visuelle Ordbog, er der et billede af mig.
- Drikke rødvin. Af flasken. Løgn. FlaskerNE.
- – kun afbrudt af al den kaffe, jeg skal hælde i ansigtet, uden at tælle antallet af kopper.
- Spise 600 gram saltlakrids.
- Løfte nogle heavy-ass vægte 800-900 gange, så jeg igen kan mærke, hvor mine biceps sidder.
- Løbe en tur med min nye babyrunner.
- Rense sår og lægge forbindinger på de skader jeg pådrager mig, når jeg skal lære at løbe med min nye babyrunner.
- Have lavet lyse striber.
- Strike that: Stikke hele hovedet i en spand med klorin. Se punkt 1.
- Bade og vaske mig i sæbe, der udelukkende består af parfume holdt sammen af parabener.
- Have lavet en fedtsugning, så jeg med øjeblikkeligt virkning igen kan iføre mig tøj uden elastik.
- Gå på toilettet 24 gange, uden hver gang at føle, at jeg skal til eksamen (forpulede pletblødninger.)
- Hoste i timevis uden aktivere min brækrefleks.
- Sove på maven.
- Blande en skål ipren, panodil og strepsil, som jeg æder som slik, og skyller ned med norske brystdråber.
- Spise sushi i så ublu tempo og mængder, at der går ild i pindene.
- Finde en måde at gøre al ovenstående på, uden at fucke amning op. (Bliver nemt nok.)
- Hælde resten af den fiskeolie, jeg hver dag gag’er over ud i vasken, mens jeg hånligt råber: “HVEM GRINER NU, SO?”
- Smide ting ned fra bordet med vilje, så jeg bare lige kan bøje mig ned, vupti, og samle dem op
- – med arme, der ikke sover.
- Finde og skrive en undskyldning til ejeren af den bil, som jeg igår efterlod en seddel med teksten: “DU PARKERER SOM EN FUCKING BLIND, DIN KÆMPESPASSER!!” i forruden på.
- Ved samme lejlighed fortælle vedkommende, at det ikke er i orden at holde så tæt på andre biler, at gravide damer kl. 22 om aftenen må kravle ind af døren til bagsædet og forcere gearstang und alles for at komme om til det relativt vigtige sted i bilen, hvor rat og pedaler sidder.
- (Rundsende skrivelse til alle de søde damer, jeg kender, der slås med storken, og undskylde for, at jeg lyder så røvutaknemmelig, når nu jeg i virkeligheden er det stik modsatte og allerede knuselsker den lille pige derinde. Jeg er bare er ved at gå lidt op i de hormonelle sømme over at være bange og tyk og ucharmerende hele tiden.)
Voksentid
Det er ikke ret tit, jeg får Anton passet for at lave noget, der udelukkende er for min egen fornøjelses skyld. Dels fordi han ofte er en stor del af grunden til, at tingene er fornøjelige, og dels fordi jeg synes, at kvoten ligesom er opbrugt, når de obligatoriske personalemøder, weekendvagter, kvartalsworkshops og fester er dækket ind.
Men i går havde jeg inviteret 3 gode damer til brunch, og for første gang i meget lang tid, havde jeg valgt, at det skulle være et kæreste-/dyre- og børnefrit arrangement.
Det var fan.TASTISK! Ikke, at vi ikke hygger os, når vi mødes med hele udtrækket, men at kunne sidde ved bordet i 4 timer og drikke kaffen, mens den var varm, uden at skulle have halvdelen af samvittigheden og opmærksomheden parkeret i de tilstødende lokaler, var virkelig en saltvandsindsprøjtning af de helt solide.
Og alt det, vi nåede at snakke om, fordi vi pludselig kunne tale i hele sætninger, og ikke hele tiden skulle samle tråden op fra før juicen væltede, eller nogen kom til at brække et ben af stuebordet (don’t ask..) – det var helt outstanding.
Vi fik diskuteret, om glad mor=glade børn altid er sandt, eller om det er blevet det kort, man spiller, når man sætter egne behov over sine børns, vi var omkring mænd, der ikke forstår et pænt nej tak, vi snakkede om ressourcefordeling på arbejdsmarkedet, om tørshampoo, om at der findes to slags mennesker; dem, der lider af udlængsel, og dem, der får stress ved tanken om at skulle forholde sig til et andet lands infrastruktur, vi sladrede om gamle flammer og the usual suspects, og vi nåede endda omkring etik og tavshedpligt i parforhold.
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har haft mulighed for at tage del i en samtale, der har lov at forgrene sig så langt ud og ned.
Og selvom det sikkert gør mig til et menneske, man har lyst til at skyde, så *elsker* jeg at være sammen med andre, der går op i sprog, og som kender forskel på brugen af chance og risiko.
Idag har jeg det som om, jeg har tømmermænd. Jeg er så træt, at det er ynkeligt, og når jeg tænker på, hvad jeg plejer at kunne overkomme og overskue, er det lige før, jeg kommer til at grine af mit smadrede, gravide selv.
Men Anton, Tahu – the master of fire, og kagerullen er puttet, opvaskemaskinen er tømt, taskerne er pakket, madpakkerne smurt og det eneste, der er tilbage på programmet for idag, er 3-4 afsnit af Suits.
Det har virkelig været en god weekend.
Boys will be boys will be boys will be girls
Engang, for længe siden, skrev jeg et indlæg om, at jeg i Magasin var blevet spurgt, om den røde dukkevogn, jeg var ved at købe som gave, var til en pige eller en dreng: Butikken havde bånd i to forskellige farver, og ville gerne sætte den “rigtige” farve bånd på til kønnet.
Min pointe – som en del rasende feminister i kommentarfeltet ikke nåede at læse – var, at de drenge, der ønsker sig røde dukkevogne, formentlig ikke har en holdning til, at båndet om æsken partout skal være blåt, og at man – hvis man er så optaget af “rigtige/forkerte” farver til hhv. drenge og piger – jo nærmest ikke i den situation ville behøve at spørge, fordi man bare ville antage, at en rød dukkevogn selvfølglige er til en pige.
Hele debatten med, hvordan vi lærer vores børn om køn, og om drenge må lege med dukker og piger med biler, er present i min bevidsthed igen, nu hvor jeg ved, at jeg skal have en pige, og dermed ender med at have en af hvert køn af forholde mig til.
Da jeg fik Anton, var jeg bange for, at jeg – fordi vi bare er os to – ville komme til at overse nogle interesseområder, som han kunne have, fordi jeg ganske enkelt ikke vidste, hvad drenge gik op i. Jeg har hele tiden haft det sådan, at hvis han en dag kommer og gerne vil have fe-vinger og diadem på til fastelavn, så giver vi den FULD gas – men inden jeg fik ham, tænkte jeg meget over, at jeg meget gerne ville møde ham, hvor han var, og ikke overføre mine interesser eller mangel på samme til ham, fordi jeg ikke anede/aner en kæft om at være dreng.
Og måske fordi jeg hele tiden har tænkt meget over dette, sidder jeg faktisk i dag med den tanke, at hele diskussionen om, hvordan vores børn bliver formet af det legetøj, vi præsenterer dem for, og af samfundets forventninger om Raske Drenge og Søde Piger, er en lidt teoretisk diskussion.
( – vent lige med at gå amok.)
For Anton har fra allerførste dag vidst, hvad han syntes var sjovt. Store maskiner, værktøj og fart. (Og her er ikke tale om, at jeg på forhånd havde malet værelset blåt og udelukkende havde købt racerbiler og soldater – tværtimod har jeg altid været lidt på bagkant med at købe legetøj, simpelthen fordi jeg er så ideforladt. Så den måde, vi har gjort det på er, at når vi har været på besøg hos andre, så har jeg luret på, hvad Anton har fattet interesse for, og skruet ønskesedler osv. sammen ud fra det. Og vi har en meget høj frekvens af piger med helt traditionelt pigelegetøj i vores omgangskreds.)
Det lidt specielle i vores situation er, at vi ved, at den mest massive voksenindflydelse, Anton har været udsat for, er min; vi har ingen far på hånden, der slæber ham med til traktortræk eller ser fodbold og speed way med ham, og derfor er jeg efterhånden tilbøjelig til at tro, at de kommer kodet fra fabrikken, de små, og at vi derfor kan slå os i tøjret, som vi vil – men vi kan ikke rigtig ændre på deres grundlæggende, genetiske personlighed.
Vi KAN selvfølgelig, med den skævvridning, der pr. definition ligger i magtforholdet mellem forælder og barn, være med til at gøre deres liv til et helvede, hvis vi forsøger at gøre dem til noget, de ikke er, men den lidet flatterende mulighed har vi jo desværre i samtlige aspekter af deres liv.
Jeg medgiver, at der ligger et stort stykke arbejde i, at vi som samfund får tingene indrettet, så det signal, børn får fra verden omkring dem er, at det er ok, hvis man som pige helst vil lege mekaniker, og hvis man som dreng trives bedst med Barbie og Hello Kitty.
Og selvfølgelig er det knaldende åndssvagt, at man i nogle børnehaver deler op på tværs af køn, i stedet for på tværs af interesser, når man laver særlige aktiviteter; jeg kan for min død ikke se, at det skulle være et problem at have en gruppe af blandet køn med i skoven, hvis præmissen er, at man skal blive beskidt og helst slå sig, bare lidt, inden man kommer hjem, og de børn, der deltager er klar over dette. Eller at man har en tilsvarende blandet gruppe af børn, der skal lave noget, der kræver fordybelse og interesse for glimmer og rigelige mængder af tyl.
Men en ting er, at vi skal snakke om, hvordan vi som samfund styrker ungerne i at være det, de er – noget andet er, at vi taler om det, som om de kommer som fuldstændigt ubeskrevne blade, som udelukkende danner interesser og kønsroller ud fra, hvad vi siger er rigtigt og forkert.
Min beskedne pointe er, at vi i hele den diskussion fuldstændig ignorerer det faktum, at det lader til, at de faktisk kommer med noget fyldt på harddisken, når vi får dem, og jeg mangler måske lidt, at vi prøver at se på de enkelte børn, med det de er og kan, i stedet for at betragte dem som en slags våben i hele ligestillingsdebatten.
Men måske er det nemt nok for mig at sidde og sige, fordi jeg har en dreng, der virkelig falder i den helt traditionelle drengekategori? Måske er det sværere, hvis man har en lille fyr, der har følelserne siddende udenpå tøjet og som ikke bryder sig om snavsede fingre og lego? Mit indtryk er, at der trods alt er sket noget ift. “drengepiger”; at samfundet idag er bedre til at rumme de vilde piger, end de stille drenge – men måske tager jeg helt fejl?
Hvis du – ja, dig – har to minutter i overskud og en holdning til dette emne, kunne jeg faktisk rigtig godt tænke mig at høre om dine tanker og erfaringer i kommentarfeltet.
På forhånd tak:)
Konkurrence: Vind de nye Innocent Smoothies
Jeg har for længe siden besluttet, at jeg her på bloggen gerne vil køre en konkurrence fra tid til anden; det eneste ufravigeligt krav er bare, at præmien skal være noget, jeg godt selv gad vinde.
Det er tilfældet her. Du har nemlig mulighed for at vinde 2 måneders forbrug (60 stk) af Innocents nye smoothies “Smoothie plus Antioxidant” og “Smoothie plus Energise”, og få dem sendt lige til døren. Det gider man da godt, ikke?
Jeg har ikke selv smagt dem endnu, men jeg har første gang til gode at få noget fra Innocent, jeg ikke kan lide, så jeg har forventningerne skruet helt op.
For at vinde, skal du smide opskriften på din yndlingssmoothie i kommentarfeltet. Og ikke bare på “banan-kiwi-appelsin”-måden. Nej, vi vil have mængdeangivelser på. Ja, jeg ved det godt. Arbejde. Føj. Men tænk på, at når denne konkurrence er afviklet, har vi allesammen en hel samling af opskrifter på lækre smoothies, der er lige til at gå ind og hapse = alle vinder.
(Plus at jeg igen-igen-igen-igen-igen-igen har halsbetændelse, og derfor er desperat efter nye ideer at få frugt og grønt på, så den si, der går under navnet “mit immunforsvar” snart strammer sig bare lidt an.)
Vi starter nu, og lukker for bud på søndag (d. 25.01) kl. 20, hvorefter jeg lader random.org trække lod mellem de indkomne bud.
Sæt igang.
For 1000 kr. blandet ævl om migmigmig
En lille pige, simpelthen.
Jeg tror, at de mest sande ord, der nogensiden har forladt min mund og nogensinde kommer til det var, da jeg inden mine 20-ugers scanninger (som jeg ad denne græsrodsvej forsøger at få navnet ændret til, i stedet for det hæslige “misdannelsesscanning”) sagde: “Hvis bare den er sund og rask, er det uendelig ligegyldigt, om det er en dreng eller en pige”.
Og det holder jeg ved. Men det er lidt sjovt, for nu, hvor jeg ved, at det er en pige – som gudsketak og lov ser rigtig fin ud og har det godt – kan jeg faktisk mærke et snert af vemod over, at jeg aldrig skal have lille Rasmus. Og det handler ikke om kønnet – hvis jeg skulle have en dreng denne gang, havde jeg med 100 % sikkerhed haft fuldstændig den samme følelse, bare med modsat fortegn.
Da jeg skulle have Anton, var jeg sikker på, at det var en pige, og fordi jeg er så logisk og pragmatisk, at det nærmer sig et handikap, tænkte jeg, at det nok var meget godt, når nu vi ikke havde en far til at gå rundt på matriklen og byde ind med testostoron. En pige ville nok også være nemmere, fordi jeg ligesom vidste, hvad det gik ud på. Tænkte jeg. Stor var min forbløffelse, da det viste sig, at hun var en dreng, og jeg blev grebet af akut præstationsangst over, om jeg kunne leve op til mine egne idealer om, hvordan jeg gerne ville være forælder, i opdragelsen af et køn, jeg for mange år siden har opgivet at forstå.
Men så kom Anton, og det var præcis, som det skulle være. Vi hørte sammen fra første sekund, og jeg har aldrig siden skænket en tanke, at der skulle være noget odiøst i, at han er en dreng.
Ved denne scanning havde jeg ikke samme fornemmelse af, at det var hverken det ene eller det andet, men jeg havde tænkt, at jeg nok er sådan en, der laver drenge, og det var da i grunden også meget smart, fordi jeg nu dels ved, hvad det er (mudder, Lego Chima og konstant udfordring af tyngdeloven) og dels ville kunne genbruge flyverdragter og andre svinedyre ting, hvilket er meget praktisk i en enkeltindkomsthusstand.
Ja.
Så på den måde slipper jeg så fint for at gro fast i alt for konforme forventningsmønstre.
Efter at den første panikangst havde lagt sig (kan jeg overhovedet finde ud af at opdrage piger/hvad nu hvis hun hader mig, for piger er jo sådan nogen følende, introverte typer, der først kommer ud med, hvad de mener, når de aldrig vil tale til dig igen), sagde jeg forventningsfuldt til min mor: “Tænk, hvis jeg får sådan en lille en, der bare elsker at sidde stille og lege med perler?” hvortil min mor, som ellers ikke gør sig så meget i tør humor, svarede: “Med dine gener? Den tanke ville jeg nok ikke vænne mig alt for meget til, hvis jeg var dig.”
Jeg tror, hun skal hedde Frida. Jeg har været omkring 3 andre navne, som jeg har kasseret af de små petitesseårsager, man er nødt til at bruge for at sortere de 2001278095 andre gode navne, der findes, fra og lægge sig fast på et enkelt. Andrea var på banen, for det skulle Anton have heddet, hvis han havde været en hun, men dels tror jeg, at det kan blive træls at svare på, hvornår Kaj kommer, og dels kan jeg mærke, at det ikke rigtigt fungerer for mig, at det nærmer sig et tema, at alle mine to børn starter med An-. Dichte har også været på bordet, men i en verden, hvor stort set alle virksomheder har med udlandet at gøre, vil jeg også bare gerne give dem navne, man kan udtale på engelsk, hvis de skulle få brug for det. Og endelig har Ester været oppe og vende, men jeg har sådan en tvangstanke om, at børnenes navne skal tilhøre samme “gruppe” (altså, opkaldt-efter-oldeforældre, spanske-aner, verdensherskere-gennem-tiden) og Ester lød lidt som en slags cougarmormor, når det blev sat sammen med Anton, syntes jeg. (Hvis dine børn hedder Anton og Ester, ved jeg – for god ordens skyld – godt, at det er tag-etagen hos mig, der er saneringsmoden).
“Anton & Frida” passer så fint sammen, synes jeg. Det lyder som et makkerpar, hvor der er rigeligt plads til både dukker og fodbolde, svenske ødegårde og masser af æbler og fregner.
Jeg GLÆDER mig!
En uge inde i det nye år går det:
Rigtig godt med:
*At undlade at lave en collage med billeder af året, det gik, på fb.
*Fortsat at håndhæve mit årelange forbud mod Bamses Billedbog, fordi jeg er splittet mellem to ligestore impulser til hhv. at smadre mit tv med en økse og ringe til dansk sprognævn og klage, når det store, gule svin siger “bamletskørt” eller “tivertifald”.
*At elske min spritnye, sprøde MacBook Air. (Og spar på kræfterne tyveknægte; jeg har den på mig, hvor jeg end går og står.) (Og til eventuelle overfaldsmænd: Kig på min lomme og vid, at det er saltsyre blandet med en kemisk opløsning af ebola i sprayform, og ikke et spørgsmål om, at jeg er glad for at se dig.)
*At have valgt et drengenavn, hvis det er sådan et, vi får brug for.
*At beslutte, at det ikke bliver Anton, der får lov at bestemme, hvis det bliver en pige: Han synes, hun skal hedde Barbie.
*Ikke at tage “sjove” billeder, hvor jeg lige laver sådan et lille optisk trick, så man tror, at jeg holder solen i pincetgreb eller forsøger at skubbe det skæve tårn i Pisa tilbage på plads.
*Ikke at deltage i nogen former for januar challenges-X-antal-km/pushups-whatever-på-31 dage. Overvejede kortvarigt 200-kopper-kaffe-på-31-dage, indtil jeg kom i tanke om, at jeg er gravid.
Moderat godt med:
*At finde på pigenavne. Cykler rundt i 3-4 stykker, uden dog helt at synes, at det skal være nogen af dem.
*At føle mig tilpas i min krop. Den opfører sig meget ligesom de instant oppustelige redningsbåde, man har set på demo-videoer fra Viking Life Saving Equipment (from Esbjerg much?), hvor man bare lige trækker i en snor, og så *PUF!!* har den pustet sig selv op. HELT op. Over det hele.
*At drikke te. Af en eller anden grund har al te i hele verden pludselig besluttet sig for at smage af fennikel. (#Ad)
Virkelig skidt med:
*At rumme, at der er nogen, der stadig ikke har fået afmonteret julen. Jeg tror, jeg taler for alle her, når jeg siger: Få det ned.
*At finde træningstøj, jeg kan passe. Og med træningstøj mener jeg primært sportsbh’er, jævnfør gummibådsanalogien.
*At tackle tryksagsreklamer, fordi der i dem alle sammen – dem ALLE sammen, siger jeg til jer – er billeder af sildefileter og de der fedtkugler til fugle. Begge dele kan lige nu gøre mig nærmest fysisk utilpas.
*At få bugt med min hoste, hvilket altid er irriterende, men lige nu har det ekstra charmerende feature, at det aktiverer min brækrefleks. I begyndelsen var jeg bange for, at det ville traumatisere Anton at se mig stå der og gag’e, men jeg kunne – selvfølgelig – have sparet mig. Han tror tilsyneladende, at det er en form for gøgl, jeg opfører for at underholde ham, og når det sker, bliver han så begejstret, at han er nødt til at hoppe op og ned på stedet, mens han råber: “Igen, mor! Igen!”
Til nye begyndelser
Om 27 timer er det sidste sandkorn for 2014 løbet igennem glasset.
Måske er det en af de erindringer, man med tiden moderer og ændrer på uden egentlig at opdage det, men jeg husker det som om, nytårsaften for bare 8-10 år siden, altid var noget, vi så frem til. Hvis jeg sætter mig godt til rette foran spejlet og stirrer mig selv dybt i øjnene, ved jeg egentlig godt, at det er løgn; jeg har aldrig været så fuld af glimmer og champagne, at jeg udelukkende har set frem til den aften på året, hvor man gør status, uanset om man vil det eller ej. Det er ikke ubetinget en lystfyldt opgave, når man har et sind, der godt kan tippe lidt til den mørke side, når man dvæler for meget og for længe ved alle de gode ting, man har i sit liv; hvis jeg havde læst filosofi, ville jeg formentlig have hængt mig halvvejs igennem første semester, fordi jeg ikke kan overskue, at vi alle sammen skal dø engang.
Men jeg læser ikke filosofi, og jeg traf for mange år siden en bevidst beslutning om at holde et relativt højt tempo på livets line, der gør, at jeg kommer fremad og kan nyde udsigten, i stedet for at stå stille for længe og fortabe mig i dybet under mig. I år er det løfte til mig selv ekstra vigtigt, fordi Lene ikke er her mere, og jeg derfor er blevet endnu mere opmærksom på at glæde mig over alt det, jeg har her og nu – og så stoppe tankerækken der. Man går i stykker inde i hovedet af det andet.
Eller bliver forfatter af den slags, der kun går i sort og ryger cerutter og skal udgives på virkelig smalle forlag, og det virker også lidt uoverskueligt.
I den helt store bog har det været døden men heldigvis også livet, der har fyldt mest i 2014. Tanken om barn nummer to har rumsteret længe, og jeg glæder mig uendelig meget til at få lov at møde det lille menneske, jeg bærer rundt på. Jeg er i 18. uge nu, og de første 4 måneder har været en svimlende blanding af euforisk glæde, hysterisk kvalme og inderlig, iskold angst. Når man læser på nettet, at pletblødning ”er helt normalt for nogle kvinder under graviditeten” skulle man tro, at det kunne virke lidt beroligende, men for mig har det h.v.e.r e.n.e.s.t.e gang udløst koldsved og akut frygt. Det er virkelig opslidende at gå og være bange hele tiden, så derfor har det denne gang betydet så meget desto mere, at den lille nu er begyndt at gå til trampolin om aftenen. At ligge med Antons små fødder i ryggen, og så puffe lidt til maven og mærke, at der bliver svaret, gør mig fuldstændig ør af lykke, og i de øjeblikke ved jeg med fuldstændig klarhed, at jeg er det rigeste menneske i verden.
I 2015 står jeg til at få et sommerbarn, og jeg glæder mig usigeligt til at få lov at gøre det hele igen, med den afgørende forskel, at jeg denne gang har bare en flig af begreb om, hvad det handler om. Vi skal ikke, midt i det hele, til at flytte fra alt, hvad jeg har kendt hele mit voksne liv, vi er tæt på det nære netværk og endelig ved jeg nu, at man ikke behøver tage imod alle de gode råd, man uopfordret får tvunget ned i halsen, men tværtimod godt må smadre folk med et bat, hvis de, efter 365 dage og nætter uden søvn spørger, om man er sikker på, at barnet kan mærke, at man mener det, når man prøver at lægge det til at sove?
Særligt det sidste glæder jeg mig til.
Tak for kommentarer, mails og hilsner i året der gik. I er de bedste læsere, jeg ved, og jeg bliver klogere af at blogge, fordi det er lige præcis jer, der sidder derude og forholder jer til det, jeg skriver. Det betyder mere, end jeg kan forklare.
Så tak for jer, rigtig godt nytår og drik et ekstra glas champagne for mig, ikke?