For 1000 kr. blandet ævl om migmigmig
En lille pige, simpelthen.
Jeg tror, at de mest sande ord, der nogensiden har forladt min mund og nogensinde kommer til det var, da jeg inden mine 20-ugers scanninger (som jeg ad denne græsrodsvej forsøger at få navnet ændret til, i stedet for det hæslige “misdannelsesscanning”) sagde: “Hvis bare den er sund og rask, er det uendelig ligegyldigt, om det er en dreng eller en pige”.
Og det holder jeg ved. Men det er lidt sjovt, for nu, hvor jeg ved, at det er en pige – som gudsketak og lov ser rigtig fin ud og har det godt – kan jeg faktisk mærke et snert af vemod over, at jeg aldrig skal have lille Rasmus. Og det handler ikke om kønnet – hvis jeg skulle have en dreng denne gang, havde jeg med 100 % sikkerhed haft fuldstændig den samme følelse, bare med modsat fortegn.
Da jeg skulle have Anton, var jeg sikker på, at det var en pige, og fordi jeg er så logisk og pragmatisk, at det nærmer sig et handikap, tænkte jeg, at det nok var meget godt, når nu vi ikke havde en far til at gå rundt på matriklen og byde ind med testostoron. En pige ville nok også være nemmere, fordi jeg ligesom vidste, hvad det gik ud på. Tænkte jeg. Stor var min forbløffelse, da det viste sig, at hun var en dreng, og jeg blev grebet af akut præstationsangst over, om jeg kunne leve op til mine egne idealer om, hvordan jeg gerne ville være forælder, i opdragelsen af et køn, jeg for mange år siden har opgivet at forstå.
Men så kom Anton, og det var præcis, som det skulle være. Vi hørte sammen fra første sekund, og jeg har aldrig siden skænket en tanke, at der skulle være noget odiøst i, at han er en dreng.
Ved denne scanning havde jeg ikke samme fornemmelse af, at det var hverken det ene eller det andet, men jeg havde tænkt, at jeg nok er sådan en, der laver drenge, og det var da i grunden også meget smart, fordi jeg nu dels ved, hvad det er (mudder, Lego Chima og konstant udfordring af tyngdeloven) og dels ville kunne genbruge flyverdragter og andre svinedyre ting, hvilket er meget praktisk i en enkeltindkomsthusstand.
Ja.
Så på den måde slipper jeg så fint for at gro fast i alt for konforme forventningsmønstre.
Efter at den første panikangst havde lagt sig (kan jeg overhovedet finde ud af at opdrage piger/hvad nu hvis hun hader mig, for piger er jo sådan nogen følende, introverte typer, der først kommer ud med, hvad de mener, når de aldrig vil tale til dig igen), sagde jeg forventningsfuldt til min mor: “Tænk, hvis jeg får sådan en lille en, der bare elsker at sidde stille og lege med perler?” hvortil min mor, som ellers ikke gør sig så meget i tør humor, svarede: “Med dine gener? Den tanke ville jeg nok ikke vænne mig alt for meget til, hvis jeg var dig.”
Jeg tror, hun skal hedde Frida. Jeg har været omkring 3 andre navne, som jeg har kasseret af de små petitesseårsager, man er nødt til at bruge for at sortere de 2001278095 andre gode navne, der findes, fra og lægge sig fast på et enkelt. Andrea var på banen, for det skulle Anton have heddet, hvis han havde været en hun, men dels tror jeg, at det kan blive træls at svare på, hvornår Kaj kommer, og dels kan jeg mærke, at det ikke rigtigt fungerer for mig, at det nærmer sig et tema, at alle mine to børn starter med An-. Dichte har også været på bordet, men i en verden, hvor stort set alle virksomheder har med udlandet at gøre, vil jeg også bare gerne give dem navne, man kan udtale på engelsk, hvis de skulle få brug for det. Og endelig har Ester været oppe og vende, men jeg har sådan en tvangstanke om, at børnenes navne skal tilhøre samme “gruppe” (altså, opkaldt-efter-oldeforældre, spanske-aner, verdensherskere-gennem-tiden) og Ester lød lidt som en slags cougarmormor, når det blev sat sammen med Anton, syntes jeg. (Hvis dine børn hedder Anton og Ester, ved jeg – for god ordens skyld – godt, at det er tag-etagen hos mig, der er saneringsmoden).
“Anton & Frida” passer så fint sammen, synes jeg. Det lyder som et makkerpar, hvor der er rigeligt plads til både dukker og fodbolde, svenske ødegårde og masser af æbler og fregner.
Jeg GLÆDER mig!
14. januar 2015 @ 10:25
Kære Linda.
Stort tillykke med din sunde og fine baby i maven. Og du har ret, de passer så fint sammen navnene.
Ps. Det er ret skønt at være mor til to, kan jeg afsløre ♡
14. januar 2015 @ 10:49
DET gør jeg også <3
14. januar 2015 @ 11:19
Frida er det fineste navn – det skulle begge mine unger have heddet hvis ikke de havde vist sig at være drenge 🙂
14. januar 2015 @ 12:22
Stort tillykke med din fine Barbie-baby 🙂 Kan så godt følge dig mht. kønnet. Jeg håber stadig på at få en af hver, altså en pige næste gang. Omvendt tænker jeg også, det ville være så fedt med en dreng mere. Så ligegyldigt hvad køn den næste er, så vil jeg nok også være lidt øv over at gå glip af 'det andet'. Om en uge har du det sikkert anderledes, eller også kommer det nok snigende med tiden. Ligesom det gjorde med Anton 🙂
Det er nok det fedeste ved de der babyer – man skal nok finde ud af det, for nogen skal jo gøre det. Og den nogen er jo altid moren 😉
Elsker navnet Frida! Selvom de andre også er søde (jeg havde også Andrea som favorit, men kom til samme konklusion) Frida lyder bare som en glad og frisk pige 😀
14. januar 2015 @ 13:09
Jeg holdt godt nok på Barbie, men Frida er helt perfekt!
Anton og Frida bliver det nye makkerpar indenfor svenske krimier (i en global verden, behøver man jo ikke være svensker for at skrive svenske krimier…!)
Og Anton og Frida bliver også de seje unger, som laver narrestreger og hugger æbler hos naboen. Det bliver helt perfekt!
Godkendt herfra 🙂
14. januar 2015 @ 18:51
Jeg har selv en Anton, og da jeg ventede tvillingepiger, var Frieda et af navnene på vores liste. Da pigerne var født, spurgte den søde jordemoderstuderende, om vi havde valgt navne endnu, og da hun hørte, hvad vores søn hed, sagde hun spontant (uden at have hørt vores forslag): "Jeg har altid syntes, at Anton passede så godt med navnet Frida!". Så Frieda blev det – i hvert fald for den enes vedkommende 🙂
Så mange mennesker kan ikke tage fejl – du får det sejeste makkerpar nord for Alperne, med de allerpæneste navne…
14. januar 2015 @ 20:01
Frida er så fint og passer godt til Anton ??. Frida Barbie kanon??
14. januar 2015 @ 21:33
Frida er det sejeste navn! Og så behøver du ikke være så nervøs for det der med at en pige er så anderledes end en dreng (sagde feministen) Piger og drenge er mennesker og mennesker er bare forskellige uanset køn. Det der giver dem præferencer er en skønsom blanding af gener og kultur, og med dine gener og hvis du undlader at give hende indtryk af at det er forkert at lege med Lego og spille fodbold, så skal det nok gå godt – lige indtil hun møder alle forventningerne til at være en rigtig pige fra omgivelserne (men biologi har det ikke noget med at gøre, jeg tror fx ikke at Darwin har sagt noget om at lyserød og prinsessediadem har haft afgørende indflydelse på at piger har overlevet i stenalderen…..)
4. februar 2015 @ 10:37
Der er dog noget med at kvinder i stenaldere var dem der samlede bær, så det var virkelig smart at deres øjne søgte mod rødt.
15. januar 2015 @ 09:02
Dejligt navn. Og du har helt ret – Det passer fint med Anton.
Og de der flyverdragter – dem tilsætter du bare en pigefarvet hue, og så er der sparet 1000 kr. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre. Ikke på vilkår, om de gode flyverdragter, som jeg har liggende fra drengene, skal sælges til skambud. Dem kan lillesøster sagtens svine til en sæson mere.
Og jeg kender i øvrigt masser af lillebrødre med lilla flyverdragter og blå eller sorte huer. Såee.. det gør du bare.
16. januar 2015 @ 08:24
Tillykke!!! Og skønt navn…
Og det er en gave at få en af hver. Ved godt det er pissepolitisk ukorrekt at sige det, men det er virkelig sjovt at opleve forskellene mellem kønnene også i børnealderen.
Og vil lige sige til din mor, at det med gener er 1 ting…miljø er noget andet! Jeg var en drengepige. Selv i gymnasiet tog en lærer fejl i idræt, da jeg spillede fodbold med drengene. Men i 2010 fik vi en pige – og hun er girly, barbie, prinsesse, etc. Ikke fra mig! Hun elsker neglelak (der er jeg med), men også lyserøde cupcakes (no!), glimmerballerina (no!), ballettricot (no!), enhjørninger (??…no! tror jeg), etc. Tror det kommer fra tv, børnehaven, etc.
16. januar 2015 @ 10:03
Til lykke! Og godt navn, både alene og sat sammen med Anton. Jeg genkender dine fornemmelse mht køn. Da jeg fik datteren, var jeg overbevist om, at det var en dreng (ingen scanninger dengang), og som spejderleder var jeg sikker på, at jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med en pige, uanset at jeg har 3 søstre. Da jeg fik nr. 2, var jeg helt sikker på, at det så var en pige mere, for i min familie var det samme køn uanset antal, så overraskelsen var stor, da der var tap på. Nr. 3 – ja, der var ingen forventninger, storesøster ønskede en lillesøster, men storebror på 3 år sagde som en kendsgerning: det er en dreng, og han skal hedde Nicolaj – efter hans yndlingssang "Hej, hej Nicolaj, ho'det den forkerte vej" – og det blev det! Også selv om Nicolaj først flere år senere blev et alm. navn. Pøj, pøj med dem.
17. januar 2015 @ 20:10
Iiih! Tillykke med opdagelsen af Frk. Frida – det må fejres med Frække Frida på dvden og en giga skål popcorn!
– Anne
19. januar 2015 @ 18:47
Kæmpe stort tillykke!!
Vores lille datter bliver bestemt ikke en perlepladepige. For det første klatrer og kravler og tumler hun overalt – selvom hun knap nok kan gå. For det andet har hun fået værktøj i julegave (og hendes mor har tænkt sig at nægte hende balletskørt og prinsesseslot).
Er lykkelig for at have fået en pige. Det bliver du også ;-D