Til nye begyndelser

Om 27 timer er det sidste sandkorn for 2014 løbet igennem glasset.

Måske er det en af de erindringer, man med tiden moderer og ændrer på uden egentlig at opdage det, men jeg husker det som om, nytårsaften for bare 8-10 år siden, altid var noget, vi så frem til. Hvis jeg sætter mig godt til rette foran spejlet og stirrer mig selv dybt i øjnene, ved jeg egentlig godt, at det er løgn; jeg har aldrig været så fuld af glimmer og champagne, at jeg udelukkende har set frem til den aften på året, hvor man gør status, uanset om man vil det eller ej. Det er ikke ubetinget en lystfyldt opgave, når man har et sind, der godt kan tippe lidt til den mørke side, når man dvæler for meget og for længe ved alle de gode ting, man har i sit liv; hvis jeg havde læst filosofi, ville jeg formentlig have hængt mig halvvejs igennem første semester, fordi jeg ikke kan overskue, at vi alle sammen skal dø engang.

Men jeg læser ikke filosofi, og jeg traf for mange år siden en bevidst beslutning om at holde et relativt højt tempo på livets line, der gør, at jeg kommer fremad og kan nyde udsigten, i stedet for at stå stille for længe og fortabe mig i dybet under mig. I år er det løfte til mig selv ekstra vigtigt, fordi Lene ikke er her mere, og jeg derfor er blevet endnu mere opmærksom på at glæde mig over alt det, jeg har her og nu – og så stoppe tankerækken der. Man går i stykker inde i hovedet af det andet.

Eller bliver forfatter af den slags, der kun går i sort og ryger cerutter og skal udgives på virkelig smalle forlag, og det virker også lidt uoverskueligt.

I den helt store bog har det været døden men heldigvis også livet, der har fyldt mest i 2014. Tanken om barn nummer to har rumsteret længe, og jeg glæder mig uendelig meget til at få lov at møde det lille menneske, jeg bærer rundt på. Jeg er i 18. uge nu, og de første 4 måneder har været en svimlende blanding af euforisk glæde, hysterisk kvalme og inderlig, iskold angst. Når man læser på nettet, at pletblødning ”er helt normalt for nogle kvinder under graviditeten” skulle man tro, at det kunne virke lidt beroligende, men for mig har det h.v.e.r e.n.e.s.t.e gang udløst koldsved og akut frygt. Det er virkelig opslidende at gå og være bange hele tiden, så derfor har det denne gang betydet så meget desto mere, at den lille nu er begyndt at gå til trampolin om aftenen. At ligge med Antons små fødder i ryggen, og så puffe lidt til maven og mærke, at der bliver svaret, gør mig fuldstændig ør af lykke, og i de øjeblikke ved jeg med fuldstændig klarhed, at jeg er det rigeste menneske i verden.

I 2015 står jeg til at få et sommerbarn, og jeg glæder mig usigeligt til at få lov at gøre det hele igen, med den afgørende forskel, at jeg denne gang har bare en flig af begreb om, hvad det handler om. Vi skal ikke, midt i det hele, til at flytte fra alt, hvad jeg har kendt hele mit voksne liv, vi er tæt på det nære netværk og endelig ved jeg nu, at man ikke behøver tage imod alle de gode råd, man uopfordret får tvunget ned i halsen, men tværtimod godt må smadre folk med et bat, hvis de, efter 365 dage og nætter uden søvn spørger, om man er sikker på, at barnet kan mærke, at man mener det, når man prøver at lægge det til at sove?

Særligt det sidste glæder jeg mig til.

Tak for kommentarer, mails og hilsner i året der gik. I er de bedste læsere, jeg ved, og jeg bliver klogere af at blogge, fordi det er lige præcis jer, der sidder derude og forholder jer til det, jeg skriver. Det betyder mere, end jeg kan forklare.

Så tak for jer, rigtig godt nytår og drik et ekstra glas champagne for mig, ikke?