Hej overflade.

En uge tog det at nå til det punkt, hvor jeg igen kan
begynde at forholde mig til, at der findes andre mennesker i verden. Fy for
pokker, den ferie var tiltrængt.

Faktisk har det været lidt som at have tømmermænd. Den samme
fornemmelse af, at verden lige er tiltet 10 grader i forhold til, hvordan den
plejer at stå, træthed så lammende, at det nærmer sig et handikap og et
underskud ift. normale gøremål på størrelse med et mindre afrikansk land. På en
måde har det egentlig været meget befriende; det har i hvert fald været nemt at
prioritere. Vi har været iført det bagerste af klædeskabet, mens
vasketøjskurven har leget Tetris, nullermændene er efterhånden klar til at
agere stand in’s for vindheksene i eventuelle, kommende westerns, julen hænger
her stadig, og fødevareindtaget har været fordelt på to lige store søjler af
take away og Fryseren Greatest.

Som det altid sker, når man har trukket noget for længe, gik
jeg i dørken med et brag, da det endelig ringede ud. Jeg har været syg lige
siden, og er først nu ved at få min stemme igen. Det har været den samme tur
som Anton havde, med hoste, ondt i halsen, blodnæse og hovedpine. Og der skal
jeg ærligt indrømme, at jeg lige havde glemt, hvor ulideligt længe små, ellers
uskyldige vira kan hænge ved, når man er gravid og værtsorganismen derfor
benhårdt rangerer som kroppens prioritet nummer to. Jeg har også mere end en
gang skelet længselsfuldt mod mit skab, helt fyldt af strepsil, norske
brystdråber, panodil hot og andre gode sager. Det er ikke *helt* det samme at
stå med sin termokande i nattens mulm og mørke og drikke kamillete med honning
med kæften fuld af Vics og vatrondeller i næsen. Føltes mest som skovturen fra
Helvede, egentlig.

Men. Det hjælper på det, og jeg kan mærke overskuddet
begynde at vende tilbage. Det er en fantastisk fornemmelse, og hvis jeg skal
trække noget positivt ud af de sidste mange uger, så er det, at juleferien har
gjort det helt klart for mig, at der ender jeg ikke igen, så længe jeg er
gravid. Nogen gange er det bare som om man står på en tennisbane og spiller mod
en boldmaskine, der pludselig bliver vanvittig og sender flere og flere bolde
af sted i højere og højere tempo og i flere og flere umulige retninger. Jeg kan
sagtens, mens jeg står i det, se, at det er fuldstændig uholdbart, men jeg kan
ikke mønstre overskuddet til at spæne ud af banen og få slukket satans legetøj.
For at sikre, at det ikke sker igen, har jeg derfor allieret mig med nogle gode
mennesker, der har lovet at stå klar ved stikkontakten, ifald jeg ikke selv
formår at sige stop.

Så hvis ikke det er for sent til den slags, vil jeg gerne
have lov at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at I brugte den i
selskab med jeres yndlingsmennesker, at anden var sprød og vinen rigelig.

Published by

4 Replies to “Hej overflade.

  1. Glædelig jul – håber at fridagene er gode ved jer!

    (Hvorfor må du egentligt ikke få Panodil og Strepsils? Jeg mente da, at de to ting var ok, da jeg var gravid for tre år siden?)

    Pas på dig – og køb evt. noget sjovere te end den med kamillen 🙂

  2. @Anne: Beklager den UTROLIG lange svartid. Inde i mit hoved havde jeg svaret, kender du det? Ift. Strepsil er svaret, når man spørger de kloge, at "der ikke er dokumentation nok på området til at kunne sige, om det skader" og panodil er ok, hvis man ikke kan klare sig uden, men jeg mener, at det var sidste år, de fandt ud af, at det kunne have en negativ indflydelse på drenges fremtidige sædkvalitet. Og fordi jeg synes, at det er så svært at blive rigtig klog på noget, vælger jeg simpelthen de første to trimestre at lade være:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *