En uge tog det at nå til det punkt, hvor jeg igen kan begynde at forholde mig til, at der findes andre mennesker i verden. Fy for pokker, den ferie var tiltrængt.
Faktisk har det været lidt som at have tømmermænd. Den samme fornemmelse af, at verden lige er tiltet 10 grader i forhold til, hvordan den plejer at stå, træthed så lammende, at det nærmer sig et handikap og et underskud ift. normale gøremål på størrelse med et mindre afrikansk land. På en måde har det egentlig været meget befriende; det har i hvert fald været nemt at prioritere. Vi har været iført det bagerste af klædeskabet, mens vasketøjskurven har leget Tetris, nullermændene er efterhånden klar til at agere stand in’s for vindheksene i eventuelle, kommende westerns, julen hænger her stadig, og fødevareindtaget har været fordelt på to lige store søjler af take away og Fryseren Greatest.
Som det altid sker, når man har trukket noget for længe, gik jeg i dørken med et brag, da det endelig ringede ud. Jeg har været syg lige siden, og er først nu ved at få min stemme igen. Det har været den samme tur som Anton havde, med hoste, ondt i halsen, blodnæse og hovedpine. Og der skal jeg ærligt indrømme, at jeg lige havde glemt, hvor ulideligt længe små, ellers uskyldige vira kan hænge ved, når man er gravid og værtsorganismen derfor benhårdt rangerer som kroppens prioritet nummer to. Jeg har også mere end én gang skelet længselsfuldt mod mit skab, helt fyldt af strepsil, norske brystdråber, panodil hot og andre gode sager. Det er ikke *helt* det samme at stå med sin termokande i nattens mulm og mørke og drikke kamillete med honning med kæften fuld af Vics og vatrondeller i næsen. Føltes mest som skovturen fra Helvede, egentlig.
Men. Det hjælper på det, og jeg kan mærke overskuddet begynde at vende tilbage. Det er en fantastisk fornemmelse, og hvis jeg skal trække noget positivt ud af de sidste mange uger, så er det, at juleferien har gjort det helt klart for mig, at der ender jeg ikke igen, så længe jeg er gravid. Nogle gange er det bare som om man står på en tennisbane og spiller mod en boldmaskine, der pludselig bliver vanvittig og sender flere og flere bolde af sted i højere og højere tempo og i flere og flere umulige retninger. Jeg kan sagtens, mens jeg står i det, se, at det er fuldstændig uholdbart, men jeg kan ikke mønstre overskuddet til at spæne ud af banen og få slukket satans legetøj.
For at sikre, at det ikke sker igen, har jeg derfor allieret mig med nogle gode mennesker, der har lovet at stå klar ved stikkontakten, ifald jeg ikke selv formår at sige stop.
Så hvis ikke det er for sent til den slags, vil jeg gerne have lov at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at I brugte den i selskab med jeres yndlingsmennesker, at anden var sprød og vinen rigelig.
Glædelig jul og godt nytår. Og pas nu på dig selv. Hvis jeg ikke boede så langt væk, skulle jeg gerne komme og give en hånd med 🙂
Glædelig baghjul Linda, pas på dig selv, Anton og det lille menneske du gemmer i dig. Husk at være god ved dig selv.
Glædelig jul – håber at fridagene er gode ved jer!
(Hvorfor må du egentligt ikke få Panodil og Strepsils? Jeg mente da, at de to ting var ok, da jeg var gravid for tre år siden?)
Pas på dig – og køb evt. noget sjovere te end den med kamillen 🙂
@Anne: Beklager den UTROLIG lange svartid. Inde i mit hoved havde jeg svaret, kender du det? Ift. Strepsil er svaret, når man spørger de kloge, at "der ikke er dokumentation nok på området til at kunne sige, om det skader" og panodil er ok, hvis man ikke kan klare sig uden, men jeg mener, at det var sidste år, de fandt ud af, at det kunne have en negativ indflydelse på drenges fremtidige sædkvalitet. Og fordi jeg synes, at det er så svært at blive rigtig klog på noget, vælger jeg simpelthen de første to trimestre at lade være:)