Voksentid

Det er ikke ret tit, jeg får Anton passet for at lave noget, der udelukkende er for min egen fornøjelses skyld. Dels fordi han ofte er en stor del af grunden til, at tingene er fornøjelige, og dels fordi jeg synes, at kvoten ligesom er opbrugt, når de obligatoriske personalemøder, weekendvagter, kvartalsworkshops og fester er dækket ind.

Men i går havde jeg inviteret 3 gode damer til brunch, og for første gang i meget lang tid, havde jeg valgt, at det skulle være et kæreste-/dyre- og børnefrit arrangement.

Det var fan.TASTISK! Ikke, at vi ikke hygger os, når vi mødes med hele udtrækket, men at kunne sidde ved bordet i 4 timer og drikke kaffen, mens den var varm, uden at skulle have halvdelen af samvittigheden og opmærksomheden parkeret i de tilstødende lokaler, var virkelig en saltvandsindsprøjtning af de helt solide.

Og alt det, vi nåede at snakke om, fordi vi pludselig kunne tale i hele sætninger, og ikke hele tiden skulle samle tråden op fra før juicen væltede, eller nogen kom til at brække et ben af stuebordet (don’t ask..) – det var helt outstanding.

Vi fik diskuteret, om glad mor=glade børn altid er sandt, eller om det er blevet det kort, man spiller, når man sætter egne behov over sine børns, vi var omkring mænd, der ikke forstår et pænt nej tak, vi snakkede om ressourcefordeling på arbejdsmarkedet, om tørshampoo, om at der findes to slags mennesker; dem, der lider af udlængsel, og dem, der får stress ved tanken om at skulle forholde sig til et andet lands infrastruktur, vi sladrede om gamle flammer og the usual suspects, og vi nåede endda omkring etik og tavshedpligt i parforhold.

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har haft mulighed for at tage del i en samtale, der har lov at forgrene sig så langt ud og ned.

Og selvom det sikkert gør mig til et menneske, man har lyst til at skyde, så *elsker* jeg at være sammen med andre, der går op i sprog, og som kender forskel på brugen af chance og risiko.

Idag har jeg det som om, jeg har tømmermænd. Jeg er så træt, at det er ynkeligt, og når jeg tænker på, hvad jeg plejer at kunne overkomme og overskue, er det lige før, jeg kommer til at grine af mit smadrede, gravide selv.

Men Anton, Tahu – the master of fire, og kagerullen er puttet, opvaskemaskinen er tømt, taskerne er pakket, madpakkerne smurt og det eneste, der er tilbage på programmet for idag, er 3-4 afsnit af Suits.

Det har virkelig været en god weekend.