Je suis fatiguée

Når jeg forsøger at forholde mig til de seneste 24 timer i København, har jeg det som om, nogen har stukket en stavblender ind igennem mit ene øre, og har forvandlet min hjerne til puré. Ligemeget hvordan jeg vender og drejer hele situationen, ved jeg simpelthen ikke, hvad den gør ved mig. Og medierne – eller rettere: Dem, der gives og tager sig taletid i medierne – gør mig ikke klogere.

Der bliver ført slet skjult valgkamp, og der bliver citeret Martin Luther King. På halvdelen af alt, hvad jeg læser, skal alle med anden hudfarve end porcelæn vippes ud af landet på røv og albuer, på den anden halvdel er alle muslimer gode mennesker, og den eneste fare ved islam, er den paranoide Angst, den fremkalder i den vestlige verden.

På midterlinjen står et par millioner mennesker og råber, at vi skal stå sammen og ikke lade os kue.

Og ovre i en meget fjern afkrog af Jylland, sidder jeg så og spekulerer på, hvordan vi konkret skal gør det? For det er da en smadder god ide – jeg ved bare ikke, hvordan jeg helt lavpraktisk forventes at gribe det an? Og det siger jeg hverken for at provokere, eller for at være sjov. Hvordan “rykker vi sammen”? Ved at trykke flere muhammedtegninger? Ved at flere partiformænd fordømmer en handling, som meget få ville forsvare? Ved at lave flere opslag på facebook om, at vi ikke må skære alle over en kam og at nous sommes Charlie?

Tonen er blevet så hysterisk på begge sider af bordet, at jeg efterhånden har svært ved at finde nogen, der siger noget, der falder i tråd med det, jeg tænker om hele terror/attentat/indvandrer/flygtning/integrations-debatten.

På den røde fløj jeg tilhører, er det som om, at hele segmentet er så bange for at blive beskyldt for at være racister, at vi sammenbidt insisterer på, at der ikke findes mennesker, der får deres religion galt i halsen, og bruger den til at forvolde ondt. På den blå fløj nedstammer alle muslimer i lige linje fra Bin Laden, og sover 12 mennesker i ét rum, fordi de bruger resten af værelserne i den kommunalt betalte lejlighed til opbevaring af sprængstoffer og plantegninger over strategisk vigtige bygninger.

Jeg savner en stemme midt i det hele, der taler højt nok til, at vi kan høre den om, at der findes en gruppe af mennesker i blandt os, som decideret ikke vil os det godt, men som også minder os om, at ligesom ikke alle mænd er pædofile, så er alle muslimer ikke terrorister. Og som forholder sig til begge dele.

En stemme, der siger, at verden idag er blevet mindre, fordi det tager ca. 6 sekunder fra du får en ide, til den kan ses på den anden side af jorden, og at verden derfor ikke nødvendigvis blevet mere ond; det er bare blevet lettere for dem, der leder efter noget at hævne at finde det.

En stemme, der ikke deler alle argumenter op i ytringsfrihed på den ene side og unødvendig provokation på den anden.

En stemme, der påpeger det fornuftige i, at en borger henvender sig til myndighederne, når vedkommende ser noget mistænkeligt i et tog, også selvom det viser sig at være en studerende med en printer. Havde det være en *hvilken* som helst anden forbrydelse, man havde mistanke om, ville alle efterfølgende være enige om, at hellere en gang for meget, end en gang for lidt, i stedet for at hån-le af Alle De Andres fremmedeangst. Men som også forsigtigt tør påpege, at selvom hele situationen i Paris var ubegribelig og forfærdelig, så røg mediedækningen måske en *lille* smule ud af proportioner, fordi det var pressen, der skulle formidle nyheden om et angreb på pressen.

Kort sagt: En stemme, der taler om den virkelighed, som udspiller sig omkring os, uden at blive rabiat til hverken den ene eller den anden side.

Men inden jeg går ud og leder efter den, har jeg også brug for at sige, at hvis der sidder en eneste politibetjent blandt mine læsere, så håber jeg, at nogen de næste mange måneder smører både dine og dine kollegers fødder i salver og olier og strør rosenblade for jer på jorden, I betræder. Jeres uselviske indsats det seneste døgn har berørt mig dybt. Tak for jer.

Published by

19 Replies to “Je suis fatiguée

  1. Når ikke andre gør det, er det godt, at du gør!

    Man må hverken slå eller drille, som de siger i børnehaven, men hvem i verdenssamfundet kan være den voksne, der fortæller de stridende parter det?!

  2. Kære Linda – tusind tak fordi du deler dine kloge betragtninger, det er en fornøjelse at få tingene indrammet på din sobre måde!

  3. Er nødt til at kommentere i dag – det gør jeg også alt for sjældent… Du.er.SÅ.skarp! Og din pen ligeså. Amen 🙂

  4. Word, jeg har slet ikke fået blogget om det her…

    det jeg hader ved det her at at vores cyberfrihed igen indskrænkes, af vore politikere røde som blå.

    for det bliver helt sikker konsekvensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.