Børn, blogging og billeder.
Forleden var der én, der skrev til mig, om ikke jeg snart lagde et par billeder op af Anton og Frida. Dén kommentar blev jeg virkelig glad for, for den rører ved noget, jeg faktisk bruger meget tid på at tænke over.
Jeg elsker at blogge. Selv når jeg ikke blogger, har jeg altid en mental notesbog med mig, hvori jeg noterer, når jeg kommer i tanke om noget, jeg har lyst til at skrive om. Nogle gange glemmer jeg det igen, andre gange bliver det til indlæg, og atter andre gange kommer det aldrig videre, fordi jeg undervejs i processen når frem til, at det simpelthen ikke er relevant for andre end mig selv.
Det sidste tænker jeg meget over, når jeg blogger om mine børn. Fx. har jeg lyst til at skrive om Antons fødselsdag; fortælle hvor rørende og stort det var at kunne holde fødselsdagsfest for ham, fordi han endelig har fået så meget sprog, at begrebet fødselsdag giver rigtig mening for ham, og derfor har glædet sig i flere måneder til at børnehaven skulle komme hjem til os. Jeg har lyst til at skrive om, hvordan det var at se ham sammen med alle hans små kolleger, og hvordan jeg skulle stramme mig VIRKELIG meget an for ikke at komme til at snøfte, bare lidt, da han fik et kort, hvori børnene havde skrevet, hvad de synes, han var god til.
Men når jeg skriver om mine børn, har jeg en lakmusprøve, der hedder: “Ville jeg gide at læse om det her, hvis andre bloggede om det?” For heldigvis synes vi jo alle sammen, at vi har fået Det Perfekte Eksemplar, som hele evolutionen har båret frem imod; at alt, hvad de gør, er de første spæde spadestik til en kommende nobelpris, og at alt, hvad der kommer ud af munden på dem, er det pureste guld. Hver gang.
Det er ikke nødvendigvis sådan, andre oplever det.
Men jeg ville selv synes, det var mærkeligt, hvis fx. Maren og Sneglcille ikke skrev om livet med deres børn, fordi det jo blandt andet er det, der gør, at jeg kan mærke dem som rigtige mennesker, og som jeg derfor holder af at “besøge”.
På en tredje blog, jeg læser med på, er bloggeren gravid, og på et tidspunkt skrev hun, at hun ikke rigtigt så sig selv som mommyblogger – og jeg forstår godt, hvad hun mener. Nu læser jeg ikke med på alle blogs i hele verden, men i det hjørne af blogland, jeg betræder, kender jeg ingen bloggere, der tager det som et ridderslag at blive refereret til som “mommyblogger”. Det er, som om al kant, intelligens og sexyness fordamper, hvis man får det prædikat klasket i panden. Man kommer blogmæssigt til at lyde som hende, vi alle sammen både har været og siddet ved siden af til en fest, som a.l.d.r.i.g stopper med at tale om sine børn; som fuldstændig har mistet sit filter ift. hvad der er gangbar og interessant voksenkonversation, og som kun går i jeans med høj talje, der giver virkelig flad røv.
Men på langt de fleste af de blogs, jeg læser med på, har bloggerne børn. Og det er stadig bad ass kvinder, der mener en masse, er skidesjove, og som ikke skriver om bussemænd og bræksyge eller poster billeder af børn, der pottetræner – og jeg vil virkelig gerne læse, hvad de har at sige, også om børn, skolereformer og hverdagskabalen.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så svært, når det er mig selv. Hvorfor jeg fx. holder igen med at skrive, hvordan jeg forleden måtte stikke mig selv en lussing, fordi jeg pludselig blev skruk, mens jeg stod og skiftede Frida (wtf?), og synes, at det var helt trist, at jeg ikke skulle føde flere børn (wtaf??) eller have flere magiske førstedøgn på hospitalet med en lille, ny knikebaby.
Eller hvordan jeg forleden stod og kiggede ind i skabet længe, mens jeg overvejede, om man kunne drikke kaffe af vinglas, fordi jeg var kommet til at åbne det forkerte skab, og var så træt, at jeg ikke orkede at åbne det rigtige.
Eller lå i min seng, fik øje på en stor edderkop i loftet – og bare udmattet tænkte: “ja ja – vi skal allesammen være her.”
Noget af det handler om, at jeg gerne vil skærme mine unger; at de ikke skal læse min blog en dag om mange år, og føle sig udleverede eller besværlige. Men det handler måske også om, at det ikke giver mening at have en blog, hvis der ikke er nogen, der læser den, og derfor skal balancen mellem de forskellige emner, mellem sjov og alvor og stort og småt, helst være rigtig.
Så når jeg ligefrem bliver opfordret til at dele lidt børnespam med jer, tager jeg det som et tegn på, at I i hvert fald ikke føler, at jeg kvæler jer i det.
So without further ado:
God weekend.
Close, but heldigvis no cigar.
Meget højt placeret på Listen Over Ting, Man Ikke Gider, når man om aftenen er ved at putte børn, er naboer, der hamrer på hoveddøren og råber: “I SKAL UD!! I SKAL UD!! DET BRÆNDER!!” På den måde lod tirsdag aften lidt tilbage at ønske.
Heldigvis er jeg genetisk designet til, at min puls øjeblikkeligt falder 20 slag i minuttet, når der er optræk til panik (reaktionen kommer bagefter, så det er ikke fordi jeg slipper), så jeg tog et barn på hver arm og fikserede dem i bilen. Da jeg flere gange har leget legen “Hvad ville jeg tage med ud af mit hus, hvis det brændte” vidste jeg med det samme, at det vigtigste at få med (udover børnene, selvfølgelig) var min æske med usb-nøgler, hvorpå jeg har alle mine billeder. Den gik jeg tilbage og hentede, sammen med computer, pung og telefon, hvorefter jeg på Antons kridhvide ansigt og flammerne, der slikkede op ad køkkenvinduet hos naboen, vurderede, at tiden var inde til at køre. Fandt en genbo, der så nogenlunde fattet ud og gav besked om, at min dør stod åben, så brandfolkene kunne bare gå ind, og kørte derefter en skrigende Frida og en noget beklemt Anton over til mormor og morfar, der så lidt forbløffede ud, da hele min lille familie pludselig stod i nattøj og bare tæer i entréen. Jeg fik hurtigt dem sat ind i situationen, kyssede begge unger, og kørte tilbage med en mærkelig kombination af hvilepuls og bange anelser. Jeg tror aldrig, at ild i nabolaget er fedt, men det giver lige et ekstra hak opad på trælshedsbarometeret, når man bor i rækkehus, og det er naboen-naboen, der er gået fra frituregryden.
Tilbage i ghettoen bad jeg tilskuerne, der var igang med at filme hele herligheden på deres telefoner, om lige at træde et skridt til siden, så jeg kunne komme igennem (et sted på You tube ligger der nu en meget spids udgave af mig), og fandt en brandmand for lige at høre, hvor galt det stod til. På det her tidspunkt var alt ét stort kaos af brandbiler, røg, udrykningskøretøjer og røgalarmer, der var gået i selvsving. Og stadig var jeg mest af alt bare træt på samme måde, som når man smider sin pung væk, og bliver 20 år ældre ved tanken om alle de kort, man skal have spærret og genbestilt.
Jeg fik lov at gå ind i mit hjem, hvor jeg nåede at hilse på 4 forskellige brandmænd, der løb med stiger op og ned af trapperne, og priste mig i mit stille sind lykkelig over, at vi har mine forældre så tæt på, så ungerne ikke skulle stå midt i al dét. På det her tidspunkt havde jeg mentalt forberedt mig på, at vi gik nogle lange uger i møde, så jeg pakkede de ting, som jeg vurderede ville være mest irriterende at få røg- og sodskader på, som fx. Voksipose og flyverdragter. Samtidig glædede jeg mig over, at jeg i mange år materielt har levet, som den ene af de to hovedpersoner i filmen Heat, som på et tidspunkt siger: Don’t keep anything in your life, you’re not willing to walk out on in 30 seconds flat, if you spot the heat coming around the corner. Jeg ejer vitterligt ingenting, udover mine billeder, som jeg ikke ville kunne erstatte, hvor træls arbejdet med at få det gjort end måtte være. Da jeg havde pakket 3 tasker, kastede jeg et sidste blik rundt i min stue, trak vejret dybt, og kørte min vej.
Resten af natten brugte jeg på at vende og dreje mig, fordi uroen og uoverskueligheden af hele scenariet endelig indhentede mig.
Onsdag var jeg noget spændt på, hvad jeg ville komme over til. Føromtalte genbo havde om natten ringet og lagt en besked om, at branden var under kontrol, og at det ikke havde bredt sig til vores hus. De mente ikke, at røglugten var slem, men det var svært at sige, fordi det hele på det tidspunkt stank som bare pokker.
Og nogen holder hånden over os (jeg har Lene mistænkt), for der var INTET hos os. En svag lugt af lejrbål og godt med snavs og væltede ting, fra brandmændenes ture op og ned af trapperne var alt, hvad der var at se og lugte. Fik den der: “Ej, men hvor slemt kan det så lige have været?”, så gik de 3 meter hen til nabovinduet og kiggede ind. Og jeg siger det bare lige igen: Nogen holder hånden over os. De kommer ikke hjem på den her side af jul.
Der er ingen, der helt kan forklare, hvordan der kan være sket SÅ lidt hos os, når det var SÅ slemt SÅ tæt på – og det betyder egentlig heller ikke noget. Jeg er bare inderligt taknemmelig over, at vi ikke er husvilde de næste mange måneder og skal holde jul i en container.
Resten af dagen gik med at være til læge med ungerne, som havde tid til hhv. 5 måneders- og 5 års tjek, inklusive vacciner til dem begge. Som straf for dén behandling nægtede Frida kategorisk at sove resten af dagen, mens Anton mest var optaget af, at “hun STAK mig!! Det må hun ikke!!” (Vi er i Retfærdighedsfasen for tiden). Kl. 19.30 var der endelig ro til at begynde at rydde op og gøre rent. Kl. 21. vågnede Anton med sælhundehoste og høj feber og brugte de næste timer på at fable om noget med bier i træer. Kl. 3 ville Frida gerne have mad. Det var jeg færdig med kl. 3.45. 3.50 vågnede Anton og havde ondt (“hun STAK mig! Det må hun ikke!!”), kl. 4.55 havde vi snakket færdig om det, og kl. 5.05 erklærede Frida torsdagen for åben.
Den der afslappede barselsbobbel, mange taler om, hvor man er nødt til at bage boller fra bunden hele tiden, og lave sin egen kollektion af smykker, komplet med hjemmeside og det hele, for at få tiden til at gå – den synes jeg altså ikke, jeg mærker meget til for tiden.
Her går tiden med:
* At lære Frida at sove på eget værelse i egen seng. Det går overraskende godt, forstået på den måde, at hun egentlig accepterer det, og ikke er ked af det – til gengæld er vi tilbage ved den type nætter, vi havde, da hun var helt lille og ny, med masser af “Er du vågen, mor? Ja? Nåmen, når vi nu alligevel er oppe, skal vi så ikke spise lidt?” så i timerne 2100 til 0500 zulutid føler jeg mig som en shuttlebus med virkelig tætpakket køreplan.
* Speaking of bus: At bande over vægten, der bare står fuld.stændig stille. Og det er godt nok for tidligt. Jeg er egentlig helt med på, at det skyldes en kombination af, at der er røget mange kilo, og at kroppen derfor lige tager en pause, og at jeg samtidig har lagt mig i fosterstilling i livets Römertopf på en behagelig bund af kulhydrater, som er mit ufrivillige drug of choice, når jeg er presset. Det er stadig pisseirriterende.
* At bande over spildte bandeord. Da jeg brækkede alle mine ben, var jeg igang med at forberede mig på at undervise i fitnesscenteret igen; jeg havde været klar længe, men jeg syntes ikke, Frida var klar til at blive passet før for et par måneder siden. Derfor var det ekstra irriterende at blive sat ufrivilligt på bænken – men jeg kunne have sparet mig. Da jeg fik Anton, var fitnessverdenen sådan indrettet, at man fandt en løsning, hvis man var klar til at genoptage undervisningen, før man startede på job igen, men tilsyneladende har Skat være ude med riven, så nu er dét slut. Hvis jeg starter med at undervise, før min betalte barsel fra jobbet er afviklet, er det min primære arbejdsgiver, der bliver trukket i refusion, og hvor rummelige de end er, tror jeg næppe, at de vil betale for, at jeg kan stå og spille fandango med en stak vægtskiver i et fitnesscenter. Efter lang tids research, (fordi ingen åbenbart nogensinde i verdenshistorien har stået med samme problemstilling) har det offentlige og jeg nu ved fælleshjælp slået fast, at jeg må starte med at undervise efter 24 uger, for så er det bare mig selv, der bliver trukket i dagpenge. D. 02. december er der gået 24 uger. Jeg starter d. 03.
* At forsøge at rumme de møder, der følger med, når man gerne vil skubbe sit barns skolestart et år. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det ville være det bedste, fordi han har været (og er) meget bagud på sprog. Der er simpelthen nogle abstraktionniveauer, man ikke behersker, når man ikke har haft sprog til at snakke om dem, og en modenhed, der derfor ikke helt står mål med, hvor de jævnaldrene er. Samtidig er han rasende godt begavet, hvilket trækker hårdt i retning af skolestart. Idag kan man nærmest ikke få lov at vente (noget med økonomien, selvfølgelig), men jeg ville simpelthen så gerne, at han får et år til at finde sine fødder, efter udviklingsmæssigt at have været i spurt de sidste 2 år. Ikke mindst fordi jeg kan se så meget af mig selv som barn i ham, og jeg vil give alt for, at han får det nemmere og bedre i skolen, end jeg havde. Men på den slags møder, er der KUN fokus på de områder, hvor han ikke følger normen, og som dermed kan besværligegøre en skolestart væsentligt, og det er simpelthen så hårdt at skulle sidde og tale om sit barn på den måde.
* At forberede piratfest. Menuen består af blæksprutter, øjenklapper, papegøjeknogler, kanonkugler, strandsten og et kæmpe piratskib i chokoladekage, og den slags laver jo ikke sig selv. “Men Linda. Det lyder sgu da helt absurd. Er det virkelig nødvendigt?” Til det må jeg bare svare: Ja. Her i huset går vi aldrig – aldrig, siger jeg til dig, Hans Christian – ned på hverken udstyr eller piratproviant.
* At beundre mine nye billeder, som Trine fra umagebureau.dk har lavet til mig. De to dåbstavler fandt jeg inspiration til på nettet, mens citatet er et, jeg har fundet på Pinterest, og som af mange grunde giver virkelig meget mening for mig. Jeg sendte en mail til Trine, og forklarede, hvad jeg kunne tænke mig, og så lavede hun det. Hvis du står og mangler en idé til julegave til dig selv, var det måske noget?
Papirøen
Når jeg sidder i et venteværelse eller i et tog og keder mig, elsker jeg, at jeg har både underholdning og mails lige ved hånden på min telefon. Når jeg pludselig bliver spurgt, om jeg kan et eller andet en bestemt dag, er jeg også ret vild med, at min kalender altid er med i lommen, og jeg elsker-elsker-elsker, at jeg kan holde min kontakt til det offentlige på et absolut minimum, fordi der er on-line selvbetjening på det meste.
Men når folk begejstret snakker om det papirløse samfund, vi er på vej hen imod, kan jeg mærke optræk til et mildt anfald af panikangst, for selvom ovenstående er skidepraktisk, er vi nødt til at være enige om, at vi ikke kan gå helt digitalt.
Af mange grunde.
Jeg nævner i flæng:
* Bøger. Når jeg møder nye potentielle venner, eller begynder at date en ny mand, sørger jeg, som noget af det første, for at komme til at kaste et “tilfældigt” blik på vedkommendes bogreol. For jeg er nødt til at sige, at man faktisk godt kan nå at gro seriøs antiparti mod folk, hvis man udelukkende skal lære den læsemæssige side af deres personlighed at kende, gennem artikler de liker på facebook. Og det virker måske lige offensivt nok at begynde at browse på deres kindle, når de går ud efter en kop kaffe. Men det siger da meget om mennesker, hvad de læser. Jeg er f.eks. meget lidt finkulturel; også når det kommer til bøger. Min bogsamling består af en skønsom blanding af engelske rockbiografier, Ringenes Herre, krimier og Harry Potter. Og det kan vi da ligeså godt få på bordet fra starten, tænker jeg? F.eks. så den litteraturhistoriker, jeg på et tidspunkt datede, decideret forpint ud, når han passerede min bogreol – og uden at skulle drage forhastede konklusioner, konstaterer jeg bare, at vi ikke er gift idag. Han så kortvarigt lettet ud, da han fik øje på den hyldemeter, jeg anskaffede, da jeg datede en filosof, og forsøgte at begribe, what the fuss was about, men jeg måtte skuffe ham: Jeg kom aldrig til at forstå det. Enten kedede jeg mig bravt, eller også forstuvede jeg nærmest hjernen, da jeg kæmpede mig igennem Kafka, Kierkegaard og Zen & kunsten at vedligeholde en motorcykel. Min bogreol siger det, som det er: Jeg er bare en simpel pige fra landet.
* To-do-lister. Ligesom det er verdens tarveligste fornemmelse at trykke aggressivt på ‘Afslut’, når man i en telefonsamtale har lyst til at hamre røret så hårdt på, at det knækker på midten – ligeså fesent er det at sidde og mussetrykke “backspace-backspace-backspace” når man har lyst til at fejre sin egen effektivitet med en store, fede, overstregninger, efterhånden som man arbejder sig igennem sine mange gøremål.
* Huskesedler. Jeg kommer ofte i tanke om ting, jeg skal huske, mens jeg er igang med noget andet, fx. at tale i telefon, og det virker måske knap så irriterende, at man lige grifler “Gave, Susanne” ned på en seddel til sig selv, end at skulle have folk på højtaler, så man kan lave en note eller en alarm på telefonen. Ligeledes smider jeg ofte sedlerne et sted, hvor jeg er sikker på at se dem, fx. på min madpakke i køleskabet…
* Bøger. Igen. For hvad med æselører og overstregninger? Hvordan skal vi nogensinde blive i stand til at lære noget igen?
* Breve med afdelingsangivelser, tidspunkter, datoer osv. af den slags, som man før ville have hængt op på sit køleskab. Simpelthen så røvirriterende at skulle sidde og rode rundt i sin telefon, hver gang man glemmer en del-oplysning. Hvilket for nogle af os er ret tit. (Undtaget dette punkt er dog de gange, hvor man vælger at glemme brevet eller simpelthen hele sin taske, når man skal ud af døren, og ender med at stå på hospitalet uden nogen som helst ide om, hvor man skal hen eller hvem skal snakke med. Hvilket gør det relativt svært at få hjælp i receptionen.) (Her er naturligvis tale om et helt tænkt eksempel.)
* Bunker. Jeg imødeser en fremtid med et nærmest uendeligt antal forglemmelser. For jeg arbejder med bunker, delt op efter, hvor vigtigt noget er. Og er faktisk også relativt god til at sætte i mapper og få smidt ud efterhånden. Digitalt? Åh, jeg må le. Min E-boks er én lang scroll-tur af uoverskuelig, dårlig samvittighed. Jeg har 17.000 breve liggende, hvis eneste indikation af indhold er “Esbjerg Kommune”. De få gange, hvor jeg – med års mellemrum – bliver ramt af “ej, nu skal det sgu også være slut med at være så utjekket!”, og derfor laver mapper og sorterer derinde, bliver det næsten værre, for når et dokument ikke længere ligger i indboxen, sletter min egen mentale harddisk al erindring om, at det nogensinde har eksisteret.
Ved næste valg går min stemme til det parti, der som mærkesag har ‘Papirets Bevarelse’ på partiprogrammet.
Hvis nogen i mellemtiden vil mig noget, sidder jeg ovre i hjørnet og klamrer mig til min printer.
Mange kærlige hilsner
Egtved-pigen
Nu, du spørger:
* vil jeg godt give 1000 kr. for aldrig at skulle høre udtrykket “tigerspring” igen. Enough.
* har jeg, så snart min hjerne begynder at fungere igen, tænkt mig at opfinde en autostol, der 1) ikke er designet, så man skal bære den ud fra kroppen i modbydelig 45 graders vinkel, der leder tanken hen på udholdenhedseksperimenter fra Robinson Ekspeditionen og 2) efterlader plads til andet end en vatrondel og et Anders And blad i indkøbsvognen, når man sætter den derned.
* undrer jeg mig på daglig basis over radiospot for en grænsehandelsbutik, hvor man kan “sige kodeordet og FÅ EN FLASKE VIN!” Uden at være alt for fordømmende, vil jeg mene, at man rider alkoholdet lidt for hårdt, hvis man kører til grænsen efter 75 cl. fuldstændig uspecificeret druekoncentrat.
* skal jeg på torsdag på hospitalet og aflevere benstilladset. Det eneste, jeg i den forbindelse kommer til at savne, er at kaste begge hænder mod loftet og råbe: “IT´S A MIRACLE!! PRAAIIIISE JESUS!!” med tv-prædikantstemme, når folk, der ikke har set mig siden uheldet lidt forbløffet siger: “Du kan gå?”
* har jeg tænkt virkelig meget over, hvem det er, der lægger fostre til undersøgelser om alkohols potentielt skadelige virkninger under graviditet? Da jeg ventede Anton, fortalte en pige mig fx, at hendes mor havde deltaget i en undersøgelse, der gik ud på at drikke et glas vin om dagen, hele graviditeten igennem, og de nyeste undersøgelser giver grønt lys for moderat alkoholindtag, selvom man ammer. Jeg mener: Tak – virkelig – men hvem er SÅ sikker på, at der ikke sker noget, at de tænker: “Ja, fuck det – skål!” når de har en baby i maven? (Dem, der kører til Tyskland og FÅR EN FLASKE VIN!!, måske?)
* har jeg set Sense8 på Netflix. Hit med anden sæson. NU!
* har Anton snart fødselsdag, og har i den forbindelse proklameret, at vi skal have hele Guldstuen herhjem i vores kosteskab af et rækkehus. Blev først meget træt og gammel, men så blev det besluttet, at temaet var “Piratfest”, og nu er det svært at afgøre, hvem af os, der glæder sig mest.
* lærer jeg Frida bedre og bedre at kende. Hun er 4 måneder nu, og jeg ser hende virkelig sjældent gå bananas, når der er noget, hun er utilfreds med (fx. brusebade, søvn, modermælkserstatning og grød) I stedet får hun 2 lodrette rynker i panden, og munden bliver en smal, misbilligende streg; et udtryk, jeg ellers kun kender fra spejlet på timer, hvor instruktøren ikke går op i at tælle takter.
* kan jeg ikke helt finde ud af, om man skal være stolt eller flov, når lægen til forsinket 8-ugers tjek beder én knibe sammen, og derefter udbryder: “Hold da op!!”
* vil jeg gerne vide, hvorfor mobiltelefoner er det *ab-so-lut* værste, forældre kan have været i gang med, når deres børn kommer galt afsted? Ungens ben bliver jo hverken mere eller mindre brækket af, at forældrene var på facebook, da det skete, men jeg kan ikke huske, at jeg er stødt på samme forargede tone i forhold til andre måder at være afledt på? Hvis børnene dehydrerer eller klipper fingre af i græsslåmaskinen, mens forældrene hænger tøj op, støvsuger eller læser Informationen, er der tale om familietragedier, men hvis det sker, mens forældrene sidder med telefonen, stener vi dem. Hvorfor?
Hashtag I-landsproblemer
En af fordelene ved ikke at sove er, at der så er ekstra tid til at tænke. Jeg ved det. Jeg er så skideskæg. Men det er ikke desto mindre sandt, og her den anden nat kom jeg til at tænke over noget, som egentlig irriterer mig lidt.
Da jeg for snart 5 år siden fik Anton, trådte jeg ind i en verden, som på alle måder var ny, og med den fulgte nye ting både at glædes over, undres over og frustreres over. Meget af det både var og er kæmpestort, mens andet hører til i småtingsafdelingen, og det her falder klart i den sidste kategori. Men allerede dengang kunne jeg mærke, at når velmenende kvinder, jeg mødte i forskellige sammenhænge, fandt ud af, at jeg var selvvalgt alenemor, kvitterede med: “Jeg kender det godt – mange uger er jeg alene med børnene i dagtimerne, fordi Frans arbejder meget” – så blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg næsten ikke kunne holde ansigtsmimikken i Neutralt Lyttende.
Det er, som skrevet, 5 år siden, jeg første gang skar tænder over kommentaren, og så sent som i forgårs fik jeg lejlighed til at konstatere, at den stadig går lige i gebisset. Og jeg ved faktisk ikke hvorfor? Det handler efter min bedste overbevisning ikke om, at jeg gerne vil have medlidenhed, for hånden på både hjerte og bibel, så synes jeg virkelig, VIRKELIG ikke, at det er synd for mig, at jeg har fået mine børn alene. Ville jeg gerne have haft dem i en traditionel familiekonstellation? Ja. Men det er lidt på samme måde, som jeg også gerne ville være rig og tynd; det er ikke sådan virkeligheden ser ud, og det er bare i orden. Om det er synd for børnene, at jeg har valgt at få dem alene, synes jeg også er en no-brainer, for alternativet for lige præcis disse to pragteksemplarer ville have været ikke at blive til. Den etiske diskussion om børn med én forælder må andre tage, for jeg er selvsagt så partisk, at ingen af mine ord kan tillægges nogen særlig værdi.
Men dér lå jeg i nattens mulm og mørke og agerede buffet, mens jeg spekulerede på, hvorfor jeg ikke bare kan trække mentalt på skulderen over kommentaren. Jeg kan ikke komme i tanke om andre ‘det kender jeg godt fra mig selv, bare meget værre’-kommentarer, som har samme effekt på mig. De sidste par uger har det f.eks. haft god underholdningsværdi, når andre har fortalt sympatihistorier om, hvordan de bøjede sig ned for at snøre deres sko, og da de kiggede op, havde de brækket begge ben og trukket den ene skulder ad led i processen. I forhold til mit arbejde og de udfordringer, det somme tider kan give at have skiftende arbejdstider, generer det mig heller ikke, at folk drager paralleller, som måske ikke – i min optik – er helt gangbare.
Så det undrer og irriterer mig, at det her irriterer mig.
Jeg går sjældent ind i den. Dels fordi jeg ikke har lyst til at sidde og remse grunde op til, at det IKKE er det samme, for det kommer til at lyde som om, jeg synes, at mine børn er et problem, hvilket både er usandt og giver mig ondt i maven, og dels gider jeg ikke være stemningsseriemorder. Men jeg *har* virkelig lyst til at sige, at det svarer til at sige til en arbejdsløs, at du godt ved, at det er svært at være ledig, for du har også prøvet at have ferie engang.
Anne har flere gange skrevet om, at det for hende er svært, når folk fejer hendes sclerose udtrættethed af med, at de ved præcis hvordan hun har det, for de havde også et par uger sidste år, hvor de sov virkelig dårligt. En anden veninde har gentagne gange været behandlet for depressioner, og hun spænder lidt om kæben, når folk præcis ved, hvordan hun har det, fordi de også har prøvet at være i dårligt humør, så måske vi bare alle har én plet i psyken, der altid vil være blød og øm, når den bliver trykket på.
Jeg elsker, når bloggen giver mulighed for at blive klogere, og for at undgå spinatbede, som man ellers har omdannet til dansegulve, så hvis du har tid og lyst, og du godt kender det fra dig selv – bare værre, selvfølgelig – så smid lige en kommentar om, hvad der får dig til at indstille blikket på uendeligt, og lave den mentale Just Smile And Wave.
Tak!:-*
Men måske I ikke skal holde vejret, mens I venter
Noget af det mest uinteressante for resten af verden at høre om, er grunde til, at ens børn ikke sover. Vintertid, sommertid, Hjem-is-biler, glammende hunde, råbende børn, naboer der klipper hæk – listen er uendelig. Det er ligesom med updates om, hvad man har drømt, eller om, at nu er man blevet forkølet igen; det er ganske enkelt ikke hverken sjovt, underholdende eller bare marginalt relevant for andre end én selv.
– men det kan fandme være svært at lade være med at tale om, for i perioder er det som om, det er det eneste, der fylder. Sådan en periode har vi lige nu. Jeg bruger mellem 1 og 2 timer på at få Frida til at sove. Hver gang. 5 gange om dagen. Og når hun så endelig overgiver sig, sover hun ofte 20 minutter, og så er dét slut. Om natten er det en smule bedre, men der er godt nok stadig riiiigelig plads til forbedring. Hvis jeg blinker med øjnene, bliver hun vækket af de ændringer i lufttrykket mine øjenvipper laver, (hvilket gør det ekstra lækkert at skulle “sove” med et 2 kilo tungt metalstillads om benet), og igår vågnede hun, fordi en fugl tillod sig at pippe. I shit you desværre not.
Jeg coper med had. Had til alt, hvad der larmer og fantasier om, hvordan jeg med et kæmpestort, sømbeslået, syreoverhældt baseballbat gennemtæver gerningsmænd og -dyr, mens jeg skriger “hold kæft, hold KÆFT, HOLD KÆFT!!!”
Jeg siger ikke, at det er hverken kønt eller sundt.
Nå, men bortset fra det, har vi kig på noget salmesang i en kirke i nærheden. Når hun ellers er udhvilet, er hun en rigtig lille iagttager, så jeg tror, at akustikken og lyset i en kirke kunne være noget, hun synes var sjovt. Og selvom begge børn er navngivet og ikke døbt, er jeg ikke for fin til at skifte religiøs hest i vadestedet, hvis jeg efter første gang går derfra på to hele ben, og et barn, der pludselig sover i timevis.
Hvis dét sker, lover jeg at skrive et blogindlæg med et lixtal på over to, om noget, der er relevant for andre end mig selv.
Ama’r halshug.
