En fremmed er blot en ven, du endnu ikke har mødt
I morgen starter jeg i min anden mødregruppe. Jeg har bedt om at få 2 mødregrupper tildelt, så jeg kan vælge den, jeg synes bedst om.
Nej. Jeg har sgu da ej. Hvor streng tror I, jeg er?
Nej, men som trofaste læsere med langtidshukommelsen i orden måske kan huske, så har jeg siden vi flyttede herned for snart 4 år siden (wtf!?) forsøgt at bygge noget mere netværk op. Overraskende nok står netværk ikke stand by i 16 år og venter på, at man flytter tilbage, så det er von vorne, som de siger sydpå. Jeg har drukket urimelig meget kaffe, fordi jeg har stalket alle, jeg kender, der har bare perifær tilknytning til Esbjerg, og udbedt mig navne på fjerne kusiner og gamle skolekammerater, og så har jeg ellers vennedatet i vildskab. Men. Der er det ved det, at når man uden nogen form for anledning, forsøger at møve sig ind i en vennekreds, så glemmer folk sgu lidt, at man skal inviteres med. 90 % af dem, jeg har mødt, har været SUPER søde, og meget “ej, men I skal da holde Sankt Hans med os!”-agtige – men de glemmer os. (Råbte hun fra sin plads på korset.) Jeg er ikke bange for at være opsøgende, men det bliver ikke ved med at være fedt at være den, der ringer og inviterer sig selv. Ikke mindst fordi man risikerer at snuble i noget socialt kodeks, hvor dét, at folk ikke ringer tilbage, betyder lidt det samme, som hvis arbejdsgiveren ikke ringer tilbage til dig efter den i dit hoved ellers vellykkede jobsamtale.
Da jeg arbejder alene det meste af tiden, og hver dag kommer nye steder, er det ikke på arbejdspladsen, de nye venskaber skal findes. I fitnessverdenen er min begrænsning, at de mennesker, der bruger meget tid sådanne steder ofte ikke har små børn – hvilket unægteligt giver lidt udfordringer ift. det praktiske, fordi jeg ikke har mulighed for at sidde og hælde fadøl i ansigtet til poetry slam onsdag aften på Torvet.
Jeg har fået masser af hej-venner, hvilket faktisk gør meget godt for fornemmelsen af at være reelt bosiddende i en by og ikke bare på besøg. Kontrasten til Aarhus, når jeg i starten var ude og handle, var ENORM. Deroppe tog det altid 34 år at komme igennem Føtex, fordi jeg mødte så mange søde mennesker, jeg lige skulle sludre med, mens jeg hernede kunne købe ind 5 uger før jeg stødte på bare én, jeg kunne hilse på uden at virke sær. Derfor er det rigtig rart at møde nogen, jeg genkender – og som også genkender mig.
Så. Jeg tænkte: Nye mødregrupper = alle er nye, ingen kender hinanden i forvejen. Det kunne give præcis noget af det, jeg savner: Nogen at drikke en kop kaffe med en onsdag eftermiddag, eller nogen at mødes med på legepladsen.
Den første mødregruppe har været igang i et par uger nu, og det tegner godt. Det er søde piger, og jeg tror, der ligger god humor derinde et sted, når vi lige når lidt mere under huden på hinanden. (Her bliver jeg nødt til at ignorere, at de 3 af dem har børn, der efter eget udsagn “sover så meget, at jeg faktisk bliver lidt bekymret over det”.) Vi er allesammen andengangsfødende og ligner vist demografisk set sådan nogenlunde hinanden. (Minder lige om, at jeg bor i ghettoen, så man kunne godt være kommet i gruppe med Malou Stella og hendes jævnaldrende veninder.)
Den næste gruppe indeholder en del 3. gangsfødende. Det er jeg lidt spændt på, for det tænker jeg umiddelbart kunne være rigtig godt. Dels er der større sandsynlighed for, at vi er jævnaldrende (jeg er alderspræsident i den første gruppe) og dels tror jeg, at de måske sidder med en følelse, der er lidt tættere på den, jeg har, end 2. gangsmødrene gør: At der hele tiden er et barn mere, end man har hænder til. For det gør fandme nogen gange så ondt i hjertet, at det truer med at knække, og selvom man messer “det er IKKE synd for børn at få søskende, tværtimod, det er IKKE synd for børn at få søskende, tværtimod” for sig selv, så er det alligevel en proces, der tager noget tid at lande i. Og hvor dem i den nuværende mødregruppe har stor glæde af at sende den ældste med far, så man “kun” selv står med babyen, så må 3. gangsmødrene nødvendigvis opleve lidt af det samme, som jeg står i. Håber jeg. (Ej, det lyder forkert, men I ved, hvad jeg mener.)
I morgen kl. 10 går det ned, og det må gerne blive godt.
Forskellen på 1. og 2. gang, og dét med at gøre det alene
På onsdag er Frida 8 uger gammel, og efter små 2 måneder i karrusellen, er det efterhånden tydeligt, både hvor store forskelle og ligheder, der er på at blive mor for hhv. første og anden gang.
Det første bevis på, hvor meget der er sket med mig, fik jeg allerede torsdag morgen på hospitalet, hvor Frida kun var et halvt døgn gammel. Mens jeg gik på stuen og samlede de ting sammen, jeg skulle have med i bad, gik mine tanker 4 år tilbage i tiden, for det var netop morgenen efter Anton blev født, at det begyndte at gå op for mig, hvor stor en omvæltning dette lille væsen bragte med sig. Jeg kan huske, at jeg kiggede ned i vuggen på lillebitte Anton, der havde skreget så inderligt hele natten, at jeg næsten ikke troede, at mit hjerte kunne holde til det, og som nu endelig var faldet i søvn. Jeg tænkte, at det var min chance for at komme i bad – og blev ramt af den første af mange erkendelser af, at livet fremadrettet ville blive noget helt andet, end det jeg var vant til. For hvordan fanden skulle det kunne lade sig gøre at komme i bad? Hvis jeg tog ham med, ville han vågne, og hvis jeg lod ham stå, ville jeg ikke kunne høre, hvis han vågnede og begyndte at græde. Det var dér opgavens omfang begyndte at gå op for mig, og der, hvor jeg begyndte at få fornemmelsen af, at det med at få et barn selv måske ikke kun var et spørgsmål om metervis af kærlighed, timevis af stunder, hvor jeg skulle sidde og amme, mens jeg kiggede drømmende ud på snevejret, og at dét at få en hverdag til at hænge sammen, ikke kun ville være et spørgsmål om at få en barnepige til at passe ham, når jeg skulle ned og undervise.
Denne gang pakkede jeg tingene, trillede Frida med, badede og det var dét. Mens jeg bagefter sad i min seng og drak kaffe, tænkte jeg, at hvis kvantefysikerne har ret, og alle virkeligheder foregår parallelt, ville jeg ønske, jeg kunne sende en flaskepost på tværs af lagene til mit 4 år yngre selv og skrive, at det bliver nemmere. En del, faktisk. At jeg – trods alt – ville ende med at få styr på det.
Denne gang er der som udgangspunkt meget mere ro på, fordi jeg ikke skal igennem “Det kan ikke være rigtigt!?”-fasen, hvor man skal have hjernen til at begribe, at 1) ja – du skal op om natten 2) ja – det bliver man latterligt træt af og 3) ja – dine behov placeret på alfabetlisten ligger og roder rundt nede omkring Å. Ikke (kun) fordi man vil ofre alle sine lemmer og organer 5 gange for sine børn, men også fordi det simpelthen ikke er dét værd at trodse barnets natur og tvinge det med til brunch eller hvad det nu er, lige præcis ens eget barn ikke vil. Heller ikke selvom ALLE de andre har fået børn, der kan sidde i timevis og dimse med en legoklods, mens deres mødre drikker litervis af latte og sludrer sammenhængende med venner og veninder. Det var en dyr og tårevædet lektie at lære, men jeg har lært den, og mit liv har været nemmere siden.
Jeg kan også mærke, at det denne gang er mig ret magtpåliggende ikke at spilde tiden på at jagte løsninger på alle små skævheder, hvor barnets adfærd afviger fra den i bøgerne beskrevne. Hvilket bliver lettere af, at alle bøgerne for længst er brændt i et kæmpebål i haven. Men hvor jeg sidste gang forsøgte at løse ALLE udfordringer i det sekund de opstod, har jeg lovet mig selv at have en langt mere oh-well-agtig tilgang til tingene denne gang. 80% af det, jeg stressede over sidst, var ting, der endte med at løse sig selv, og fordi jeg prøvede 17 forskellige ting samtidig, endte jeg altid med ikke at vide, om det var noget af det, jeg havde gjort, der havde hjulpet (og i givet fald hvad) eller om det ville være gået over af sig selv, hvis jeg havde sat mig på mine hænder.
Jeg er også markant mere tydelig i aftegningen ift. omverdenen og de gode råd. Da jeg fik anbefalet at malke ud for at afhjælpe Fridas uendeligt lange spiseseancer, var jeg ikke engang i tvivl om, at det ikke ville komme til at ske. Hvis det dagligt skulle koste 3 x 40 minutters irriterende arbejde med tysk, belastende plastikprodukt og aflange bananbryster at amme barnet, ville jeg ikke have det *fjerneste* problem med at skifte til erstatning.
Det Uendelige Måltid viste sig i øvrigt at være en fase, der gik over af sig selv.
Jeg ved denne gang, at man godt lige kan nå at starte vaskemaskinen, selvom de vågner og begynder at bjæffe lidt, og jeg er langt bedre til at tage dagene en for en, i stedet for at lede med lys og lygte efter rytmer og mønstre i ALT.
Men nogle ting er også som de var, selvom det er anden gang jeg gør det. F.eks. den SINDSSYGE frustration, når man ikke kan få barnet til at sove. Jeg nåede lige at tænke, at det gad jeg simpelthen ikke stresse over, før jeg blev overfaldet af virkeligheden og kom i tanke om, at det jo ikke bare var et spørgsmål om, at barnet så er mere vågent, men at overtræthed betyder, at INTET fungerer. For nogen. F.eks. har den forgangne uge været et helvede, fordi jeg ikke har kunne få hende fældet i løbet af dagen, så alle går simultant ned i brølende flammer lige omkring kl. 5, hvor der skal bades, laves aftensmad, smøres madpakke osv. Her har jeg også skulle kæmpe lidt med mine egne forventninger, for jeg har været så fokuseret på, hvor meget nemmere det hele ville blive, når vi bare lige kom igennem ferien, at jeg *virkelig* blev taget med bukserne nede over, hvor umuligt det hele bliver, når man har et overtræt, grædende spædbarn hængene på skulderen 12 timer i døgnet, og dagligt bruger 2 x 3 timer på at få hende til at sove bare lidt.
Men til forskel fra sidst, så ved jeg denne gang – ved-ved – at det bare er en fase. Sidst fik jeg nærmest en blodstyrtning af raseri, når folk sagde det, men denne gang har jeg erfaringen at trække på, og det gør en verden til forskel.
Ligesom sidst er der også mange tanker om at være sådan en, der gør det selv. Egentlig er det, jeg savner mest Den Gode Tid. Når man gør det selv-selv, bliver al tid brugt på enten at servicere eller at ordne praktiske ting, og når vi er hos mine forældre, og jeg pludselig har god tid til at putte Anton, eller sidde og nusse Frida, mens hun sover, niver det lidt i hjertet. Det ville jeg virkelig gerne have mere af. Det ville heller ikke gøre noget at have en herhjemme, så jeg kunne komme lidt ud. Jeg har været klar til at begynde at undervise igen i et par uger nu, og jeg savner det meget, ligesom mit hår virkelig, VIRKELIG gerne ville forbi en frisør. Det ville også være rart med en at bytte med, når vi tager aftenskrigeturen – eller i det mindste en at være enig med om, at det sgu trækker tænder ud. At gøre det igen har bekræftet, hvad jeg også tænkte første gang: Det ER den næstbedste løsning at få sine børn selv – men skulle jeg have haft dem med nogen, ville jeg stadig have bedt om at få lige præcis de to, jeg har fået.
PS: Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Jeg bliver så glad, når I pipper med, og lige i disse dage er high-fives og hep ekstra velkomment. Og til dig, Anne: Jeg er klar på kaffe anytime. Send en mail på blogsbjerg@gmail.com, så finder vi ud af noget:)
– og pust ud
Jeg kan ikke huske, at der de sidste 6 år nogensinde før er gået 14 dage, hvor jeg ikke har blogget, men jeg har seriøst ikke haft 5 ledige minutter de sidste 2 uger. Jeg laver fuldstændigt fabelagtigt skønne børn, og jeg elsker dem, så jeg nærmest bliver skeløjet af det – men jeg tror, at 3 ugers ferie med en baby på 3 uger og en loppe på snart 5, der synes, at alting skal foregå i fast forward ville kunne give de fleste sved på panden.
Men nu er Anton afleveret i børnehaven, hvor han har fået besked på at gå ud på legepladsen og råbe af, inden jeg henter ham igen, og Frida er gået kold på sofaen, så her har I mig tilbage. Jeg håber, at I stadig er derude, og at I kan leve med, at bloggen i denne tid er forvandlet til en form for dagbog, der ikke rummer de store forkromede tanker om samfundet omkring os; min hjerne er simpelthen stadig langt fra funktionsdygtig, og små updates fra livet herhjemme er, hvad vi formår at ryste ud af ærmet lige nu.
Jeg skrev lidt om min feriefrygt i de sidste indlæg; at jeg på forhånd virkelige var nervøs for, hvordan vi skulle få 3 hele uger til at gå, uden at de sociale myndigheder greb ind og fjernede en af os. Og jeg ville ønske, at det var her, jeg slog en overskudslatter op og bekendtgjorde, at det, da det kom til stykket, slet ikke var noget problem, men det ville være løgn. Når jeg bliver træt, bliver jeg hyper og super støjsensitiv, hvilket betyder, at jeg foretrækker, at alting går åndssvagt stærk på den meget, meget stille måde. Denne gave har jeg skænket begge mine børn, men valgt at give dem en halvdel hver, så Anton bliver hyper, når han bliver træt, mens Frida bliver nærmest overfølsom overfor lyd. Så godnatscenen, hvor det løsgående krydsermissil hopper manisk op og ned i sengen, mens han brøler “Pjerrot sagde til månen”, og jeg samtidig prøver at amme det rasende, overstimulerede piskeris til ro, giver et fint stemningsbillede af ferien, sådan helt generelt.
Når det er sagt, har der heldigvis også været dage, hvor det har fungeret, og hvor jeg kunne se, hvor godt det bliver, når der lige falder lidt ro og rytme på det hele. Dynamikken er pludselig en helt anden, og det kommer til at gøre virkelig meget godt for vores lille familie, at vi nu er blevet 3. I ferien er Frida også begyndt at grine og smile til Anton, og jeg får tårer i øjnene hver gang, det sker. Det er kæmpestort.
På plussiden mister man også sit filter i en grad, der sidestiller én med mennesker med bestemte psykiske lidelser, når man bliver så træt og presset, som jeg har været de sidste par uger. Det har været nærmest befriende bare at åbne munden og lade sin første indskydelse komme ud, i stedet for at køre den sædvanlige høflighedsscreening på ordene først. F.eks. da vikarsundhedsplejerskens løsning på, at Frida ikke vil tage en sut, var, at jeg skulle få “en jeg kender, der ikke lugter af mælk, til at komme og give Frida sutten 10 minutter, 3 gange dagligt” og jeg bare kiggede på hende og bad hende nævne alle dem, hun havde i sit eget liv, der ville have mulighed for det. Eller da lægen spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg svarede ærligt, at det var svært for mig, at min lunte med Anton var kort, for jeg fik så dårlig samvittighed, og hendes svar var “Ja, det er da heller ikke hans projekt. Det er dig, der har valgt at få et barn mere.” I udsovet tilstand ville jeg gå hjem og skamme mig, men nu kiggede jeg hende bare lige i øjnene og svarede, at bjerget af selvhad i forvejen var så massivt, at jeg virkelig ville sætte pris på, at hun som læge undlod at læsse mere skyld på toppen. Hvilket jeg egentlig står ved.
Og endelig glæder jeg mig til, nu hvor ferien er slut, ikke at skulle høre flere mennesker belære mig om, at det vigtigste, når man er i knæ er, at “lade vasketøj være vasketøj”. Jeg ved ikke, om vores tøj virker sygeligt rent, eller om jeg minder meget om Monica fra Venner, men jeg kan næsten ikke holde ud at lade som om, at løsningen på den træthed man oparbejder over tid med 5 timers afbrudt søvn pr. nat, er at springe en kogevask over.
Vi har været på fiskerimuseet 3 gange, vi har været på legepladsen 100 gange, vi har været på stranden, på biblioteket og på togtur til Ribe. Vi har fået mad, rent tøj på kroppen(!), og er ikke druknet i hverken støv, nullermænd eller opvask. Børnene virker glade og tilpasse, og næste gang vi har 3 ugers sommerferie, er vi et helt andet sted. Og jeg må drikke vin.
Det glæder jeg mig til.
Fragmenteret update fra feriefronten
* Første uge af ferien er gået, og jeg ville virkelig ønske, at alkohol og amning var kompatible. For med 4-6 timers søvn i døgnet, fordelt på 2-3 portioner, kunne jeg godt snart trænge til noget, der var stærkere end kaffe.
* Af samme grund er slankekuren sat midlertidigt på hold. Har tabt halvdelen af de grotesk mange kilo, jeg tog på under graviditeten, men koffein har brug for sin wingman sukkeret, hvis mor skal blive ved med at hive overskud op af hatten. Man kunne sagtens indvende, at man kunne hjælpe sig selv meget bedre med sund og fiberrig kost, fordi kroppen så ikke oveni massivt søvnunderskud skulle forsøge at rette op på de K3-skader man oralt påfører sig selv. Det er sandt. Og det kommer ikke til at ske.
* Mit aircon i bilen har med stor præcision valgt at gå i stykker i præCIS det sekund, temperaturen i Esbjerg har sneget sig over 20 grader. Det koster 3500 at få lavet, siger værkstedet. Hvilket ikke hænger supergodt sammen med barselsindkomst. Overvejer at sælge en nyre, for kombinationen af tyk, rasende baby med kronisk kropstemperatur omkring de 50 grader i foret autostol og stærk sol lader lidt tilbage at ønske.
* Næste gang jeg føder, vælger jeg at føde på et tidspunkt, hvor det ikke falder sammen med de to ugers tvungen lukket i institutionen (hedder det egentlig det? “Tvungen lukket”? Eller er det noget vestjysk?) For den kombi er godt nok ikke specielt fremmende for selvfølelsen eller indstillingen til den eftertragtede Mom of the year-award: Det er UMULIGT at være der nok. For nogen. Jeg har forsøgt at gøre det på den måde, at vi hver dag gør noget, der kun er til Anton, fx. legeplads, strand eller fiskerimuseet, og derefter retter resten af dagen lidt ind efter Frida, men uanset hvor tyndt et lag, jeg smører mig selv ud i, er der hele tiden et barn, der ikke får det, jeg synes, det skal have. Lige nu er jeg også så ny i det her 2-børns noget, at alene logistikken næsten tvinger mig i knæ. Hold nu KÆFT, alt det man skal pakke og have med, hvis man skal være væk hjemmefra i bare en time.
* Frida er nu en måned gammel, og selvom det lige nu er lidt sejt, er hun simpelthen så skøn. Hun skriger ikke ret meget, bortset fra de obligatoriske timer om aftenen, men ellers synes jeg faktisk, at hun temperamentsmæssigt virker mildere stemt end resten af huset. Hun holder ikke længere helt så lange spiseseancer, hvilket er rigtig rart, men det har til gengæld blotlagt et andet problem; hun vil ikke sove, med mindre hun falder i søvn hos mig. Og når hun gør det, vågner hun halvdelen af gangene, når jeg flytter hende over i liften. På den måde er det ret sjovt (haha) at få et barn mere; jeg troede, at det var fordi, Anton var for tidligt født, at han ikke sov. Det viser sig nu, at jeg simpelthen designer dem genetisk med en defekt i søvncentret.
* Anton er i sandhed kommet i Store Gruppen i børnehaven med alt det, der følger med. Han bliver så stor, og kan pludselig så mange ting, og viljen fejler stadig ikke noget. Dog kunne jeg godt have undværet det VANVITTIGE lydniveau, der følger med (seriøst: han opererer kun med et db-niveau på over 80) og trampelegen, der åbenbart er the shit. Og det er den garanteret, når man leger den med Gustav og Nikolaj på Guldstuen. Når overtræt mor forsøger at putte overtræt baby? Not so much. Han reagerer selvfølgelig på, at Frida er kommet, men det er stadig på et niveau, hvor jeg synes, at det både er rimeligt og forståeligt. De to yndlingsstrategier, når han er gal på mig, er at lade som om, han ikke hører, jeg taler til ham, og at gøre sig langsom. Hypnotisk langsom. Når man samtidig har en lille loppe, der ligger på sengen og SKRIGER, er det en ret effektiv form for tortur.
* Og mig? Well, jeg gør det så godt, jeg kan. Jeg har sat alle krav og intentioner ned til laveste acceptable niveau, og midlertidig dispenseret mange af reglerne herhjemme. Vi spiser fx. ikke altid sammen i de her dage, og vi sidder ikke ved køkkenbordet i samlet flok, når vi gør det. Det vægter højere, at alle når at få mad, også selvom Anton får lov at se lidt Ninjago imens, og jeg kører den stående et-hånds model. Og selvom jeg normalt går virkelig højt op i, at jeg ikke opdrager med trusler, og at vi taler ordenligt til hinanden, må jeg bare æde, at der ind imellem smutter en tudse ud af munden på mig, når jeg bliver presset nok. I går, da han synes, det var sjovt at stille sig i vejen for mig hele tiden, for at stoppe et piskeris op under trøjen på mig, og jeg 200 gange med min mest pædagogiske stemme havde bedt ham holde op, kom jeg f.eks. til at hvisle, at hvis vi skulle ned og se på sæler idag, så skulle han stoppe med den pissede opførsel LIGE nu! Jeg hader mig selv, når det sker, for det er bare ikke i orden. Men. Ja. Noget med at holde fast i de gode intentioner, og blive ved med at pejle efter dem, ikke?
Jøsses, hvor tiden går!
Idag er det præcis 3 uger siden, Frida joinede vores lille cirkus, og jeg synes, at det – alle mine bekymringer til trods – går meget godt. Anton har taget så fint imod hende, og har ikke forsøgt at slå hende ihjel, men behandler hende med en god blanding af nysgerrighed, kærlighed og (i mangel af bedre ord) ligegyldighed, hvilket er præcis den reaktion, jeg havde håbet på. Jeg ville så nødig, at han sad med fornemmelsen af at skulle leve op til nogle forventninger om et bestemt sæt følelser, som han ikke har haft chance for at udvikle for hende endnu, så netop det med, at han ind i mellem bare trækker lidt på skulderen over, at hun er her, synes jeg er et sundhedstegn.
Paradoksalt nok har en af de største udfordringer her i starten været, at vi kender lidt for mange gode mennesker: Når man bor i Esbjerg, og vælger at føde i sommerferien, er der nogle barselsbesøg, der falder lidt tidligere, end det måske egentlig er hensigtsmæssigt. Hvor man i traditionelle familier hele tiden er en voksen, der kan holde bare nogenlunde fast i det rutiner, man plejer at have med det store barn, så er det mig, der er buffer på alt her. Det betyder, at jeg helst skal nå noget af alt det praktiske, når Anton er i børnehave, og da Frida har nogenlunde samme tålmodighed, som sin storebror, betyder det, at det er når hun sover, tingene skal ske. Og har vi gæster dér, betyder det, at jeg løber tør for tid. Problemet er, at jeg jo også er så stolt, at jeg er ved at revne, og derfor gerne vil vise frem – og når folk først er her, så er det så hyggeligt, at jeg synes, de skal blive i 100 år. Det har givet lidt stress, og jeg har mere end en gang tænkt, at jeg egentlig godt forstår det gamle system, hvor man bare satte et skilt på døren, hvorpå der stod, at man ikke var at træffe de første 14 dage efter babys ankomst.
På det helt lavpraktiske plan er jeg virkelig positivt overrasket over, hvor meget jeg overkommer. Vi er ude af døren hver morgen kl. 8.20, hvor jeg har været i bad, og alle mand er fodret af og iført rent(-ish) tøj. De fleste morgener er der også redt senge og ryddet op efter morgenmaden. Dagen prøver jeg at tage, som den kommer, og når Anton bliver puttet kl. 19, har han været i bad, og alle har fået noget relativt forsvarligt at spise til aftensmad. Den største udfordring er, at Frida spiser hele tiden. Som i: HE-LE tiden. Jeg kan amme hende i timevis, og halvdelen af tiden falder hun i søvn, når hun ligger der, uanset hvad jeg prøver af tricks. Det giver nogle uhensigtsmæssigt lange ammepas, og det er ubetinget det, der gør mest ondt på mig, for det betyder, at Anton må holde for. Det bliver hele tiden ham, der skal vente, selv hente og vente igen. Og selvom det helt sikkert også har været sundt at få ryddet op i noget af det “Du ringer – jeg springer” vi har fået skabt, er det dét, jeg hyler over, når jeg hyler. Det er også grunden til, at jeg gruer lidt for de forestående 3 ugers ferie, der starter på fredag, for der er simpelthen grænser for, hvor meget forståelse en 4-årig kan forventes at udvise for at blive sat på hold hele tiden. (Og så snakker vi ikke om, at jeg i de 3 uger ikke kommer til at kunne tage en lur i dagtimerne, hvis nætterne er helt tossede…)
Det er kommet tilbage til mig, hvordan man primært arbejder i yderpolerne af sin personlighed, når man har et spædbarn. Ligesom sidst er det ikke fordi vi sviner os til i søvn, og den anden nat var Frida vågen fra kl. 1 til kl. 4. *Lige* da hun var faldet i søvn, faldt Anton ud af sengen, hvilket selvfølgelig udløste en trøsteseance af det stakkels, forskrækkede barn, mens Frida fornøjede sig med at begynde at græde af træthed, hvorefter hun tissede på mig. Lige dér måtte jeg facepalme mig selv hårdt 6 gange for ikke at komme til at skrige i afmagt. Til gengæld havde vi i sidste uge en morgen, hvor ALT bare flaskede sig, og da radioen spillede “Rhythm of the night” havde jeg nærmest lyst til at flå rattet af og smide det ud af vinduet i begejstring over, hvor badass, jeg synes, jeg var.
Så sådan står det til i vores lille familie. Jeg håber, at I nyder sommeren, ferien og hinanden derude.
Nå – hvor kom vi fra?
Som nogen måske husker, fik jeg undervejs i graviditeten at vide, at jeg efter fødslen skulle være indlagt 2 døgn, da Frida skulle observeres for streptokokker, type B. Lige da jeg fik det at vide, udløste det øjeblikkeligt fornemmelsen af at have fået en stram skjorte knappet for tæt op i halsen, men da jeg lige havde haft tid til at fordøje oplysningen, besluttede jeg mig for at betragte det som en gave: 2 døgn, hvor jeg kunne lære Frida lidt at kende, uden (ret meget) dårlig samvittighed over at fokusere 100% på hende.
Og sådan formåede jeg faktisk at føle det. Jeg havde glemt, hvordan de knirker, når de er så små, og at de ligner små egern, når de putter ind til halsen, og det var 48 værdifulde timer, hvor det bare var os to.
Efter det første døgn facetimede jeg med Anton, og det er nok århundredets underdrivelse at sige, at jeg var spændt på, hvad han ville sige til hende. Gennem hele min graviditet har jeg været SUPER opmærksom på ikke at hype det, så han ville komme til at føle, at han skulle leve op til nogle forventninger hos mig. Derfor har jeg været ret meget i tvivl om, hvor lidt/meget af det, han på forhånd forstod; den ene aften kiggede han på mig og sagde: “Når babyen kommer, smider vi den ind under sengen” og dagen efter kom han uden videre dikkedarer hen og lagde et stykke pandekage på min mave, fordi “Frida også skal have.” Så da jeg med dirrende stemme sagde: “Se. Nu er Frida kommet ud til os” tænkte jeg, at det kunne gå alle veje. “Nååå! Hun er sød. Jeg har fået Ninja Turtles af mormor!” var reaktionen.
Hvilket jo trods alt ikke var: “Jeg hader hende, og nu hader jeg også dig!”
Dagen efter kom han på besøg, og hold kæft, hvor havde jeg savnet ham. Mine supersoniske mor-ører kunne allerede høre ham, da de trådte ind på afdelingen, og selvom jeg forsøgte at lade være, flød hele mit ansigt over med vand, da han kom ind på stuen. Heldigvis havde han også savnet mig nok til at udholde både at blive krammet og kysset. Da vi havde sagt hej, ville han godt lige se Frida. “Må jeg køre hende?” spurgte han, og lavede derefter lastbilen-bakker-lyden, da han kørte hende ud i opholdsrummet, og lige der fik jeg en fornemmelse af, at det måske nok skal ende med at gå det hele alligevel.
Fortsættelse følger (og det er altså ikke fordi jeg prøver at spille den mystiske cliffhanger-type. Lige nu er der bare virkelig korte breaks, hvor der er tid til at blogge, så vi arbejder ud fra less is more-teorien..)
Den fineste Frida
Det her blogindlæg har jeg glædet mig til at skrive, for onsdag eftermiddag i sidste uge, var ventetiden endelig – endelig! – forbi.
Jeg kunne ikke rigtig rumme at flere end de allernærmeste vidste det, men mandag fik jeg at vide, at jeg ville blive indlagt og sat i gang onsdag morgen kl. 8.00, hvis ikke fødslen gik igang af sig selv. Jeg håbede til det sidste – ikke mindst fordi dét at have et tidspunkt, udløste dét, jeg meget gerne ville have undgået, nemlig et døgn med “Nu Er Det Sidste Gang At..” – hvilket er på Top 3 listen over situationer, jeg tackler virkelig dårligt. Selv uden hormoner.
Men efter at have tudet mig igennem hele tirsdag, fik jeg om aftenen pakket de sidste ting, valgt endelig spilleliste (Pink Floyd’s The Pulse, som er en liveoptagelse, fordi jeg synes, at der generelt er alt, alt for lidt applaus og hep på en fødestue), og gjort klar, og onsdag morgen trillede vi herfra kl. 6.45. Hos mine forældre blev Anton og morfar installeret med verdens største æske lego, og jeg tog min mor med på hospitalet.
Vel ankommet, fik jeg udleveret et sæt af det virkelig nederen tøj, der ovenikøbet ikke kunne lukkes om maven (oh prøverumsfornemmelsen…), og fik taget vandet, hvilket – sammen med de to gange hindeløsninger, jeg havde fået lavet – gerne skulle have fået fødslen til at gå igang af sig selv.
Åh, jeg må le. Én ve, kunne det blive til.
Efter et par timers vandren frem og tilbage uden yderligere action, skulle der lægges plan for, hvad næste skridt skulle være. Jeg har hele tiden sagt, at jeg meget gerne ville undgå ve-stimulerende drop, fordi jeg gerne, modsat sidste gang, ville have en fødsel, der strakte sig over så lang tid, at kroppen kunne nå at følge med, og derfor blev det besluttet, at jeg skulle have akupunktur.
Kl. 11.40 fik jeg sat 6 nåle.
Kl. 12.05 fik jeg den første ve.
Allerede da jeg var 3 cm. åben, kiggede jeg på min mor og sagde: “Det her går alt, ALT for stærkt.” Da jeg var 4 cm. åben, sagde jeg til min jordemoder, at jeg nu officielt gik i panik, for allerede dér var der så meget smæk på, at jeg måtte sætte lyd på veerne, hvilket i mit hoved var ALT for tidligt at være så forpint. Og al den fødselsforberedelse jeg har brugt en halv time på dagligt at øve de sidste 12 uger? For længst ubrugelig: Med max. 30 sekunder mellem hver ve, var det som at forsøge at gribe fat i et stykke vådt sæbe. Da jeg var 5 cm. åben, havde indtil flere jordemødre lagt vejen forbi, fordi de kunne se på skærmen i vagtstuen “at det da så noget vildt ud inde på lilla fødestue” og derfor lige skulle tjekke, at alt var, som det skulle være, og den sidste sætning med ord, jeg formåede at producere, var svaret til hende, der sagde, at hun godt nok skulle love for, at min krop var dygtig til at lave veer: “Af alle de talenter i verden, man kunne have haft!!” Anæstesi lagde vejen forbi ved 6 cm., for blot lakonisk at konstatere, at jeg længe ville have født, inden der kunne laves nogen form for smertelindring, og ved 7 cm. fik jeg presseveer.
På det tidspunkt var det eneste, jeg formåede, at klamre mig til kanten af min forstand, og forsøge at messe “kroppen kan sagtens, det er hjernen der står af, kroppen kan sagtens, det er hjernen, der står af”.
Min krop virkede ikke overbevist.
Men kl. 15.07 blev Frida født, og jeg sad endnu engang tilbage i målløs undren over, hvad kroppen og sindet kan holde til, og hvor fuldstændig blæst væk af kærlighed man er, i samme sekund man får sit barn op på maven. På papiret er hun stor: 4660 gram/55 cm, hvilket er hhv. 2 kg. og 10 cm større end Anton, da han blev født; alligevel virker hun så lillebitte og fin, og jeg har hele tiden lyst til at spise hende. Imponerende nok kan man godt føde et barn på størrelse med en gennemsnitlig asiat på 3 timer uden anden collateral damage end 2 små rifter – og så selvfølgelig en efterfølgende fornemmelse af først at være blevet kørt over af en tank, og derefter have fået et solidt lag tæsk med et jernrør. Jeg har seriøst haft så ondt i mine armmuskler, at det først var lørdag, jeg kunne løfte Anton igen.
Men nu kan jeg høre hende her begynde at knirke i barnevognen, så fortsættelse følger, når tiden er til det:
Et sidste pip fra mig på den her side af fødslen
Ikke på den suicidale måde, men jeg har simpelthen ikke mere kapacitet i hovedet til at forholde mig til noget som helst. På nuværende tidspunkt er jeg gået 12 dage over tid, og det begynder at trække op til igangsættelse, hvis ikke hun snart beslutter sig for at entrere scenen. Hvilket hun formentlig gør til lyden af Keshia, med ordene: “The party don’t start ‘till I walk in”. Når jeg er færdig med de indledende “velkommen til verden, lille menneske”-krammere, skal vi have os en lang snak om vigtigheden af punktlighed og rettidig omhu.
Så lige nu er der bare dømt tudetur over hele linjen. Fordi.. jamen, sgu bare fordi. Alle er søde, alle prøver at opmuntre, og jeg er helt med på, at det her er et firstworldproblem, if there ever was any, og at selvom jeg lige nu ikke orker at høre mere om ananas og sex og fjerne kusiner, der fødte fordi de kørte 55 km/t på en strækning, hvor man må køre 60, så ville det være meget værre, hvis alle var skideligeglade.
Oveni hatten er det blevet besluttet, at Anton skal flyttes over i storegruppen fra på mandag, og selvom jeg er 100% afklaret med, at han er klar, niver det alligevel i hjertet, at jeg ikke kan være der for ham, som jeg gerne ville, når han skal fra den stue og de voksne, der har hjulpet ham med at finde sin lille sti i verden. I morges hylede jeg en halv time over, at jeg formentlig ikke kan bage kage til ham på afslutningsdagen. Han bliver større, han er ikke lavet af glas og alt det der – men vi er et team, og lige her ville jeg forfærdelig gerne være klar til at samle op og puste på forslåede verdensforståelser, når overgangen bliver for overvældende.
Selvom det lige nu føles som om, det er mig, det er mest overvældende for.
Jeg trækker stikket her, og lover først at stikke hovedet herud igen, når man ikke risikerer at få en depression af at tale med mig.
Møs så længe.
Der findes et særligt sted i Helvede for forældre, der dømmer hinanden
For tiden er der flere af mine venner, der deler denne artikel fra Informationen på FB; den handler om, at forældre måske skal tænke lidt mere over, hvor mange og hvilke billeder, de deler af deres børn på de sociale medier.
De første mange gange jeg så artiklen delt, kunne jeg mærke, at jeg næsten ikke orkede at gå ind og læse den, fordi overskriften alene (“Forældre misbruger deres børn som medieobjekter”) signalerer lidt for meget hellighed til mig, men idag valgte jeg så alligevel at klikke på linket. Der er jo aldrig noget forgjort i at udfordre sig selv.
Efter endt læsning vil jeg sige, at jeg egentlig synes, at der er et par gode pointer i den. Jeg kan ret godt lide vinklen med, hvordan det for os forældre ville føles, hvis det var barnet, der fotodokumenterede vores liv, og suverænt bestemte, hvad der skulle deles med resten af verden. Men jeg bliver bare så skidetræt af, den slags artikler altid antager, at dem, der forbryder sig mod det, man lige her harcelerer over, gør det, fordi de er afstumpede, ligeglade netnarkomaner, der udelukkende fokuserer på egne behov.
For det eneste argument, der fremføres i artiklen, som værende forældrenes begrundelse for at lægge billeder af børnene op, er “jagten på anerkendelse og eftertragtede likes”. Stort set samme argumentation blev brugt i artiklerne om de skrækkelige forældre, der sad på legepladserne rundt omkring i Danmark med deres smartphones i hænderne, der huserede for nogle måneder siden: De antog også, at det handlede om, man ikke gad at være sammen med sine børn, men i stedet valgte det digitale fællesskab, mens ungerne stod som personificede indbegreber af Bragolins grædende børn, og ønskede, at deres forældre ville se dem. Og om 20 minutter kommer alle artiklerne om, at forældre afleverer deres børn i institutionerne i sommerferien, så de kan gå på cafe og realisere sig selv.
Selvfølgelig findes de. Både de forældre, der fotodokumenterer ALT, hvad børnene foretager sig, uden øje for, hvad der måske for ungerne på sigt ikke er så fedt at have liggende i cyber. Ligesom der også findes forældre, der aldrig løfter blikket fra skærmen, når de er ude med afkommet, og dem, der virkelig ikke magter at holde ferie med deres børn. Men hvorfor pokker er det, at vi mistror hele den samlede forældrestand, fordi der findes brodne kar? Det svarer jo til at antage, at alle mandlige pædagoger er pædofile.
Jeg har stor respekt for, at der er nogen, der bevidst vælger, at deres børn ikke skal husere på de sociale medier, før de er gamle nok til selv at tage stilling til, om de vil være der. Ligesom jeg også respekterer dem, der fravælger facebook, stemmer på andre partier end mig, og ser meget DR2. Det er ikke det hele, jeg forstår, men, som min far altid siger: “Det er der heller ingen, der forlanger, Linda.”
Jeg lægger billeder op af Anton, fordi han er det bedste, jeg ved i hele verden. Jeg er så ubegribelig stolt af ham, og jeg har hele tiden lyst til at pege på ham, og råbe: “SE!!” fordi han i mine øjne er det vildeste, og jeg *fatter* ikke mit held over, at lige præcis han landede hos mig. Men jeg tænker selvfølgelig over, om jeg udstiller ham, eller lægger noget op, der kan blive kilde til forlegenhed senere, inden jeg poster det. Ligesom jeg helt naturligt går ud fra, at alle mine veninder gør, inden de poster billeder af deres børn.
Jeg tager også somme tider min telefon frem på legepladsen. I know. Jeg skulle meldes. Jeg gør det, fordi jeg har brugt hele morgenen derhjemme på at se, at mit barn er Kaptajn Kno, der kan flyve, når han har sit forklæde omvendt på, og som kan lande på en ekstra sej måde, når han hopper ned fra et helt bestemt sted i vindueskarmen, på at smøre ham ind i den forhadte masse ‘solcreme’, på for 24. gang at høre om kagen, de fik hos Nikolaj, da de var til fødselsdag i fredags, og på at finde og pakke sæbeboblerne med Spiderman (IKKE dem med McQueen, mor!) – og derfor ikke har haft mulighed for at skrive indkøbsseddel, eller tjekke op på min veninde, som lige har mistet sin far. Jeg vil vove at påstå, at det ikke ville være hverken svært eller hårdt at have børn, hvis man bare kunne parkere alle de andre elementer, livet består af, og udelukkende koncentrere sig om at fokusere på dem – men sådan hænger verden jo for pokker ikke sammen. Der er stadig arbejde, der skal passes, praktiske ting, der skal ordnes og en omgangskreds, der skal tages vare på, fordi ingen mand er en ø.
Og artiklen om børn og billeder kunne sagtens være skrevet uden at hænge the scarlett letter om halsen på 80% af alle forældre, og føje endnu et punkt til listen over ting, vi skal have dårlig samvittighed over. Pointerne ville have været lige fine.
Så i denne tid, midt i denne valgkamp, hvor historisk mange forholder sig til, at tonen i den politiske debat er pilrådden, fordi politikerne kritiserer det, de andre står for, i stedet for at fortælle, hvad det er, de gerne selv vil, kunne vi jo passende prøve at gøre det samme selv, i stedet for bevidstløst at udstede fatwaer mod alt, vi ikke er enige i.