– og pust ud
Jeg kan ikke huske, at der de sidste 6 år nogensinde før er gået 14 dage, hvor jeg ikke har blogget, men jeg har seriøst ikke haft 5 ledige minutter de sidste 2 uger. Jeg laver fuldstændigt fabelagtigt skønne børn, og jeg elsker dem, så jeg nærmest bliver skeløjet af det – men jeg tror, at 3 ugers ferie med en baby på 3 uger og en loppe på snart 5, der synes, at alting skal foregå i fast forward ville kunne give de fleste sved på panden.
Men nu er Anton afleveret i børnehaven, hvor han har fået besked på at gå ud på legepladsen og råbe af, inden jeg henter ham igen, og Frida er gået kold på sofaen, så her har I mig tilbage. Jeg håber, at I stadig er derude, og at I kan leve med, at bloggen i denne tid er forvandlet til en form for dagbog, der ikke rummer de store forkromede tanker om samfundet omkring os; min hjerne er simpelthen stadig langt fra funktionsdygtig, og små updates fra livet herhjemme er, hvad vi formår at ryste ud af ærmet lige nu.
Jeg skrev lidt om min feriefrygt i de sidste indlæg; at jeg på forhånd virkelige var nervøs for, hvordan vi skulle få 3 hele uger til at gå, uden at de sociale myndigheder greb ind og fjernede en af os. Og jeg ville ønske, at det var her, jeg slog en overskudslatter op og bekendtgjorde, at det, da det kom til stykket, slet ikke var noget problem, men det ville være løgn. Når jeg bliver træt, bliver jeg hyper og super støjsensitiv, hvilket betyder, at jeg foretrækker, at alting går åndssvagt stærk på den meget, meget stille måde. Denne gave har jeg skænket begge mine børn, men valgt at give dem en halvdel hver, så Anton bliver hyper, når han bliver træt, mens Frida bliver nærmest overfølsom overfor lyd. Så godnatscenen, hvor det løsgående krydsermissil hopper manisk op og ned i sengen, mens han brøler “Pjerrot sagde til månen”, og jeg samtidig prøver at amme det rasende, overstimulerede piskeris til ro, giver et fint stemningsbillede af ferien, sådan helt generelt.
Når det er sagt, har der heldigvis også været dage, hvor det har fungeret, og hvor jeg kunne se, hvor godt det bliver, når der lige falder lidt ro og rytme på det hele. Dynamikken er pludselig en helt anden, og det kommer til at gøre virkelig meget godt for vores lille familie, at vi nu er blevet 3. I ferien er Frida også begyndt at grine og smile til Anton, og jeg får tårer i øjnene hver gang, det sker. Det er kæmpestort.
På plussiden mister man også sit filter i en grad, der sidestiller én med mennesker med bestemte psykiske lidelser, når man bliver så træt og presset, som jeg har været de sidste par uger. Det har været nærmest befriende bare at åbne munden og lade sin første indskydelse komme ud, i stedet for at køre den sædvanlige høflighedsscreening på ordene først. F.eks. da vikarsundhedsplejerskens løsning på, at Frida ikke vil tage en sut, var, at jeg skulle få “en jeg kender, der ikke lugter af mælk, til at komme og give Frida sutten 10 minutter, 3 gange dagligt” og jeg bare kiggede på hende og bad hende nævne alle dem, hun havde i sit eget liv, der ville have mulighed for det. Eller da lægen spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg svarede ærligt, at det var svært for mig, at min lunte med Anton var kort, for jeg fik så dårlig samvittighed, og hendes svar var “Ja, det er da heller ikke hans projekt. Det er dig, der har valgt at få et barn mere.” I udsovet tilstand ville jeg gå hjem og skamme mig, men nu kiggede jeg hende bare lige i øjnene og svarede, at bjerget af selvhad i forvejen var så massivt, at jeg virkelig ville sætte pris på, at hun som læge undlod at læsse mere skyld på toppen. Hvilket jeg egentlig står ved.
Og endelig glæder jeg mig til, nu hvor ferien er slut, ikke at skulle høre flere mennesker belære mig om, at det vigtigste, når man er i knæ er, at “lade vasketøj være vasketøj”. Jeg ved ikke, om vores tøj virker sygeligt rent, eller om jeg minder meget om Monica fra Venner, men jeg kan næsten ikke holde ud at lade som om, at løsningen på den træthed man oparbejder over tid med 5 timers afbrudt søvn pr. nat, er at springe en kogevask over.
Vi har været på fiskerimuseet 3 gange, vi har været på legepladsen 100 gange, vi har været på stranden, på biblioteket og på togtur til Ribe. Vi har fået mad, rent tøj på kroppen(!), og er ikke druknet i hverken støv, nullermænd eller opvask. Børnene virker glade og tilpasse, og næste gang vi har 3 ugers sommerferie, er vi et helt andet sted. Og jeg må drikke vin.
Det glæder jeg mig til.
3. august 2015 @ 10:19
Du er forrygende! Og hvor var det et godt svar til den kost af en læge. Vikarsundhedsplejersken virkede i din beskrivelse (tilsat min tolkning) ung og naiv – forhåbentlig med plads til forbedring.
Jeg sidder her på et kontor i Esbjerg, hvor mit job sender mig til et par gange om måneden. Og jeg er glad for, at du har givet lyd i min frokostpause, for jeg var begyndt at overveje, om jeg kunne finde dig og køre forbi dig og tjekke om alt var ok. Men jeg vil helst forsøge at undgå et stalkertilhold og nu er måske ikke lige tidspunktet til kaffe med nye mennesker. Men dejligt at høre fra dig!
3. august 2015 @ 14:59
Du er så pisse sej!
Og jeg som synes en sommer med dramatisk 4årig, relativt chillet 8mdrs baby og mand som er i specialehi er ret op ad bakke. Ved fandme ikke hvad jeg ville have gjort for syv mdr siden. Men oftest klarer man jo det man skal klare. Og der er ikke noget bedre end når tingene klapper, babyen sover og man får en god time med den ældste. Eller endnu bedre: når begge en sjælden gang i mellem sover på samme tid! Hvilken fryd.
Jeg synes du for evigt skal droppe høfligheden overfor lortelæge og skodsundhedsplejerske. Hvad bilder de sig ind. De har fortjent dine præcise og helt perfekte svar. Jeg øver mig i at blive lige så cool. Thumbs up, Linda.
Hold kæft hvor forstår jeg hvor hårdt det er – og hvor forstår jeg også hvor meget det er sliddet værd når børnene griner sammen og moren græder glædestårer.
I går sagde min mand: "det er så vildt at tænke på alt det vi kan næste sommer" – og ja, det er jo egentlig fantastisk hvordan de første måneders kamp gør een så tilpas rå og rutineret at to børn på halvandet og fem virker som det nemmeste i verden 🙂
3. august 2015 @ 18:58
Du er så sej og en uden tvivl en fantastisk mor.
Hvis jeg må have lov, vil jeg som mor til en på 8 og to på 6 gerne sige:" Jeg kender det sted du er nu, jeg var der selv engang og det BLIVER nemmere, det er virkelig sandt"
Med stor respekt
Macu
3. august 2015 @ 19:02
Hvor er det godt skrevet – griner altså højt. Dejlig dejlig blog
3. august 2015 @ 21:13
Jeg bøjer mig sgu i støvet for dig. Kæmpe stor respekt. Jeg synes eddermame det er topsejtt,at du kan overleve 3 ugers sommerferie med 2 børn,en.lidt stor og en lille ny. Jeg synes til gengæld at både læge og sundhedsplejersken burde skamme sig.
Sender et mega virtuelt kram og klipper med flaget. Længe leve hverdagen. Det fungerer altså.bedst, når.man har (små) børn
4. august 2015 @ 05:50
Jeg synes du er sej!
4. august 2015 @ 09:44
Jeg er her i hvert fald endnu, og synes dit indlæg-uden-overskud er imponerende overskudsagtigt! Topsejt at være enlig mor generelt, endnu mere med en lille og en loppe, afsindigt med en sommerferie oveni! Og fedt svaret til de to tankeløse. Det havde jeg ikke kunne, jeg havde helt sikkert taget slagene liggende i fosterstilling. Du er en inspiration for mig 🙂
5. august 2015 @ 09:31
Du er den sejeste mor, jeg kender!!
Og egentlig er det jo noget værre vås med vasketøjet… det tar 5 min at proppe det i og 3 at smide det i tumbleren…8 bonussøvnminutter……
5. august 2015 @ 10:04
Alkohol er svaret på SÅ mange ting!
Jeg nærede et intenst had til alle mennesker, der fik deres nattesøvn (og folk med motoriserede haveredskaber), både efter jeg havde fået nummer 1 og nummer 2. Man kan faktisk køre rimeligt langt på had, så måske skal man være taknemmelig over alle de gode-råds mennesker man kan snerre af?
Egentlig ville jeg bare sige, at jeg er glad for, at du overhovedet kan overkomme at skrive om noget som helst bare en gang i mellem, så tak for det! Læserne skal nok blive hængende, er jeg sikker på, no worries!
7. august 2015 @ 11:33
Hatten af! Hold nu kæft, du er sej!
Og jeg synes i dén grad, at både læge og vikarsundhedsplejerske fortjente de svar de fik!
8. august 2015 @ 16:12
Må man godt sige et kammeratligt "you go girl!" til en man ikke kender?! Jeg gad altså godt at vide hvad sådan en læge eller sundhedsplejerske svarede til din meget passende respons. Er der nogen god måde at komme ud af den på?!
8. august 2015 @ 19:35
Skift læge, straks! Mage til uprofessionel, fræk og ufølsom kommentar skal man da lede længe efter. Og glæd dig over, at det var en vikarsundhedsplejerske – jeg håber bestemt at din vanlige sundhedsplejerske har nogle bedre løsningsforslag.
10. august 2015 @ 11:53
Jeg synes simpelthen at du er så sej! Lægen er en idiot og sundhedsplejersken er en vikar, du er enlig mor og hvis jeg kunne ville jeg have adlet dig! "Børn er som svampe, de suger all kraft ud af dig, og når du knuser dem siver det ud af dem og over på dig". – der er altså noget i det.