Fragmenteret update fra feriefronten

* Første uge af ferien er gået, og jeg ville virkelig ønske, at alkohol og amning var kompatible. For med 4-6 timers søvn i døgnet, fordelt på 2-3 portioner, kunne jeg godt snart trænge til noget, der var stærkere end kaffe.

* Af samme grund er slankekuren sat midlertidigt på hold. Har tabt halvdelen af de grotesk mange kilo, jeg tog på under graviditeten, men koffein har brug for sin wingman sukkeret, hvis mor skal blive ved med at hive overskud op af hatten. Man kunne sagtens indvende, at man kunne hjælpe sig selv meget bedre med sund og fiberrig kost, fordi kroppen så ikke oveni massivt søvnunderskud skulle forsøge at rette op på de K3-skader man oralt påfører sig selv. Det er sandt. Og det kommer ikke til at ske.

* Mit aircon i bilen har med stor præcision valgt at gå i stykker i præCIS det sekund, temperaturen i Esbjerg har sneget sig over 20 grader. Det koster 3500 at få lavet, siger værkstedet. Hvilket ikke hænger supergodt sammen med barselsindkomst. Overvejer at sælge en nyre, for kombinationen af tyk, rasende baby med kronisk kropstemperatur omkring de 50 grader i foret autostol og stærk sol lader lidt tilbage at ønske.

* Næste gang jeg føder, vælger jeg at føde på et tidspunkt, hvor det ikke falder sammen med de to ugers tvungen lukket i institutionen (hedder det egentlig det? “Tvungen lukket”? Eller er det noget vestjysk?) For den kombi er godt nok ikke specielt fremmende for selvfølelsen eller indstillingen til den eftertragtede Mom of the year-award: Det er UMULIGT at være der nok. For nogen. Jeg har forsøgt at gøre det på den måde, at vi hver dag gør noget, der kun er til Anton, fx. legeplads, strand eller fiskerimuseet, og derefter retter resten af dagen lidt ind efter Frida, men uanset hvor tyndt et lag, jeg smører mig selv ud i, er der hele tiden et barn, der ikke får det, jeg synes, det skal have. Lige nu er jeg også så ny i det her 2-børns noget, at alene logistikken næsten tvinger mig i knæ. Hold nu KÆFT, alt det man skal pakke og have med, hvis man skal være væk hjemmefra i bare en time.

* Frida er nu en måned gammel, og selvom det lige nu er lidt sejt, er hun simpelthen så skøn. Hun skriger ikke ret meget, bortset fra de obligatoriske timer om aftenen, men ellers synes jeg faktisk, at hun temperamentsmæssigt virker mildere stemt end resten af huset. Hun holder ikke længere helt så lange spiseseancer, hvilket er rigtig rart, men det har til gengæld blotlagt et andet problem; hun vil ikke sove, med mindre hun falder i søvn hos mig. Og når hun gør det, vågner hun halvdelen af gangene, når jeg flytter hende over i liften. På den måde er det ret sjovt (haha) at få et barn mere; jeg troede, at det var fordi, Anton var for tidligt født, at han ikke sov. Det viser sig nu, at jeg simpelthen designer dem genetisk med en defekt i søvncentret.

* Anton er i sandhed kommet i Store Gruppen i børnehaven med alt det, der følger med. Han bliver så stor, og kan pludselig så mange ting, og viljen fejler stadig ikke noget. Dog kunne jeg godt have undværet det VANVITTIGE lydniveau, der følger med (seriøst: han opererer kun med et db-niveau på over 80) og trampelegen, der åbenbart er the shit. Og det er den garanteret, når man leger den med Gustav og Nikolaj på Guldstuen. Når overtræt mor forsøger at putte overtræt baby? Not so much. Han reagerer selvfølgelig på, at Frida er kommet, men det er stadig på et niveau, hvor jeg synes, at det både er rimeligt og forståeligt. De to yndlingsstrategier, når han er gal på mig, er at lade som om, han ikke hører, jeg taler til ham, og at gøre sig langsom. Hypnotisk langsom. Når man samtidig har en lille loppe, der ligger på sengen og SKRIGER, er det en ret effektiv form for tortur.

* Og mig? Well, jeg gør det så godt, jeg kan. Jeg har sat alle krav og intentioner ned til laveste acceptable niveau, og midlertidig dispenseret mange af reglerne herhjemme. Vi spiser fx. ikke altid sammen i de her dage, og vi sidder ikke ved køkkenbordet i samlet flok, når vi gør det. Det vægter højere, at alle når at få mad, også selvom Anton får lov at se lidt Ninjago imens, og jeg kører den stående et-hånds model. Og selvom jeg normalt går virkelig højt op i, at jeg ikke opdrager med trusler, og at vi taler ordenligt til hinanden, må jeg bare æde, at der ind imellem smutter en tudse ud af munden på mig, når jeg bliver presset nok. I går, da han synes, det var sjovt at stille sig i vejen for mig hele tiden, for at stoppe et piskeris op under trøjen på mig, og jeg 200 gange med min mest pædagogiske stemme havde bedt ham holde op, kom jeg f.eks. til at hvisle, at hvis vi skulle ned og se på sæler idag, så skulle han stoppe med den pissede opførsel LIGE nu! Jeg hader mig selv, når det sker, for det er bare ikke i orden. Men. Ja. Noget med at holde fast i de gode intentioner, og blive ved med at pejle efter dem, ikke?