Idag er det præcis 3 uger siden, Frida joinede vores lille cirkus, og jeg synes, at det – alle mine bekymringer til trods – går meget godt. Anton har taget så fint imod hende, og har ikke forsøgt at slå hende ihjel, men behandler hende med en god blanding af nysgerrighed, kærlighed og (i mangel af bedre ord) ligegyldighed, hvilket er præcis den reaktion, jeg havde håbet på. Jeg ville så nødig, at han sad med fornemmelsen af at skulle leve op til nogle forventninger om et bestemt sæt følelser, som han ikke har haft chance for at udvikle for hende endnu, så netop det med, at han ind i mellem bare trækker lidt på skulderen over, at hun er her, synes jeg er et sundhedstegn.
Paradoksalt nok har en af de største udfordringer her i starten været, at vi kender lidt for mange gode mennesker: Når man bor i Esbjerg, og vælger at føde i sommerferien, er der nogle barselsbesøg, der falder lidt tidligere, end det måske egentlig er hensigtsmæssigt. Hvor man i traditionelle familier hele tiden er en voksen, der kan holde bare nogenlunde fast i det rutiner, man plejer at have med det store barn, så er det mig, der er buffer på alt her. Det betyder, at jeg helst skal nå noget af alt det praktiske, når Anton er i børnehave, og da Frida har nogenlunde samme tålmodighed, som sin storebror, betyder det, at det er når hun sover, tingene skal ske. Og har vi gæster dér, betyder det, at jeg løber tør for tid. Problemet er, at jeg jo også er så stolt, at jeg er ved at revne, og derfor gerne vil vise frem – og når folk først er her, så er det så hyggeligt, at jeg synes, de skal blive i 100 år. Det har givet lidt stress, og jeg har mere end en gang tænkt, at jeg egentlig godt forstår det gamle system, hvor man bare satte et skilt på døren, hvorpå der stod, at man ikke var at træffe de første 14 dage efter babys ankomst.
På det helt lavpraktiske plan er jeg virkelig positivt overrasket over, hvor meget jeg overkommer. Vi er ude af døren hver morgen kl. 8.20, hvor jeg har været i bad, og alle mand er fodret af og iført rent(-ish) tøj. De fleste morgener er der også redt senge og ryddet op efter morgenmaden. Dagen prøver jeg at tage, som den kommer, og når Anton bliver puttet kl. 19, har han været i bad, og alle har fået noget relativt forsvarligt at spise til aftensmad. Den største udfordring er, at Frida spiser hele tiden. Som i: HE-LE tiden. Jeg kan amme hende i timevis, og halvdelen af tiden falder hun i søvn, når hun ligger der, uanset hvad jeg prøver af tricks. Det giver nogle uhensigtsmæssigt lange ammepas, og det er ubetinget det, der gør mest ondt på mig, for det betyder, at Anton må holde for. Det bliver hele tiden ham, der skal vente, selv hente og vente igen. Og selvom det helt sikkert også har været sundt at få ryddet op i noget af det “Du ringer – jeg springer” vi har fået skabt, er det dét, jeg hyler over, når jeg hyler. Det er også grunden til, at jeg gruer lidt for de forestående 3 ugers ferie, der starter på fredag, for der er simpelthen grænser for, hvor meget forståelse en 4-årig kan forventes at udvise for at blive sat på hold hele tiden. (Og så snakker vi ikke om, at jeg i de 3 uger ikke kommer til at kunne tage en lur i dagtimerne, hvis nætterne er helt tossede…)
Det er kommet tilbage til mig, hvordan man primært arbejder i yderpolerne af sin personlighed, når man har et spædbarn. Ligesom sidst er det ikke fordi vi sviner os til i søvn, og den anden nat var Frida vågen fra kl. 1 til kl. 4. *Lige* da hun var faldet i søvn, faldt Anton ud af sengen, hvilket selvfølgelig udløste en trøsteseance af det stakkels, forskrækkede barn, mens Frida fornøjede sig med at begynde at græde af træthed, hvorefter hun tissede på mig. Lige dér måtte jeg facepalme mig selv hårdt 6 gange for ikke at komme til at skrige i afmagt. Til gengæld havde vi i sidste uge en morgen, hvor ALT bare flaskede sig, og da radioen spillede “Rhythm of the night” havde jeg nærmest lyst til at flå rattet af og smide det ud af vinduet i begejstring over, hvor badass, jeg synes, jeg var.
Så sådan står det til i vores lille familie. Jeg håber, at I nyder sommeren, ferien og hinanden derude.
Skønt med en update, lyder skønt, hårdt og somom der er fart på 😀 Men velfortjent med en skøn overskudsdag, dag, når man bliver pisset på i 11. time 😉 Det må være karma.
– Anne
http://www.venterpaavin.blogspot.com
I lyder jo til ar stortrives alle sammen 🙂 Har nogen nævnt for dig, at man gerne må bede barselsgæster om praktisk hjælp ? Og de fleste vil s'mænd gerne 🙂
Dejligt at høre fra dig – og at høre at det går så godt!
Kæmpe tillykke med Frida – og fuck hvor er du badass!!! Jeg har selv en på 4 og en på 1,5, og jeg synes det var max hårdt da lillebror var spæd, og de første mange gange jeg skulle være alene med dem, ringede jeg efter assistance i form af bedsteforældre! Så jeg bøjer mig dybt dybt dybt i støvet for dig, og sender dig al verdens gode baby-karma!!! Må den søde Frida snart blive en super-sover!!!
Kh Jonna
Stort tillykke med din lille datter!
Da min egen datter var nyfødt, lærte min sundhedsplejerske mig, at hvis barnet ligger og falder lidt i staver, kan man trykke/massere det ganske blidt i den lille håndflade med sin tommelfinger. Dette skulle stimulere dem til at begynde at sutte igen… Det hjalp i hvert fald på de 45-60 minutters amme seancer jeg havde til at starte med.
Jeg tager ligeledes hatten af for at du får det hele til at hænge nogenlunde sammen. Det er hårdt men fantastisk at have et spædbarn i huset.
Har du mon et bæreredskab af en slags? Jeg havde/har flere vikler som blev brugt flittigt da min pige var lille for så behøvede hun ikke at sove når jeg lavede noget praktisk. Jeg kunne altså give mit barn det bedste af nærhed og stimulering samtidig med at jeg vaskede tøj eller luftede hunde. Ergo kunne jeg også sove når hun sov;)
Dejligt! Men det er da helt sort at du tager tre ugers ferie nu med børnene! Lad dog være med det! I kan da holde alle de ferier det skal være senere i deres barndom!!!
Stort stort tillykke med dejlige Frida – og shit hvor er du sej at klare det hele alene på fuld tid, jeg har også altid været meget alene med en mand der arbejder flere dage hjemmefra af gangen, men FULD tid tror jeg ikke jeg havde magtet i længden – selvom man jo kan meget når man skal.
Men ja, som en anden nævner… bed barselsgæsterne om hjælp ind imellem – de kan nemt lige ligge en balje vasketøj sammen eller andet mens der bliver sludret og kigget på bebs 😉
Og 3 ugers ferie går nemt – der er 1,5 år i mellem mine, og det var sommerferie tid kort efter yngstes ankomst og den store klarede det med bravur! Han forstod nemt at han måtte vente lidt ind imellem – vi valgte endda lige at flytte i den ferie = 2 blebørn, en nyfødt, flyttekasser, 2 hjem en måneds tid osv, men det gik alligevel 🙂
Vil bare lige sende en tak fordi du kan overkomme at blogge! Det er spændende at følge med og jeg kan levende huske, da jeg selv fik nr. 2 når du skriver. Tak for en fantastisk velskrevet, altid interessant og vedkommende blog!