Nå – hvor kom vi fra?

Som nogen måske husker, fik jeg undervejs i graviditeten at vide, at jeg efter fødslen skulle være indlagt 2 døgn, da Frida skulle observeres for streptokokker, type B. Lige da jeg fik det at vide, udløste det øjeblikkeligt fornemmelsen af at have fået en stram skjorte knappet for tæt op i halsen, men da jeg lige havde haft tid til at fordøje oplysningen, besluttede jeg mig for at betragte det som en gave: 2 døgn, hvor jeg kunne lære Frida lidt at kende, uden (ret meget) dårlig samvittighed over at fokusere 100% på hende.

Og sådan formåede jeg faktisk at føle det. Jeg havde glemt, hvordan de knirker, når de er så små, og at de ligner små egern, når de putter ind til halsen, og det var 48 værdifulde timer, hvor det bare var os to.

Efter det første døgn facetimede jeg med Anton, og det er nok århundredets underdrivelse at sige, at jeg var spændt på, hvad han ville sige til hende. Gennem hele min graviditet har jeg været SUPER opmærksom på ikke at hype det, så han ville komme til at føle, at han skulle leve op til nogle forventninger hos mig. Derfor har jeg været ret meget i tvivl om, hvor lidt/meget af det, han på forhånd forstod; den ene aften kiggede han på mig og sagde: “Når babyen kommer, smider vi den ind under sengen” og dagen efter kom han uden videre dikkedarer hen og lagde et stykke pandekage på min mave, fordi “Frida også skal have.” Så da jeg med dirrende stemme sagde: “Se. Nu er Frida kommet ud til os” tænkte jeg, at det kunne gå alle veje. “Nååå! Hun er sød. Jeg har fået Ninja Turtles af mormor!” var reaktionen.

Hvilket jo trods alt ikke var: “Jeg hader hende, og nu hader jeg også dig!”

Dagen efter kom han på besøg, og hold kæft, hvor havde jeg savnet ham. Mine supersoniske mor-ører kunne allerede høre ham, da de trådte ind på afdelingen, og selvom jeg forsøgte at lade være, flød hele mit ansigt over med vand, da han kom ind på stuen. Heldigvis havde han også savnet mig nok til at udholde både at blive krammet og kysset. Da vi havde sagt hej, ville han godt lige se Frida. “Må jeg køre hende?” spurgte han, og lavede derefter lastbilen-bakker-lyden, da han kørte hende ud i opholdsrummet, og lige der fik jeg en fornemmelse af, at det måske nok skal ende med at gå det hele alligevel.

Fortsættelse følger (og det er altså ikke fordi jeg prøver at spille den mystiske cliffhanger-type. Lige nu er der bare virkelig korte breaks, hvor der er tid til at blogge, så vi arbejder ud fra less is more-teorien..)