Der findes et særligt sted i Helvede for forældre, der dømmer hinanden

For tiden er der flere af mine venner, der deler denne artikel fra Informationen på FB; den handler om, at forældre måske skal tænke lidt mere over, hvor mange og hvilke billeder, de deler af deres børn på de sociale medier.

De første mange gange jeg så artiklen delt, kunne jeg mærke, at jeg næsten ikke orkede at gå ind og læse den, fordi overskriften alene (“Forældre misbruger deres børn som medieobjekter”) signalerer lidt for meget hellighed til mig, men idag valgte jeg så alligevel at klikke på linket. Der er jo aldrig noget forgjort i at udfordre sig selv.

Efter endt læsning vil jeg sige, at jeg egentlig synes, at der er et par gode pointer i den. Jeg kan ret godt lide vinklen med, hvordan det for os forældre ville føles, hvis det var barnet, der fotodokumenterede vores liv, og suverænt bestemte, hvad der skulle deles med resten af verden. Men jeg bliver bare så skidetræt af, den slags artikler altid antager, at dem, der forbryder sig mod det, man lige her harcelerer over, gør det, fordi de er afstumpede, ligeglade netnarkomaner, der udelukkende fokuserer på egne behov.

For det eneste argument, der fremføres i artiklen, som værende forældrenes begrundelse for at lægge billeder af børnene op, er “jagten på anerkendelse og eftertragtede likes”. Stort set samme argumentation blev brugt i artiklerne om de skrækkelige forældre, der sad på legepladserne rundt omkring i Danmark med deres smartphones i hænderne, der huserede for nogle måneder siden: De antog også, at det handlede om, man ikke gad at være sammen med sine børn, men i stedet valgte det digitale fællesskab, mens ungerne stod som personificede indbegreber af Bragolins grædende børn, og ønskede, at deres forældre ville se dem. Og om 20 minutter kommer alle artiklerne om, at forældre afleverer deres børn i institutionerne i sommerferien, så de kan gå på cafe og realisere sig selv.

Selvfølgelig findes de. Både de forældre, der fotodokumenterer ALT, hvad børnene foretager sig, uden øje for, hvad der måske for ungerne på sigt ikke er så fedt at have liggende i cyber. Ligesom der også findes forældre, der aldrig løfter blikket fra skærmen, når de er ude med afkommet, og dem, der virkelig ikke magter at holde ferie med deres børn. Men hvorfor pokker er det, at vi mistror hele den samlede forældrestand, fordi der findes brodne kar? Det svarer jo til at antage, at alle mandlige pædagoger er pædofile.

Jeg har stor respekt for, at der er nogen, der bevidst vælger, at deres børn ikke skal husere på de sociale medier, før de er gamle nok til selv at tage stilling til, om de vil være der. Ligesom jeg også respekterer dem, der fravælger facebook, stemmer på andre partier end mig, og ser meget DR2. Det er ikke det hele, jeg forstår, men, som min far altid siger: “Det er der heller ingen, der forlanger, Linda.”

Jeg lægger billeder op af Anton, fordi han er det bedste, jeg ved i hele verden. Jeg er så ubegribelig stolt af ham, og jeg har hele tiden lyst til at pege på ham, og råbe: “SE!!” fordi han i mine øjne er det vildeste, og jeg *fatter* ikke mit held over, at lige præcis han landede hos mig. Men jeg tænker selvfølgelig over, om jeg udstiller ham, eller lægger noget op, der kan blive kilde til forlegenhed senere, inden jeg poster det. Ligesom jeg helt naturligt går ud fra, at alle mine veninder gør, inden de poster billeder af deres børn.

Jeg tager også somme tider min telefon frem på legepladsen. I know. Jeg skulle meldes. Jeg gør det, fordi jeg har brugt hele morgenen derhjemme på at se, at mit barn er Kaptajn Kno, der kan flyve, når han har sit forklæde omvendt på, og som kan lande på en ekstra sej måde, når han hopper ned fra et helt bestemt sted i vindueskarmen, på at smøre ham ind i den forhadte masse ‘solcreme’, på for 24. gang at høre om kagen, de fik hos Nikolaj, da de var til fødselsdag i fredags, og på at finde og pakke sæbeboblerne med Spiderman (IKKE dem med McQueen, mor!) – og derfor ikke har haft mulighed for at skrive indkøbsseddel, eller tjekke op på min veninde, som lige har mistet sin far. Jeg vil vove at påstå, at det ikke ville være hverken svært eller hårdt at have børn, hvis man bare kunne parkere alle de andre elementer, livet består af, og udelukkende koncentrere sig om at fokusere på dem – men sådan hænger verden jo for pokker ikke sammen. Der er stadig arbejde, der skal passes, praktiske ting, der skal ordnes og en omgangskreds, der skal tages vare på, fordi ingen mand er en ø.

Og artiklen om børn og billeder kunne sagtens være skrevet uden at hænge the scarlett letter om halsen på 80% af alle forældre, og føje endnu et punkt til listen over ting, vi skal have dårlig samvittighed over. Pointerne ville have været lige fine.

Så i denne tid, midt i denne valgkamp, hvor historisk mange forholder sig til, at tonen i den politiske debat er pilrådden, fordi politikerne kritiserer det, de andre står for, i stedet for at fortælle, hvad det er, de gerne selv vil, kunne vi jo passende prøve at gøre det samme selv, i stedet for bevidstløst at udstede fatwaer mod alt, vi ikke er enige i.