Den fineste Frida.

Det her blogindlæg har jeg glædet mig til at skrive, for onsdag eftermiddag i sidste uge, var ventetiden endelig – endelig! – forbi.
Jeg kunne ikke rigtig rumme at flere end de allernærmeste vidste det, men mandag fik jeg at vide, at jeg ville blive indlagt og sat i gang onsdag morgen kl. 8.00, hvis ikke fødslen gik igang af sig selv. Jeg håbede til det sidste – ikke mindst fordi dét at have et tidspunkt, udløste dét, jeg meget gerne ville have undgået, nemlig et døgn med “Nu Er Det Sidste Gang At..” – hvilket er på Top 3 listen over situationer, jeg tackler virkelig dårligt. Selv uden hormoner.
Men efter at have tudet mig igennem hele tirsdag, fik jeg om aftenen pakket de sidste ting, valgt endelig spilleliste (Pink Floyd’s The Pulse, som er en liveoptagelse, fordi jeg synes, at der generelt er alt, alt for lidt applaus og hep på en fødestue), og gjort klar, og onsdag morgen trillede vi herfra kl. 6.45. Hos mine forældre blev Anton og morfar installeret med verdens største æske lego, og jeg tog min mor med på hospitalet.
Vel ankommet, fik jeg udleveret et sæt af det virkelig nederen tøj, der ovenikøbet ikke kunne lukkes om maven (oh prøverumsfornemmelsen…), og fik taget vandet, hvilket – sammen med de to gange hindeløsninger, jeg havde fået lavet – gerne skulle have fået fødslen til at gå igang af sig selv.
Åh, jeg må le. Én ve, kunne det blive til.
Efter et par timers vandren frem og tilbage uden yderligere action, skulle der lægges plan for, hvad næste skridt skulle være. Jeg har hele tiden sagt, at jeg meget gerne ville undgå ve-stimulerende drop, fordi jeg gerne, modsat sidste gang, ville have en fødsel, der strakte sig over så lang tid, at kroppen kunne nå at følge med, og derfor blev det besluttet, at jeg skulle have akupunktur.
Kl. 11.40 fik jeg sat 6 nåle.
Kl. 12.05 fik jeg den første ve.
Allerede da jeg var 3 cm. åben, kiggede jeg på min mor og sagde: “Det her går alt, ALT for stærkt.” Da jeg var 4 cm. åben, sagde jeg til min jordemoder, at jeg nu officielt gik i panik, for allerede dér var der så meget smæk på, at jeg måtte sætte lyd på veerne, hvilket i mit hoved var ALT for tidligt at være så forpint. Og al den fødselsforberedelse jeg har brugt en halv time på dagligt at øve de sidste 12 uger? For længst ubrugelig: Med max. 30 sekunder mellem hver ve, var det som at forsøge at gribe fat i et stykke vådt sæbe. Da jeg var 5 cm. åben, havde indtil flere jordemødre lagt vejen forbi, fordi de kunne se på skærmen i vagtstuen “at det da så noget vildt ud inde på lilla fødestue” og derfor lige skulle tjekke, at alt var, som det skulle være, og den sidste sætning med ord, jeg formåede at producere, var svaret til hende, der sagde, at hun godt nok skulle love for, at min krop var dygtig til at lave veer: “Af alle de talenter i verden, man kunne have haft!!” Anæstesi lagde vejen forbi ved 6 cm., for blot lakonisk at konstatere, at jeg længe ville have født, inden der kunne laves nogen form for smertelindring, og ved 7 cm. fik jeg presseveer.
På det tidspunkt var det eneste, jeg formåede, at klamre mig til kanten af min forstand, og forsøge at messe “kroppen kan sagtens, det er hjernen der står af, kroppen kan sagtens, det er hjernen, der står af”.
Min krop virkede ikke overbevist.
Men kl. 15.07 blev Frida født, og jeg sad endnu engang tilbage i målløs undren over, hvad kroppen og sindet kan holde til, og hvor fuldstændig blæst væk af kærlighed man er, i samme sekund man får sit barn op på maven. På papiret er hun stor: 4660 gram/55 cm, hvilket er hhv. 2 kg. og 10 cm større end Anton, da han blev født; alligevel virker hun så lillebitte og fin, og jeg har hele tiden lyst til at spise hende. Imponerende nok kan man godt føde et barn på størrelse med en gennemsnitlig asiat på 3 timer uden anden collateral damage end 2 små rifter – og så selvfølgelig en efterfølgende fornemmelse af først at være blevet kørt over af en tank, og derefter have fået et solidt lag tæsk med et jernrør. Jeg har seriøst haft så ondt i mine armmuskler, at det først var lørdag, jeg kunne løfte Anton igen.
Men nu kan jeg høre hende her begynde at knirke i barnevognen, så fortsættelse følger, når tiden er til det:

GemGem

Published by

41 Replies to “Den fineste Frida.

  1. Også tillykke her! Nu er der vist udsigt til en skøn sommer for jer alle tre 🙂

    Bare af nysgerrighed – hvilken fødselsforberedelse brugte du?

    1. Jeg havde øvet Smertefri Fødsel, som faktisk også forsøger at tage højde for netop det, at en fødsel kan udvikle sig i alle retninger. Jeg har ellers kun hørt godt om det fra andre, der har brugt det, men for mig fungerede det simpelthen ikke. Nåede til et punkt, hvor jeg var så presset, at jeg ville have råbt: "HoldkæftholdkæftHOLDKÆFT!!!" til den stakkels jordemoder, som forsøgte at hjælpe mig ved at minde mig om teknikerne, hvis jeg havde haft overskud til at tale.

  2. Tillykke tillykke tillykke! Hun ser SÅ skøn ud! Og tak for at dele en fødselsbeskrivelse, der fik mig til at huske lige præcis hvor vanvittig/grænseoverskridende/fantastisk en fødsel er!

  3. Ja, man vil faktisk meget hellere have ti timers rolig fødsel! Tre timer er meget kort tid i den sammenhæng! Men du klarede den og du er super sej. Tillykke med fine lille Frida.

  4. Undertegnede har fulgt dig i mange måneder – tilhører selv gruppen af kvinder, der har fravalgt børn, men for pokker hvor jeg ser en stærk kvinde i dig, Linda. Og mine ord her og nu er, at Anton helt sikkert vil sørge ovenud godt for sin lillesøster; aldersforskel er OK, så Frida bliver hans kæreste eje, tror jeg 🙂
    K.H. anjoe
    – der oplevede 2 storebrødre, den ene 4 år ældre; den anden 7 år… Yngste sørgede altid godt for mig, den ældste gad ikke rigtig noget!!!
    …og så pøj-pøj med at kroppen nu endelig kan normaliseres *LOL*

  5. Undertegnede har fulgt dig i mange måneder – tilhører selv gruppen af kvinder, der har fravalgt børn, men for pokker hvor jeg ser en stærk kvinde i dig, Linda. Og mine ord her og nu er, at Anton helt sikkert vil sørge ovenud godt for sin lillesøster; aldersforskel er OK, så Frida bliver hans kæreste eje, tror jeg 🙂
    K.H. anjoe
    – der oplevede 2 storebrødre, den ene 4 år ældre; den anden 7 år… Yngste sørgede altid godt for mig, den ældste gad ikke rigtig noget!!!
    …og så pøj-pøj med at kroppen nu endelig kan normaliseres *LOL*

  6. Undertegnede har fulgt dig i mange måneder – tilhører selv gruppen af kvinder, der har fravalgt børn, men for pokker hvor jeg ser en stærk kvinde i dig, Linda. Og mine ord her og nu er, at Anton helt sikkert vil sørge ovenud godt for sin lillesøster; aldersforskel er OK, så Frida bliver hans kæreste eje, tror jeg 🙂
    K.H. anjoe
    – der oplevede 2 storebrødre, den ene 4 år ældre; den anden 7 år… Yngste sørgede altid godt for mig, den ældste gad ikke rigtig noget!!!
    …og så pøj-pøj med at kroppen nu endelig kan normaliseres *LOL*

  7. Hej Linda
    Stort tillykke med din fine Frida.
    Jeg kan kun istemme med forundring over den totale og betingelsesløse kærlighed man føler fra det sekund hun kommer på brystet.
    For mit vedkommende kom det dagen efter dig da jeg fik Karla på 4250 og 53 cm på brystet efter et planlagt kejsersnit.
    Tillykke fra
    Lonelarm��

  8. Stort tillykke Linda. Jeg har fulgt din blog gennem fire år nu og jeg elsker hvert et indlæg. Du skriver fantastisk levende og du er så
    Sej.

  9. Ååååårh.. og jeg har glædet mig til at læse det her indlæg. Tillykke! Hvor er hun fin, og hvor er du sej! 🙂

  10. Linda, du er så sej! Kæmpe tillykke og hurra for at Frida kom så fint til verden. Du er en stor (og grineren) inspiration og nu glæder jeg mig lidt mere til at prøve turen selv om tre måneder. Tak!

  11. @Ida: IDA!! Hvordan kan jeg have overset, at du var preggos?? Hvor er det bare fint – tillykke! Det er rigtigt på alle planer, at et menneske med så mange fine gener og gode kvaliteter som dig, reproducerer:-*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *